Du går op til Gibralfaro

Plaza de la Aduana finder du nemt. Det er midt i byen og her, Museo de Málaga ligger, og det romerske amfiteater. Også indgangen til Alcazaba, den mauriske fæstning, er her på pladsen. Det er det mest fantastiske sted og vanskeligt at blive færdig med. Men du har fået tre sardiner og fem fadøl for meget nede ved stranden på din nye favorit-chiringito det sidste par dage, og nu har du brug for at brænde et par tusinde kalorier af. Det er derfor, du i stedet tager opkørslen til højre for. Efter små hundrede meter bliver opkørsel til fodsti. Det er allerede her, du åbner vandflasken første gang. Du går op ad bjerget langs ydersiden af fæstningsmuren, og stigningen begynder hurtigt at blive stejl. Jeg vil gætte på, at stigningsprocenterne svinger mellem 5 og 35. Der er helt sikkert passager, som end ikke Pogacar kan cykle opad. Men det skal han jo heller ikke, og du skal bare gå. Ingen løber op heller. Jeg har aldrig set det.

Det, du skal op for at se, er Gibralfaro, der ligger oven for Alcazaba, ligesom Alcazaba er bygget oven for det meget ældre romerske amfiteater.

Mens Alcazaba (arabisk for ‘fæstning’) blev bygget i det 11. århundrede under det mauriske Hammadid-dynasti og fungerede som palads og administration, så blev Gibralfaro (afledt af Jbel-Faro, som betyder lysbjerget; det havde nemlig et fyrtårn på toppen) tilføjet i det 14. århundrede under Nasrid-dynastiets sultan Yusuf 1. Det gav bedre udsigt fra forsvarsværket og så selvfølgelig fyrtårnet, som var vigtigt, når venner sejlede ind, fx med varer fra det, vi i dag kender som Marokko. Alcazaba bærer tydelige præg af, at være residensbolig med frugthaver, prydanlæg og badstuer. Man har nydt livet her. Gibralfaros funktion er primært militær.

Men det kan du altsammen læse om, når du kommer hjem igen. Nu skal du bare op. Det var godt, du huskede vandet, men måske ikke så smart, du ventede til klokken tre om eftermiddagen med at tage turen. Var du gået halv ti i stedet, havde solen ikke været så skarp. En kasket havde også hjulpet. Men du skal nok klare den. Det er ikke ekstremsport, det her, du går i dit eget tempo. De fleste kan være med; her er alle aldersklasser mellem 5 og 75. Du kan mærke dit hjerte, ingen tvivl om det, og du skal nok komme til både at svede og hive efter vejret, selvom du synes, du er i god form. På vej op vil du se lige så mange mennesker, der sidder og hviler, som mennesker, der går.

Når du kommer til udsigtspunktet (du ved det, når du ser det) og stiller dig frem og støtter dig til muren, først afprøvende, siden mere tryg, og kigger direkte ned i den pensionerede tyrefægterarena under dig, tænker du, at du heller ikke behøver at tage det sidste stykke. Hvad er der mere at se? Du er højt oppe allerede. Når du kigger ned på bilerne ved havnen og måler dem mellem tommel og pegefinger, er de ikke meget mere end en centimeter lange. Du synes, der er bygget alt for meget rundt om havnen, men at det stadig er skønt at spejde ud over det blanke blå efter det enorme kontinent, du ved befinder sig kun få kilometer uden for din synsvidde.

Selvfølgelig går du også de sidste stejle meter op. Du er langt over halvvejs allerede. Du kommer forbi hotellet. Og parkeringspladsen, hvor turistbusserne holder. Ja, der er også en asfalteret vej herop, som du heldigvis ikke kunne se under opstigningen. Havde du taget bussen, hvis du vidste det? Under ingen omstændigheder! Der er en iskiosk på parkeringspladsen. Jo, du må gerne. Du vælger en sodavandsis. Og så er der bare en kort trappe op til indgangen. Du køber en entrébillet til Gibralfaro og fortryder det ikke.

Er det værst at gå op eller ned? Du har hørt, at det overraskende nok er hårdest at gå ned, fordi der er så stejlt, at du næsten ikke kan holde igen i lårene og kun kan tage skridt af 30 centimeter. Vrøvl. Det er absolut hårdest at gå op. Det er også sjovest, fordi man glæder sig til noget, og fordi man tester sig selv. Men selvfølgelig er det nemmere at gå ned. 
Nå ja, med mindre du da er ham den overmodige amerikaner, som hele tiden glider i sine slidte sneakers og ikke kan styre klapvognen med sin treårige datter på de glatte sten.

God tur.