tirsdag den 8. september 2026
Truslen fra USA
søndag den 30. august 2026
fredag den 28. august 2026
Overgæring, opblødning og genbrug
torsdag den 20. august 2026
Dyreborg
Der var både majs og høstmodent korn. Der var nye kartofler til salg med Mobilepay ved markvejen, sved på ryggen og udsigt over sundet fra bakketoppe. Og pludselig et skilt, som fortalte, at der kun var to kilometer til Dyreborg Skov, hvis jeg drejede af til venstre. Jeg havde ikke været i skoven siden midsommer, og Dyreborg by kunne vente. Det virkede som lange to kilometer ad den smalle, bakkede vej, og jeg bed tænderne sammen og trak ud i rabatten de fire gange, jeg hilste på en modkørende bil. Der var en upåfaldende, nærmest hemmelig skønhed over vejen og umiskendeligt sensommerstille, og pludselig lå den der, skoven, for foden af endnu en bakke. Der var et hus på venstre hånd, som uden at sige det højt, syntes at fortælle, hvem den private skov tilhørte. Den er min, sagde huset, men du må gerne gå derind, hvis du ikke overdøver træernes hvisken.
Der var et øjeblik, hvor jeg fortrød, at jeg ikke havde mobilen med, men kun et øjeblik. Luk øjnene, det er nok, så ser I jeres barndoms mørkegrønne bøgeskov og dens pludselige lysegrønne blussen, hvor bladene fanger en undsluppet morgenstråle fra øst. Jeg trak cyklen og holdt mig i det store hele til stierne, som jeg skulle, og for enden af hovedstien så jeg snart et andet hus, som endnu tydeligere end huset ved indgangen signalerede sit ejerskab til skoven. Det så så privat ud, at jeg vendte om og begyndte at gå tilbage, men jeg blev nysgerrig og fortrød, for kunne det ikke lige så godt ligne en kro?
Men det var ikke en kro og muligvis heller ikke der, hvor skovens ejer bor. Det var et hus – og skulle det vise sig: det første hus i Dyreborg. Så var jeg alligevel nået frem.
Når jeg så længe har villet besøge Dyreborg, er det ikke kun på grund af den lille enklaves strålende hvide facader ud mod sundet. Det er især, fordi min far har fisket fra Dyreborg. Det var i hans tidlige ungdom i halvtredserne. De sejlede ud fra Dyreborg og lossede ved fiskeauktionen i Faaborg. En vej hedder stadig Fiskervænget. På den ene side har husene direkte adgang til sundet fra baghaven. Der har tjærede kasteruser førhen hængt til tørre. Det er en køn, men også en blind vej. I dag er der ingen auktionshal i Faaborg og hverken erhvervsfiskere der eller inde i Dyreborg. Der er ingen fisk i sundet. Men selv i Dyreborg er der et havnekontor, hvor lystsejlere og fritidsfiskere kan skaffe sig kajplads. Der er et kaffeskur og en informationsbiks – og sikkert meget andet, som jeg ikke var der længe nok til at få øje på. Igen fortrød jeg et øjeblik ikke at kunne fotografere. Men en havn har ret til sine hemmeligheder.
Der er gåtur med figurklippet puddel, kun få huse udbudt til salg, der er kulturhus og café i Dyreborg og en dagligvarebutik. Det er sjældent i en flække med 200 indbyggere.
Hjemvejen synes altid kortere end turen ud i det ukendte. På vej ud cykler man mod evigheden, vejen har ingen ende, for man ved ikke, hvor man skal hen. Men på hjemvejen er det hele allerede målt op med både øjne og ben. Man ved, hvor langt der er, og om man har tid til at spise de modne brombær. Det havde jeg på vej hjem ad Dyreborgskovvej; jeg åd mindst 200.
tirsdag den 18. august 2026
Dobbeltudgivelsen
Jeg udgav to bøger i november 2025. Min oprindelige plan var, at begge skulle udkomme den 25. oktober, men forskelligt kom i vejen.
Den 25. oktober fyldte jeg 60. Jeg havde tænkt dobbeltudgivelsen på denne dag som en god anledning til fejring og fest. Desuden havde en synkron udgivelse antydet en vis sammenhæng mellem bøgerne, og den tanke kunne jeg godt lide. Forskellen er indlysende; den lyserøde er en roman, og den brune er en fagbog, men i mit hoved er der en intim forbindelse imellem dem. Jeg fortæller naturligvis ikke hvilken. Det er ikke for at kokettere med hemmelighedsfuldhed, men jeg vil ikke forurene læsernes læsning af bøgerne med min egen. Det er nu heller ikke til at vide, om sådan en forbindelse er relevant for andre end mig. Heldigvis får læserne altid noget andet ud af teksten, end jeg selv gjorde, mens jeg skrev den. Det er endda langt fra sikkert, at de to bøger appellerer til det samme publikum. Bøgerne står, trods deres forbindelsestråde, hver især i deres egen ret og er ikke afhængige af hinanden.
Begge bøger har været mange år undervejs, den brune flest. Anmelderne har heller ikke travlt. Mens vi venter på alle anmeldelserne, vil jeg lægge små tekstbidder fra begge bøger op her på bloggen.
torsdag den 13. august 2026
Katalog over den bedste skønlitteratur fra 2025
Vejlebibliotekerne har været så flinke at lave et katalog over årets bedste skønlitteratur fra 2025. Det kan du finde her.
tirsdag den 11. august 2026
En mageløst magelig palæontologisk sommerferiefortælling
Nuvel, vi er alligevel lidt sent på den, hvad det angår. Den uddøde for 10-11.000 år siden – formodentlig spist af mennesker, der ikke orkede at fange fisk – men jeg fik ikke lige tid til at fortælle historien før nu.
Det første fossilerede skellet af Megatherium americanum blev ved et ubelejligt tilfælde opdaget i 1787 på bredden af Luján-floden i det nuværende Argentina. Eksemplaret blev før eller siden fragtet til Spanien, hvor den franske palæontolog Georges Cuviers i et sjældent vågent øjeblik fik øje på den dovne slambert og navngav den i 1796, hvor ingen ellers endnu havde gidet at give sådanne forhistoriske kræ den slags fine videnskabelige navne. Det var også Cuviers, der fastslog, at Megatherium var et dovendyr. Det kunne han lige overkomme at konstatere ved sammenligning med andre kendte dovendyr. Ingen nævnt, ingen glemt.
mandag den 10. august 2026
Interview i 'Det rigtige Faaborg'
Foto: Henrik Poulsen
søndag den 9. august 2026
Et stort, øde Landskab
Det blev til to aftner med Askildsen, og ingen af gangene faldt de unge mennesker i søvn undervejs. De sagde heller ikke noget bagefter. Ikke et ord. De hverken grinede eller græd. De lå blot og kiggede tomt ud i luften.
Jeg ved sgu ikke rigtig, men nu har jeg besluttet at se oplæsningen som en succes.
onsdag den 5. august 2026
Vita contemplativa
Originaltitlen Vita contemplativa – oder von der Untätigkeit er naturligvis en hilsen til Hannah Arendts Vita aktiva – Oder vom tätigen Leben, og Hans fikse lille sag cirkler da også kritisk om Arendts berømte hovedværk og hendes samlede forståelse af arbejdets og særligt den suveræne politiske handlings betydning for den menneskelige værensform. Det er den skarpeste kritik, jeg endnu har set af Hannah Arendts kanoniske filosofi, som de seneste mange år nærmest har haft et urørlighedens skær over sig.
Byung-Chul Han taler mod præstations- og aktivitetstyranniet og for en kontemplativ væren i verden.
Man behøver ikke være skolet i filosofi for at læse bogen. Han er ikke en filosof, der bevæger sig systematisk og tungt teoretisk argumenterende fremad, men kredser tværtimod essayistisk og indimellem poetisk om sit emne og danser ubesværet ud og ind af samtaler med levende og især døde kolleger som Benjamin, Heidegger, Nietzsche, Kierkegaard, Schleiermacher, Herchel, Agamben, Foucault, Gadamer, Platon, Aquinas, Adorno og så naturligvis Arendt, men også poetiske ånder som Rilke, Hölderlin, Novalis, Proust, Handke og Musil.
Jeg troede egentlig, jeg var færdig med min bog om den unge Marx’ filosofiske antropologi, men efter at have læst denne lille sag blev jeg nødt til at føje et kapitel til.
torsdag den 23. juli 2026
Flot lektørudtalelse til 'Ansigt uden skygger'
Min roman fra november, Ansigt uden skygger er min femte bog i træk som ingen avisanmeldelser har fået. Altså nul. Det står i skærende kontrast til mine første skønlitterære bøger, som blev anmeldt i alle de landsdækkende aviser. Mine (indrømmet: relativt få) faste læsere synes ellers at være enige om, at mine bøger kun er blevet bedre siden, og at den seneste faktisk er den bedste. Men heller ikke hos de mange bogbloggere har den fået nogen anmeldelser. Ikke en eneste. Det er trods alt et helt nyt bundniveau for opmærksomhed.
Så ud over opslag på Instagram og Facebook er der faktisk kun én ressource tilbage, som kan hjælpe med at gøre opmærksom på, at bogen findes, og anbefale den til mulige læsere. Det er bibliotekerne. Og tilsvarende er der kun én udefrakommende og antageligvis nogenledes neutral bedømmelse, og det er bibliotekernes materialevurdering, eller lektørudtalelse, som den også hedder.
Den er heldigvis god. Tak for det! Og nu er karenstiden overstået, og så må jeg vist gerne linke til den. Den kan læses her.
torsdag den 16. juli 2026
Fodboldsproget er spansk
Portugisisk: 5
Italiensk: 4
Tysk: 4
Fransk: 2
Engelsk: 1
Germanske sprog: 5
Alle andre sprogfamilier: 0
Alle andre sprogætter: 0
torsdag den 9. juli 2026
På vej
Jeg har skrevet fem romaner, men aner ikke hvordan man gør
Min seneste roman, Ansigt uden skygger, begyndte sit liv som 40 kortprosatekster – eller flanørtekster – fra Madrid, små observationer, refleksioner og pludselig opståede indre og ydre glimt fra 9 år i Madrid, plus en notesbog fyldt med dagbogslignende optegnelser fra mine oplevelser under coronapesten og et samtidigt opbrud i mit privatliv samt et par essay plus et eventyr for børn. De 40 Madrid-tekster forsøgte jeg forgæves at få et forlag til at udgive. Det var nok noget af det bedste, jeg har skrevet, men man skal vist være Klaus Rifbjerg for at få den slags udgivet. Jeg sendte i frustration teksterne til min ven og forfatterkollega, Peder Frederik Jensen, som foreslog, at jeg skrev dem om til en roman, og så gjorde jeg det. Jeg kunne ikke få alle teksterne til at passe sammen, men de fleste af dem kom med, de to essay, dagbogsoptegnelserne og eventyret foldede sig naturligt ind i teksten, og lidt efter lidt begyndte puslespillet at danne et billede. Det tog vel et sted mellem to og tre år. Så kom Lars Frost til som redaktør fra forlaget Gladiator, der havde vedtaget at udgive manuskriptet, og hans skarpe kritik hjalp med at få det sidste på plads. Jeg synes selv, at resultatet er overraskende vellykket, og at det virkelig endte med at blive en helstøbt roman. Men at sige, jeg derfor har skrevet en roman, ville være en tilsnigelse.
Forgængeren Afstande over vand var en scene, nemlig indledningsscenen, hvor en mand ankommer til sin hjemstavn med en plan – eller egentlig var det bare den første, lange, sætning – plus en håndfuld digte. Jeg havde ingen tanke om, at det skulle blive til en roman overhovedet og anede følgeligt ikke, hvad den i givet fald skulle handle om. Jeg havde slet ikke lyst til at skrive en roman, og syntes, at teksten var færdig, da jeg havde skrevet to sider. Det var den tekst, jeg ville skrive. Så fik jeg en idé om, at det kunne være interessant at producere fiskesvær som alternativ til flæskesvær, fordi jeg selv elsker sprødstegt fiskeskind. Det kunne være mandens plan, og så blev det langsomt til en roman alligevel.
Celeste var de tre noveller, som redaktørerne sorterede fra, da Gyldendal udgav min novellesamling, Kig på damen. Jeg syntes selv, det var de tre bedste, men hun havde ret i, at de ikke passede ind. Til gengæld passede de sammen, gik det pludselig op for mig. Især to af dem, som derfor kom til at danne grundstrukturen i bogen. Da jeg opdagede den mulighed i de to noveller, ville jeg faktisk gerne skrive den roman, og da vi samtidig var flyttet til Spanien, blev den spanske historie, natur og kultur en selvfølgelig del af fortællingen, og jeg gik i gang med at ressearche om den spanske borgerkrig. Læste fagbøger, romaner og erindringer fra borgerkrigen og så film om den. Det blev et omdrejningspunkt. Da jeg viste manuskriptet til Gyldendal, fik jeg at vide, at ingen interesserede sig for den spanske borgerkrig længere, og jeg skulle skrive romanen om, så den i stedet kom til at foregå under det arabiske forår i 2011. Det hverken kunne eller ville jeg, og så endte den hos Solidaritets Forlag. Det blev en vild roman, men begyndte som tre frasorterede noveller.
Piazza del Popolo kalder jeg også en roman, men det er vel i virkeligheden en lang novelle. Jeg skrev den – eller det meste af den – på 14 dage i forbindelse med et ophold på Det Danske Akademi i Rom, under gåture i Borghese-parken. Løsrevne notesbogsoptegnelser, indre og ydre syn, jeg noterede mig under pauser på bænke, blev af sig selv til en flydende fremskriden af tekst. Det var aldrig hensigten med den notesbog. Det skete bare.
Den eneste gang, jeg har forsøgt at skrive en roman, var med debutromanen Sofa. Jeg begyndte pludselig at skrive den i en sommerferie, hvor jeg på dens fjerdesidste dag begyndte at kede mig, og så begyndte jeg bare fra en ende af. Da de første 35 sider var kommet af sig selv, gik jeg i stå. Og så satte jeg mig til at skemalægge alle romanens kapitler. Jeg vidste altså, hvad der skulle ske, og hvordan det hele skulle ende. Problemet var blot, at jeg havde svært ved at få mine figurer til at gøre det, de skulle, for at komme derhen, hvor jeg ville have dem. På sin vis lykkedes det. Der kom en sammenhængende historie ud af det, men sammenhængen blev flere steder for søgt. Der er meget god tekst i den også, endda langt det meste af den, synes jeg, men det i sig selv gør den ikke til en vellykket roman.
mandag den 6. juli 2026
Nej tak til folketingspræst
søndag den 28. juni 2026
Stokrosen ved Sonni's Beer Bar
Siden jeg kom til Sydfyn i september, har jeg glædet mig til sæsonåbningen af Sonni's Beer Bar. Jeg har forestillet mig, at det var en af de beværtninger, som kun holdt åbent i turistsæsonen, og jeg var nysgerrig (en rent faglig, sociologisk nysgerrighed, naturligvis) efter at finde ud af, hvad der gjorde, at værtshuset på facaden kundgjorde, at man skulle være mindst 18 år for at komme ind. Det står der vist ikke på andre af byens værtshuse.
Nu er vi så langt henne på året, at vi roligt kan konstatere, at Sonni's ikke åbner igen. Ikke denne sommer, i hvert fald.
Til gengæld kan man så glæde sig over, at stokrosen mellem dør og vindue har fået frit spil, fordi ingen har skullet ind og ud ad døren. Jeg ved ikke, om den er vild med vilje, men hvor er den prangende stor og smuk!














