Jeg har skrevet fem romaner, og jeg synes selv, de sidste fire er vellykkede, men jeg aner stadig ikke, hvordan man gør. Jeg føler mig ikke som romanforfatter, blot som forfatter. En genremæssigt famlende forfatter, eller hvis man skal være flink – og det må man gerne – en genremæssigt alsidig forfatter, hvor det at skrive romaner er det, jeg mindst af alt forstår.
Min seneste roman, Ansigt uden skygger, begyndte sit liv som 40 kortprosatekster – eller flanørtekster – fra Madrid, små observationer, refleksioner og pludselig opståede indre og ydre glimt fra 9 år i Madrid, plus en notesbog fyldt med dagbogslignende optegnelser fra mine oplevelser under coronapesten og et samtidigt opbrud i mit privatliv samt et par essay plus et eventyr for børn. De 40 Madrid-tekster forsøgte jeg forgæves at få et forlag til at udgive. Det var nok noget af det bedste, jeg har skrevet, men man skal vist være Klaus Rifbjerg for at få den slags udgivet. Jeg sendte i frustration teksterne til min ven og forfatterkollega, Peder Frederik Jensen, som foreslog, at jeg skrev dem om til en roman, og så gjorde jeg det. Jeg kunne ikke få alle teksterne til at passe sammen, men de fleste af dem kom med, de to essay, dagbogsoptegnelserne og eventyret foldede sig naturligt ind i teksten, og lidt efter lidt begyndte puslespillet at danne et billede. Det tog vel et sted mellem to og tre år. Så kom Lars Frost til som redaktør fra forlaget Gladiator, der havde vedtaget at udgive manuskriptet, og hans skarpe kritik hjalp med at få det sidste på plads. Jeg synes selv, at resultatet er overraskende vellykket, og at det virkelig endte med at blive en helstøbt roman. Men at sige, jeg derfor har skrevet en roman, ville være en tilsnigelse.
Forgængeren Afstande over vand var en scene, nemlig indledningsscenen, hvor en mand ankommer til sin hjemstavn med en plan – eller egentlig var det bare den første, lange, sætning – plus en håndfuld digte. Jeg havde ingen tanke om, at det skulle blive til en roman overhovedet og anede følgeligt ikke, hvad den i givet fald skulle handle om. Jeg havde slet ikke lyst til at skrive en roman, og syntes, at teksten var færdig, da jeg havde skrevet to sider. Det var den tekst, jeg ville skrive. Så fik jeg en idé om, at det kunne være interessant at producere fiskesvær som alternativ til flæskesvær, fordi jeg selv elsker sprødstegt fiskeskind. Det kunne være mandens plan, og så blev det langsomt til en roman alligevel.
Celeste var de tre noveller, som redaktørerne sorterede fra, da Gyldendal udgav min novellesamling, Kig på damen. Jeg syntes selv, det var de tre bedste, men hun havde ret i, at de ikke passede ind. Til gengæld passede de sammen, gik det pludselig op for mig. Især to af dem, som derfor kom til at danne grundstrukturen i bogen. Da jeg opdagede den mulighed i de to noveller, ville jeg faktisk gerne skrive den roman, og da vi samtidig var flyttet til Spanien, blev den spanske historie, natur og kultur en selvfølgelig del af fortællingen, og jeg gik i gang med at ressearche om den spanske borgerkrig. Læste fagbøger, romaner og erindringer fra borgerkrigen og så film om den. Det blev et omdrejningspunkt. Da jeg viste manuskriptet til Gyldendal, fik jeg at vide, at ingen interesserede sig for den spanske borgerkrig længere, og jeg skulle skrive romanen om, så den i stedet kom til at foregå under det arabiske forår i 2011. Det hverken kunne eller ville jeg, og så endte den hos Solidaritets Forlag. Det blev en vild roman, men begyndte som tre frasorterede noveller.
Piazza del Popolo kalder jeg også en roman, men det er vel i virkeligheden en lang novelle. Jeg skrev den – eller det meste af den – på 14 dage i forbindelse med et ophold på Det Danske Akademi i Rom, under gåture i Borghese-parken. Løsrevne notesbogsoptegnelser, indre og ydre syn, jeg noterede mig under pauser på bænke, blev af sig selv til en flydende fremskriden af tekst. Det var aldrig hensigten med den notesbog. Det skete bare.
Min seneste roman, Ansigt uden skygger, begyndte sit liv som 40 kortprosatekster – eller flanørtekster – fra Madrid, små observationer, refleksioner og pludselig opståede indre og ydre glimt fra 9 år i Madrid, plus en notesbog fyldt med dagbogslignende optegnelser fra mine oplevelser under coronapesten og et samtidigt opbrud i mit privatliv samt et par essay plus et eventyr for børn. De 40 Madrid-tekster forsøgte jeg forgæves at få et forlag til at udgive. Det var nok noget af det bedste, jeg har skrevet, men man skal vist være Klaus Rifbjerg for at få den slags udgivet. Jeg sendte i frustration teksterne til min ven og forfatterkollega, Peder Frederik Jensen, som foreslog, at jeg skrev dem om til en roman, og så gjorde jeg det. Jeg kunne ikke få alle teksterne til at passe sammen, men de fleste af dem kom med, de to essay, dagbogsoptegnelserne og eventyret foldede sig naturligt ind i teksten, og lidt efter lidt begyndte puslespillet at danne et billede. Det tog vel et sted mellem to og tre år. Så kom Lars Frost til som redaktør fra forlaget Gladiator, der havde vedtaget at udgive manuskriptet, og hans skarpe kritik hjalp med at få det sidste på plads. Jeg synes selv, at resultatet er overraskende vellykket, og at det virkelig endte med at blive en helstøbt roman. Men at sige, jeg derfor har skrevet en roman, ville være en tilsnigelse.
Forgængeren Afstande over vand var en scene, nemlig indledningsscenen, hvor en mand ankommer til sin hjemstavn med en plan – eller egentlig var det bare den første, lange, sætning – plus en håndfuld digte. Jeg havde ingen tanke om, at det skulle blive til en roman overhovedet og anede følgeligt ikke, hvad den i givet fald skulle handle om. Jeg havde slet ikke lyst til at skrive en roman, og syntes, at teksten var færdig, da jeg havde skrevet to sider. Det var den tekst, jeg ville skrive. Så fik jeg en idé om, at det kunne være interessant at producere fiskesvær som alternativ til flæskesvær, fordi jeg selv elsker sprødstegt fiskeskind. Det kunne være mandens plan, og så blev det langsomt til en roman alligevel.
Celeste var de tre noveller, som redaktørerne sorterede fra, da Gyldendal udgav min novellesamling, Kig på damen. Jeg syntes selv, det var de tre bedste, men hun havde ret i, at de ikke passede ind. Til gengæld passede de sammen, gik det pludselig op for mig. Især to af dem, som derfor kom til at danne grundstrukturen i bogen. Da jeg opdagede den mulighed i de to noveller, ville jeg faktisk gerne skrive den roman, og da vi samtidig var flyttet til Spanien, blev den spanske historie, natur og kultur en selvfølgelig del af fortællingen, og jeg gik i gang med at ressearche om den spanske borgerkrig. Læste fagbøger, romaner og erindringer fra borgerkrigen og så film om den. Det blev et omdrejningspunkt. Da jeg viste manuskriptet til Gyldendal, fik jeg at vide, at ingen interesserede sig for den spanske borgerkrig længere, og jeg skulle skrive romanen om, så den i stedet kom til at foregå under det arabiske forår i 2011. Det hverken kunne eller ville jeg, og så endte den hos Solidaritets Forlag. Det blev en vild roman, men begyndte som tre frasorterede noveller.
Piazza del Popolo kalder jeg også en roman, men det er vel i virkeligheden en lang novelle. Jeg skrev den – eller det meste af den – på 14 dage i forbindelse med et ophold på Det Danske Akademi i Rom, under gåture i Borghese-parken. Løsrevne notesbogsoptegnelser, indre og ydre syn, jeg noterede mig under pauser på bænke, blev af sig selv til en flydende fremskriden af tekst. Det var aldrig hensigten med den notesbog. Det skete bare.
Den eneste gang, jeg har forsøgt at skrive en roman, var med debutromanen Sofa. Jeg begyndte pludselig at skrive den i en sommerferie, hvor jeg på dens fjerdesidste dag begyndte at kede mig, og så begyndte jeg bare fra en ende af. Da de første 35 sider var kommet af sig selv, gik jeg i stå. Og så satte jeg mig til at skemalægge alle romanens kapitler. Jeg vidste altså, hvad der skulle ske, og hvordan det hele skulle ende. Problemet var blot, at jeg havde svært ved at få mine figurer til at gøre det, de skulle, for at komme derhen, hvor jeg ville have dem. På sin vis lykkedes det. Der kom en sammenhængende historie ud af det, men sammenhængen blev flere steder for søgt. Der er meget god tekst i den også, endda langt det meste af den, synes jeg, men det i sig selv gør den ikke til en vellykket roman.
Siden Sofa har jeg aldrig prøvet at planlægge en roman. Jeg har faktisk aldrig forsøgt at skrive en roman igen. Det er sket på måder, jeg ikke kunne forudse, og som jeg aldrig vil være i stand til at gentage.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar