Så skal vi igen have hårdere straffe og svækkede beviskrav

I dag handler det så om bestillingskriminalitet. De svenske børn, som krydser Øresund for at udføre bandedrab, er yndlingseksemplet. Nu er det dem og deres bagmænd, som skal straffes hårdere og på grundlag af et tyndere bevismateriale. Men det er blot det seneste eksempel på en sikker tendens i vores retspolitik.

Det uendelige kapløb

Dansk retspolitik handler tilsyneladende kun om, hvem der kommer med det højeste bud på strafferammen. Det er et ustoppeligt kapløb mellem Dansk Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Konservative Folkeparti og Socialdemokratiet, som altid er parate til at sætte straffen op. For hvad som helst, men selvfølgelig især for de mest omtalte typer af forbrydelse, som der altså er flest stemmer i at straffe.

Stop en hvilken som helst person på gaden og spørg, om straffen for personskadelig kriminalitet skal sættes op. 9 ud af 10 vil svare ja. Spørg de samme, om de ved, hvad strafferammen er i dag, og 9 ud af 10 vil ikke ane det, men sættes op skal den.

Det virker ikke

Forskning viser imidlertid, at de skærpede straffe ingen forebyggende effekt har. Det er bestemt ikke noget nyt. Justitsminister Peter Hummelgaard ved det. Selvfølgelig gør han det. Alle politikere ved det, men de ved også, at der er stemmer i at sige det modsatte.

Længere fængselsstraffe gør det sværere for de straffede at vende tilbage til samfundet, få et job og vende tilbage til en almindelig hverdag. Det gør tilbagefaldsrisikoen højere. Derfor efterlyser kriminologer også alternative afsoningsformer, fx afsoning med fodlænke i eget hjem eller samfundstjeneste, når det gælder former for kriminalitet, som gør det muligt.

Hvad så?

Noget andet, som kriminologerne typisk anbefaler er hurtigere afsoning, sådan at den kriminelle straks mærker konsekvensen. Men de længere straffe besværliggør netop den hurtige afsoning, fordi fængslerne er fyldt op af de langtidsindsatte.

Noget, som, i modsætning til straffelængden, faktisk synes at have en forebyggende effekt, er sandsynligheden for opdagelse, opklaring og domsfældelse. At øge sandsynligheden for opdagelse og opklaring er dyrt, og der er ikke rigtig nogen stemmer i det.

Derfor fokuserer politikerne mere på domsfældelse. At øge sandsynligheden for domsfældelse er enklere. Det gør ovenikøbet processen billigere. Det er simpelthen en spareplan. Det handler nemlig primært om at sænke kravene til bevisførelsen, svække beviskravet. Og det er netop, hvad justitsminister Hummelgaard foreslår nu i dette valgår: At hæve strafferammen og svække beviskravet. Den første del virker ikke forebyggende, nok snarere tværtimod, men det er populært. Den anden del synes derimod at være forebyggende og sparer samtidig penge og er også populært.

Hvad med retssikkerheden?

Problemet er naturligvis, at når man svækker beviskravet, så svækker man også retssikkerheden, og flere uskyldige vil blive dømt. Og når man hæver strafferammen, vil disse flere uskyldige sidde længere tid i fængsel. De vil blive indsocialiseret i en kriminel verden. Flere ikke-kriminelle vil få den lange uddannelse i kriminalitet.

Dertil kommer retfærdighedsaspektet. At kun den, som hinsides enhver rimelig tvivl må anses for skyldig, kan dømmes og straffes. Det er et princip, som stadig færre politikere for alvor vil kæmpe for.

Venstrefløjen og det retspolitiske flertal, som forsvandt

I 1980’erne var der et retspolitisk flertal i Danmark, som kæmpede for retssikkerheden, og det flertal var Socialdemokratiet en del af. Det bestod desuden af Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Venstresocialisterne, eksemplarisk repræsenteret af henholdsvis Ole Espersen, Bernhard Baunsgaard, Ebba Strange og Preben Wilhjelm. Indimellem var Venstre ligefrem med i alliancen, repræsenteret ved Bjørn Elmquist. Det var ikke sådan, at de fem retspolitikere altid var enige, langt fra, men de var enige om at arbejde for retssikkerheden. Arbejde for, at uskyldige ikke så nemt skulle kunne dømmes. Så få som muligt. Det lyder banalt, men er det bestemt ikke i dag. Socialdemokratiet har ikke prioriteret den del af retspolitikken i årtier. SF holdt i det store hele op med det, da Villy Søvndal i 2011 besluttede, at hans parti skulle med i Helle Thorning-Schmidts regering, koste hvad det ville. Venstres gæsteoptrædender som retssikkerhedens forsvarere ophørte, da partiet besluttede at danne regering på Dansk Folkepartis nåde i 2001. Men det største tab for retspolitikken var nok alligevel, at VS røg ud af Folketinget i 1987.

I dag hører man langt sjældnere venstrefløjen tale om retssikkerhed. Eller om retspolitik i det hele taget. I hvert fald ikke venstrefløjen i Folketinget. Det er som oftest overladt til Retspolitisk Forening, Amnesty International og dr. jur., professor emerita Eva Smith.

Og når venstrefløjen endelig gør et stort nummer ud af et retspolitisk tema, er det ofte med den samme dagsorden som højrefløjen: længere straffe og svækkede beviskrav. Men kun for en bestemt slags forbrydelser, nemlig dem der rammer kvinder, børn og de minoriteter, som vi særligt godt kan lide på venstrefløjen, altså seksuelle minoriteter, indvandrere og jøder. Når det er de forurettede, er der tale om hadforbrydelser, og så skal det være lettere at fælde dom, og der skal straffes hårdere. Jeg forstår godt viljen til at beskytte de sårbare befolkningsgrupper, men principløsheden gør det sværere for venstrefløjen at genvinde en stærk position i den generelle debat om retssikkerhed og råbe op, når regeringen igen fremsætter forslag om højere straffe og svækkede beviskrav i andre sammenhænge. Det er nok heller ikke et selvstændigt mål for venstrefløjen længere.

Alt det svære
Nå ja, helt så sort og hvidt er det aldrig. Der er den positive effekt af fængselsstraffe, at den indsatte ikke kan begå nye forbrydelser under afsoningen – eller rettere: kun kan begå dem mod andre indsatte og fængselspersonalet. Ligesom straffene også kan tage toppen af de forurettedes og deres pårørendes hævntørst og derfor nedbringe forekomsten af selvtægt.

Problemerne ved de længere frihedsstraffe og de svækkede beviskrav er dog større end fordelene. Og alternativerne findes. Det gælder de nævnte alternative afsoningsformer og KORTERE straffe (hvilket ingen tør foreslå), som gør det lettere at vende tilbage til et liv uden kriminalitet og desuden giver bedre plads i fængslerne til hurtig afsoning, sådan at konsekvensen af de uhensigtsmæssige handlinger mærkes umiddelbart. 

Men først og fremmest gælder det kriminalitetsforebyggelse. Hvad er kriminalitetsforebyggelse? Hjælp vores politikere. Kom med nogle gode, gennemtænkte eksempler på det.

Et sidste element, som skal nævnes, er overvågning og registrering. Særligt når det gælder seksualforbrydelser, er registrering i dna-registre et effektivt middel til at opspore gerningsmænd, hvis de tidligere har været straffet eller i politiets søgelys for lignende forbrydelser. Også videoovervågning af det offentlige rum er et effektivt middel til at øge opklaringsprocenten. Men ønsker vi den form for statslig kontrol og registrering af borgerne? Det er slet ikke noget enkelt sprøgsmål.

Læs hvad Det Kriminalpræventive Råd skriver om hårdere straffe.