Dansk Folkeparti vil ikke være et parti for hele folket. I hvert fald ikke for de flere end 300.000 danske muslimer. De skal ikke føle sig velkomne, skal ikke integreres og aldrig få lov til at føle sig hjemme og som en del af det danske samfund, selv hvis de er ER integreret, født, opvokset og uddannet her. De skal slet ikke være her, hvis det står til Morten Messerschmidt. Dansk Folkepartis formand har stillet som sit ultimative krav for at støtte en borgerlig regering, at den skal arbejde bevidst på at smide muslimer ud af Danmark. Regeringen skal garantere, at den vil sikre en nettoudvandring af muslimer fra landet. Der skal flere ud end ind. Mens Messerschmidt tidligere har talt om udvisning af kriminelle indvandrere fra Mellemøsten, taler han altså nu åbent om, at kriteriet for at blive betragtet som dansk ikke blot skal være adfærd (kombineret med etnisk oprindelsesland), men religion, slet og ret. At være rigtig dansk er uforeneligt med at være muslim, mener Messerschmidt.
Heldigvis har både Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance afvist, at religion kan være et kriterium for danskhed. Men jeg har ikke hørt den samme afvisning fra Inger Støjberg og Danmarksdemokraterne.Dansk Folkeparti arbejder altså for en moderne version af pave Gregor IX’s kristne inkvisition fra middelalderen. Dengang var det anonyme angivere, der opsporede afvigere fra den i tiden herskende sande version af katolicismen. Gregor var ude efter kættere i det, vi i dag kender som Sydfrankrig og Norditalien. Tilstod de ikke frivilligt denne afvigelse, ville inkvisitorer sørge for, at de gjorde det. Inkvisitorerne var pavens folk, eksempelvis dominikanermunke. Med en pavelig bulle fra 1252 fik de tortur som redskab til at sikre tilståelse i de hemmelige afhøringer. Angrede de anklagede ikke, blev de overgivet til de verdslige myndigheder og straffet. Nogle var heldige at slippe med en bod, særligt, naturligvis, dem der havde penge at betale med. Andre blev straffet med indespærring, tortur eller dødsstraf. Ofte blev de brændt på bålet. Det er naturligvis ikke metoder, som Messerschmidt ville bifalde, men målet synes fundamentalt set at være det samme, og man må spørge sig, hvilke midler Messerschmidt forestiller sig at bruge for at afgøre, hvem der er muslimer, og hvem der fx er ateistiske efterkommere af muslimer.
Den spanske inkvisition var langt strengere. Den blev indledt i 1478, hvor de katolske konger Isabella I & Ferdinand II nærmede sig en fuldstændig erobring af Den Iberiske Halvø fra de muslimske maurere, der havde hersket på størstedelen af halvøen siden 711. Katolikkerne kalder det en generobring (La Reconquista), fordi det visigotiske monarki, som maurerne besejrede i 711, havde konverteret fra arianisme til katolicisme under det 3. koncil i Toledo i 589. Frem mod slutningen af det 770 år lange katolske generobringstogt begyndte en brutal opsporing, nedslagtning og fordrivelse af jøder og muslimer i de katolske zoner. Også de jøder og muslimer, som havde konverteret til katolicismen, blev mål for inkvisitionen, som fortsatte, da La Reconquista var fuldbyrdet i 1492. Katolikkerne ville ikke acceptere nogen form for tvivl eller afvigelse fra Vatikanets tro.
Fra 1936 og frem gjorde den senere fascistiske diktator, general Franco, en lignende indsats i sin blodige borgerkrig. Hans kampagne rettede sig primært mod socialister, anarkister, demokrater, republikanere og ateister, men også muslimer og jøder, og det handlede i høj grad om at sikre den katolske kirke eneretten til den moralske opdragelse af spanierne. Og sideløbende nedslagtede Adolf Hitlers nazistiske regime omkring seks millioner jøder, fordi Hitler ikke mente, at jøder kunne være rigtige tyskere.
Præcis som Messerschmidt ikke mener, at muslimer kan være rigtige danskere. Det kan jøder i øvrigt heller ikke ifølge Morten Messerschmidt og Inger Støjberg. Muslimerne er hovedfjenden. Derfor bifalder Støjberg og Messerschmidt også Israels nedslagtning og fordrivelse af palæstinenserne. Men heller ikke jøderne er helt rigtige danskere, for når Messerschmidt og Støjberg taler om danske værdier, er kristendommen altid et afgørende element.
Religiøs ensretning og renhed er målet. Kun en af de tre store monoteistiske religioner fra Mellemøsten er rigtig dansk, nemlig den, vi blev påtvunget for omkring tusinde år siden.
Og hvad sker der, når en stor del af af den danske befolkning aldrig får lov til at føle sig dansk?
"At være rigtig dansk" betyder i Dansk Folkepartis øjne at ligne dem mest muligt. Det svarer til at se en gruppe af mennesker, der pga. en masse projektion og fremmedfrygt, uddeler rygmærker til "Den danske klub" de selv har opfundet et par bøvede, tilfældige kriterier for at være medlem af. Og "integration" betyder altid assimilering, ensartning, i den sammenhæng. Diversitet og forskellighed anses for noget farligt af Dansk Folkeparti og lignende partier og mennesker, og af den grund er de faktisk selv uintegrerbare i et samfund, der netop hylder, og blomstrer pga., det. Et lighedstegn imellem Dansk Folkeparti, og visse religiøse minoriteter i Danmark, så som muslimer, Indre Mission og Jehovas Vidner mv., er den manglende accept af, og respekt for, en gruppe i samfundet, i førstnævnte tilfælde mest muslimer og i sidstnævntne homoseksuelle. At være homofobisk, som det lidt for venligt kaldes, har samme rod i en indoktrinering som f.eks. kristne, muslimer og andre monoteistiske mennesker står for - et angreb på menneskerettigheder så som at have ret til egen seksualitet, personlighed, krop og andet. Det pudsige i den sammenhæng er, at monoteister ofte slås med andre monoteister, inkl. kristne imod kristne (for ikke at være kristne på en bestemt måde), og det synes altid at bunde i et ønske, fremsat som en slags tilbud, der i virkeligheden er et påbud, en slet skjult ordre: Du skal være en åndelig klon af mig, for så bliver du frelst, siger de (hvad frelst så end betyder for den enkelte, dog har det altid noget med en vis adfærdskontrol at gøre). Danskhed er, i virkeligheden, alt muligt og ingenting, og den fælde de gerne vil have, at nogen falder i, er at tro, at det kan, eller skal, defineres (ud fra deres åndssvage skabeloner), for så kan de tale, som om det er en præmis, der findes. Det er en slags åndelig svaghed, der forsøger at posere som noget virkeligt stærkt. Lidt ligesom en bølle i en skolegård man kan trække bukserne ned på, imens vedkommende råber op om sine egne hjemmegjorte paroler, for så kan man se, at personen er i færd med at pisse ned ad sig selv.
SvarSletJeg er ganske enig!
SvarSletAha. Ang. den påtvungne religion så er medlemmer af Folkekirken nede på 70 % nu, så det kan da kun være et spørgsmål om tid, før stat og kirke bliver adskilt.
SvarSletOg som en sidste tilføjelse er tallet for folk, der går i kirke hver uge 2,4 %. Man skulle da tro, det tal var liiiiidt højere, hvis Danmark, reelt, var et kristent land, som nogen stadig insisterer på at sige.
SvarSletJa, det tal fortæller da i hvert fald en anden historie end den, som Messerschmidt og ligesindede insisterer på.
Slet