Skjerningehøj

Under en gåtur i går kom jeg forbi Skjerningehøj. Jeg havde ikke lagt mærke til den, hvis jeg ikke havde set skiltet. Det er en lille græsbevokset jordbunke og som sådan ikke noget bemærkelsesværdigt her ved Svanninge bakker. Men da jeg havde set og læst skiltet, gik jeg rundt om jordbunken og fandt indgangen til denne jættestue fra omkring år 3.200 før vor tidsregning. Først havde jeg tænkt mig at gå derind, men det kan man ikke. Indgangsportalen er under en meter høj. Man kan kravle ind, hvis man er smal nok. Mave sig frem. Jeg gjorde det ikke, kan jeg godt afsløre, selvom jeg gerne havde set selve kammeret, hvor der muligvis er ståhøjde for mindre mænd.

Jeg havde glemt nærmest alt om jættestuerne, og særligt navnet undrede mig. Hvordan kunne de hedde jættestuer, hvis de var mere end 5.000 år gamle? Så gammel er den nordiske asetro jo slet ikke. Jeg måtte ty til Wikipedia og Lex for at få genoprettet blot den mest overfladiske viden om de oldgamle megalitgrave. Svaret på mit første spørgsmål er naturligvis, at det er et navn, de har fået langt senere. 

Betegnelsen ‘jættestue’ er netop fra en tid, hvor man troede på aser og jætter og talte en sprog, som er beslægtet med vores, måske tiden mellem år 400 og kristendommens indførelse omkring år 965, hvor Harald Blåtand lod sig kristne, og vikingetiden ebbede ud? 

Så på asetroens tid var bondestenalderens ingeniørkunst og teknologi antageligvis gået tabt, og man har undret sig over, hvordan man kunne bygge med disse kæmpesten, som intet menneske syntes at kunne håndtere, og så har man ment, at kun jætterne kunne, og at jætterne måske endda havde boet i dem. Om jættestuerne overhovedet har haft en religiøs betydning, da de blev opført, ved vi ikke, men visse steder blev man ved med at begrave sine døde i dem i flere årtusinder.

Jættestuerne er, såvidt vi ved, fællesgrave opført i bondestenalderen, formodentlig i en periode omkring 3.300 til 3.100 år før vor tidsregning. En stor del af befolkningen var blevet bønder og altså fastboende omkring år 4.000 f.v.t. og man er derfor begyndt at interessere sig mere for bygningskunst – og for fastholdelse af mindet om de døde. Der er cirka 500 jættestuer tilbage i Danmark, men der har været i titusindevis af dem.

Stuerne er drænet med en grøft fyldt med knust flint, som vandet let siver ned igennem, og løber derfor ikke fulde af vand. 

Indgangsportalerne er, har relativt nye studier ved Niels Bohr Instituttet vist, typisk orienteret i en retning, så man indefra kan se fuldmånens opgang umiddelbart inden en måneformørkelser. Hvis dette virkelig har været hensigten og ikke blot et tilfælde, vidner det om en bemærkelsesværdig viden om astronomi og vel også en form for matematik.

Keopspyramiden i Egypten mener man er bygget i en 20-30 års periode omkring år 2.560 f.v.t. Man kender ikke til egyptiske pyramider, der er ret meget ældre end det. Man blev med at bygge pyramider i Egypten frem til omkring år 1.500 f.v.t., men af ringere kvalitet, fx muddersten med en tynd skal af sten klasket udenpå. I Sudan blev de nubiske kongedømmer ved med at opføre en slags pyramider frem til omkring år 350, men langt mindre end Keopspyramiden. 

De først kendte amerikanske pyramider blev bygget af Norte Chico-civilisationen i byen Caral-Supe i det nuværende Peru omkring år 2.600 f.v.t. I Brasilien er der fundet rester af noget, som muligvis er pyramider fra omkring 3.000 år f.v.t.

De store sarsenssten i Stonehenge i Wiltshire i Sydengland blev rejst omkring 2.500 år f.v.t. (det tidligste byggeri på Stonehenge er dog meget ældre).

Nu er jættestuerne hverken pyramider eller Stonehenge, men jeg synes, det er interessant, at man i en periode fra måske omkring år 3.300 til 2.400 f.v.t. åbenbart har kunnet bygge med meget store sten så forskellige steder som Peru, Egypten, Sydengland og Svanning (og Malta, Persien, Irland, Mexico, Frankrig og flere andre steder) med en teknologi, som siden er gået tabt, hvorfor de gamle bygningsværker har skabt forundring og er blevet genstand for mytologisk tolkning.