søndag den 7. september 2025

Mig og marxismen


Tror du, du er klogere end Marx?
Jeg vidste tidligt, at jeg var socialist. Vel nok fra jeg var 13-14 år. Jeg vidste det, fordi jeg var mere enig med socialisterne end med de borgerlige, når jeg så TV Avisen. Dengang var det folk som Ebba Strange, Preben Wilhjelm, Gert Petersen og Erik Sigsgaard. Dem kunne jeg godt lide at høre på. Men præcis hvad socialisme var, kunne jeg ikke rigtig blive klog på. Jeg slog det op i ordbøger og i Lademanns Leksikon, som altid var facitlisten, når jeg var i tvivl om noget. De svar, jeg fik, var sådan noget som "Socialisme er fælles ejerskab til jord og produktionsmidler." For mig var det et farveløst billede, der slet ikke beskrev det kompleks af grundidéer, menneskesyn og perspektiver, som socialismen var navn for i min bevidsthed.

Med ungdommens hovmod begyndte jeg som 16-årig at skrive de tanker ned, små som store, der dækkede, hvad jeg forstod ved en bedre verden. Det blev til et tyve sider langt, håndskrevet partiprogram, som var grundlaget, da jeg sammen med to jævnaldrende venner fra folkeskolen stiftede Humanisterne – ikke at forveksle med Danmarks Humanistiske Parti, der blev småpopulære nogle år senere. Vi skålede i billig hvidvin og stiftede Humanisterne i sommeren 1982.

Programmet var socialistisk og pacifistisk. Ateistisk, udogmatisk og frisindet var det også, men ikke marxistisk. Min ungkommunistiske storesøster var alt andet end begejstret. "Tror du, at du er klogere end Marx?" spurgte hun. Og det troede jeg selvfølgelig ikke noget om, for om Marx vidste jeg ikke ret meget andet, end at han for mere end 100 år siden havde skrevet en tyk og kedelig bog om den kapitalistiske økonomi. Jeg kunne ikke se, hvorfor jeg var forpligtet til at gentage, hvad Marx havde tænkt. Jeg ville starte der, hvor jeg selv var, og med de idéer jeg havde udviklet sammen med Jens Munk og Palle Olsen fra Buerup.

Mere end et parti var Humanisterne nok en lille klub, hvor tre unge hoveder kunne snakke sig frem til en stadig stærkere bevidsthed om, hvad det gode liv er, og hvilken politik der bedst fremmer det. Nogen ambitioner om at stille op til kommunevalget havde vi i hvert fald ikke. Der var to-tre andre jævnaldrende drenge, som udtrykte interesse for at være med, men egentlig var vi ikke særligt opsatte på at blive flere.


Skolingen i VS og i Fagkritisk Front
Samtidig med, at jeg begyndte på statskundskabstudiet i Århus, meldte jeg mig ind i Venstresocialisterne. Det var efteråret 1984. VS havde dengang et halvt års introduktionskursus, som man skulle igennem, før man kunne blive fuldgyldigt medlem. Skoling, kaldte vi det. Det er noget af det mest rædselsvækkende, jeg har været med til. Partiet var på det tidspunkt i opløsning på grund af en splittelse mellem en fraktion, der hed Faglig Fællesliste og resten af partiet. Faglig Fællesliste var en trotskistisk/leninistisk fraktion, som var en underafdeling af det lille engelske trotskistparti SWP. SWP ville have Faglig Fællesliste til at bryde ud af VS og danne sit eget parti, men ikke straks, for de skulle have så mange VS-medlemmer med sig ud som muligt. Derfor skulle de først arbejde på at miskreditere resten af VS mest muligt i offentligheden og internt i partiet. Det mærkede vi tydeligt på skolingsholdet. VS-Århus havde valgt den dårlige salomoniske løsning at lade to garvede partimedlemmer stå for skolingen: en fra Faglig Fællesliste og en fra hovedstrømningen i partiet. Det viste sig hurtigt, hvem der elskede barnet. Ingelise fra Faglig Fællesliste kunne ikke skjule sit had til Preben Wilhjelm og resten af hovedstrømningen i VS og gjorde alt for, at vi IKKE skulle melde os ind i partiet. Bo forsøgte det modsatte, og de to brugte skolingsholdet som en kampplads for fraktionskrigen og skabte en rædselsfuld stemning, der resulterede i, at vi kun var 2 ud af 22 deltagere, som efterfølgende valgte at blive medlemmer. Faglig Fællesliste delte sig selv i to, hvor den ene del selv meldte sig ud og dannede partiet Internationale Socialister (IS). Den anden del blev ekskluderet af VS og dannede derefter partier Revolutionære Socialister (RS). I forvejen fandtes der ét trotskistisk parti i Danmark, nemlig Socialistisk Arbejderparti (SAP), som var den danske afdeling af den trotskistiske 4. Internationale. Nu var der pludselig tre små trotskistiske partier. Og VS, som havde mistet/var sluppet af med sine trotskistiske medlemmer, var på vej til sammenbrud.

På studiet meldte jeg mig straks ind i den studenterpolitiske gruppering Fagkritisk Front, som var for de røde, som hverken var orienteret mod DKP eller Socialdemokratiet. De havde hver især deres egne studenterorganisationer. 'Fronten' var for VS'ere, SF'ere, KAP'ere og trotskister af alle slags. Her var der også en form for skoling, eller i hvert fald en række møder med oplæg fra nogle kloge. Marxismens storhedstid på universiteterne var ved at klinge af, men endnu ikke helt forbi. Marxistisk økonomi var stadig en del af det økonomiske pensum, omend som en biting, der få år senere helt blev fjernet i takt med, at marxismen over en bred kam forsvandt fra pensumlisterne og helt mistede tiltrækningskraft på de studerende omkring 1990. I 1984 var den stadig på programmet hos Fagkritisk Front. 


Kapitallogikerens besøg
Et af de første oplæg, jeg hørte i organisationen, kom fra en marxistisk statskundskabskandidat, som tilhørte den kapitallogiske skole. Jeg husker vores oplægsholder som en stor kanon, men jeg er ikke helt sikker på hvem, så han forbliver navnløs her. Til gengæld husker jeg tydeligt flere af de provokerende ting, han sagde. Han fortalte, at han til folketingsvalgene altid ville stemme i overensstemmelse med sine objektive klasseinteresser. Hvis han en dag blev en del af statsadministrationen, ville han stemme socialdemokratisk, for det var dem, der ville allokere flest midler til bureaukratiet. Hvis han blev kapitalist, ville han stemme borgerligt. "Er du ikke marxist?" spurgte en af mine jævnaldrende. "Jo, netop!" svarede han. Marxist ville han altid være. Hans samfundsanalyse ville altid tage udgangspunkt i klasserelationerne. Socialist var han derimod kun, hvis den økonomiske analyse viste, at socialismen var i hans egen interesse. Jeg var målløs. For mig havde socialismen aldrig haft noget med min egeninteresse at gøre, men det fælles bedste.


At administrere det borgerlige statsapparat
Det næste, han sagde, var, at vi alle ville blive sat til at administrere statsapparatet, når vi engang var færdige med studiet. Det var det, studiet var designet til, og staten tjente altid den herskende langsigtede klasses interesser. Jeg havde lidt naivt og i hvert fald umarxistisk haft den forestilling, at staten var hævet over klasseinteresser. Jeg havde desuden ikke tænkt særlig grundigt over, hvilket job arbejdet som cand.scient.pol. ville lede mig frem til. Jeg var blot interesseret i politisk videnskab. Eller nok i virkeligheden især i politik og politisk ideologi. Det var en brat opvågnen. Allerede samme aften fik jeg den tanke, at jeg var på afveje. Var det i overensstemmelse med mine politiske målsætninger at administrere det borgerlige statsapparat? Og på det mere personlige plan: Havde jeg lyst til at være bureaukrat? Det var pludselig meget nemt for mig at svare nej til begge spørgsmål. Samtidig forekom store dele af studiet mig kedeligt. Forvaltningsret og mikroøkonomi. Suk! Statistik var ok. Jeg kunne godt lide komparativ politik og glædede mig til international politik, men sådan rigtig begejstret var jeg kun for Curt Sørensens kursus i politisk idéhistorie. Den polemiske, ofte provokerende, Curt Sørensen, som ikke blot var austromarxist af videnskabsteoretisk observans, men også glødende socialist. Men når jeg nu kun for alvor interesserede mig for studiets filosofisk/idéhistoriske indhold, hvorfor så ikke læse filosofi eller idéhistorie? Jeg brugte i flere år den marxistiske forklaring på mit farvel til statskundskabstudiet, som kapitallogikeren havde givet mig skytset til, men det virkelige forklaring var nok i virkeligheden, at jeg var mere interesseret i filosofi end forvaltningsret.


Krogerup og nye bekendtskaber
Da jeg var stoppet med at studere statskundskab, fiskede jeg nogle måneder med min far og begyndte så næste efterår på Krogerup højskole, hvor jeg fik Jacob Erle som lærer på et mediefag. Erle var medlem af VS ligesom jeg og blev en slags politisk mentor eller i det mindste samtalepartner for mig i den korte tid på skolen. Han gav mig en introduktion til den særegne marxistiske filosof Ernst Bloch. Det er en af de bøger, jeg har læst flest gange (en af de meget få, som jeg har læst mere end en gang, burde jeg vel sige), for i en tid, hvor mine jævnaldrende overvejende orienterede sig mod konservatismen, var det spændende at læse om en socialistisk filosof, der formulerede et sammenhængende ontologisk argument for håbet. Var jeg ikke allerede sikker på, at det var filosofi, jeg skulle læse, blev jeg det i selskab med Ernst Bloch.

Jeg husker ikke med sikkerhed, hvem der introducerede mig for Rosa Luxemburgs tanker, men det må næsten have været Curt Sørensen under forelæsningerne i politisk idéhistorie. Jeg blev optaget af Luxemburgs opfattelse af demokrati og ytringsfrihed som nødvendige forudsætninger for socialisme. At ytrings- og forsamlingsfriheden måtte gælde alle, også socialismens og demokratiets modstandere og selv under ekstreme betingelser som en revolution eller borgerkrig. Her var en allieret i modstanden mod leninismens mere taktiske (og således borgerlige) forholden sig til frihedsrettighederne. En allieret, som havde været død i omkring 65 år, ganske vist. Luxemburgs modstand mod hierarkiseringen og centraliseringen af magten i det kommunistiske parti og hendes forkærlighed for folkemassernes spontane selvorganisering tiltalte mig uendeligt meget mere end leninisternes ønske om kadrepartiets styring af de revolutionære aktiviteter, og sådan har jeg haft det lige siden.


Skiftet til filosofi og statens relative autonomi
“Er her nogen marxister,” spurgte vores økomarxistiske lærer, Jørgen Døør, da jeg begyndte på filosofistudiet i 1989. Vi var omkring 25 på årgangen, men jeg var den eneste, der meldte mig. Marxismen var bestemt ikke i høj kurs på universitetet dengang. “Men jeg tror ikke, jeg er marxist på samme måde som dig,” tilføjede jeg helt umotiveret. Jeg anede jo ikke, hvordan han var marxist. Jeg husker det, som om jeg ville markere, at jeg ikke kunne se mig som en del af den indspiste kreds af økomarxister, som jeg havde hørt, at den gamle mester havde samlet omkring sig. 

Måske ville jeg også lægge afstand, ikke til Marx, men til -ismen. Det bød mig imod at gøre en bestemt person til min profet. Selv når det gjaldt en udpræget anti-dogmatisk fritænker som Karl Marx, der næppe selv ville have brudt sig om, at hans tænkning blev brugt som læresætninger.

Og nå ja, egentlig var jeg også usikker på, om jeg overhovedet kunne tillade mig at kalde mig selv for marxist. Jeg var 23 år gammel og havde allerede været medlem af Venstresocialisterne i 5 år på det tidspunkt og havde læst og hørt mange marxistiske analyser og vidste i det store hele godt, hvordan sådan nogle var skåret til, men havde ikke læst ret meget MEW eller MEGA.

Ud over et studieskifte var der også kommet en ny interesse ud af mødet med kapitallogikeren, nemlig den marxistiske statsteori. Jeg kunne ikke uden videre forlige mig med det absolutte udsagn om, at staten altid tjente den herskende klasses interesser. Kunne en socialistisk regering i et socialistisk parlament i et kapitalistisk samfund aldrig vedtage noget, som stred mod kapitalisternes langsigtede interesser? Det var svært for mig at tro på. Det var derfor, jeg blev optaget af Althusser, Poulantzas og den strukturalistiske statsteori, som tilskrev staten en 'relativ autonomi'. Ifølge strukturalisterne var statens politik ikke blot en kalkering af den herskende klasses interesser, men et udtryk for det aktuelle styrkeforhold i klassekampen. Selvom kapitalisterne havde overherredømmet i samfundets økonomiske basis i kraft af at eje produktionsmidlerne, retten til at lede og fordele arbejdet og retten til at tilrane sig merværdien af proletariatets arbejde, så var de ikke enerådende. Arbejderklassen havde også en vis andel i magten i kraft af deres organisering og tilkæmpede sejre i arbejdskampe fx i forbindelse med overenskomstforhandlinger: mindsteløn, arbejdstidsnedsættelser, arbejdsmiljø, pension osv. Det kunne også være overskudsdeling, lønmodtagerfonde. Eller arbejderklassens eget produktionsapparat, kooperationen. Var proletariatet velorganiseret og kampberedt, stod de stærkere i klassekampen og kunne altså på den vis få gennemtvunget en politik, som var i deres og ikke kapitalisternes langsigtede interesser. Den opfattelse havde jeg lettere ved at forstå og acceptere. Desuden ville Althusser erstatte Hegels indflydelse på den marxistiske tænkning med Spinoza, hvis fritænkeri og syn på sjæl/legeme-problemet jeg selv var glad for på det tidspunkt.

På filosofistudiets grunduddannelse lærte vi som en del af kurset om moderne filosofi desuden om den historiske materialisme og den økonomiske basis' og produktivkræfternes udviklings betydning for den historiens fremdrift og for den kulturelle og politiske overbygning. Det foregik hos Carsten Bengt Petersen, der selv havde været marxist og trotskist som ung og været til guerillatræning på Cuba, men siden var taget til USA, havde tjent gode penge, købt dyre biler og som den navnløse kapitallogiker afstemt sin politiske observans med sine egne objektive interesser. Selvom han var blevet konservativ med politiske ambitioner, var han imidlertid stadig positivt indstillet over for den marxistiske samfundsanalyse, som han læste gennem analytisk filosofiske briller. Det var ham, der var vejleder på min opgave om marxistisk strukturalistisk statsteori.


Fremmedgørelsen og den humanistiske unge Marx
Det generede mig at finde ud af, at Louis Althusser havde myrdet sin hustru (og var sluppet afsted med det), var leninist og længe hældede over mod den stalinistiske kommunisme. Men det kunne naturligvis ikke gælde for et gyldigt argument mod hans marxistiske statsteori. Jeg tog først afsked med Althusser, da jeg året efter for alvor begyndte at interessere mig for Parisermanuskripternes fremmedgørelsesteorier. Det var min jævnaldrende lærer, den nyuddannede Søren Harnow Klausen, der introducerede mig for dette teorikompleks, som begejstrede mig på en hel anden måde end statsteorien, den historiske materialisme og merværditeorien, som jeg havde lært om hos Kaj Buch i gymnasiets samfundsfagsundervisning. Fremmedgørelsesteorierne var rigtig filosofi. Det handlede mennesket som artsvæsen og dets grundvilkår. Det handlede om, hvordan mennesket blev frataget sin mulighed for at realisere sit sociale og individuelle selv, i og med at det blev frataget herredømmet over sit stofskifte med naturen. Arbejdsdelingen og lønarbejdet. Senere i Marx' unge forfatterskab kom varefetichismeanalyserne med og fuldstændiggjorde billedet. Ligesom fremmedgørelsen var kernen i den menneskelige fornedrelse, var dens ophævelse vejen til det gode liv, til socialismen. Jeg skrev cand.phil.-speciale om fremmedgørelsen og mulighedsbetingelserne for dens ophævelse. Det var der, jeg for alvor fandt ud af, at Althusser foragtede enhver form for antropologi, alle forestillinger om et menneskeligt artsvæsen. At han netop derfor afskrev den unge Marx' forfatterskab og særligt Parisermanuskripterne som førmarxistisk drømmeri. Selv varefetichismeanalyserne fra Grundrids (forstudiet til Kapitalen) måtte udrenses af marxismen, fordi de bar reminiscenser af denne humanistiske antropologi. For Althusser var mennesket intet i sig selv, men blot bærer af samfundsstrukturer, nærmere bestemt klasseinteresser. Så var det slut med Althusser for mit vedkommende, for den del af Marx' forfatterskab, som Althusser ville gøre op med, var den, der interesserede mig mest.

Fremmedgørelsesteorierne og fremmedgørelsesproblemets mulige løsning gennem en social revolution fortsatte jeg med at forske i og skrive om i flere år efter afleveringen af mit hurtigt sammenflikkede filosofispeciale. Det kom der en bog ud af, nemlig Det frie menneske – en bog om fremmedgørelse, frihed og frigørelse fra Odense Universitetsforlag (nu Syddansk Universitetsforlag) 2000.


Gorz' farvel til proletariatet
Første gang jeg hørte om André Gorz, må have været på en VS-kongres, sandsynligvis i 1987, hvor Hans-Jørgen Nielsen refererede til Gorz' bog Farvel til proletariatet. Jeg er næsten sikker på, at det var forfatteren og litteraturkritikeren Hans-Jørgen Nielsen, som jeg et par år forinden havde hørt et foredrag af i økonomis kantine på Århus Universitet, hvor han talte om sin egen bestseller, generationsromanen Fodboldenglen. Jeg kan huske Nielsens blå- og sortmønstrede sweater, der var mere moderne end de islændere, som de buende leninister i kongressalen skuttede sig i. Min gode ven og partikammerat Ulf Vincents Olsen talte ofte om Gorz i de første år af vores bekendtskab, men havde for længst lagt ham bag sig, da jeg selv kastede mig over Farvel til proletariatet og Paradisets veje. Den humanistiske marxist Gorz ville gøre op med forestillingen om proletariatet som historiens subjekt, hvilket naturligvis var en rød klud i ansigtet på de mere traditionalistiske marxister. Jeg skrev en filosofiopgave om Gorz, som blev et led i mit opgør med Althussers strukturalisme. Men jeg fandt ikke ud, hvad jeg skulle mene om Gorz' teori. Det ved jeg stadig ikke.


Marxismen forsvandt – og kom tilbage
Marxismen var ikke længere nogen hovedstrømning på universitetet, da jeg begyndte at læse filosofi, men fandtes stadig i isolerede enklaver. På mit studium var der en kreds af økomarxister omkring Jørgen Døør. Andre steder på universitetet kunne man støde på en studiekreds om Frankfurterskolen. Men få år senere lå den akademiske marxisme i ruiner. Der var nærmest intet tilbage, som kunne stå selv. Det samme gjaldt den politiske venstrefløj. Enhedslisten blev bygget i ruinerne.

Socialist er jeg på samme måde, som da jeg var ung, en socialist af den humanistiske og antiautoritære slags. Hvis jeg nogensinde har været marxist, er jeg det også stadig. Jeg opfatter det marxistiske begrebsapparat som det bedste udgangspunkt for en analyse af staten, magten, økonomien og klasserelationerne. Først og fremmest er det dog de dele af Marx' forfatterskab, som Althusser afviste som ungdommelig hegeliansk idealisme, der interesserer mig. Ingen sætning fra MEW eller MEGA ser jeg som en tidløs, evig sandhed. Bibeleksegese interesserer mig ikke.

Omkring tyve år senere (2010 og årene deromkring) kom marxismen tilbage på universiteterne, ligesom venstrefløjen fik en ny opblomstring hos de unge. Den forsvandt, da det sovjetrussiske blændværk faldt sammen, og kom tilbage i kølvandet på finanskrisen, som viste, at historien ikke var forbi, og kapitalismen ikke var svaret.


Marxismen som teorien om alt?
I 2017 begyndte jeg ved et uheld at skrive om litteraturteori. Jeg ville definere det danske begreb om skønlitteratur, og i den forbindelse satte jeg mig ind i en række af de allerede eksisterede definitioner, blandt andre de marxistiske, Sartre og Benjamins, men først og fremmest Terry Eagletons mere udfoldede opfattelse af skønlitteratur. Eagleton viser, hvordan litteraturen kan ses som en konstruktion, der forlener middelklassen med overklasseværdier. Litteratur er derfor ikke noget ‘i sig selv’, men kun noget i kraft af sin funktion, som ændrer sig i takt med klassestrukturen og de forskellige samfundsklassers kultur. Jeg er enig i, at man kan beskrive litteraturen på den måde. Det giver mening. Men jeg mener ikke, det er en udtømmende beskrivelse af, hvad skønlitteratur er. Heller ikke den mest udbytterige. Der kan gives meningsfulde marxistiske analyser af ethvert humanistisk eller samfundsvidenskabeligt emne, men det er ikke altid, at det marxistiske perspektiv er det mest relevante.

fredag den 5. september 2025

Regeringens kyniske tøven

Regeringen har bevidst ventet med at kritisere Israel og tage hul på diskussionen om (moderate) sanktioner, til fordrivelsen af palæstinenserne fra Gaza og Israels annektering af Gaza og til dels også Vestbredden og Østjerusalem var et fait accompli. 

Regeringen godkendte blindt den israelske hærs hensynsløse bombning af titusinder af civile (hvor mange tusinder er blot forsvundet imellem murbrokkerne foruden de officielle dødstal?) i boligkvartererne, men også deres direkte henrettelse af hundredvis af nødlidende, som dukkede op ved den israelsk/amerikansk kontrollede uddeling af krummer. Den danske regering accepterede og blåstemplede i praksis henrettelsen af hundredvis af journalister, som ville dække krigen. Henrettelsen af nødhjælpsarbejdere. Den udbredte brug af tortur på palæstinensiske gidsler i de israels fængsler. Gidsler, som i den israelske propagande bliver fremstillet som kriminelle, men som aldrig kommer for en dommer. Accepterede bombningen af hospitaler og skoler. Accepterede og blåstemplede i praksis blokeringen af nødhjælp og medicinsk hjælp til Gazas civile befolkning. Den bevidst fremkaldte sultkatastrofe. Massakrerne på flygtningelejre. Accepterede årtiers undertrykkelse og fordrivelse af den oprindelige palæstinensiske befolkning i israel. Accepterede årtiers ustraffede morderiske israelske bosættelser på Vestbredden. Accepterede tilfangetagelse og mord på de sekulære palæstinensiske ledere, som kunne have stået i spidsen for etableringen af en palæstinensisk stat. Accepterede annekteringen af Golanhøjderne. Accepterede uprovokerede angreb på Iran. 

Og NU, hvor enhver kan se, at det imperialistiske israelske terrorregime har vundet, har opnået det, de ville: at umuliggøre oprettelsen af en palæstinensisk stat i Gaza og Østjerusalem og på Vestbredden. NU, hvor danske sanktioner og fordømmelser ikke længere kan forhindre den blodige israelske imperialisme i at vinde, forsøger regeringen at fremstå som retfærdige og humanistiske ledere, fordi socialdemokraterne mener, det er det, der skal til for at bevare overborgmesterposten i København. 

onsdag den 3. september 2025

Atlantismyten

I min tidlige ungdom for 45 år siden var jeg optaget af Atlantis-myten og læste en bog om den. Har jeg for alvor troet på den?

Nej, jeg har nok ikke troet på nogen udfoldet beskrivelse af et højtudviklet bysamfund, som pludselig sank i havet, selvom teorien tiltrak mig meget! Der er så meget, vi ikke ved om menneskehedens historie fra sidste istid og frem til for 10.000 år siden. Eller måske skulle jeg sige, der er kun så lidt, vi ved, at meget udfoldede teorier let bliver til ren spekulation eller romantiske drømmerier. Dem har jeg nu heller ikke spor imod.

Jeg er lægmand og har ingen særlig viden om det her. Kun hvad jeg har googlet mig til, og den overfladiske information jeg har fundet på Wikipedia og Lex.

Som jeg har forstået det, er der blandt geologer nogenlunde enighed om, at vandstanden i verdenshavene siden sidste istid kulmination med et isdækket Nordeuropa, Sibirien, Nordamerika og Antarktis for cirka 15-20.000 år siden er steget med over 100 meter. Det giver vel næsten sig selv, at smeltevandet har oversvømmet enorme landområder, hvor menneskelivet havde været muligt under istiden. Områder, hvor mennesker har levet, og derfor også former for bosættelser er gået tabt.

Afsmeltningen frem til nuværende niveau skete selvfølgelig ikke på én gang. Det tog tusindvis af år, så befolkningen har kunnet tage deres forholdsregler, som nok i det store hele har bestået i at rømme hytterne og gå længere væk fra kysten.

I nogle perioder steg vandstanden langsomt og i andre hurtigere. Fra 12.000 til 10.000 f.v.t. skulle vandstanden være steget med 25-30 meter. Det er voldsomt. Eksempelvis var England inden da landfast med det nuværende Frankrig, Holland, Nordtyskland og Jylland. Danmark var landfast med Norge og Sverige, og Østersøen var angiveligt en ferskvandssø. De østasiatiske øriger var for en stor del landfaste med Kina. Sibirien og Alaska var forbundet (så vidt, vi ved, er det ad den vej, Nord- og Sydamerika blev befolket for 15-20.000 år siden), og alle kystområder strakte sig meget længere ud end i dag.

Jeg kan ikke forestille mig andet, end at mange af jæger/samler-samfundenes stenalderbosættelser i dag ligger på havets bund, både i Atlanterhavet og Stillehavet.

Såvidt jeg kan google mig til, så kender vi ikke til fund, der kan godtgøre, at der fandtes højtudviklet arkitektur og bysamfund for fx 10.000 år siden. Og derfor heller ikke et Atlantis på Atlanterhavets bund. Men måske finder man dem en dag. Når man tænker på, hvor meget vores viden om menneskehedens historie har udviklet sig, bare siden jeg gik i skole, så skal man være noget naiv for at tro, at vi har fundet, hvad der er at finde, og ved, hvad der er at vide.

tirsdag den 2. september 2025

Andreas Halskovs fortælling om Miloš Forman











Film- og tv-forsker og -underviser Andreas Halskov, som i parentes bemærket er min fætter, har skrevet en bog om filminstruktøren, forfatteren og skuespilleren Miloš Forman, som bygger på over 100 interview med personer, der har arbejdet sammen med Forman, eller som på anden vis har været i nærkontakt med multikunstneren. Fortællingen breder sig ud som kultur- og samtidshistorie, hvor særligt Tjekkoslovakiets historie op gennem 1960’erne og ’70’erne spiller en stor rolle.

Bogen er på engelsk og udkommer til vinter. Se forlagets omtale her. Her er Halskovs egen præsentation af bogen:


"I am approaching the finishing line. 


I will send my book about Miloš Forman to the editors in September, and I have really worked hard on the book.  Tucker DS Press is the publisher, and the book will be distributed by Simon & Schuster. 


I started working on the book in 2022, and I have talked with more than 100 people connected to Miloš Forman. The book takes the form of an oral history, so you could think of it as a sprawling written 'conversation' between different actors and creatives about Forman, his films and the historical contexts that they were shaped by and came to reflect. The book is meant to feel almost cinematic, in the way that it cuts from person to person and takes the reader through a thrilling story with a clear trajectory and a number of fascinating moments and surprising digressions.


If you are interested in Forman and his films, this book will definitely be something for you. But it would also be of interest to anyone who is fascinated by inside stories from the film industry, people who want to know about The Czechoslovak New Wave and changes in the American society and culture from the 1960s through the early 2000s. You will hear about Milan Kundera, Václav Havel, Alexander Dubček and the Prague Spring, about the Soviet invasion of Czechoslovakia in August 1968, about the terrorist attack in Munich during the Olympic Games, about the Chelsea Hotel as a hub for starving artists in the 1960s, about student and labor protests in Paris of 1968, about the counterculture in the US during the 1960s and early 1970s, about Larry Flynt and the many people who attacked the film about him - from Gloria Steinem to Harvey Weinstein - and you will hear about fierce competition, long-standing friendships, relentless ambition, changing circumstances and working conditions from the 1970s and onwards. And then you will hear about Andy Kaufman, Forman's love of Chaplin, Italian neorealism and sports, his gregarious personality and his surprisingly broad social network. 


As mentioned, there are more than 100 voices in this book, including Robert De Niro, Michael Douglas, Annette Bening, Cynthia Nixon, F. Murray Abraham, Courtney Love, Danny DeVito, Christopher Lloyd, Treat Williams, Louise Fletcher, Brad Dourif, Ken Loach, Mike Leigh, Ruben Östlund, Kathryn Bigelow, James Mangold, Abel Ferrara, Stephen Frears, Michael Stipe, Martina Navrátilová, Lily Tomlin, Edward Norton, Fran Drescher, Stellan Skarsgaard, Jeff Daniels, Twyla Tharp, Michael Hausman, Pavla Martinková-Novotná, Bill Hader, Martina Forman and many others.


I hope you will enjoy the book. I have tried to make it engaging, and you are bound to learn something new about Forman, his work and changes in film industry."




Relaterede links


lørdag den 30. august 2025

Citrustræer











Jeg kan ikke længere huske, hvorfor det lige netop blev citrustræer, men jeg har altid lavet dem. Der er noget ved bladene. Det, at de kommer i to dele. Der er ligesom en lille entré, før man går ind i balsalen. De er smukke. Men måske var det bare, fordi jeg var så glad for appelsinjuice. Da jeg var teenager, endnu hjemmeboende, var det altid appelsinkerner, jeg lagde i urtepotterne. Mange af dem lykkedes. Min mor fik det bedste af træerne. Det overlevede i adskillige år, længe efter jeg var flyttet hjemmefra. 

Så fik min samlermani mig til at eksperimentere med blodappelsiner, grape, blodgrape, lime, citroner og clementiner. Jeg ville have et af hver slags citrustræ, der fandtes – indtil det gik op for mig, hvor mange der var: 30 vilde arter og måske omkring 140 hvis man tager de kunstige hybrider med.

I Spanien lærte jeg duften af  blomstrende citrustræer at kende. Det gjorde ikke sagen bedre. Da vi flyttede herned, blev jeg så glad for citronen, både træet og frugten, at det blev den, jeg koncentrerede mig om. Jeg købte min kæreste et citrontræ, hver gang hun fødte os et barn. De skulle stå i vores have, når vi en dag fik et hus. Vi fik aldrig et hus, og træerne døde i Madrids sommertørke. Men så lavede jeg nogle nye. Jeg lavede over hundrede, som et efter et døde, når vi tog til Danmark på sommerferie. Men vores søn Karl fik mange af dem, så han kunne give sine kammerater et venskabstræ med hjem, når de havde været på besøg. Måske findes der endnu overlevende fra den tid.

Nu laver jeg citrontræer i min lejlighed i Málaga. De to største her er sået samme dag for omkring fire år siden og er spiret samtidig. De er endda fra samme citron, men det ene måler 90 centimeter fra jord til top, det andet kun det halve. De er sunde og stærke begge to. Ude til højre kan man måske lige ane en spire i den hvide urtepotte. Det er en mandarin, som stak sit hoved op gennem pottemulden i forgårs. Ja, der er faktisk to. Lad os se, om de klarer sig gennem sommeren.

søndag den 24. august 2025

De gad ikke smide mig i fængsel

Da jeg var ung, var jeg pacifist i absolut forstand, hvilket både var en mindretalsposition i samfundet og i Venstresocialisterne, det parti jeg var medlem af. Jeg var så meget pacifist, at jeg ikke ville møde op til session, fordi jeg ikke ville anerkende, at militærnægternes standpunkt var mindreværdigt i forhold til soldaternes, og de derfor skulle straffes med en 12-måneders tjeneste, mens værnepligtige kun skulle aftjene 9. 
    – Så kommer du jo i fængsel, sagde politimesteren i Aabyhøj.
    – Det er jeg ligeglad med.
    – Du kan da bare svare noget tosset til intelligensprøven, sagde han. – Så bliver du kasseret.
    – Det er jo snyd.
    – Nja, men du skal i hvert fald betale din bøde og møde op til sessionen, næste gang, du bliver indkaldt. 
    – Nej.
    Han kiggede venligt opgivende på mig, slog den tykke ende af sin kuglepen tre gange i bordet og sagde:
    – Så er vi jo nødt til at hente dig, og havner altså til session alligevel. Det slipper du ikke for. Så kan du sige til dem, at du hverken vil det ene eller det andet, og se hvad der sker.
    Så gjorde jeg det. Betalte bøden og mødte op til den næste session, jeg blev indkaldt til. Med mig havde jeg et fem sider langt brev, hvor jeg med en lidt usikker håndskrift og en tvivlsom reference til Jean-Paul Sartres letlæste Eksistentialisme er en humanisme forklarede, hvorfor jeg var ‘totalnægter’. Jeg afleverede brevet sammen med intelligenstesten.
    – Vi har læst din afhandling, sagde sessionsformanden. Det får du lige igen. Vi må ikke beholde det. 
    – Nå.
    – Nu skal du gå ind til lægen.
    Efter 7 sekunder grinede 
lægen uden at smile, konstaterede at jeg havde skæv ryg, og meddelte mig, at jeg var kasseret.
    Det var det. Myndighederne var ikke interesseret i at sende mig i fængsel. Jeg var både lettet og skuffet.

onsdag den 13. august 2025

Frisk luft til harddisken






Jeg har længe spekuleret over, hvordan sådan en computer egentlig fungerer. Så nu har jeg hevet min harddisk ud i det åbne for at kigge lidt nærmere på den. 

søndag den 3. august 2025

Prøv at huske lugten








Du går forbi en fiskehandel tirsdag formiddag lige efter åbningstid. Lad være med at kigge; bare fokusér på lugten af de friske skrubber.
Du går forbi en ostehandel.
Du går forbi en antikvitetshandel med sirligt ornamenterede chaiselonger og lænestole, der endnu bærer den luvslidte oprindelige polstring.
Kan du lugte den?
Kan du lugte ølstuen, den endnu åbne morgenknejpe, som du tre minutter senere passerer i en sidegade?
Mærker du lugten fra Korea-grillen?
Lugten fra kloakken. 
Du opdager, at du har skudt dig en anelse op på tæerne, mens du med andægtige skridt glider forbi antikvariatet med de sjældne førsteudgaver af den danske efterkrigslyrik.
Prøv at huske lugten.
Lugten fra din grønthandel.
Du går forbi en bank.
Du går forbi et supermarked.
Du går forbi en hybenbusk.
Du går forbi hovedgadens store boghandel, hvor du både købte studiebøger og den sidste gave til din første kæreste.
Hvordan lugter de nye bøger?
Kan du huske det?

På toppen




I sidste uge gik Karl og jeg en anden vej op ad bjerget, end vi før har gjort. Det var en mere snoet og tilgroet sti end dem, vi kendte, men ikke nogen svær vej at gå og ikke langt fra kendte stier. Vi tænkte, at det blot var en anden vej op til den tinde, vi plejer at havne på. Men til vores overraskelse havnede vi på en bjergtop, vi ikke vidste fandtes. 











Der var udsigt ned over en østlig bydel, som jeg sjældent tænker på, og hvor jeg aldrig kommer. 
    – Det er der, de rige bor, sagde Karl, og det er rigtigt nok. 
    – De bor flot, sagde jeg.

Og så satte vi os på bænken, kiggede ud over bugten, ned mod Afrika og opdagede, at vi var midt i den mest overraskende og vidunderlige samtale om livets begyndelse og om forskelle og ligheder mellem levende og død materie, om hvilke former for væren, der har bevidsthed en indre oplevelse af sig selv. Hvilke der har har en vilje og til hvad. Hvornår springet fra uorganisk til organisk kemi sker og hvordan det sker. Om vi nogensinde vil kunne forklare, hvad liv er. Om alt en dag vil kunne forklares af elementarpartiklers bevægelser, eller der altid vil være en principielt privat side af det levendes oplevelser, som vi ikke kan trænge ind til, og som ikke kan reduceres til fysik eller adfærdsbeskrivelser.

Karl flytter hjemmefra om en måned. Så skal han studere matematik og fysik på universitetet i Granada. Hans udgangspunkt for at forstå verden er fysikken, men pludselig var vi dybt inde i den nysgerrige samtale, som jeg længe havde håbet ville komme, hvor både fysikeren og hans filosofiuddannede far tillod sig at være i tvivl.

I dag gik turen igen for at se, om jeg stadig kunne finde stien. Det kunne jeg. Jeg gik forkert et par gange, men havnede alligevel på toppen. Karl var ikke med, han er i Portugal. Turen virkede længere end sidst. Det plejer at være omvendt, altså sådan at turen virker lang første gang, man går den, og anden gang kortere. Jeg satte mig på bænken, samme sted som sidst, men lige meget, hvor længe jeg kiggede ned mod Afrika, trængte ingen metafysiske overvejelser ind i mine tanker.

Sidevisninger den seneste måned