mandag den 7. juli 2025
Den daglige stoiker
torsdag den 3. juli 2025
Om målgruppen for 'Hvad er skønlitteratur?'
Titel: Hvad er skønlitteratur?
Undertitel: En filosofisk undersøgelse
Forfatter: Jens Peter Kaj Jensen
Udgivelse: 10. november 2025
Forlag: Syddansk Universitetsforlag
Serie: University of Southern Denmark Studies in Literature vol. 79
Indbinding: Hæftet
Sideantal: 530
ISBN: 978-87-408-3593-9
Redaktør: Michael Dam Petersen
Pris: 348,– kr.
Bogen er til alle med interesse for skønlitteratur, filosofi og sprogteori. Den henvender sig til dig, der studerer litteraturvidenskab eller filosofi, og til dig, der underviser i de samme fag. Den er også til dig, der underviser i dansk i udskolingen eller filosofi eller dansk eller andre sprogfag i gymnasiet. Bogen kombinerer teoriudvikling og formidling. Den er til dig på læreruddannelsen. Til dig, der går på Forfatterskolen eller et andet kursus i kreativ skrivning. Er du forfatter, redaktør, bibliotekar, litteraturforsker, anmelder eller på anden vis kulturarbejder, så er bogen også til dig.
Hvad er skønlitteratur? giver en definition af det danske begreb om skønlitteratur. Definitionen afgrænser skønlitteratur over for faglitteratur og beskæftiger sig derfor også indgående med grænseområder mellem de to. Definitionen operationaliseres på en konkret måde, sådan at man kan se, hvordan definitionen kan bruges i praksis, og den afprøves på ti forskellige værker. Hele vejen gennem manuskriptet arbejdes der med eksempler fra skønlitterære værker og med inddragelse og diskussion af relevant teori.
Ifølge fagfællebedømmelsen er bogen både pædagogisk og nytænkende og derfor både relevant i undervisning og forskning.
lørdag den 28. juni 2025
Slid
– Nej, far. Det er overhovedet ikke sejt.
– Det er sejt med huller i tøjet, det ved jeg.
– Ikke på den måde.
– Det har været sejt i snart fyrre år. Det er en af de mest sejlivede sejheder overhovedet.
– Det skal ikke se sådan ud.
– Hvordan så?
– Det skal se slidt ud, ikke mølædt.
– Det her er slid.
– Ja, men det skal ligne slid, ikke være slid.
– Intet ligner vel slid mere end slid.
– Far! Man skal kunne se, at hullerne er klippet, ellers ser man bare ussel ud.
– Men så ligner det jo ikke slid. Jeg forstår det ikke.
– Man skal kunne se, at hullerne er klippet på en måde, så det ligner slid, men uden at være det.
– Hvad så, hvis jeg klipper lidt omkrig hullerne, så man kan se, at det er med vilje?
– Det hjælper ikke. Det skal være bukserne. På tværs over knæene.
– Men det er min yndlings T-shirt. Skal jeg så bare smide den ud?
– Ja, far. Du skal bare smide den ud.
– Men.
– Og du skal ikke begynde at klippe i dine bukser. Det er alligevel ikke sejt, når man er 59.
mandag den 23. juni 2025
Shetland og Jyske Lov
Jeg så krimiserien ‘Shetland’ og fik pludselig øje på en velkendt sætning over døren ind til Shetland Island Council:
søndag den 22. juni 2025
Den fantastiske litteratur
torsdag den 19. juni 2025
Netanyahus atomvåben og røgslør
“Med sidste uges løsladelse af den israelske atomtekniker Mordechai Vanunu, efter mere end 17 års fængsel, er der igen fokus på Israels atomvåben. Vanunu var manden, der i 1986 lækkede oplysninger til den britiske avis Sunday Times - inklusive fotografier og skitser fra det tophemmelige reaktoranlæg ved byen Dimona i Negev-ørkenen - og dermed gav verden, hvad der endnu i dag er det mest konkrete og detaljerede indblik i det israelske atomvåbenprogram.
Baseret på Vanunus afsløringer og diverse satellit-fotos af de israelske installationer vurderer eksperter, at Israel i dag råder over mellem 70 og 400 atomvåben - med de fleste skøn i spektret 100-200. De fremstilles i Dimona-komplekset, der bl.a. rummer en produktionsreaktor for plutonium og en underjordisk separationsfabrik.”
Dette er mere end 20 år siden. Alt tyder altså på, at Israel i mere end 60 år selv har haft atomvåben, men i det skjulte. Gennem mere end 30 år har Netanyahu påstået, at Iran nu var på nippet til at kunne producere atomvåben. Denne påstand har han brugt som røgslør for at dække over sit regimes forbrydelser inden og uden for landets grænser og over sin egen korruption og nedbrydning af det israelske demokrati.
Han har også brugt det som påskud for at angribe Iran militært. Nu med en større voldsomhed end før. Det sker netop idét, USA og Iran skulle til at indgå en ny aftale, der skulle sikre, at Iran ikke udviklede eller producerede atomvåben, mens USA til gengæld skulle opgive nogle af deres økonomiske og diplomatiske sanktioner mod Iran. USA havde i 2018, under Trumps første regeringsperiode, ensidigt trukket sig ud af JCPOA-aftalen, der var en aftale mellem Iran, EU og FN's sikkerhedsråds permanente medlemmer, som havde et tilsvarende indhold. Netanyahu ønskede ikke nogen sådan ny aftale mellem USA og Iran, selvom den vel netop ville give USA mulighed for at kontrollere Irans atomenergianlæg og give den bedst mulige sikkerhed mod udvikling af iranske atomvåben – formodentlig fordi den ville styrke Iran økonomisk.
Så de bombede Iran og fik som planlagt også USA's forhandlinger med Iran til at eksplodere. Det måtte Israel gerne, hævdede Netanyahu, for Israels sikkerhed krævede det. Et argument, som ingen mening giver, når man ser på de faktiske omstændigheder. Uanset, om det nu faktisk er rigtigt, at Iran var på nippet til at udvikle atomvåben. Den risiko var Irans planlagte aftale med USA et bedre forsvar mod.
Nu skal USA og resten af Vesten desuden acceptere, at Irans potentielle evne til at udvikle atomvåben er farligere, end at Israel efter alt at dømme selv har haft atomvåben i mere end 60 år og har et avanceret u-bådsbaseret atomvåbenprogram. Det Israel, som er den stat i regionen, som oftest og med størst effekt angriber nabolandene militært.
lørdag den 14. juni 2025
Pouya
Efter revolutionen delte Fedayeen sig i to. Nemlig Majority, som var bevægelsens 'højrefløj' og socialdemokratisk orienteret og forsøgte at tilpasse sig den nye islamiske republik. Og Minority, som så var 'venstrefløjen', marxistisk (men anti-stalinistisk og anti-Sovjet), og som var sekulære og ikke ville assimileres ind i den islamiske republik. Jeg er ret sikker på, at det var Minority, som Pouyas forældre tilhørte og derfor måtte flygte.
onsdag den 11. juni 2025
‘I Loves You Porgy’
Scott LaFaro: Bas
Paul Motian: Trommer
Hør den her.
mandag den 2. juni 2025
Under en brud
“Vi trøster en ven under et brud”
men fingrene ville noget andet og skrev i stedet
“Vi trøster en ven under en brud.”
Også dette er en grammatisk korrekt sætning, men tegner et lidt anderledes billede for mit indre blik.
Hvad var der i bukselommen?
Til alle jer, der også har virkelig mange års erfaring med at være unge: Hvad havde I i bukselommerne i 1970’erne eller 80’erne? Og hvad har I i bukselommerne i dag?
- Højre baglomme: en tyndslidt, numseformet sort tegnebog i kunstlæder
- Højre baglomme: en sort plastickam, som havde tynde, tætsiddende tænder i den ene ende og tykkere tænder med mere mellemrum i den anden (kammen var typisk indlagt i tegnebogen, men stak lidt op)
- Højre forlomme: et sammenfoldet lommetørklæde i bomuld
- Højre forlomme: et nøgleknippe, som dog lige så ofte hang og dinglede i en karabinhage fra bæltestroppen over lommen
- Venstre forlomme: en Loewenmesser lommekniv med træskæfte (aldrig en schweizerkniv, som i stedet for at være god til én ting er dårlig til syv)
What's That You're doing
Den naivt antiracistiske ballade 'Ebony and Ivoy' blev et kæmpe hit, men det funky dansenummer 'What's That You're Doing' er federe.
søndag den 1. juni 2025
At aflægge sig sine dygtigheder
Da Forfatterskolen i 2012 havde 25 års jubilæum, udgav den en bog under titlen FS 25. Den er fuld af essays, som tidligere elever, lærere og andre interessenter har skrevet om deres mellemværende med skolen.
Her er mit eget bidrag til jubilæumsskriftet:
At aflægge sig sine dygtigheder
På Plaza Mayor sidder karikaturtegnerne på en lang række. De sidder der, hvor skellet mellem sol og skygge går, når klokken bliver tre. Det er siestatid, og det er der, de fleste potentielle kunder kommer. Så skal solen falde ind på de farverige lærreder, de udstillede, færdige billeder, så deres genskin trækker kunder til, men modellerne skal sidde i skygge. Hvis modellen sidder i solen, kaster næsen alt for kraftig skygge, skyggerne dominerer, og også reflekserne bliver for stærke.
En dygtig karikaturtegner har måske 100 forskellige næser i sin færdighedskasse. Det er et gæt. Han har også 100 munde, 50 frisurer, måske 30 sæt øjne, 20 hager og 10 pander, som han kan tegne til perfektion hver eneste gang, og som i kombination med de 20 forskellige sæt ører altid kan få et portræt til at ligne ganske godt. Det er en leg med typer, overdrevne typer, hvis det er karikaturer, men ellers i de realistiske, omend let forskønnede, proportioner, der er ikke meget vanskeligere at lave.
Det bliver for svært at holde fast i sine dygtigheder, hvis solen skinner direkte ind i ansigtet på modellen og kaster skygger og reflekser, som ikke ligger i færdighedskassen, fordi ingen virkelig næse i et virkeligt lys er en perfekt repræsentation af sin type, det ville kræve alt for mange typer, men skygger og reflekser, som ikke desto mindre vil dominere malerens synsindtryk. Det gælder om at reducere det vilkårlige, det atypiske og uforudseelige, det svimlende genskin og de chokerende skygger, hvis man skal male på baggrund af sådan en færdighedskasse, og det skal man, hvis man vil leve af at male portrætter på Plaza Mayor, i Hyde Park eller på Strøget.
Hvis man derimod vil være en billedkunstner, som fortæller overraskende sandheder om det sete, gælder det om i stedet at lukke færdighedskassen.
Det samme gælder forfattere, og Forfatterskolen har vist sig særlig god til hjælpe med at smække låget i.
Litteraturens særlige opgave er at give ord til det, som ellers bedst beskrives af musikken. Hvad, der bedst beskrives af musikken, er svimmelhed. Alt hvad der sker med os, når vi ikke er svimle, beskrives bedre af filosofien, psykologien eller sociologien. Hvad angår indhold, er musikken litteraturens nærmeste slægtning, og beskrivelsen af svimmelhed er dens væsentligste opgave.
Det svimle er det svært at blive dygtig til, det er svært at lære sig på rygraden. Når man skriver svimmelt, er svært at finde noget i færdighedskassen, der passer.
Skolens tekstlæsninger hjælper os til at kvitte forudskikkelsen af, hvad man kan forventes at sanse i en given situation, de hjælper os med at turde være svimle og inkompetente, med at turde aflægge os den dygtighed, som går hånd i hånd med kunstnerisk dovenhed.
En sådan dygtighed er evnen til at skrive formfuldendt i lange, semantisk og grammatisk korrekte strukturer, hvor sætning følger sætning i en nærmest ustandselig flod af nødvendighed. Nogle af os havde lært os dette gennem et allerede langt liv. Fire ud af de seks elever på min årgang havde taget eller var i gang med en akademisk uddannelse. Selv var jeg oven i købet 39 år gammel, da jeg startede på skolen, og havde arbejdet som forlagsredaktør i årevis. Jeg kunne skrive pænt, skriver jeg da ikke pænt? og runde af, og så skal man strides med sig selv for at lade være med det. For at give plads til det overraskende sande, det abrupte, det temposkiftende.
Dygtigheden tager nemt skikkelse af en rigid lille satan af en censor, som allerede under den indledende skriveproces sorterer det fjollede fra, det forkerte, dasker det grimme over fingrene. Sådan en censor kan hjælpe os til at skrive pænt, rigtigt og interessant, klogt, kunne man sige, af fokusere på væsentlige problemer i menneskelivet. Det er der i sig selv intet i vejen med at gøre, men det er en metode, som let kommer til at udelukke det, som med sin forkerte form eller sin skæve orientering kan overraske os selv og give os energi til at udforske os selv og verden med sproget, søge det, vi ikke vidste, vi havde brug for at vide noget om, lade sprogets egne uartige lege rive os med. Giver man sig ikke lov til dette, kan teksterne godt blive velformede og interessante, men man går glip af den gode litteratur.
Derfor er dygtigheden til at sætte fingeren på, hvad der er væsentlige problemer eller konflikter at skrive om, nok så væsentlig en egenskab at have som menneske, men også vigtig at kunne aflægge sig som forfatter. Misforstå mig nu ikke: Fremragende skønlitteratur kan sagtens handle om væsentlige menneskelige og altså sociale konflikter, det gør den ofte, men det er vigtigt, hvordan man er kommet derhen. Det skal ikke være med den rigide satan i hånden eller med 100 perfekte næser i færdighedskassen. Det er vigtigt, at man ikke på forhånd ved, hvad man leder efter i sin undersøgelse, for ellers ved man også, hvad man vil finde, og så kan man kun skrive én bog, nemlig den man altid allerede har skrevet.
Det er derfor, at Forfatterskolen hjælper os med at bære staffeliet ud i det skarpe lys, som kaster svimlende reflekser og forbandede skygger. Det gør den negativt ved tekstlæsningerne, hvor den rigide satan bliver identificeret, og gør det positivt samme sted og ved lærernes vejledninger og foredrag om egen skrivning og inspiration. Og det er kun muligt, fordi lærerne er forfattere og ikke blot dygtige akademikere.
Der er så mange dygtigheder, der kan snyde os. Allerede under min optagelsessamtale spurgte Pablo Henrik Llambías mig, om jeg var sikker på, at det var hensigtsmæssigt, at jeg hele tiden var sjov, når jeg skrev, at hvad som helst kunne vendes til noget morsomt. Det kunne jeg ikke svare på, for jeg havde aldrig gjort denne egenskab ved min skrivning til genstand for nogen dybere overvejelse. Jeg havde blot forsøgt at komme min læser i møde med min humor, som trods alt gjorde de hæsligheder, jeg skrev om, til at bære. Det var en social konvention, noget jeg dygtigt havde lært mig at gøre uden at tænke meget over det. Sådan gør man, man kan da ikke være andet bekendt.
Men svaret, fandt jeg ud af, var nej. Det var jeg faktisk ikke sikker på. Jeg fandt oven i købet ud af, at den humor, som gennemtrængte alt, også tog brodden af det, jeg fortalte, gjorde det ufarligt og for så vidt ødelagde det for mig, svækkede det, i hvert fald. Forfatterskolens tekstlæsninger hjalp mig med at identificere, hvad denne humorisme gjorde ved mine tekster og fik mig til at eksperimentere med at lade tekster stå med den fulde alvor, deres emne gav dem. Når det er så indarbejdet i ens skrivemåde, at enhver sætning skal være morsom eller i det mindste pudsig, at man ikke længere tænker over, at det er, hvad man gør, at det ikke let at udskille dette element.
Dette var formodentlig den dygtighed, jeg måtte kæmpe mest med at aflægge mig under min forfatterskolegang. Og som jeg siden har forsøgt at generobre, men bevidst og vægtet.
For der er intet galt med dygtigheder i sig selv: Det er godt at kunne male en næse, der kan identificeres som næse. Det godt, ikke skidt, at kunne skrive velformede sætninger. Det er godt at have begreb om, hvad der kan være væsentlige konflikter i menneskelivet, og det er heller ikke skidt at have humor med. Alle dygtigheder, som kastes bort, mens man finder en vej som kunstner, skal før eller siden vindes hjem igen, når man har først har afvist at lade dem styre, lært sig ikke at lade dem stå i vejen for en ægte søgen, men male næsen, som man ser den, ikke som man har lært, at næser ser ud.
lørdag den 31. maj 2025
En personlig erfaring med fiktion med inspiration i virkelige hændelser:
På den tid, hvor romanen blev udgivet, var en anden forbudsdebat i gang i litteraturens verden. Dengang, i 2013, måtte jeg ikke skrive om en kvinde, der levede under de her omstændigheder, fordi de ikke var mine egne. Det var kulturel og social appropriation. Jeg så at sige stjal denne kvindes liv og vilkår, også det var et overgreb fra min magtfulde position. Og det til trods for, at kvinden ikke rigtig på nogen måde fandtes uden for teksten. Hun var min opfindelse. Dengang var det altså empati, som skønlitterære forfattere ikke havde. Vi kunne angiveligt ikke sætte os ud over vores egen situerethed, og måtte derfor kun skrive om disse vores egne omstændigheder. Sådan er der hele tiden en forbudsdiskurs i gang. Dengang forbud mod at skrive om noget, som er fjernt fra én selv, nu forbud mod det tæt på. Nu er det moral og metode vi mangler til at kunne forvalte behandlingen af nære relationer. Disse diskurser kommer og går. Den nuværende, som er en gentagelse af en, der dukker om med få års mellemrum, vil også dø hen igen og så dukke op i nye former om fem år.
En anden roman, Afstande over vand, foregår på den egn, hvor jeg voksede op, og omstændighederne var altså meget lig dem, jeg kender fra min barndom, men hele fortællingen drives frem af et erhvervseventyr, som fra ende til anden er opdigtet. Alle figurer er fiktive. Men de er også alle inspireret af virkelige personer. Deres handlinger er ikke, men personlighedstrækkene. Nogle er inspireret af to, som så er lagt sammen i en figur. Andre figurer har nogle træk fra en virkelig person og så nogle, som jeg har lagt til. Ingen er slet og ret en repræsentation af en virkelig person. Men jeg har lånt lidt hist og her. Det har jeg ikke spurgt nogen om lov til, det har jeg ikke følt noget behov for. Jeg mener, det var et rigtigt valg, selv hvis nogen, skulle genkende sig selv i en af figurerne. Jeg har ikke afsløret noget om nogens privatliv.
Tre folketingsmedlemmer optræder som sig selv i handlingen, men også dem med opdigtede handlinger. To af dem sendte jeg bogen til, den ene ser du her med bogen. Den tredje kunne jeg ikke komme i kontakt med.
I min debutroman, Sofa, optræder Per Stig Møller på samme vis med fiktive handlinger. Ham sendte jeg også romanen, og han skrev et venligt og klogt brev tilbage efter at have læst den og afviste, at handlingen havde bund i virkeligheden. Men nu var det jo også en roman.
Den roman, jeg arbejder på nu, er anderledes, og jeg har valgt at give fire personer, som har givet inspiration til fiktive figurer i manuskriptet, mulighed for at læse teksten i god tid inden udgivelse. Jeg har talt og skrevet med en håndfuld venner om deres erfaringer med og overvejelser om at tage udgangspunkt i personligt stof, når man skriver romaner. Venner, som selv skriver romaner. Jeg tror aldrig, det er gratis, når man på den måde tilbyder noget af sig selv. Jeg har fået råd og viden og indsigt, men det var mit valg. Det var et partikulært valg, ikke en generel regel, der var i spil. Det handlede om netop disse personer og deres forhold til dette manuskript. Næste gang bliver mit valg et andet, fordi teksten vil være en anden, og processen vil. Jeg kommer ikke til at forpligte mig på nogen en-gang-for-alle fastlagt praksis.
Jeg kunne ikke drømme om at dømme andre forfattere for at tage andre valg. Og jeg underlægger mig heller ikke selv nogen fælles normer for etisk og metodemæssig korrekt forfatteradfærd. Jeg taler meget gerne om det med gode venner og kolleger, som jeg respekterer, lytter til deres erfaringer, lytter til, hvad drømmene hvisker mig i øret, mærker efter, som det hedder på moderne dansk, og tager min beslutning. Vi skriver alene, men er formodentlig alle en del af en diskussion, offentlig eller privat. Selve valget må enhver i sidste ende tage for sig selv – og selv tage konsekvenserne af.
onsdag den 28. maj 2025
Falsifikationisme, kort
I stedet for at forsøge at godtgøre sin teori induktivt mener Popper, at man efter bedste evne skal lede efter eksempler på, at den er fejlagtig. Man skal forsøge at falsificere sin teori. Hvis man selv efter grundige, tænksomme og behjertede falsificeringsforsøg ikke har kunnet finde kontraeksempler, altså eksempler på, at teorien ikke holder, er teorien ikke endegyldigt bevist, men det er dog godtgjort, at vi foreløbig kan fæste lid til den.
Denne falsifikationisme stiller særlige krav til, hvordan en teori eller hypotese skal udformes for at kunne betragtes som videnskabelig. Det skal nemlig være muligt at angive betingelser for, hvordan den principielt kan falsificeres. Teorien skal være udformet på en sådan måde, at der kan opstilles forsøg, der potentielt kan falsificere den. Det skal være muligt at afprøve teoriens gyldighed. Den skal være falsificerbar.
En lang række teorier og hypoteser lever ikke op til dette krav. De forholder sig til relationer, som vi ikke kan efterprøve, eller de er så upræcist og vagt formuleret, at de på den måde bliver uangribelige. Det gælder fx astrologien. Man kan argumentere ret overbevisende for, at teorien er forvrøvlet, men man kan ikke opstille et forsøg, som ved et bestemt udfald ville vise, at den er fejlagtig. Heller ikke psykoanalysen kan falsificeres. Eller MWI, teorien om at der findes et uendeligt antal af gensidigt uafhængige, parallelt eksisterende universer. Disse teorier, som ikke er falsificerbare, opfattede Popper som uvidenskabelige.
mandag den 26. maj 2025
Parlamentarisk kontrolråd – en nødvendig udvidelse af demokratiet
Det har jeg skrevet et forslag om. Man kunne stille det som borgerforslag. Jeg kan ikke, da jeg bor i udlandet og derfor ikke har stemmeret, men hvis nogen kan se meningen med forslaget, kan de jo tage idéen op.
Der vil utvivlsomt være forhold, som jeg ikke har taget i betragtning, og derfor plads til forbedringer. Ordet er frit, og politiske forslag ejes ikke af nogen.
PARLAMENTARISK KONTROLRÅD:
Der oprettes et parlamentarisk råd, uafhængigt af Folketinget og regeringen og uden deltagelse af medlemmer af Folketing og regering. Rådet overtager alle opgaver fra Udvalget til Valgs Prøvelse og tildeles beslutningsmyndighed i spørgsmål, der vedrører oprettelse af kommissioner, der skal undersøge lovligheden af ministrenes embedsførelse. Udvalget tildeles endvidere myndighed til at afgøre, om der skal rejses rigsretssager. Rådet fastlægger folketingsmedlemmers og ministres løn- og arbejdsvilkår. Endelig kan rådet udtale sig om, hvorvidt en given lovgivning er i strid med Grundloven og i bekræftende fald rejse sager ved Højesteret, men har dog ingen myndighed over for Højesterets efterfølgende afgørelser.
Begrundelse:
Folketingsmedlemmerne skal ikke tage stilling til egne eller kollegers valgbarhed og embedsførelse.
Valgret:
Rådet består af 23 medlemmer, som vælges direkte af befolkningen. Valgret har alle, som har valgret til Folketinget.
Der vælges endvidere 23 suppleanter, som er de første 23 opstillede, der ikke opnår valg. Suppleanterne er generelle, ikke personlige, sådanne og indtræder således i rækkefølge efter, hvor mange stemmer de har fået.
Valgbarhed:
Valgbarhed har enhver, som er valgbar til Folketinget, og som senest fire uger inden valgene har indleveret en stillerliste med mindst 50 anbefalere, der selv har valgret til Folketinget.
Intet medlem kan have sæde i rådet i flere end 3652 dage i løbet af sin levetid.
Valget er individuelt. Der kan ikke opstilles partier eller andre former for opstillingslister.
Inhabilitet:
Frataget valgbarhed (men ikke valgret) er dog personer, som
1. har været opstillet til seneste folketingsvalg,
2. er medlem af regeringen,
3. arbejder i en sekretariatsfunktion, som direkte betjener Folketinget, folketingsmedlemmer eller regeringen,
4. er gift, samboende eller i familie med et medlem af Folketinget eller regeringen. Som familiemedlemmer regnes børn, børnebørn, forældre, søskende, halvsøskende, fætre, kusiner, morbrødre, farbrødre, mostre, fastre, onkler, tanter og bedsteforældre til folketingsmedlemmer og ministre.
Disse indskrænkninger i valgbarheden skal sikre rådets uafhængighed af regering og Folketing.
Valgudskrivelse:
Valg til rådet udskrives automatisk til den femte tirsdag efter hvert folketingsvalg.
Ved frafald af medlemmer indkaldes automatisk suppleanter i den valgte rækkefølge. Rådet er beslutningsdygtigt, hvis 23 medlemmer er til stede, hvoraf mindst 12 er af de oprindeligt valgte.
Hvis flere end 11 af rådets medlemmer permanent udtræder af rådet, udskrives nyvalg.
Offentlighed:
Alle møder er i den udstrækning, det er praktisk muligt, tilgængelige for pressen og almenmand, og alle beslutninger og medlemmernes stemmeafgivelser gøres tilgængelige på rådets hjemmeside. Mødernes dagsorden gøres tilgængelig på hjemmesiden mindst 10 dage inden mødets afholdelse.
Arbejdsgang:
Alle beslutninger vedtages ved stemmeflerhed.
Rådet mødes en sammenhængende onsdag, torsdag og fredag hver anden måned. Møderne afholdes på skift mellem rådhusene i Aarhus, Odense, Aalborg, Esbjerg, Randers, Roskilde, Kolding, Svendborg, Næstved og Nykøbing Falster. Værtskommunen tilvejebringer lokaler og faciliterer møderne teknologisk og med følgepersonale. De anviser endvidere hotel og beslutter størrelsen af diæter, som rådets medlemmer får brug for til forplejning eller sørger selv for passende forplejning.
Daglig ledelse:
Rådet vælger ved sin første sammentræden efter valg en daglig ledelse bestående af 3 medlemmer, som ved stemmeflerhed kan beslutte at indkalde rådet ekstraordinært. Den daglige ledelse udsender desuden et forslag til dagsorden senest 14 dage inden hvert rådsmøde. Den daglige ledelses beslutninger, stemmeafgivelser og egne dagsordner er offentligt tilgængelige på rådets hjemmeside.
Omkostninger:
Alle udgifter afholdes af indenrigsministeriet.
Aflønning:
Rådets medlemmer lønnes ikke, men gives diæter, der i passende omfang dækker for udgifter i forbindelse med møderne og får rejseudgifter til offentlig transport refunderet. Deres eventuelle arbejdsgivere kompenseres for fraværet. Diæterne er skattefri. Medlemmer, som er selverhvervende, kompenseres økonomisk for deres arbejdstid, mens rådet er sammenkaldt og desuden i 2 læsedage om måneden.
Medlemmer af rådet, som modtager dagpenge eller kontanthjælp, skal ikke stå til rådighed for arbejdsmarkedet, mens rådet er sammenkaldt og desuden i 2 læsedage om måneden. Diæterne modregnes ikke i kontanthjælpen.
Sekretariat:
Rådet udstyres med et sekretariat, bestående af en offentlighedsmedarbejder, som har ansvaret for rådets hjemmeside, tre jurister en referent og endnu en sekretær til øvrigt forefaldende arbejde. Stillingernes omfang samt aflønningen vedtages af rådet. Dog maksimalt normeret til seks fuldtidsstillinger.



.jpg)


