Fri os fra det onde

Kirkeministeren Morten Dahlin mener, at en stærkere forankring i kristendommen er nødvendig, hvis yngre generationer skal finde kampviljen i en ny verdensorden; kristendommen skal spille en større rolle i det danske forsvar. Danske soldater skal kæmpe for kristendommen.
    Det er en historisk dårlig idé. Af virkelig mange grunde. En indlysende grund er, flere end 300.000 danske muslimer, som i forvejen er udskammet og udgrænset af den danske regering, på den måde får endnu et håndfast bevis for, at de aldrig vil blive opfattet som rigtig danske. Hvordan skulle de nogensinde få lyst til at kriges for kristendommen? Og hvorfor? Hvorfor ikke kæmpe for demokratiet, retsstaten, frisindet og herunder religionsfriheden? Når vi nu åbenbart skal slås og bryde ned i stedet for at bygge op.

    Den samme udgrænsning er naturligvis resultatet af regeringens og den øvrige højrefløjs løbende forsikringer om, at kristendommen er en af de “danske værdier”, men nu skal de danske muslimer også gøres til andenrangssoldater, fordi de ikke bærer kristendommen i deres hjerter.
    Fri os fra den sammenblanding af religion og statsførelse!
   

Selvom jeg ikke selv abonnerer på nogen religion, og selvom millioner af mennesker op gennem historien er blevet tortureret og dræbt i den ene eller anden guds navn, så er jeg ikke tilhænger af en tvangsmæssig undertrykkelse af religion, som man eksempelvis har set det i Sovjetunionen. Jeg er tværtimod tilhænger af religionsfrihed og respekt for alle former for tro. Mange føler et behov for at tro på noget, der kan overtrumfe den daglige elendighed. Jeg kunne ønske for dem, at dette noget var en fælles kamp for at forbedre deres hverdag, men mange har svært ved at se dette som en mulighed. Religion har hjulpet og hjælper stadig mange mennesker i en trængt situation, særligt de, som ikke nyder en hjemstavns beskyttelse.
    Jeg er sikker på, at jødedommen har hjulpet den forfulgte jødiske diaspora til at holde sammen, til at holde fast ved det at læse Torahen sammen, huske deres historie og holde modet oppe gennem en årtusindlang landflygtighed.
    Jeg tror, mange muslimer, som er kommet til Danmark på flugt fra krig og elendighed eller fra et religiøst tyranni i fædrelandet, og som i Danmark blot har mødt en ny form for undertrykkelse og daglig ydmygelse, har søgt ind i religionen for at finde svar på deres elendighed. Når denne trøstende religion så samtidig af øvrigheden fordømmes som udansk, så er det vanskeligt for muslimer (og jøder og hinduister …) at komme til at føle sig rigtig danske og få lyst til at kæmpe for den kristne danske stat. Dette er kun endnu en grund til, at politikere skal holde deres religion for sig selv.
    Når en stat definerer sin enhed med udgangspunkt i en religion, definerer den samtidig dem, der tilhører en anden (eller ingen) religion, som fremmedelementer. De fremmedelementer risikerer at blive drevet ud af landet. Det skete eksempelvis for de mauriske muslimer og de sefardiske jøder, som blev drevet ud af Spanien efter La Reconquista i 1492, hvor katolikkerne endegyldigt vandt magten på Den Iberiske Halvø. Eller de bliver tvunget til at konvertere, som danskere blev tvunget til at konvertere til kristendom i anden halvdel af 900-tallet, da den tysk/romerske kejser Otto Den Store havde overbevist Harald Blåtand om denne mellemøstlige religions overlegenhed i forhold til den danske asatro. 

    Hvis en statslig forfatning bygger på et religiøst grundlag, bliver den borger, som ikke tilhører statsreligionen, enten forholdt de almindelige borgerrettigheder eller dele af dem, bliver altså andenrangsborgere, som vi ser det i Israel, hvor muslimske statsborgere eksempelvis ikke kan købe jord. Den jord, som den Israel ved sin tilbliven stjal fra deres bedsteforældre. Eller de bliver udsat for mere direkte undertrykkelse og forfølgelse, som vi ser det i eksempelvis Afghanistan og Iran, hvor der er dødsstraf for at overtræde eller modsætte sig det religiøse lovsæt.

    Selvom jeg ikke er medlem af Folkekirken, og mine børn ikke døbt, skulle de registreres i kirkebøgerne ved deres navngivning. Dette er mere end rigelig sammenblanding af stat og religion. Vi skal ikke længere ned ad den vej. Ikke så meget som en meter.