Bo & løven

Anton har indrettet et børneværelse til Bo i det gamle pulterkammer oppe under taget. Bo skal lempe en stige ned, hver gang Anton skal besøge ham deroppe. Det er som en hule; Bo styrer selv, hvem der må komme op. Det kan han godt lide. Hvis han ikke vil have gæster, kommer stigen bare ikke ned.

    I aften har han ladet den hænge nede. Det er Antons tur til at fortælle godnathistorie, og det er hyggeligt. Han har altid tid til at gøre historierne færdig.
    Nu knirker det i femteøverste trin.
    – Den har vi læst hundrede gange! siger Bo, da Anton rækker Gummitarzan op gennem lemmen.
    – Ikke hundrede, protesterer Anton og trækker sig op over kanten.
    – Far! siger Bo.
    – Ok ok, siger Anton. – Jeg finder på noget andet. 

    Han spørger, om Bo vil høre historien om dengang, løven kom på besøg.
    Bo spørger, om det er en af historierne fra dengang, Anton selv var en dreng. Det er det. Så sætter Bo sig til rette med den store, orange pude i ryggen. Hans far slukker loftslampen og sætter sig i fodenden af alkoven.
    – Det er en sær historie, siger Anton. – Nu skal du høre:

"Løven skulle kun være der til om mandagen, hvor løvetæmmeren fra det omrejsende cirkus kunne komme og hente den. Den var helt rolig, bare en stor, doven kat. Måske havde de givet den en sprøjte, har jeg siden tænkt, eller en pille. De har vel givet den en stor bøf og noget beroligende.

    Jeg var stolt over, at den skulle sove på mit værelse.
    Mest glædede jeg mig til at fortælle om det i skolen. Ivan ville aldrig tro på det, det var jeg sikker på, og selv hvis han gjorde, ville han sige, det var løgn alligevel. Og det var næsten det bedste, for min mor have taget et billede med mig og løven sammen. Hun havde allerede været ned og få det fremkaldt, så jeg kunne have det med i skole og stikke det op i fjæset på Ivan.

Løven lagde sig med det samme på gulvet foran sengen. Den kunne godt lide min forligger. Det gjorde mig glad, for jeg havde selv valgt den. Jeg gik hen og klappede den, sådan helt roligt, kløede den i nakken i den store manke. Jeg kan se min fars beroligende smil for mig, som ville han sige: 'Ja, det er i orden, du må godt.'
    Jeg blev ikke ked af, at jeg ikke måtte sove inde hos den på værelset, men skulle sove i stuen. Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke begyndte at græde, men det gjorde jeg ikke. Måske var det stoltheden over, at det trods alt var mit værelse, den skulle sove på. Eller måske var det, fordi jeg havde set dens tænder, da den krængede hovedet bagover i et kæmpe gab, inden den faldt i søvn. Nu tænker du nok, at jeg ikke fik lukket et øje hele natten, men sådan var det ikke. Jeg kunne sagtens sove den nat. Stuen fik masser af frisk luft fra det åbne vindue ud mod gaden. Jeg vågnede bare lidt tidligere, end jeg plejede.
    Det var midsommer, og det var allerede ved at blive lyst. Måske var den halv fire, da jeg listede ind for at kigge til løven. Egentlig har jeg nok i det øjeblik frygtet, at det med løven bare var en drøm, og jeg ville blive slemt skuffet, når jeg åbnede døren ind til værelset. Så prøv at forestille dig, hvordan det kildede i maven, da jeg så det store dyr på gulvet. Den snorkede, men ikke som et menneske efter en fest. Roligere, næsten som kat der spandt, bare dybere. Jeg kiggede kun på den lige nøjagtig længe nok til at være sikker på, at jeg var vågen. Så lukkede jeg forsigtigt døren igen og gik tilbage til stuen for at sove videre. Jeg skulle ikke tisse. Jeg husker det, som om jeg aldrig skulle tisse dengang, i hvert fald ikke om natten.
    Da jeg vågnede anden gang, var det helt lyst, og fuglene sang ikke længere så ivrigt som ved solopgang. Klokken må have været otte eller måske endnu mere. Der var en stemning i huset, som om alle var stået op og allerede i gang med dagens dont. Det kunne man bare mærke. Kender du det?"

Bo nikker, selvom han ikke er helt sikker på, hvad hans far mener. Han vil ikke afbryde fortællingen nu. Anton kigger et øjeblik på Bo. Så fortsætter han:

"Men der var altså ingen at se, ingen arbejdslyde. Mette lå ikke længere på sin madras, men havde heller ikke ryddet den til side, som hun ellers gjorde. Hun kan ikke have været mere end fem år dengang, men var allerede meget optaget af at holde orden.
    Jeg forstod ikke, hvad der skulle ske. Hvordan kommer man i gang med sådan en dag, hvor der har sovet en løve på ens værelse? Skulle jeg bare gå i haven for at lege, som om intet vær hændt? Jeg tror, jeg havde forventet, at min mor og far stod klar med flag og friskbagte boller som på en fødselsdag, men der lugtede ikke af boller.
    Så gik jeg i kælderen efter blåsøm til den sæbekassevogn, jeg var ved at bygge sammen med Larsens rødhårede tvillinger. Det må have føltes som timer, men der er der nok ikke gået mere end et kvarter, fra jeg vågnede anden gang, til jeg gik ud til værelset. Jeg lagde øret op mod døren for at høre, om løven stadig snorkede, men der var helt stille. Så åbnede jeg. Først på klem, som min far havde sagt, jeg skulle.
    Jeg forstod ikke straks, hvad det var, jeg så. Så gik jeg ind. Alt var kradset ned af væggene og ud af reolerne, mine søm og brædder lå spredt over det hele, og legoklodserne. Der var flænger i tæpperne og tapetet, og gardinerne lå som pudseklude spredt ud over gulvet. Vinduet var smadret, men jeg husker det som et rent brud, som om den var kommet igennem i første forsøg.
Den var en skuffelse, at løven ikke var der længere, men den blev hurtigt afløst af frygten for, hvad sådan en stor kat kunne finde på, når den havde været hidsig nok til at lave sådan et rod. Det var ret voksent af mig, nu jeg tænker over det.
Jeg gik op på mine forældres soveværelse. Først lod de, som om de lige var vågnet. Min far strakte sig i et falsk gab og trak øjenbrynene op i panden, men jeg kunne se på deres ansigter, at de udmærket vidste, hvad der var sket. Det irriterede mig, at de brugte tid på at spille overraskede.
    – Nå, det var da ikke så godt, men hvad kan vi egentlig gøre ved det? Nu er den jo væk, sagde min mor. 
    Det var et chok for mig, at hun tog det på den måde. Der løb en løve rundt derude mellem mennesker. Det var vores ansvar, at den var der, og så vendte hun sig bare om på siden. Min far skrabede piben ud og gjorde det samme. Var det sådan, mine forældre var i en krisesituation?
    Jeg løb ned til mit værelse igen, hvor Mette stod ved vinduet. Hun stod helt oppe på tæerne og rystede lige så stille. Jeg kan huske, jeg tænkte, at nu skulle min mor holde om hende, og at jeg måske selv skulle gøre det, når min mor ikke gjorde. Men jeg gjorde det ikke. Jeg stillede mig bare ved siden af hende og kiggede ud på de to giganters leg i baggården. Det overraskede mig, at tigeren var den største. De forsøgte ikke for alvor at gøre hinanden fortræd, men det var så voldsomt at se på, at man ikke kunne undgå at blive lidt bange alligevel.
    – De kunne lugte hinanden i nat, sagde Mette og lød næsten voksen. – Mor siger, det er derfor, de er brudt ud. Tigeren har ødelagt hele mit værelse.

    Jeg fortalte, at løven havde ødelagt mit.
    – Har du snakket med mor? spurgte jeg. Jeg kunne næsten ikke tro det, men det havde hun.

    Mette fortalte, at vores mor havde sagt, der ikke var noget at være bange for, men at hun selv havde set lidt bange ud.

    Min mor og far var langt om længe stået op, da kattene kom tilbage til mit værelse gennem det ødelagte vindue. Hunden var der også. Det var det værste. Jeg var bange for, at tigeren skulle æde Vaks. Vaks ville så gerne være modig og beskytte mig, men jeg kunne se, at den havde givet op, allerede før den begyndte at gø. Jeg kunne ikke holde ud at se den store hund krybe i skjul ved sengen. Som om den kunne gemme sig nogen steder.”

– Er historien slut nu, far? siger Bo, lysvågen.
    – Ja, siger Anton. 
    – Det var meningen, at du skulle være faldet i søvn nu. 
    – Det ved jeg godt, far, men det var en god historie.
    – Ja, det var jo en fejl, siger Anton.
    – Jeg mener, den var spændende.
    – Og så kunne du ikke sove?
    Bo ryster på hovedet.
    En kat skriger udenfor. Den lyder som et spædbarn. 
    – Men far? siger Bo.
    – Ja.
    – Den er ikke rigtig færdig, vel?
    – Tjjj ... det, siger Anton.
    Bo spørger, hvad der skete med løven og tigeren bagefter.
    – Der kom en løvetæmmer fra cirkus og hentede dyrene, men jeg fik lov at ride en tur rundt i gården på tigerens ryg.
    Bo smiler.
    – Det lyder mega sjovt! På en tiger! Var du ikke bange?
    – Overhovedet ikke, siger Anton.
    Bo kigger op gennem tagvinduet. En due rammer ruden med den ene vinge. Den taber fart og kurrer. 
    En måge skriger.
    – Du ved godt selv, at det er løgn, ikke far? spørger Bo stille.
    – Nej, det!
    – Jeg kunne godt lide historien, men der er jo ikke løver og tigre i cirkus, vel? Ikke i virkeligheden, far.
    – Det var der, da jeg var dreng! siger Anton.
    – Ok, far.
    – Rrroooaaaah! brøler det pludselig henne fra lemmen.
    Anton farer sammen og trækker Bo til sig.
    En kæmpe skygge springer frem på væggen; så ser Bo løvens hoved i mørket ved lemmen. Den har rejst sig på bagbenene og springer frem mod dem.
Anton knuger Bo.
    – Farvel, min dreng, siger han.
    Nu dækker Antons krop for det svage lys fra sengelampen, der er næsten helt mørkt.
    Så mærker Bo de store poter helt tæt på, kløerne og de blottede tænder lyser op. 
    – Rrroooaaaah! brøler den igen.
    Bo skriger og kalder på sin mor. Han når at tænke, at han aldrig skal se hende igen. 
    – Her er jeg, siger Vanilles stemme så pludselig fra løvens mund.
Hun trækker løvehovedet af og er sig selv. Anton tænder lyset og griner.
    Bo krammer sin mor. Så banker han sin far. 
    – Av av av! råber Anton.
    De griner alle tre.
    – Nu skal du sove, siger Vanille.
    – I morgen er det din fødselsdag. Du får gæster fra morgenstunden. Mette kommer med børnene. Og til frokost skal vi have stegte rødspætter med persillesovs. Det skal man have om foråret, og vi ..., siger Anton

    – Det er sommer, Anton, siger Vanille. – Og jeg ved ikke med den persillesovs.
    Jeg synes godt, vi kunne prøve noget andet.
    – Men rødspætter, i hvert fald, og jeg har sagt til Tommy, at han godt må komme med sin nye kæreste, siger Anton.
    Vanille kigger på Anton og sukker, men Bo glæder sig. Tommy er Antons bedste ven, og hans kæreste har en dreng på hans egen alder. Bo har set ham i Tommys have flere gange. Han ser sjov ud, med indianerhår.
    – Sig til Tommy, at han ikke behøver at tage solbærsaften med denne gang, siger Vanille.
    Det lover Anton.
    Det skramler i baggården, noget vælter. En fugl skriger. Anton kigger ned gennem tagvinduet.
    – Det er sgu en ræv, siger han.
    – Godnat, far, siger Bo og slukker lyset.