Fodboldmonsteret

Da Rasmus Højlund i 2023 blev solgt fra Atalanta til Manchester United, kostede han omtrent det samme, som Statens Kunstfond det år samlet udbetalte i arbejdslegater og hædersydelser til kunstnere (billedkunstnere, skulptører, installationskunstnere, forfattere, musikere, dramatikere, scenekunstnere) og til kunstprojekter, udstillinger, udgivelsesstøtte osv. “Det ene er en international markedspris og det andet statstilskud; det kan man da ikke sammenligne!” Nå, men det gør jeg nu alligevel, for det fortæller trods alt noget om fodboldens vægt inden for kulturlivet. 

Jeg bebrejder ingen deres præferencer. Jeg er selv svært fodboldbegejstret, for ikke at sige -afhængig og bruger langt mere tid med Atlético de Madrid og Liverpool FC end på kunstmuseum, og det er vel tre år siden, jeg sidst var i teateret. Jeg bebrejder os derimod for at have tilladt fodbolden at udvikle sig til dette altfortærende monster. Det er ødelæggende for kulturen i det hele taget, men også for fodbolden selv.

Fodbolden ødelægges af oliemiliardærernes imageplejende investeringer i sporten og FIFAs og UEFAs storhedsvanvid og korrupte magtbegær.
    Lad os befri fodbolden fra underholdningsindustrien og gøre den til sport igen. Gøre fodboldvirksomhederne til klubber igen. Klubber, som er ejet og demokratisk styret af medlemmerne. Medlemmer, som bor, hvor klubberne spiller deres hjemmekampe. Få billetpriserne ned i øjenhøjde for de lokale tilhængere. En billet bør ikke koste mere end en gennemsnitlig timeløn. Spillerne burde ikke tjene mere end den franske præsident. Til gengæld skulle klubberne forpligte sig til at tilbyde deres fuldtidsprofessionelle spillere et sideløbende uddannelsesforløb. Klubberne bør være folkelige og lokalt forankrede kulturinstitutioner for hele familien, også for old boys and girls. Aktiviteter og fællesskab for hele kvarteret, ikke kun for de 11 største talenter. Og hvorfor ikke i samarbejde med lokale kunstnere og kulturarbejdere: musikere, dramatikere, skulptører, bibliotekarer og klubpædagoger?

Jeg følger selv Atlético de Madrid, Liverpool FC og landsholdet. Da jeg boede i Madrid, så jeg Atletis hjemmekampe på Estadio Vicente Calderón og Liverpools på den irske pub Triskel Tavern. Jeg spillede også selv noget voksenbold hver mandag aften, men ingen kampe betød mere for mig end de 5 mod 5-kampe, jeg så min søn spille med sine kammerater hver søndag formiddag, fra han var 4, til han blev 12. Det var langt fra hver sæson, de vandt turneringen, men de havde en god trup, som under den samme gode træners vejledning udviklede sig fra at være 8 irritable og indbyrdes konkurrerende drenge til at være et hold, udviklede den indbyrdes forståelse, forståelsen af, at de var afhængige af hinanden, afhængige af at kunne stole på hinandens støtte, og af at alle fik mulighed for at udvikle sig, teknisk, taktisk, fysisk og socialt. Alle skulle have en træner som Ivan – en læremester – og sådan et hold. Sådan er fodbold, når det får lov at være kultur og dannelse.

Og VM og EM: Hvorfor skal de bare blive større og større? Da Danmark vandt EM i i Sverige 1992, var der 8 nationer med til slutrunden. Det kunne klares på 16 dage. I 2028 skal der 3 gange så mange hold med, og der vil være 5 værtsnationer (Irland, Nordirland, Skotland, England og Wales) og ti stadioner. Det kommer til at tage hele sommerferien, også spillernes.

Qatar bestak tilstrækkeligt mange FIFA-medlemmer til at kunne sikre sig værtsskabet for VM i 2022, selvom landet på ingen måde kan kaldes for en fodboldnation, og selvom man ikke kan dyrke sport udendøre om sommeren, og selvom de ikke tilnærmelsesvis havde stadionfaciliteterne til sådan et arrangement. Men så blev turneringen bare presset ind i de nationale ligaers efterårssæson, og regimet smed nogle miliarder i at bygge stadions, som de aldrig får brug for igen. Ingen ved, hvor mange migrantarbejdere i slavelignende ansættelsesforhold der omkom under byggeriet. De 6.500 døde, som The Guardian regnede sig frem til, kan sagtens være en overdrivelse. Eller det modsatte. Jeg har læst alle mulige tal mellem 3.000 og 15.000. Qatars regime hævder selv, at det kun var 37, og det kan vi ikke tjekke. Migrantarbejdernes dødsattester oplyser nemlig kun, at de er døde af hjertestop, hvilket vi jo allesammen gør, så hvor mange af disse hjertestop der skyldtes sammenstyrtninger og fald fra stilladser, og hvor mange der ‘blot’ skyldtes hedeslag under det fysisk hårde og ubeskyttede arbejde i 50 graders varme, vil vi aldrig finde ud af, men under alle omstændigheder er det for mange. For mange spildte liv med alt for mange års hårdt arbejde under slavelignende forhold og en alt for tidlig død. De døde ikke for sportens skyld, men udelukkende for at rædselsregimet i Qatar kunne købe sig international reklame og velvilje, ligesom de efterfølgende har købt den korrupte amarikanske præsident. Og for at ligeledes korrupte FIFA-medlemmer kunne vælte sig i yderligere luksus.
    VM i 2034 afholdes forresten i Saudi Arabien.
    Lad os stoppe det amokløb.

Publiceret på POV International her.