"Jeg vil ikke være forfatter"

Forfatteren Mads Eslund har på sin blog et kunstværk med titlen ‘Jeg vil ikke være forfatter’. Det tænkte jeg meget over i nat. Hvem ville vælge at være kunstner, hvis det virkelig var et valg? Næppe mange, som har prøvet det. Kun de færreste kan leve af at være kunstner, men nogle må ikke desto mindre leve med det.
    Jeg ved ikke, om det er det, vi skal lægge i Eslunds værktitel. Der kan være mange andre grunde end de økonomiske til ikke at ville være forfatter. Trangen til at skrive kan æde sig hele vejen gennem det ‘civile liv’, de fleste også har eller længes efter. Måske kan man ikke lade være med at skrive om natten, men ville også gerne gå i seng samtidig med sin partner. Måske digter man uophørligt videre på sit liv, og skellet mellem virkelighed og fiktion sløres. Måske bliver man distræt, mens man hjælper sit barn med lektierne eller synger godnatsang, fordi man trækkes afsted af en sætning, der pludselig kommer drivende frem mod én. Måske kan man aldrig blive færdig med et værk, fordi det hele tiden udvider sig og muterer. Eller måske går man i stå på halvvejen. 
    Måske bryder man sig ikke om at blive opfattet som ‘forfatter’.
    Men er der ikke prestige i at være kunstner? Tja, næ, i det store hele heller ikke. Er der noget, langt de fleste kan blive enige om, så er det, at vi hader kunst. Kunst er noget dekadent pis. Eller det er kejserens nye klæder. Det lader, som om det er noget, men er ingenting. Særligt hader vi dog dem, der laver kunsten. Den lille snylterelite i ‘de københavnske saloner’. Nej, hvis man kommer for skade at fortælle, man opfatter sig selv kom kunstner, begynder man i de fleste sammenhænge på minus. Formodentlig er kun politikere mere forhadte.
    Men hvorfor så overhovedet placere sig selv i den situation?
    “Du kan jo bare lade være. Hvis du ikke vil være forfatter, så vær noget andet,” kunne man sige.
    Og det er sandt. På samme måde, som det er sandt, at den tykke bare kan lade være med at overspise. At den drikfældige bare kan takke nej til den næste øl. At den sexafhængige bare kan lade være med at knalde. Det er alt sammen rigtigt. Og forkert.
    “Siger du, at kunstnerisk skabertrang er en sygdom?” Nej, men en lidenskab. Ligesom alkohol og forelskelse. Det er i udgangspunktet glædeskabende, men vil ofte vise sig kompliceret at håndtere i store mængder.
    Hvis forfatteren virkelig bare kunne lade være, ville udsagnet “Jeg vil ikke være forfatter” ikke give mening. Det ville i hvert fald ikke være interessant. 
    Men det er det.

Behovet for kunst er der når som helst og hvor som helst. Der findes ganske enkelt ikke samfund uden sang. Der findes ikke samfund uden billedkunst og fortælling. Uanset hvor, man kigger hen i verden, og uanset hvornår, har disse behov trængt sig på for mennesket, og nogen har følt sig særlig ansporet til at dække dem. Det er fundamentale behov. Anderledes end behovet for mad, men ikke desto mindre fundamentale.
    Der kan være mange grunde til, at en kunstners værk alligvel ikke kan sikre hende et anstændigt levebrød. Det kan være utilstrækkeligheder ved talentet eller ved arbejdsomheden, viljen til at udvikle sig. Men der kan være mange andre grunde til, at kunstnerens skabertrang ikke mødes af et interesseret publikum. Måske er kunstneren ikke god at gøre opmærksom på sit værk. Er genert og kan ikke lide den del af virket. Eller får ikke det den rette hjælp til det, drukner i informationshavet. Det kan også være, at kunstneren er født ti år for tidligt, som mange sagde om van Gogh. Eller ti år for sent. Eller ikke det rette sted, som når en bådebygger lever og ånder for det skønne og sande i et aquadynamisk skrog med køl, men bor i Amsterdam, hvor man kun rektangulære pramme kan sælges. Eller når en gartner strander i Grønland.