torsdag den 10. april 2025

Amy

Det mest uvelkomne medlem i Klub 27 er det seneste, Amy Winehouse. Sådan ser det ud fra mit sted. Ikke at jeg ønsker nogen af de øvrige medlemmer døde, selvfølgelig ikke. Tænk på Jimi Hendrix. Tænk fx på hans spirende samarbejde med John Coltrane. Hvad kunne det ikke være blevet til, hvis de ikke begge var døde alt for unge! Men nå ja, dels havde Coltrane allerede ligget i jorden fire år, da Hendrix døde. Dels døde de begge længe inden, jeg vidste, hvem de var. 
    Det var noget andet med Amy Winehouse. Hun var ligefrem yngre end mig. Jeg hørte hendes musik, mens den var ny og spændende. Ikke en generation efter. Og hun var den store nye stemme og sangskriver, som kunne have givet jazzen nyt liv. Jazzen og to-tre andre genrer. Sådan hørte jeg hende. Det er ikke fordi Norah Jones og Diana Krall er dårlige, og Cassandra Wilson kan jeg rigtig godt lide, men gør de for alvor noget nyt? Jeg synes det ikke. Det gør Tom Waits, det er klart, men selv ikke Tom kan blive ved for evigt.
    Amy nåede kun at udgive to album. Det var alt for lidt. Her er hun med en af klassikerne.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Sidevisninger den seneste måned

1,081