Jeg tror, der findes roser i alle farver, undtagen grøn (ret mig gerne med en kommentar, hvis du har forstand på roser). Men se, hvor flot en grøn kunne være!
Er der noget Mona Lisa-agtigt over kvinden? Jo, men hvad med den tomme højre øjenhule? Skal vi se hulheden indeni, eller skal der blot være plads til en rose i hullet? Øjet som vase.
Forestil dig at kigge ud gennem en rose. Eller forestil dig tvært imod at kigge ind i en rose, en grøn rose, når du søger din elskedes blik.
"Der burde have været roser", skrev J.P. Jacobsen engang som indledningen til en novelle. En sætning, der bliver ved at runge i kraniet, selv år efter man har glemt resten af novellen.
Er der noget Mona Lisa-agtigt over kvinden? Jo, men hvad med den tomme højre øjenhule? Skal vi se hulheden indeni, eller skal der blot være plads til en rose i hullet? Øjet som vase.
Forestil dig at kigge ud gennem en rose. Eller forestil dig tvært imod at kigge ind i en rose, en grøn rose, når du søger din elskedes blik.
"Der burde have været roser", skrev J.P. Jacobsen engang som indledningen til en novelle. En sætning, der bliver ved at runge i kraniet, selv år efter man har glemt resten af novellen.
Begyndelser, der brænder sig fast. Åh ja, det er et helt kapitel for sig selv. "Jeg ville have ønsket det var anderledes", starter jeg en kommende roman, og fortæller så, hvordan det til gengæld endte med at være. Noget helt andet er slutninger. De er faktisk sværere at finde. De gode altså. Eller måske snarere: De sprogligt signifikante. Måske skulle man ende med en grøn rose og et hult øje. Punktum?
SvarSlet"Jeg ville have ønsket det var anderledes" er en god, nysgerrighedsvækkende indledning". Et glimrende oplæg til et tilbageblik, synes jeg. Indtil min senest udgivne roman havde jeg helt klart lettest ved slutninger, både på noveller og romaner. Ofte har jeg haft slutningen på plads længe før, jeg nåede til den, mens jeg kæmpede mere med de første fem linjer. Men i 'Afstande over vand' havde jeg indledningen på plads fra starten. Jeg anede ikke, hvad romanen skulle "handle om" (eller at det var en roman), men den første halvanden side var jeg ikke i tvivl om.
SletMin næste roman, der udkommer inden så frygteligt længe, har givet mig kvaler både med indledningen og slutningen. Men igen især med indledningen. Nu er det på plads.
I øvrigt er en roman jo for det meste fuld af indledninger, men har færre slutninger; hver kapitel skal begynde rigtigt, mens det gerne må slutte abrupt eller i hvert fald åbent, fordi intet endnu er forbi. Fordi der løbende åbnes nye underfortællinger i den store fortælling, mens der ikke nødvendigvis afsluttes noget. Alle de sammenflettede eller parallelle fortællinger kan afsluttes i samme bevægelse til sidst. Det er en mulighed. En anden er hele tiden at lukke en fortælling, før man åbner en ny. Gør man det, får romanen vel nærmest karakter af novellesamling. Det behøver ikke være noget dårligt. Men jeg tror, det er mere brugt at lade en roman rumme mange åbninger og langt færre slutninger.
Jeg glæder mig til den roman, Jens!
Slet