Henning Jensen (1949-2017).
Da han døde i 2017, blev han æret med et minuts stilhed af flere end 70.000 tilskuere på Estadio Santiago Bernabéu inden kampen mod Borussia Dortmund, og af Real Madrids spillere, som bar sørgebind.
Fodboldlegenden, fodboldenglen Henning Jensen kom til den tyske storklub Borussia Mönchengladbach uden at have spillet en eneste divisionskamp i Danmark først. Han havde gemt sig i landets fjerdebedste række i fødebyen Nørresundby, hvor han spillede med så enormt et talent, at han blev udtaget til det olympiske landshold alligevel. Med Allan Simonsen og Henning Jensen på holdet kvalificerede Danmark sig til OL i München 1972, men Jensen kom ikke med til legene, for Borussia Mönchengladbach havde opdaget den talentfulde angriber (som i øvrigt kunne spille alle pladser på holdet) og givet ham en professionel kontrakt. Efter OL købte de også Allan Simonsen. Siden kom Jensen til Real Madrid, mens Simonsen havnede i FC Barcelona.
I Spanien er det ikke ualmindeligt at tage en skarp inden kampen. Heller ikke blandt elitespillerne. Henning Jensen fortalte om en flaske King George, spillerne havde delt inden en berømt EF-kamp, han var med til at spille på Wembley i London:
“Jeg har aldrig set det i Danmark og tror ikke, det sker i Superligaen, men på den anden side er det med til at give dig det ekstra kick, der skal til lige inden kampstart. Inden den sidste opvarmning.
Da jeg spillede i Spanien fandt jeg ud af, at det er meget udbredt dernede. Whiskyen var blot erstattet med cognac. Jeg ved ikke rigtig, om det kommer ind under doping, men de gør det fortsat i Real Madrid og andre spanske klubber. Snupper lige det, de kalder ‘en stærk kaffe’.” Interview i Berlingske Tidende
Da jeg i slutningen af 1980’erne så småt begyndte at interessere mig for spansk fodbold, verserede den vandrehistorie, at man kunne gå ind på en hvilken som helst bar i Madrid og fortælle, at man kom fra Danmark og hed Jensen, og så ville man ikke få lov at betale for en eneste øl resten af aftenen. Folk ville kappes om at betale det næste glas og høre, om man kendte den første Jensen, måske ligefrem var i familie med ham. Om det virkelig var sandt i 1988, tør jeg ikke sige, men i dag går den i hvert fald ikke længere. Jeg har prøvet. Barens gæster kiggede afventende på mig og rystede på hovedet, da det gik op for dem, at jeg ikke havde tænkt mig at sige mere. Måske havde de hørt den for tit, måske kunne de bare ikke huske Jensen.
Men Henning Jensen havde unægteligt stor succes som angriber, hængende angriber og wing i Real Madrid. Han var populær blandt klubbens tilhængere på grund af sin holdånd, sit blik for medspillerne og sine overraskende detaljer, de tilsyneladende forkerte valg, han traf, som oftest med et godt resultat til følge. Tingene lykkedes for ham, dels på grund af en vældig god teknik, en særlig fornemmelse for bolden og for øjeblikkets muligheder, dels fordi han ville. Det skulle lykkes, og så lykkedes det også.
Henning Jensen kom til Madrid i 1976 og spillede tre sæsoner i Real Madrid. Klubben vandt La Liga to gange med ham på holdet. Han spillede 81 kampe og scorede 16 mål, hvilket jo ikke er imponerende for en angriber, men ranglede Jensen var heller ingen udpræget måltyv. I sine 125 kampe for Borussia Mönchengladbach 1972-1976 havde han scoret 44 mål, hvilket var bedre, men heller ikke prangende. Alligevel var det netop ham, verdens stærkeste klub ville have. Det var især som oplægger, han brillerede. Henning Jensen så muligheder og skabte chancer, som ingen andre kunne finde, og derfor var han en af verdens absolut mest feterede og eftertragtede angribere i anden halvdel af halvfjerdserne.
Borussia Mönchengladbach ville ikke slippe ham, de anså ham for uundværlig i kampen om det tyske mesterskab, men Jensen stak af til sommerhuset i Løkken, og fra sit eksil meddelte han sin klub, at enten solgte de ham til Real, eller også indstillede han karrieren. Og så ville tyskerne trods alt hellere have pengene. Den første Jensen blev det dyreste spillerkøb i spansk fodbold i 1976 og den dyreste europæiske spiller i det hele taget.
Man må sige, at hans karriere fik en usædvanlig begyndelse. Født og opvokset i Nørresundby spillede Henning Jensen som amatør for danmarksserieklubben Nørresundby Boldklub. Trods usædvanlige evner, som man også havde bemærket i Aalborg, faldt det ham ikke ind at skifte til AaB. Landstræner Strittich havde set den 22-årige danmarksseriespiller brillere i en træningskamp mellem Strittich’ OL-hold og pressens udvalgte. Selvom han spillede i den fjerdebedste række, hev Rudi Strittich ham sensationelt ind på landsholdet i en venskabskamp mod England 3. maj 1972. Det var meningen, at han skulle med til sommerlegene i München 1972, hvor Allan Simonsen og co. jo vandt bronze, men i mellemtiden var Jensen blevet professionel i den tyske storklub Borussia Mönchengladbach, som havde luret, at den magre, platfodede knægt fra landsbyklubben kunne noget særligt, og så kunne han ikke komme med Allan til OL.
I Borussia Mönchengladbach blev han genforenet med angrebsmakkeren fra OL-landsholdet, vejlenseren, Allan Simonsen. Deres samarbejde i angrebet var et af de meget sjældne, nærmest telepatiske makkerskaber, som gør begge spillere 50 % bedre og på den måde nærmest giver holdet en tolvtemand på holdet. Især forkælede Jensen den klejne Simonsen med de oplæg, som var forudsætningen for Simonsens verdensry som angriber. Der var dog andre faktorer med i den fantastiske offensiv. Det var først og fremmest Günter Netzer, den tyske strateg, men også angriberen Jupp Heynckes. Hver for sig havde de verdensklasse, men sammen forekom de på det nærmeste uovervindelige.
De blev tyske mestre sammen to gange, og efter de tre år i Real Madrid sluttede Jensen så sin udlandskarriere af i Ajax Amsterdam, hvor han blev hollandsk mester sammen med Frank Arnesen og Søren Lerby. På den måde opnåede han at blive tysk, spansk og hollandsk mester, uden at have spillet en eneste divisionskamp i Danmark.
Det er vanskeligt at forestille sig, at noget tilsvarende kunne ske i dag. Ja, faktisk er det svært at tro, at et tilsvarende stort talent i dag ville spille i så lille en klub som Nørresundby Boldklub i en alder af 22. Han ville være hentet til en superligaklub allerede som 12-årig. Men Jensen var tro mod sin hjemby og sin barndomsklub, hvor han da også afsluttede karrieren efter et mellemspil hos AGF.
Mellemspillet i Aarhus var ikke helt ligegyldigt for den modne Jensen. Han var i 1982 kun en lille halv time fra at slå legendariske Ulrik le Févres danmarksrekord med nationale mesterskaber i tre forskellige lande. Med AGF kunne Jensen have vundet i det fjerde land. Men i afslutningen af sæsonens sidste kamp udlignede B93 til 2-2 mod AGF, og så blev OB mestre i stedet. Jensen spillede dog to gode sæsoner i AGF.
Siden kom de to rekordmestre Jensen & le Févre i øvrigt til at arbejde sammen om at sælge spillere fra Danmark til udlandet og omvendt.
At det blev Ajax efter Real Madrid, og ikke Juventus, skyldtes kun, at det italienske fodboldforbund på det tidspunkt besluttede at lukke for tilgangen af udenlandske spillere i tre år. Den Gamle Dame havde nemlig bud efter både Jensen og Allan Simonsen. Simonsen var blevet overflødig i FC Barcelona efter Diego Maradonas ankomst (de spillede samme plads; dengang måtte der kun være to udlændinge på holdet, og Barcelona havde desuden Bernd Schuster som den ledende figur på midtbanen) omtrent samtidig med, at Jensen havde kontraktudløb i Madrid, og Torino-klubben drømte om at samle drømmeduoen Jensen & Simonsen fra Borussia, men til Jensens store ærgrelse måtte det blive ved drømmene.
Nå, ja, Wembley! Alle, der var fodbolddrenge i begyndelsen af halvfjerdserne husker også Jensens spektakulære hovedstødsmål på Wembley i en kamp mod et udvalgt EF-hold.
“Det er ud af erindringssporene, jeg kan sætte billedet i bevægelse, bolden er kommet ind fra venstre, den hvide spiller er gået lige op i luften efter den, men deroppe har han måttet kaste sig frem for at nå den, da den er kommet nærmere. Til da har han villet heade mod venstre, men ud af øjenkrogen har han lige sanset, hvordan målmanden inde på stregen har flyttet kropsvægten over på højrebenet, netop for at tage bolden der, hvor den hvide faktisk har lagt an til at placere den. Derfor har denne nu, allerede svævende, måttet beslutte sig til at heade den modsatte vej, rådsnart har han i luften fået trukket kropsbevægelsen ud til venstre, samtidigt har han bøjet nakken og derpå med stor kraft sat panden til bolden. Bolden som nu er på vej ind i det usynlige mål bag den usynlige målmand, der er fanget på det forkerte ben. Den hvide følger bolden med øjnene, ansigtet mærkeligt afslappet og helt åbent, mærkeligt sårbart og forsvarsløst, inden det om brøkdele af et sekund vil blive stramt og glat i triumf”, skriver Hans-Jørgen Nielsen i Fodboldenglen.
Oplæggeren var såmænd ingen ringere end Bobby Charlton. Det var i 1973, og Jensen var udtaget til ‘de tre mod de seks’, en showkamp på Wembley, som festligholdt Danmarks, Storbritanniens og Irlands (de tre) optagelse i EF. Charlton banker bolden ind fra venstre og får den lagt lidt bag vores Jensen, men det skal lykkes! Og så lykkes det. Mirakuløst får han kastet og vredet kroppen bagud og smækket bolden en skalle, så den utageligt brager ind bag målmanden fra ‘de seks’.
“Foran mig på væggen, et stort billede af en fodboldspiller, omtrent det eneste personlige med mig her udover tøjet. Hvidklædt kan han godt ligne en engel, som han hænger der, alene højt i luften, tilskuerne i en udvisket, mælkedis bag ham. Kroppen nærmest frontal, i færd med en vridende bevægelse, højre skulder trukket frem, armen bøjet ind foran kroppen med den knyttede hånd på vej frem, benene vandret ud i luften under den lodrette krop, så der dannes en bue, fra støvlesnuderne til de flyvende hårspidser. Hovedet nærmest i profil, med blikket i delvis modsat retning af kroppens og let foroverbøjet over det store hår, som ved afslutningen af en kraftig bevægelse, hvis resultat øjnene nu følger, dybt koncentreret. Denne skikkelse, kraft og ynde på en gang, svæver altså oppe i billedet, under de hængende ben først et stykke af tribunen, så rækværkets utydelige reklamer, næsten vandrette som benene, så endelig grønsværen.” Fra Fodboldenglen
Billedet af Henning Jensen, der hænger næsten vandret i luften med sit flagrende, halvlange hår hvirvlet rundt om hovedet, har hængt som plakat på tusinder af drengeværelser i de år. Også på mit. Og jeg så ikke engang kampen.
Det blev også omslagsbillede til Hans-Jørgen Nielsens bestseller-generationsroman, Fodboldenglen, fra 1979. Derfor har mange gisnet om, at en af romanens fodboldspillende hovedpersoner, Franke, netop skulle være skabt med Henning Jensen som model.
“Første gang jeg læste bogen, anede jeg ikke rigtig, hvad den handlede om. Den var noget skæv. Jeg ved, at forfatteren Hans-Jørgen Nielsen i ungdomsårene havde spillet sammen med Frank Arnesen i Fremad Amager.
I bogen prøver han at skabe en person, der er en blanding af Frank og mig. Frank kendte han, mig citerede han fra aviserne. Jeg holder meget af Frank, men det bliver altså et mærkværdigt individ. Noget af en krydsning, må jeg sige. Der er meget rigtigt i bogen og det var fint, at der var en forfatter, der dengang tog fodbold alvorligt, men personen holder altså ikke hele vejen hjem”, siger Henning Jensen i et interview til Berlingske Tidende.
Efter EF-kampen kendte hele fodbold-Europa den unge Jensen, men det var en anden kamp, der for alvor gjorde Real Madrid interesseret i den danske angriber. Eller rettere to andre kampe. Borussia Mönchengladbach spillede i 1976 kvartfinale i mesterholdenes turnering (den, der nu hedder Champions League) mod Real Madrid over to kampe. Den første kamp i Tyskland var endt 2-2, og returkampen i Spanien sluttede 1-1, og så gik madrilenerne videre på reglen om flest scorede udebanemål. Men dramaet kan ikke læses ud af disse tal. Sagen var, at tyskerne de facto scorede tre mål på Santiago Bernabéu, men to af dem blev helt uforståeligt annulleret af den hollandske dommer, Leo van der Kroft. Om de klokkeklare fejlkendelser skyldtes det gamle hollandske tyskerhad, en flue i øjet eller gemen bestikkelse, får vi aldrig at vide, men skandalen kostede van der Kroft karrieren.
For Henning Jensen, som scorede et af de annullerede mål, gav kampen i stedet karrieren et skub fremad. Fire måneder senere blev han præsenteret i Real Madrid, hvor han blandt andre skulle spille sammen med stjerner som Santillana, Juan Sol, Paul Breitner, som Jensen boede hos i sine første tre måneder i Madrid og Vicente del Bosque, som senere blev træner i Real Madrid og så det spanske landsholds mest succesfulde træner nogensinde.
Henning Jensen er formodentlig den danske spiller, der har haft størst succes i kongeklubben. Michael Laudrup havde reelt kun en god sæson i Real Madrid, nemlig den første af hans to sæsoner. Jensen havde to, nemlig hans to sidste. Real Madrid og klubbens mange tilhængere ville hellere end gerne have beholdt ham et år mere, selvom han havde rundet de 30.
Da Diego Maradona efter indledende runde af VM i Mexico i 1986 blev spurgt, hvad han syntes om turneringens på det tidspunkt førende hold, Danmark, sagde han (citeret efter hukommelsen) “Hvis de har råd til at lade Henning Jensen blive hjemme, må de virkelig være stærke.” Henning Jensen havde ikke spillet en landskamp i 6 år, men var åbenbart den eneste danske spiller, Maradona kunne komme i tanke om.
Henning Jensens popularitet blandt de ældre tilhængere er intakt, men færre og færre unge fans forbinder navnet Jensen med noget. Der har været så urimeligt mange andre stjerner forbi i mellemtiden: Hugo Sanchez, Butrageño, Laudrup, Raul, Figo, Ronaldo, Zidane og Cristiano Ronaldo, blot for at nævne nogle få.
Inden Jensen fik chancen som professionel fodboldspiller, var han kommuneassistent og gjorde ikke meget væsen af sig uden for fodboldbanen. Og sådan fortsatte det også efter den aktive karriere. Han var en stille nordjyde, som hverken var bange for at arbejde hård eller tage store chancer, men som gjorde det uden store armbevægelser og spansk gestik.
Senere i livet flyttede Jensen tilbage til Spanien, men denne gang til Valencia, hvor han havde en datter og to børnebørn boende. Jensen talte flydende spansk, hvilket er en naturlig forudsætning for succes i Madrid, og i Valencia.
Han så alle Reals kampe på tv eller, når han kunne, på stadion. Han følte sig stadig som en del af familien. Han var da også medlem af veteranklubben, som præsideredes af klubbens største stjerne gennem tiderne, Alfredo di Stefano. Veteranerne har deres egne lokaler og en loge på Santiago Bernabéu.
“I Real Madrid glemmer man aldrig de ‘gamle’ spillere. Vi har vores egen lounge til hjemmekampene. En enkelt gang var vi 450 tidligere spillere – fra 90 år og nedefter – på plads. Det var fandeme sjovt, og festen kom til at vare et par dage. Normalt går det lidt mere stille for sig, men der er vel alt i alt 30-40 tidligere spillere på plads i Loungen. Hver gang. Man er altid velkommen”, fortalte Jensen til Berlingeren.
I Spanien er det ikke ualmindeligt at tage en skarp inden kampen. Heller ikke blandt elitespillerne. Henning Jensen fortalte om en flaske King George, spillerne havde delt inden en berømt EF-kamp, han var med til at spille på Wembley i London:
“Jeg har aldrig set det i Danmark og tror ikke, det sker i Superligaen, men på den anden side er det med til at give dig det ekstra kick, der skal til lige inden kampstart. Inden den sidste opvarmning.
Da jeg spillede i Spanien fandt jeg ud af, at det er meget udbredt dernede. Whiskyen var blot erstattet med cognac. Jeg ved ikke rigtig, om det kommer ind under doping, men de gør det fortsat i Real Madrid og andre spanske klubber. Snupper lige det, de kalder ‘en stærk kaffe’.” Interview i Berlingske Tidende
Da jeg i slutningen af 1980’erne så småt begyndte at interessere mig for spansk fodbold, verserede den vandrehistorie, at man kunne gå ind på en hvilken som helst bar i Madrid og fortælle, at man kom fra Danmark og hed Jensen, og så ville man ikke få lov at betale for en eneste øl resten af aftenen. Folk ville kappes om at betale det næste glas og høre, om man kendte den første Jensen, måske ligefrem var i familie med ham. Om det virkelig var sandt i 1988, tør jeg ikke sige, men i dag går den i hvert fald ikke længere. Jeg har prøvet. Barens gæster kiggede afventende på mig og rystede på hovedet, da det gik op for dem, at jeg ikke havde tænkt mig at sige mere. Måske havde de hørt den for tit, måske kunne de bare ikke huske Jensen.
Men Henning Jensen havde unægteligt stor succes som angriber, hængende angriber og wing i Real Madrid. Han var populær blandt klubbens tilhængere på grund af sin holdånd, sit blik for medspillerne og sine overraskende detaljer, de tilsyneladende forkerte valg, han traf, som oftest med et godt resultat til følge. Tingene lykkedes for ham, dels på grund af en vældig god teknik, en særlig fornemmelse for bolden og for øjeblikkets muligheder, dels fordi han ville. Det skulle lykkes, og så lykkedes det også.
Henning Jensen kom til Madrid i 1976 og spillede tre sæsoner i Real Madrid. Klubben vandt La Liga to gange med ham på holdet. Han spillede 81 kampe og scorede 16 mål, hvilket jo ikke er imponerende for en angriber, men ranglede Jensen var heller ingen udpræget måltyv. I sine 125 kampe for Borussia Mönchengladbach 1972-1976 havde han scoret 44 mål, hvilket var bedre, men heller ikke prangende. Alligevel var det netop ham, verdens stærkeste klub ville have. Det var især som oplægger, han brillerede. Henning Jensen så muligheder og skabte chancer, som ingen andre kunne finde, og derfor var han en af verdens absolut mest feterede og eftertragtede angribere i anden halvdel af halvfjerdserne.
Borussia Mönchengladbach ville ikke slippe ham, de anså ham for uundværlig i kampen om det tyske mesterskab, men Jensen stak af til sommerhuset i Løkken, og fra sit eksil meddelte han sin klub, at enten solgte de ham til Real, eller også indstillede han karrieren. Og så ville tyskerne trods alt hellere have pengene. Den første Jensen blev det dyreste spillerkøb i spansk fodbold i 1976 og den dyreste europæiske spiller i det hele taget.
Man må sige, at hans karriere fik en usædvanlig begyndelse. Født og opvokset i Nørresundby spillede Henning Jensen som amatør for danmarksserieklubben Nørresundby Boldklub. Trods usædvanlige evner, som man også havde bemærket i Aalborg, faldt det ham ikke ind at skifte til AaB. Landstræner Strittich havde set den 22-årige danmarksseriespiller brillere i en træningskamp mellem Strittich’ OL-hold og pressens udvalgte. Selvom han spillede i den fjerdebedste række, hev Rudi Strittich ham sensationelt ind på landsholdet i en venskabskamp mod England 3. maj 1972. Det var meningen, at han skulle med til sommerlegene i München 1972, hvor Allan Simonsen og co. jo vandt bronze, men i mellemtiden var Jensen blevet professionel i den tyske storklub Borussia Mönchengladbach, som havde luret, at den magre, platfodede knægt fra landsbyklubben kunne noget særligt, og så kunne han ikke komme med Allan til OL.
I Borussia Mönchengladbach blev han genforenet med angrebsmakkeren fra OL-landsholdet, vejlenseren, Allan Simonsen. Deres samarbejde i angrebet var et af de meget sjældne, nærmest telepatiske makkerskaber, som gør begge spillere 50 % bedre og på den måde nærmest giver holdet en tolvtemand på holdet. Især forkælede Jensen den klejne Simonsen med de oplæg, som var forudsætningen for Simonsens verdensry som angriber. Der var dog andre faktorer med i den fantastiske offensiv. Det var først og fremmest Günter Netzer, den tyske strateg, men også angriberen Jupp Heynckes. Hver for sig havde de verdensklasse, men sammen forekom de på det nærmeste uovervindelige.
De blev tyske mestre sammen to gange, og efter de tre år i Real Madrid sluttede Jensen så sin udlandskarriere af i Ajax Amsterdam, hvor han blev hollandsk mester sammen med Frank Arnesen og Søren Lerby. På den måde opnåede han at blive tysk, spansk og hollandsk mester, uden at have spillet en eneste divisionskamp i Danmark.
Det er vanskeligt at forestille sig, at noget tilsvarende kunne ske i dag. Ja, faktisk er det svært at tro, at et tilsvarende stort talent i dag ville spille i så lille en klub som Nørresundby Boldklub i en alder af 22. Han ville være hentet til en superligaklub allerede som 12-årig. Men Jensen var tro mod sin hjemby og sin barndomsklub, hvor han da også afsluttede karrieren efter et mellemspil hos AGF.
Mellemspillet i Aarhus var ikke helt ligegyldigt for den modne Jensen. Han var i 1982 kun en lille halv time fra at slå legendariske Ulrik le Févres danmarksrekord med nationale mesterskaber i tre forskellige lande. Med AGF kunne Jensen have vundet i det fjerde land. Men i afslutningen af sæsonens sidste kamp udlignede B93 til 2-2 mod AGF, og så blev OB mestre i stedet. Jensen spillede dog to gode sæsoner i AGF.
Siden kom de to rekordmestre Jensen & le Févre i øvrigt til at arbejde sammen om at sælge spillere fra Danmark til udlandet og omvendt.
At det blev Ajax efter Real Madrid, og ikke Juventus, skyldtes kun, at det italienske fodboldforbund på det tidspunkt besluttede at lukke for tilgangen af udenlandske spillere i tre år. Den Gamle Dame havde nemlig bud efter både Jensen og Allan Simonsen. Simonsen var blevet overflødig i FC Barcelona efter Diego Maradonas ankomst (de spillede samme plads; dengang måtte der kun være to udlændinge på holdet, og Barcelona havde desuden Bernd Schuster som den ledende figur på midtbanen) omtrent samtidig med, at Jensen havde kontraktudløb i Madrid, og Torino-klubben drømte om at samle drømmeduoen Jensen & Simonsen fra Borussia, men til Jensens store ærgrelse måtte det blive ved drømmene.
Nå, ja, Wembley! Alle, der var fodbolddrenge i begyndelsen af halvfjerdserne husker også Jensens spektakulære hovedstødsmål på Wembley i en kamp mod et udvalgt EF-hold.
“Det er ud af erindringssporene, jeg kan sætte billedet i bevægelse, bolden er kommet ind fra venstre, den hvide spiller er gået lige op i luften efter den, men deroppe har han måttet kaste sig frem for at nå den, da den er kommet nærmere. Til da har han villet heade mod venstre, men ud af øjenkrogen har han lige sanset, hvordan målmanden inde på stregen har flyttet kropsvægten over på højrebenet, netop for at tage bolden der, hvor den hvide faktisk har lagt an til at placere den. Derfor har denne nu, allerede svævende, måttet beslutte sig til at heade den modsatte vej, rådsnart har han i luften fået trukket kropsbevægelsen ud til venstre, samtidigt har han bøjet nakken og derpå med stor kraft sat panden til bolden. Bolden som nu er på vej ind i det usynlige mål bag den usynlige målmand, der er fanget på det forkerte ben. Den hvide følger bolden med øjnene, ansigtet mærkeligt afslappet og helt åbent, mærkeligt sårbart og forsvarsløst, inden det om brøkdele af et sekund vil blive stramt og glat i triumf”, skriver Hans-Jørgen Nielsen i Fodboldenglen.
Oplæggeren var såmænd ingen ringere end Bobby Charlton. Det var i 1973, og Jensen var udtaget til ‘de tre mod de seks’, en showkamp på Wembley, som festligholdt Danmarks, Storbritanniens og Irlands (de tre) optagelse i EF. Charlton banker bolden ind fra venstre og får den lagt lidt bag vores Jensen, men det skal lykkes! Og så lykkes det. Mirakuløst får han kastet og vredet kroppen bagud og smækket bolden en skalle, så den utageligt brager ind bag målmanden fra ‘de seks’.
“Foran mig på væggen, et stort billede af en fodboldspiller, omtrent det eneste personlige med mig her udover tøjet. Hvidklædt kan han godt ligne en engel, som han hænger der, alene højt i luften, tilskuerne i en udvisket, mælkedis bag ham. Kroppen nærmest frontal, i færd med en vridende bevægelse, højre skulder trukket frem, armen bøjet ind foran kroppen med den knyttede hånd på vej frem, benene vandret ud i luften under den lodrette krop, så der dannes en bue, fra støvlesnuderne til de flyvende hårspidser. Hovedet nærmest i profil, med blikket i delvis modsat retning af kroppens og let foroverbøjet over det store hår, som ved afslutningen af en kraftig bevægelse, hvis resultat øjnene nu følger, dybt koncentreret. Denne skikkelse, kraft og ynde på en gang, svæver altså oppe i billedet, under de hængende ben først et stykke af tribunen, så rækværkets utydelige reklamer, næsten vandrette som benene, så endelig grønsværen.” Fra Fodboldenglen
Billedet af Henning Jensen, der hænger næsten vandret i luften med sit flagrende, halvlange hår hvirvlet rundt om hovedet, har hængt som plakat på tusinder af drengeværelser i de år. Også på mit. Og jeg så ikke engang kampen.
Det blev også omslagsbillede til Hans-Jørgen Nielsens bestseller-generationsroman, Fodboldenglen, fra 1979. Derfor har mange gisnet om, at en af romanens fodboldspillende hovedpersoner, Franke, netop skulle være skabt med Henning Jensen som model.
“Første gang jeg læste bogen, anede jeg ikke rigtig, hvad den handlede om. Den var noget skæv. Jeg ved, at forfatteren Hans-Jørgen Nielsen i ungdomsårene havde spillet sammen med Frank Arnesen i Fremad Amager.
I bogen prøver han at skabe en person, der er en blanding af Frank og mig. Frank kendte han, mig citerede han fra aviserne. Jeg holder meget af Frank, men det bliver altså et mærkværdigt individ. Noget af en krydsning, må jeg sige. Der er meget rigtigt i bogen og det var fint, at der var en forfatter, der dengang tog fodbold alvorligt, men personen holder altså ikke hele vejen hjem”, siger Henning Jensen i et interview til Berlingske Tidende.
Efter EF-kampen kendte hele fodbold-Europa den unge Jensen, men det var en anden kamp, der for alvor gjorde Real Madrid interesseret i den danske angriber. Eller rettere to andre kampe. Borussia Mönchengladbach spillede i 1976 kvartfinale i mesterholdenes turnering (den, der nu hedder Champions League) mod Real Madrid over to kampe. Den første kamp i Tyskland var endt 2-2, og returkampen i Spanien sluttede 1-1, og så gik madrilenerne videre på reglen om flest scorede udebanemål. Men dramaet kan ikke læses ud af disse tal. Sagen var, at tyskerne de facto scorede tre mål på Santiago Bernabéu, men to af dem blev helt uforståeligt annulleret af den hollandske dommer, Leo van der Kroft. Om de klokkeklare fejlkendelser skyldtes det gamle hollandske tyskerhad, en flue i øjet eller gemen bestikkelse, får vi aldrig at vide, men skandalen kostede van der Kroft karrieren.
For Henning Jensen, som scorede et af de annullerede mål, gav kampen i stedet karrieren et skub fremad. Fire måneder senere blev han præsenteret i Real Madrid, hvor han blandt andre skulle spille sammen med stjerner som Santillana, Juan Sol, Paul Breitner, som Jensen boede hos i sine første tre måneder i Madrid og Vicente del Bosque, som senere blev træner i Real Madrid og så det spanske landsholds mest succesfulde træner nogensinde.
Henning Jensen er formodentlig den danske spiller, der har haft størst succes i kongeklubben. Michael Laudrup havde reelt kun en god sæson i Real Madrid, nemlig den første af hans to sæsoner. Jensen havde to, nemlig hans to sidste. Real Madrid og klubbens mange tilhængere ville hellere end gerne have beholdt ham et år mere, selvom han havde rundet de 30.
Da Diego Maradona efter indledende runde af VM i Mexico i 1986 blev spurgt, hvad han syntes om turneringens på det tidspunkt førende hold, Danmark, sagde han (citeret efter hukommelsen) “Hvis de har råd til at lade Henning Jensen blive hjemme, må de virkelig være stærke.” Henning Jensen havde ikke spillet en landskamp i 6 år, men var åbenbart den eneste danske spiller, Maradona kunne komme i tanke om.
Henning Jensens popularitet blandt de ældre tilhængere er intakt, men færre og færre unge fans forbinder navnet Jensen med noget. Der har været så urimeligt mange andre stjerner forbi i mellemtiden: Hugo Sanchez, Butrageño, Laudrup, Raul, Figo, Ronaldo, Zidane og Cristiano Ronaldo, blot for at nævne nogle få.
Inden Jensen fik chancen som professionel fodboldspiller, var han kommuneassistent og gjorde ikke meget væsen af sig uden for fodboldbanen. Og sådan fortsatte det også efter den aktive karriere. Han var en stille nordjyde, som hverken var bange for at arbejde hård eller tage store chancer, men som gjorde det uden store armbevægelser og spansk gestik.
Senere i livet flyttede Jensen tilbage til Spanien, men denne gang til Valencia, hvor han havde en datter og to børnebørn boende. Jensen talte flydende spansk, hvilket er en naturlig forudsætning for succes i Madrid, og i Valencia.
Han så alle Reals kampe på tv eller, når han kunne, på stadion. Han følte sig stadig som en del af familien. Han var da også medlem af veteranklubben, som præsideredes af klubbens største stjerne gennem tiderne, Alfredo di Stefano. Veteranerne har deres egne lokaler og en loge på Santiago Bernabéu.
“I Real Madrid glemmer man aldrig de ‘gamle’ spillere. Vi har vores egen lounge til hjemmekampene. En enkelt gang var vi 450 tidligere spillere – fra 90 år og nedefter – på plads. Det var fandeme sjovt, og festen kom til at vare et par dage. Normalt går det lidt mere stille for sig, men der er vel alt i alt 30-40 tidligere spillere på plads i Loungen. Hver gang. Man er altid velkommen”, fortalte Jensen til Berlingeren.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar