La Victoria 14

Hvad jeg særligt holder af ved dette værk, er motivets og farvernes samvirke med murens egne farver og egen materialitet. Murstenenes blege orangebrune og den grå mørtel understøtter kunstnerens farvevalg. Murens forfald, ujævnheder, krakeleringer, huller og revner giver karakter til det slidte ansigt. Kunstneren har valgt et motiv og en farveskala, som passer perfekt til netop denne overflade, og derfor vil også solens tæring og blegning arbejde med og ikke mod værket.

    Hvem er hun?

La Victoria 13

Selvom man færdes i det samme gaderum og har en fælles lidenskab for at male kvindelige superhelte på nøgne gasbetonmure, har man ikke nødvendigvis den samme opfattelse af, hvordan den slags superhelte ser ud.

Her fornemmer man i hvert fald to ret forskellige opfattelser af det spørgsmål.

    Skal man ligefrem se værket på det nederste foto som en slags kritisk svar på det øverste – eller omvendt?

La Victoria 12

Jeg tror, der findes roser i alle farver, undtagen grøn (ret mig gerne med en kommentar, hvis du har forstand på roser). Men se, hvor flot en grøn kunne være!
    Er der noget Mona Lisa-agtigt over kvinden? Jo, men hvad med den tomme højre øjenhule? Skal vi se hulheden indeni, eller skal der blot være plads til en rose i hullet? Øjet som vase.
    Forestil dig at kigge ud gennem en rose. Eller forestil dig tvært imod at kigge ind i en rose, en grøn rose, når du søger din elskedes blik.
    "Der burde have været roser", skrev J.P. Jacobsen engang som indledningen til en novelle. En sætning, der bliver ved at runge i kraniet, selv år efter man har glemt resten af novellen.

La Victoria 11

Kan også hunde drømme om et lille hus på landet? Næppe, men mennesker kan i hvert fald drømme om at have en hund med den slags romantiske sværmerier. 

Under banyantræet ved El Corte Inglés

Første gang, jeg så ham, sad han på kanten af stengærdet i skyggen fra banyantræet uden for El Corte Inglés og soignerede sig med de remedier, han havde lagt frem i sirlig orden på en sammenfoldet papkasse. Det var den grå moustache, der skulle bringes i orden. Britisk, tænkte jeg først, fra Sydengland, Cornwall, måske. Jeg kan ikke sige præcis, hvorfor jeg tænkte sådan. Jeg hørte ham aldrig sige noget, han talte ikke med de øvrige hjemløse under træet. Var det hans forfinede fingerbevægelser og det luvslidte, men stadig elegante jakkesæt i nålestribet, stålblå uld? Han var så åbenlyst malplaceret på et leje af papkasser. 

    Jeg var på vej til skole med Serena og kunne ikke opholde mig ved synet af den gamle. Serena skulle fortælle mig en drøm, hun havde haft. Hun var død som insekt, jeg fandt aldrig ud af hvilket, men genfødt som en strålende trompet. 

    På vej hjem passerede jeg det samme stengærde, hvor den noble mand nu var i gang med sideskilningen. Det var ikke vanskeligt at få det fedtede, tynde hår til at sidde, men han blev ved med at frisere som i en melankolsk trance, han ikke kunne slippe ud af. Pludselig stivnede han og rankede sig lyttende, og så vendte han sig mod mig. Vores blikke nåede lige netop at mødes; jeg følte, at han i det meste af et sekund ledte efter noget hos mig, eller genkendte noget fra sin tidlige barndom, før han igen vendte sig bort og sank sammen, som om hans krop opgav at forfølge hans tanke. Han skrabede skamfuldt sine sager til sig og lagde dem tilbage i den sorte toilettaske og gjorde ansatser til at rejse sig, men blev så alligevel siddende.

    Siden så jeg ham dagligt gentage den samme rutine samme sted gennem flere år. Han soignerede sig hver morgen lidt i ni under bayantræet ved El Cortes Inglés, indtil han pludselig var borte og aldrig viste sig igen.

Fingertips

Fingertips
Han blev født i Saginaw, Michigan den 13. Maj 1950, og det var en postgang for tidligt, så drengen måtte en tur i kuvøse. Der fik han så meget ilt, at øjnene blev ødelagt. Stevland Hardaway Judkins hed han fra begyndelsen. Da hans mor fire år senere blev skilt, ændrede hun drengens efternavn til Morris og flyttede til Detroit, hvor Stevie kom til at synge i Whitestone Baptist Church’s kirkekor. 
    Sammen med kammeraten John begyndte Stevie at spille på gaden. Hvad John spillede på, aner jeg ikke, men Stevie sang og spillede mundharmonika og trommer. Efterhånden begyndte de at få job til fester og på danserestauranter, hvor Stevie også kunne spille klaver.
    Hans mor Lula skrev selv sange og blev imponeret over ‘Lonely Boy’, som Stevie skrev i 1961, så hun fik ham til at synge den for Ronnie White, der var sangskriver for The Miracles. Han var på og hev Lula og Stevie op til Motown Records, som dengang boede i industribyen Detroit. Den gamle mesterbokser, Berry Gordy, som var boss, syntes, det lugtede af hit og gav Stevie en kontrakt med fast hyre, hvor han skulle synge, spille og skrive under Motowns Tamla-varemærke, hvor han fik 2.50 dollars om ugen og fik tilknyttet en assistent, når han skulle på turne.
'Lonely Boy' blev nu ikke et hit, og i begyndelsen blev Stevie sat til at optræde med coverversioner af populære Ray Charles-sange. Det var den oplagte iscenesættelse af en blind, sort knægt, som kunne synge og spille klaver.
    Det var produceren, Clarence Paul, der gav ham navnet Little Stevie Wonder, da han som 12-årigt vidunderbarn alligevel brød igennem med ‘Fingertips’, som blev nummer 1 på Billboard Hot 100. Det var aldrig sket for en 12-årig før.
    Billedkvaliteten på den her live-optagelse er elendig. Lyden er ikke meget bedre. Der findes en velpoleret studieoptagelse med meget bedre lyd og tværfløjte, men jeg synes, det er sjovt at se, hvordan Stevie bliver lanceret, og også hvordan han spiller med og overtager scenen. 
    Se Fingertips

La Victoria 10

Picassos rædsels-frise Guernica er et oliebemalet lærred, omtrent otte meter bredt og treenhalv højt. Kunstneren, som er fra Málaga, befandt sig i landflygtighed i Paris, da han malede billedet under indtryk af avisernes efterretninger om Legion Condors terrorbombardement af den lille baskiske by Guernica den 26. april 1937, altså under den spanske borgerkrig. Nazitysklands bombardement havde ingen militære mål, men den historiske by blev sønderbombet, og hundredvis af civile omkom. Det var et led i den fascistiske general Francos nedbrydning af den valgte republikanske regering, og det var et af mange tyske brud på den ikke-indblandingspolitik i forhold til borgerkrigen, som verdenssamfundet i princippet havde enedes om, men som Francos venner i Tyskland, Italien og Portugal så stort på, og som derfor kun kom Francos kupmagere tilgode.

    Maleriet var med på Verdensudstillingen i Paris i juni 1937, hvorefter det blev opbevaret i New York frem til 1981, hvor det blev udstillet på Museo Nacional del Prado i Madrid i kølvandet på Francos død og parlamentarismens genindførelse i Spanien. Siden 1992 har Guernica været udstillet på Museo Nacional Centro de Arte Reina Sofia i Madrid.
    Der er lavet et utal af kopier af dette enorme grå/hvide værk med enkelte blåtoner, der viser krigens rædsler og fungerede som et symbol for antikrigsbevægelser, sålænge sådan nogle fandtes. Nogle af kopierne er kulørte, mens andre holder sig til de oprindelige gråtoner. Denne virkelig gode graffitiudgave forsøger at forholde sig loyalt til Picassos farvevalg.
    Graffitien her er en af mange Picasso-kopier, som man kan finde på La Victoria-kvarterets facader.

La Victoria 9

Er det en figur fra en tegneserie? Jeg ved det ikke, men jeg er vild med den her graffiti. Farverne er perfekt afstemt med de kakler, kunstneren har valgt at lade sit værk indramme af, og samtidig danner de douce kulører og den tilforladeligt tantede frisure en fed ironisk kontrast til den uhyggelige langhalsede figur med de blodige fingre og den sære gnaver i favnen.

Morales' medskyld og Bolivias nye chance

De røde får en ny chance i Bolivia

Publiceret december 2020

Søndag den 18. oktober var der parlaments- og præsidentvalg i Bolivia, og venstrefløjen vandt en overbevisende sejr.

En sejr for demokratiet
Den 57-årige Luis Arce fra ekspræsident Evo Morales’ venstrefløjsparti, MAS, blev valgt som landets nye præsident, og dagen efter anerkendte hans stærkeste modkandidat, Carlos Mesa fra centrum-venstre partiet Communidad Cidadana, sit nederlag.

”Fordi vi tror på demokratiet, må vi nu erkende, at valget har fundet en vinder,” 
lød det fra Carlos Mesa om mandagen.

Mesas kandidatur blev ellers bakket op af den højreorienterede overgangsregering, fordi deres egen kandidat, den siddende, konservative kuppræsident Jeanine Áñez, trak sit kandidatur fra præsidentvalget, da det viste sig, at hun ikke var i nærheden af blive blandt de to bedst placerede og således ville have en mulighed for at gå videre til en eventuel anden valgrunde. Og også hun anerkendte hurtigt Luis Arces sejr.

”Jeg gratulerer sejrsherrerne og beder dem om at yde tankemæssigt lederskab i Bolivia og i vores demokrati,” skrev Áñez på Twitter.

Vi venter i skrivende stund stadig på, at den siddende præsident Trump, taberen af det nys afholdte præsidentvalg i USA, kommer med en tilsvarende tilkendegivelse på sin Twitterkonto. Samtidig må man sige, at valghandlingen i Bolivia overstråler den nordamerikanske med en betydeligt højere valgdeltagelse. USA havde ganske vist sin højeste valgdeltagelse i over hundrede år med 66,9 %. Men Bolivia satte national rekord med hele 88,4 %, og valget endte med en sikker sejr for MAS, som fik 55,1 % af stemmerne. Det gav en margin på 26,3 procentpoint ned til den tidligere præsident (i embedet 2003-2005) Carlos Mesa, hvis parti, Communidad Cidadana, fik 28,8 % af stemmerne.

Den højreradikale vold
Det klare afgørelse betød dog ikke, at valget slap for dramatiske efterspil. Få dage efter valget blev minearbejdernes leder Orlando Gutierrez overfaldet og døde senere af sine kvæstelser. Minearbejdernes fagforeningen anklager de såkaldte ’Pititas’ for drabet. Pititas er en højreekstrem bevægelse, som spillede en afgørende rolle i det kup mod Evo Morales’ MAS-regering, som bragte Jeanine Áñez til magten i 2019. Pititas har igen i år underkendt valgresultatet. Drabet blev startskuddet til en ny bølge af politisk uro og vold frem mod regeringsskiftet den 8. november.
    Den dræbte 36-årige fagforeningsformand spillede en central rolle i fagbevægelsens protester mod Jeanine Áñez’ regime i november 2019. Da MAS (Bevægelsen for Socialisme) blev udråbt som valgets vinder i 2019, blev resultatet afvist af den samlede højrefløj i landet, som iværksatte omfattende voldelige protester. Det førte til, at militæret greb ind og iværksatte et kup, som straks fik Trump-administrationens opbakning.
    Ifølge TV-stationen TeleSur havde Orlando Gutierrez få dage inden 2020-valget advaret regimet om, at ”Bolivias ville minearbejdere mobilisere”, hvis højrefløjen igen skulle finde på at underkendte valgresultatet.

”Jeg udtrykker min dybeste sorg over broder Orlando Gutierrez’ bortgang. Han var en stor minearbejderleder, som stædigt forsvarede det bolivianske folks interesser”, udtalte Bolivias nyvalgte præsident Luis Arce ifølge TeleSur.

Valget i 2019
Evo Morales var ikke selv uden skyld i det kup, som satte ham fra magten i 2019. Han insisterede efter sine 15 år ved magten på at stille op til en fjerde valgperiode, hvilket præsidenten ifølge Bolivias forfatning ikke kan. De har en rotationsregel, som kan sammenlignes med USA’s (eller med den, Enhedslisten praktiserer over for partiets fuldtidspolitikere), og Morales’ udemokratiske forsøg på at omgå denne konstitutionelle bestemmelse er en vigtig påmindelse om, at selv i udgangspunktet demokratisk og antiautoritært indstillede ledere kan have svært ved at slippe magten. Og i Nicaragua og Venezuela ser vi tydeligt resultaterne af, at have det samme regime siddende for længe: korruption, selvberigelse, nepotisme og underminering af demokratiet.

Kuppet
Op til valget i 2019 var Morales var stadig populær i brede kredse, hvilket ikke alene valgresultatet (trods de usikkerheder det rummer) vidnede om. Der opstod også en bølge af demonstrationer for at genindsætte Morales som præsident. De blev mødt med brutal vold af sikkerhedsstyrker, efter at kuppræsidenten Jeanine Áñez havde undtaget politi og militær for strafferetligt ansvar i operationer, der ”havde til formål at genoprette orden og offentlig stabilitet”.
    Den daværende anden senatsnæstformand Jeanine Áñez erklærede sig for fungerende præsident under henvisning til den forfatningsmæssige magt-rækkefølge, hvor hun blot var nummer fem efter præsidenten, vicepræsidenten, senatsformanden og første senatsnæstformand.
    Det var hæren, som pressede Morales og hans vicepræsident til at træde tilbage, angiveligt med henblik på at bringe de omfattende uroligheder, som fulgte i kølvandet på det kaotiske 2019-valg, til ophør. OAS’s (Organisation of American States) valgobservatører rapporterede både om ’uregelmæssigheder’ op til valget og under optællingen. På valgaftenen blev en foreløbig optælling af stemmerne afbrudt på et tidspunkt, hvor Morales føring over Mesa så ud til at falde til under 10 procentpoint, hvilket er minimumsgrænsen for at afgøre valget i første runde og således ville udløse en anden valgrunde mellem de to bedst placerede kandidater. Da den endelige optælling forelå nogle dage senere, viste resultatet ganske vist, at Morales lige akkurat havde opnået mere end 10 procentpoint flere stemmer end Mesa, men afbrydelsen af optællingen stillede ikke Evo Morales’ regering i noget heldigt lys. Ganske som USA’s præsident Trumps forsøg på at standse optællingen af stemmer i de stater, hvor han så ud til at kunne miste sin føring.
    Uregelmæssighederne fik i første omgang OAS til at anbefale et nyvalg. Deres foreløbige rapport fik oppositionen til at konkludere, at der var tale om valgsvindel, og herefter eskalerede situationen. Der var demonstrationer både for og imod Morales, og flere omkom under sammenstødene mellem de to demonstrerende grupper. Morales erklærede derfor, at han ville følge OAS’ anbefaling og udskrive nyvalg, men det var ikke tilstrækkeligt til at stoppe konflikten. Samme dag, som rapporten udkom, opfordrede hærchefen Williams Kaliman på direkte TV Morales til at gå af. Militærets alvorlige opfordring fik Morales til at drage i eksil sammen med store dele af sin regering. Morales’ flugt efterlod Bolivia i et magtmæssigt vakuum, som højrefløjen og USA ikke var sene til at udfylde.
    Morales havde gjort sig sårbar ved at finde et påskud for at stille op til den konstitutionsstridige fjerde præsidentperiode, og det var ikke lykkedes ham at sikre en pletfri valghandling. Men selv hvis hans ufrivillige tilbagetrædelse skulle være berettiget, havde Áñez på sin side ingen legitim ret til at udråbe sig selv som præsident.

”Hvis Senatet vælger at anerkende min begæring om tilbagetrædelse og i stedet indsætter en midlertidig præsident, så bør det være formanden for Senatet,” udtalte Morales.

Jeanine Áñez’ illegitime overgangsregering
Formanden for Senatet var Adriana Salvatierra, og med præsidenten og vicepræsidenten i eksil var hun den retmæssige vikar. Jeanine Áñez hævdede imidlertid, at Salvatierra havde trukket sig samtidigt med Evo Morales og vicepræsidenten, men det er tilsyneladende ikke sandt. Da Senatet samledes for at tage stilling til spørgsmålet om præsidentposten, mødte Salvatierra op for at gøre krav på sin post, men hun blev nægtet adgang af de betjente, som stod vagt ved indgangen til Senatet, fortæller i hvert fald nyhedsbureauet Prensa Latina.
    Det lykkedes Jeanine Áñez at få Senatet til at udpege sig som præsident, hvilket kun var muligt, fordi Morales’ parti Movimento al Socialismo (MAS) boykottede afstemningen i Senatet. 2019-valget var blevet erklæret ugyldigt, og derfor bevarede de tidligere valgte medlemmer af Deputeretkammeret og Senatet deres pladser. Dette resulterede i, at Morales’ MAS-parti stadig havde flertal i begge kamre. Senatet var således ikke formelt beslutningsdygtigt, da Áñez blev udnævnt. Der var ikke nok medlemmer til stede. Alligevel blev udnævnelsen efterfølgende ratificeret af den bolivianske forfatningsdomstol.
    Áñez’ regering var ikke valgt, havde ikke noget parlamentarisk flertal bag sig og ingen demokratisk legitimitet, og den var i princippet kun tiltænkt en rolle som forretningsministerium, hvis primære rolle var hurtigst muligt at afholde nyvalg. Men sådan gik det ikke. Tværtimod begyndte den hurtigt at føre politik, som var den en ordinær regering. Fx anerkendte kupregeringen den kontroversielle, højreorienterede oppositionspolitikker Juan Guaidó som Venezuelas præsident (endnu et højreorienteret kup mod en venstreorienteret regering, som havde fejlet), og den afbrød de diplomatiske forbindelse med Cuba og Iran. Og så blev den under påskud af pandemien ved med at udskyde tidspunktet for nyvalg.

Den danske regerings pinlige svigt
Den danske regering turde ikke mene noget om dette kup, som blev bakket op af Trump, men en lang række andre lande og ledere tog afstand fra det. Det gælder blandt andre Senatet i Argentina, regeringslederen i Uruguay, præsidenterne i Cuba, Venezuela, Nicaragua og resten af de såkaldte ALBA-lande samt Mexicos regering, der gav asyl til Evo Morales. Mexicos udenrigsminister erklærede, at Morales var blevet afsat ved et kup. Morales fløj herefter til Mexico sammen med sin vicepræsident og flere andre medlemmer af sin regering. Senere fik han asyl i Argentina.
    Nye valg til Senatet og præsidentposten var planlagt til 3. maj 2020, men under henvisning til Corona-pandemien meddelte det bolivianske valgorgan, TSE, en udsættelse af valget. Morales parti, MAS, accepterede modvilligt denne første forsinkelse. Valget blev siden udskudt to gange mere i lyset af massive protester og vold, før det endelig blev afholdt den 18. oktober.
    Bolivia har fået en ny start, og landets venstrefløj har fået en ny chance, fordi befolkningen ønsker det. Håbet må nu være, at MAS har lært af Evo Morales’ fejltagelser, vil fokusere entydigt på befolkningens interesser og aldrig skabe tvivl om, at de er demokratiets fremmeste vogtere.

La Victoria 8

Denne graffiti kan vi roligt kalde kulturpolitisk aktivisme. Det er en støtteerklæring til La Invisible, der blev etableret som kulturhus af aktivister i en bz'at bygning i centrum.
    Der var tale om en offentlig bygning, som have stået tom i en årrække. Men nu vil kommunen sælge huset, så der kan etableres flere turistlejligheder. Dem er der ellers i forvejen rigeligt af i Málaga. Til gengæld er der ikke rigtig andre steder i Centrum, hvor byens borgere kan gå hen og arbejde med deres kulturelle projekter.
    La Invisible ligger ikke i La Victoria-kvarteret, men er elsket også her og beskyttet af aktivister fra hele byen.

Hvad man ved og ikke ved i drømme

Jeg havde engang en overraskende drøm om de to tennislegender Billie Jean King og Martina Navratilova.

Det gjaldt om at vide mest. Ligegyldig faktuel viden. Jeg befandt mig i en konkurrencebetonet samtale med Store Mogens (en fiktiv figur fra en novelle og en roman), da jeg pludselig fik øje på de to sportsstjerner på en bænk i byrummet. Det var min chance. Jeg spurgte, om han vidste, hvor mange Grand Slam-titler, der sad der på bænken.

    – Næ.
    – Mindst 50! sagde jeg.

    Han troede mig ikke.
    Jeg spankulerede selvsikker frem til Navratilova og spurgte.
    – Hvor mange Grand Slam-titler er det egentlig, du har vundet? Det er 30, ikke?
    – Nej nej, slet ikke, sagde hun. – Jeg har kun vundet 18.
    Jeg var flov over at have foreslået noget så absurd.
    – Det kan da vist aldrig blive 50 tilsammen, sagde Store Mogens.
    Legenderne grinte.
    – Nej, vi har kun 30 tilsammen, sagde Billie Jean King. – Jeg har vundet 12.

Så blev jeg vækket af min datter Serena, som i værelset ved siden af lå og grinede højlydt i søvne.

    Det pudsige ved drømmen er, at begge tal var korrekte. Jeg tjekkede det med det samme. Navratilova har vundet 18 Grand Slam-titler i single og Billie Jean King 12. Det vidste drømmens Jeg åbenbart ikke, men bag dette Jeg arbejdede en drømmekonstruerende bevidsthed, som kendte disse tal, og som lod de to tennisspillere fortælle drømmens Jeg, hvordan det forholdt sig.

    Før den nat havde jeg aldrig tænkt over, at jeg netop måtte have en aktiv drømmekonstruerende bevidsthed, der vidste noget, som drømmens Jeg ikke vidste, og som heller ikke min vågenbevidsthed kunne huske.

Jeg bør måske lige tilføje, at King i alt har 39 Grand Slams under bæltet, hvis man tæller doublerne med, og Navratilova hele 59.

Fire digte og spar 8

Forlaget Ekbátana udgav i 2021 et sæt spillekort med nye digte af 34 danske digtere. Dem kan du finde i en boghandel, men også her:

    Du kan også læse en omtale her og her.

    Og her kan du se, hvordan man spiller Kalliope – det kultspil, som vi i sin tid udviklede til netop dette sæt spillekort.
    I foråret 2020 sendte jeg 4 digte til forlaget, som havde indkaldt bidrag til den opfindsomme og smukke antologi. Et af dem blev udvalgt til spar 8. Her er de 4 digte, jeg sendte.

1.
Hvor skal jeg 
lede efter de elleve
lyster, som
raslede ud af min
krop under
flugten?

2. 
Jeg tænker på at lave
lister over alle dine
svigt; nej, kun de 
otte, der er 
små nok til, at vi kan
tale om dem.


3.
Eller dengang du skar de
syv bedste
ord ud af mit
sprog
og gav dem til
hunden.


4.
Jeg elsker
ni mænd, sagde du engang.
Kun de
tre røde var
mig.

La Victoria 7

På en åben plads som denne, uden butiksfacader og indgangsportaler, er der frit spil. Alt kan bemales. Og derfor maler man i umiddelbar forlængelse af hinandens værker, eller ind over hinanden. Mon ikke det ligger i genrens væsen? Det ucensurerede, det demokratiske ved den: at alle taler med samme ret.
    Men tit ser man, som her, at det er dem, der sætter tags, som maler over andre gadekunstneres værk, mens den, der selv maler større værker, tilføjer sit eget maleri som en respektfuld (eller sarkastisk) ramme om eller en kommentar til det maleri, som var der i forvejen. Derfor har de således sammenkoblede værker ofte noget interessant at sige hinanden. 

Tyndskid og tøserne

Når der er forårsrengøring, skal de alle tre være med. Anton pudser vinduer, Vanille ordner badeværelserne og køkkenet, og Bo skal støvsuge. Det er Vanille, der har lagt planen, men Bo vil kun støvsuge på sit eget værelse.
    – Det er ikke mig, der har svinet gulvet i soveværelset, siger Bo.
    – Nej, men det var dig, der sad med de popkorn i sofaen i aftes, siger Vanille.
    – Ok, så støvsuger jeg sofaen.
    – Du støvsuger hele huset, siger Vanille. – Der er ingen dessert til arbejdsnægtere.
    – Jeg kan ikke lide rabarbergrød, siger Bo.
    Vanille sukker.
    – Kan du ikke snakke med din luddovne søn? spørger hun sin mand.
    Anton hopper ned fra vindueskarmen og kalder Bo helt hen til sig.
    – Du ved godt, at mor er kirurg, hvisker Anton. – Hvis du ikke gør, som hun siger, skærer hun din lever ud.
    Han viser Bo sit ar.
    – Det var blindtarmen, far, siger Bo. – Og det var ikke mor, der skar den ud.
    – Har du set? Der er fjorten sting!
    – Far, altså!
    – Ok, det var ikke meningen, at jeg ville fortælle dig det her, siger Anton, – men kan du se det hus derovre?
    Han peger på nummer 14, skråt overfor.
    – Thorsens? spørger Bo.
    Hans far nikker alvorligt.
    – Det har ikke altid været Thorsens hus, siger Anton. – Hækken har ikke altid været klippet så pænt. Da jeg var dreng, var det der, Tyndskid boede.
    – Tyndskid?
    – Ja, han hed egentlig Lars Løvstik, men vi kaldte ham aldrig andet end Tyndskid.
    – Hvorfor det?
    – Det er nemmere at banke nogen, hvis man kalder dem noget grimt.
    – Jeg synes, du skal kalde ham Lars.
    – Ok, men vi bankede ham altså alligevel.
    – Hvorfor bankede I ham?
    – Fordi han var en tyndskid.
    – Far!
    – Ok, så får du hele historien.
    Anton sætter sig på støvsugeren og folder hænderne over brystet.

”Det begyndte med, at Lars' mor var blevet træt af at pille blåsøm ud af tæppet på drengens værelse. Hun vidste, at de alligevel ville ligge der igen næste eftermiddag. Drengen elskede de søm. Det var dem, han brugte, når han havde besøg af sine venner Rosa og Klara. Så skulle de hamre kasser sammen.”

– Legede han med piger? spørger Bo imponeret.
    – Ikke med piger sådan i almindelighed, men med postarbejder Mogensens frække tvillinger.
    – Havde han ingen drengevenner?
    – Hør nu efter!
    Så sætter Anton sig over til Bo i højre side af sofaen, piller et popkorn op fra revnen mellem to hynder, putter det i munden og fortsætter fortællingen:

”Moren orkede ikke at rydde Lars' blåsøm op hver aften, så en dag besluttede hun, at støvsugeren måtte tage de søm, drengen havde ladet ligge på gulvet. Hun var flov over at gøre det på den måde, det er klart, så hun sendte Lars ned efter flæskesmåkød, så hun kunne gøre det, mens han var ude.
    Det sjove var, at selvom hun var flov over at støvsuge Lars' søm, og i øvrigt passede godt på ikke at suge de legoklodser op, som også lå over det hele, så nød hun at se de små søm forsvinde op i mundstykket. Hun følte sig stærk, som om støvsugerens styrke var hendes.
    Så lavede hun mad.
    Moren kiggede undersøgende på sin søn, da han kom ned til frikadellerne senere samme aften, men han smilede bare til sin mor og skovlede persillesovs op, som om intet var hændt. Og det var der sådan set heller ikke; Lars savnede ikke de søm.
    Senere kom tøserne forbi, og så arbejdede de med kasserne alle tre, Lars og postarbejder Mogensens rødhårede tvillinger. Lars' egen søster gad ikke at være med, men Lars og tvillingerne sad og hamrede, til ølkusken fra nummer tolv ringede på og venligt fortalte, at klokken var over et.
    Næste dag var gulvtæppet igen fyldt med blåsøm og små kærvskruer, som Tyndskid og tøserne ikke havde gidet samle op, og nu var moren ikke længere så flov. Og heller ikke så forsigtig. Også de løse legoklodser, som lå på gulvet, røg med op i støvsugeren. Der lå også to knækkede kiks og en kvart ostemad under sengen.
    – Ssschluuurp!
    Det var fantastisk, som den maskine kunne sluge, det var som et stort forsvindingsnummer. Hvor var det dog meget lettere på denne måde!
    Det var her, moren fik den tanke, at det kunne være ligegyldigt for edderkopperne, om de blev basket af en foldet avis og fjernet med en våd klud eller simpelthen blev suget ind i støvsugerens grå papirspose. Sådan set var det bedre; de fik da lov at leve lidt længere på den måde.
    Dagen efter besluttede Lars' mor, at det legetøj, som knægten ikke gad lægge på plads, ikke betød nok for ham. Ikke var vigtigt.
    – Ssschluuurp!
    – Hvor er mine blå legoklodser, mor? spurgte Lars. – Jeg mangler alle firerne.
    Det kunne hun ikke svare på, men drengen lærte forbløffende hurtigt at lægge tingene på plads.
    Vores kvarter var anderledes dengang. Flere børn hang ud i gaderne.
    – Der går tyndskid og tøserne! råbte Ivan, og så var vi over dem.
    Tøserne var kommet trækkende med Lars i den kassevogn, de havde bakset sammen oppe på hans værelse. Så havde vi den at lege med. Vi kørte den helt i smadder og smed stumperne ind i forhaven ved nummer 14. Tvillingerne kunne vi ikke banke, det gjorde man ikke dengang, med piger altså, men Lars fik en grundig omgang med græs i munden og grus i underhylerne, olferten og det hele. Så kunne han lære det."

– Lære hvad? spørger Bo.
    – Ja, men altså, du ved ...
    – Næ, siger Bo.
    – Jamen, det var jo det med, at han var for fin til at lege med drenge. Som om han var bedre. At han ikke ville spille fodbold med os andre. 
    – Du har da heller aldrig spillet fodbold, far, siger Bo.
    – Nej, men det var i hvert fald sådan, Ivan så på det, siger Anton.
    – Og alle andre gjorde bare, som Ivan sagde? spørger Bo.
    – Du ved, hvordan det er, Bo. Ingen stiller sig op i køen til den næste olfert.
    Bo sætter sig helt ud i venstre side af sofaen.
    – Fortsæt! siger han.

”Nå, men nu var Lars' mor begyndt at kede sig: Der var efterhånden ikke andet end støv at hente på drengens værelse. Der lå aldrig noget på gulvet mere. Det chokerede hende, at hun savnede det sug, hun havde fået i maven af at se legoklodserne forsvinde op i mundstykket, men sådan var det. Ok, der var stadig edderkopper at gå efter, men det var ikke nok. Det var derfor, hun havde bedt Lars' far om en større maskine.
    – Det er jo ikke et drengeværelse, men et værksted, havde hun sagt.
    Næste lørdag fik hun sin industristøvsuger.
    Der gik ikke ret lang tid, før hun opdagede, at den nye maskine sagtens kunne tage de døde rotter og solsorteunger, som Hvidemis slæbte med ind. Nu blev det sjovt igen. Hun skruede helt op for Aftermath med The Stones, og så tog hun ellers alt, hvad hun kunne finde på stuegulvet, og i soveværelset. De beskidte sokker, som Lars' far havde ladet ligge ved siden af sengen. Det var også lettere end at vaske.
    Når der ikke allerede lå noget, hun kunne suge op fra gulvet, kunne hun godt komme til at skubbe lidt til sofabordet, hvor Lars' far havde piben liggende i et askebæger, eller til hans skrivebord, hvor der altid lå løse papirer i store stakke. Hvis man lagde tingene på den måde, var man selv ude om det, syntes hun.
    Men det bedste var, når der en sjælden gang løb en mus gennem stuen. Støvsugeren var så stærk, at den kunne trække musen ind fra en halv meters afstand.
Lars var en sær lille skid. Selvom vi havde ordnet ham flere gange allerede, var han bare blevet ved med at komme flintrende gennem Kildevældsgade i sine mere og mere udsyrede sæbekassevogne. Det var, som om, han ville vise, hvor ligeglad han var med os. Jo mere, vi bankede ham og smadrede hans vogne, desto større vogne byggede han sammen med tøserne. De malede dem også. Jeg husker en brændende cowboy med grønne tænder og orange øjne på siden af en vogn, der ellers lignede Pentagon.
    Du skulle have set de vogne, Bo!"

– Du lyder helt stolt far, næsten som om du selv havde bygget dem! siger Bo.
    – Hvad mener du? 
    Bo smiler. Hans far finder et popkorn mere.
    – Nej tak, siger Bo.
    Anton propper det i munden og tygger det, som om det var af gummi. Så spytter han det ud i hånden og kigger på det.
    – Kom nu videre, far! siger Bo.

"Ja, altså: Når Lars og pigerne bare blev ved med at bygge de her vilde kareter, betød det selvfølgelig også, at vi blev nødt til at banke knægten så meget desto mere. Lars kom hjem med blå og gule øjne, med flækkede læber og trykkede ribben.
    Hans forældre var bekymrede.
    – Jeg væltede med vognen, mor, sagde han bare.
    Lars' far ville forbyde drengen at lege med tvillingerne.
    – Det er de rødhårede tøser, der får ham til det. Sådan er det i puberteten, sagde han.
    – De går i tredje klasse, Antonius, sagde moren.
    Så ville faren i det mindste forbyde dem at bygge flere kassevogne, men moren sagde:
    – Hvad skal han så lave? Det er jo det eneste, han kan finde ud af.
    – Nå, men så må du selv lappe ham sammen næste gang, han går i stykker.
    Det lovede moren. Det var alligevel altid hende, der tog sig af det.
– Hvor er Hvidemis? spurgte Lars en tirsdag efter skoletid. – Jeg har ikke set ham siden i fredags.
    – Næ, sagde moren. – Men vi må have gjort noget ved den støvsuger. Den kan jo ikke engang tage et helt gennemsnitligt billedleksikon.
    – Mor! råbte Lars og drønede op på værelset for at se, hvad der ellers manglede. Heldigvis havde støvsugeren ikke taget den nye kassevogn, de var i gang med.
    Lidt efter dukkede tvillingerne op. Så blev der hamret igennem, og det var ikke bare med små blåsøm, men også nogle ordentlige stifter, for nu var de i gang med den største kassevogn i Østerbros nyere historie.
    – I skal bruge den her, ikke? hviskede Lars' mor, da trioen lidt over midnat var listet ned efter ostemadder, og klappede støvsugeren, som stod parkeret ved siden af hendes lænestol. – Vi låner motoren fra fars BSO. Den kører han alligevel aldrig på.
    – Men ved du overhovedet, hvordan man monterer sådan en på en støvsuger? spurgte Lars.
    Det vidste hun. Faktisk var der ikke så meget, hun ikke vidste.
    – Og så skal I finde en større slange! sagde hun til Klara og Rosa.
    – Som den her? sagde Klara og viste hende det nedløbsrør, Lars havde haft liggende på reolen siden sidste ombygning i ejendommen.
    – Større, sagde moren. – Meget større!
Næste morgen kom tvillingerne og hentede Lars. Så trak de ham til skole i den nye kassevogn. Det var første gang, de havde haft en vogn med i skole. Det var enormt provokerende, at de kom på den måde, som om de ejede det hele. Det er klart, at Ivan ikke ville finde sig i det. Han var violet i hovedet og kunne ikke tale rent af bare arrigskab. Nu ville han en gang for alle gøre det af med den lille blærerøv.
    Lars og pigerne parkerede midt i skolegården, som om de ikke kunne vente med at få alle de bank, vi havde med til dem. Vi dannede en stor cirkel om vognen. Vi var fem i Ivans gruppe, men alle skolens børn samlede sig omkring den sære, brummende vogn, som tvillingerne kom trækkende med.
    – Sidder du og skider i bukserne derinde? råbte Ivan.
    Lars sagde ikke noget.
    – Man kan jo høre, hvordan det sprøjter ud af røven på dig, fortsatte han. – Sådan en lille skidespræller.
    – Tyndskid, Tyndskid, Tyndskid! råbte skolens børn i kor.
    Pludselig rejste Lars sig op i vognen.
    – Vil du med ud at køre, Ivan? råbte han.
    Ivan sprang op på siden af kassevognen, men kunne ikke trække sig op over kanten.
    – Nu skal jeg hjælpe dig, sagde Lars, og så så vi noget, vi aldrig havde set før: En monstermaskine med en slange så tyk som en olietønde. 
    – Ssschluuurp!!!
    Tvillingerne hjalp Lars med at holde slangen, mens Ivan blev suget op i vognen og forsvandt ind i den kæmpe sæk, som lå på ladet. Så slukkede Lars for støvsugeren, og tvillingerne sprang ned og trak af med vognen.
    Siden er der ingen, der har set Ivan. Resten af os fandt nogle andre at banke, og Lars' mor besluttede sig for at læse til ingeniør.”

– Er det det hele far? spørger Bo.
    – Ja, hvad mere behøver du at vide, Bo? Den, der støvsuger, styrer showet!
    – Jeg skal nok støvsuge, og det var en god historie, far.
    – Tak, Bo.
    – Men den var ikke helt sand, vel far?
    – Fuldstændig!
    – Man må ikke støvsuge en dreng, siger Bo og lægger hovedet på skrå.
    – Det måtte man godt, da jeg var dreng.
    – Men Ivan kom ikke ind i støvsugeren, vel?
    – Måske ikke helt ind. Jeg husker det ikke så tydeligt. Men ellers er det en sand historie.
    – Og det var dig, der var Tyndskid, ikke? 
    – Hvorfor tror du det?
    – Hvordan skulle du kunne vide alt det om, hvad der skete hjemme hos Lars, hvis det ikke var dig selv?
    – Nå ja, men hvad gør det, at man begynder livet som Tyndskid med tøserne, hvis bare man har haft en skøn-tid med øserne? siger Anton.
    – Du er ved at lære det, far, siger Bo.