For en uges tid siden afholdtes et filosofisk seminar på Syddansk Universitet i Odense som lettere forsinket fejring af professor Søren Harnow Klausens 60års fødselsdag. Jeg var blandt oplægsholderne på seminaret, og efter mit oplæg◊, som handlede om forholdet mellem filosofi og skønlitteratur, spurgte Harnow Klausen mig, hvordan jeg personligt forholdt mig til den relation. Spørgsmålet var afledt af min dobbeltrolle. Jeg skriver både skønlitteratur og filosofisk faglitteratur, og betyder det så, at jeg har et filosofisk ærinde, når jeg skriver skønlitteratur? Det spørgsmål svarede jeg benægtende, men kortfattet på.
Formodentlig blev det klart, at jeg er separatist. Det er imidlertid ikke blot sådan, at jeg ikke ønsker at løse eller klargøre et filosofisk problem med min skønlitterære tekst. Min separatisme går så vidt, at jeg ikke kan skrive skønlitteratur i en periode, hvor jeg arbejder på en filosofisk tekst. Eller mens det filosofiske problem arbejder i mig, skulle jeg måske sige, for det gør det nærmest permanent, når jeg er i gang med sådan en tekst/bog. Altså også, når jeg ikke lige netop sidder og læser eller skriver om det. Filosofien så at sige forurener min bevidsthed med en teoretisk rationalitetsform, som er kunstnerisk uproduktiv for mig. Jeg kan uheldigvis ikke befinde mig i begge tilstande samtidig. Jeg kan godt skrive om et filosofisk anliggende, mens jeg skriver skønlitteratur, altså som en del af en skønlitterær tekst, men i så fald uden at forholde mig i egentlig forstand teoretisk til det filosofiske problem. Jeg kan fx fortælle om en person, som tumler med begrebet tid. Men så er det særligt personens tumlen, jeg fokuserer på, snarere end problemet.
På den anden side: Det, jeg laver, når jeg ikke skriver skønlitteratur, former min væren i og tilgang til verden, som det vel gør for enhver. Og den væren og tilgang til verden, former mit blik og mit sprog. Det er en banal konstatering. Når jeg skriver skønlitteratur, er jeg stadig et filosoferende menneske, et politisk menneske. Jeg er den samme. Stadig korrekturlæser og redaktør. Liverpool- og Atleti-fan. Antiautoritær socialist. Nomade og fiskersøn. Fløjtefanden, rimsmed, spasmager, glemsom, tynd- og gråhåret, fattig, usikker og distræt. På samme tid romantiker og kyniker. Mand og far. Og så videre. Intet af det holder jeg op med at være, men filosoffen er ikke i arbejdstøjet, når jeg skriver romaner, noveller eller digte.
Jeg kan i øvrigt heller ikke skrive skønlitteratur om formiddagen, hvis jeg har set nyheder om morgenen, for det sætter mig straks i gang med at ville løse et samfundsmæssigt problem. Jeg begynder automatisk at tænke praktisk-ideologisk og i en vis forstand usanseligt. Det fungerer ikke for mig, og det tager tid at komme ud af den modus igen. Der er ganske vist ting, jeg kan gøre for at komme det. Jeg kan sætte musik på. Dvorak, Smetana, John Coltrane, Art Pepper eller Thomas Koppels Improvisationer. Men aldrig Nina Simone, for det skal være uden tekst. Og kun sjældent Thelonious Monk, som almindeligvis vil være for kantet og intellektuelt eksperimenterende i sin lyd, medmindre han da spiller ‘Round Midnight, som altid fungerer, uanset hvem der spiller den.
Eller jeg kan gå en tur på et bjerg eller rundt om Sundsøen. Det virker. Men bedst er det at skrive, når jeg lige er vågnet. Uden at se nyheder, for alt i verden uden at kigge ind på Facebook og uden at genlæse det seneste afsnit af den filosofiske tekst, jeg pusler med. Ideelt set skal det være, mens jeg stadig er stemt af en drøm, selvom selve drømmen måtte være borte.
Omvendt kan jeg hoppe den anden vej, når jeg vil. Det er aldrig svært at springe tilbage til den teoretisk filosofiske rationalitetsform – eller for den sags skyld den praktisk-politiske, det er endnu lettere. Måske fordi, det er den form for problemorienteret tænkning, vi er nødt til at befinde os i det meste af tiden.
Ikke destomindre skal jeg altid være intellektuelt vågen, når jeg skriver. Det gælder også, når jeg skriver skønlitteratur. Jeg kan ikke blot skrive på den pludseligt opståede inspiration fra verdensaltet, som måtte flyde gennem mig. Derfor kan jeg heller ikke skrive i en hashkoger eller halvbrandert, som enkelte af mine gode kolleger kan – eller måske ligefrem foretrækker. Jeg kan ikke skrive, hvis jeg har drukket blot en enkelt øl. At skrive indebærer nemlig altid OGSÅ et analytisk arbejde, som kræver, at jeg er klar i hovedet, vågen og opmærksom. Men jeg leder efter et førteoretisk udgangspunkt for analysen af det konkrete genstandsfelt, som er i fokus. Jeg forsøger at gå fordoms- og forudsætningsfrit til sagen og ikke betragte den gennem en teoretisk forforståelse. Det er for så vidt en umulig opgave, da selve sproget, de almenbegreber som jeg skriver i, er bygget op af den slags forforståelse. Alligevel er det, hvad jeg forsøger.
Hvis der er tale om en roman, skal der ovenikøbet være en overordnet struktur, som hænger sammen. Det sker ikke blot af sig selv. Jeg har ikke en formel for, hvordan det kommer på plads. I den forstand ved jeg ikke, hvordan “man skriver en roman”, for det har skiftet fra gang til gang. Men det har altid involveret et intellektuelt arbejde.
Så alt i alt må min skønlitterære skriveproces være en blanding af en opmærksom lytten efter sprogets musik, en sanseligt vågen rettethed mod konkrete genstande, forløb og mentale tilstande og så en intellektuelt vågen, tilstræbt førteoretisk, analyse af det samme – plus et blik for den overordnede struktur. Det er de fire vågenheder, der indgår i et samarbejde, som nogle gange blot er et skifteholdsarbejde, mens de andre gange arbejder synkront og tættere forbundet.
◊Vi forsøger at få de fem oplæg udgivet samlet som et festskrift.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar