KAPITEL 9: Hvad er en forfatter? (andet klip)

Gayatri Spivak og subalternens tavshed 

Hvor Barthes erklærer, at forfatteren ikke gør andet end at nedfælde citater, giver den indiske litteraturkritiker Gayatri Spivak et bud på, hvad det så er, forfatteren citerer, altså hvad det er, der taler gennem forfatteren. Hun skelner mellem Vertretung, som er at træde i nogens sted eller handle på vegne af nogen (politisk repræsentation), og Darstellung, altså fremstilling eller portrættering af nogen (æstetisk repræsentation). Spivak mener at kunne vise, at subalternen (fx en underklassekvinde i den tredje verden), der er marginaliseret af dominerende magtstrukturer, aldrig kan repræsenteres adækvat, hverken politisk eller æstetisk. End ikke en nok så sympatisk indstillet forfatters stemme formår dette, fordi subalternens virkelighed altid formidles og forvrænges af de hegemoniske diskurser og vokabularier, som forfatteren selv er konstrueret af. 
    Teksten eller værket er derfor ikke et produkt af et autonomt forfattersubjekt. Den Derrida-inspirerede Spivak dekonstruerer forfatteren som et fragmenteret subjekt, en funktion af sprog, magtstrukturer og diskursive formationer, der går forud for og er større end individet. Forfatteren kan derfor ikke skrive fra et neutralt sted eller repræsentere subalternen på autentisk vis, men kommer tværtimod til at reproducere hegemoniske magtstrukturer (koloniale og postkoloniale magtforhold, økonomiske og kønsbetingede strukturer), selv når intentionen er den modsatte. Når det hegemoniske sprog taler gennem forfatteren, er intention og mening således aldrig under forfatteres egen kontrol. Den humanistiske idé om forfatteren som et suverænt subjekt er en tanke, Spivak forbinder med vestlig oplysningstænkning og kolonial ideologi. En falsk forestilling. 

“Mellem patriarkat og imperialisme, subjekt-konstitution og objektdannelse forsvinder kvindens figur, ikke ind i en uberørt intethed, men i en voldsom pendulfart, som er den fordrevne figuration af ‘tredjeverdenskvinden’ fanget mellem tradition og modernisering” [Gayatri Spivak: ‘Can the Subaltern Speak?’, side 102]. 

Således skriver Spivak i den postkoloniale klassiker ‘Can the Subaltern Speak?’ (1988). Det sprog og den ideologiske forståelsesramme, inden for hvilken subalternens virkelighed nødvendigvis må formuleres, er ikke hendes egen, men er patriarkatets forståelsesramme eller lokale eller nationale magthaveres eller ligefrem (og ofte) den tidligere kolonimagts sprog og ideologi. Det gælder også, når en vestlig feminist vil tale subalternens sag. Spivak giver et eksempel [ibid.] med den såkaldte suttee (eller sati), som betegner den traditionelle indiske praksis, hvor en kvinde, når hun bliver enke, sætter sig på mandens ligbål og således følger ham ind i døden. Den vestlige feminist har intet andet sprog for denne praksis end den gamle kolonimagts fordømmelse af den som barbari. Et begrebsapparat, der på ene side kan have en frigørende funktion, men som samtidig tjener til retfærdiggørelse af den engelske kolonisering af Indien i den angivelige hensigt at civilisere inderne, indtil de en dag måtte være ‘parate til at regere sig selv’. Det er et moralsk komplekst eksempel, som skal vise, at subalternen aldrig kan tale, end ikke gennem den velmente Darstellung. 
    Samtidig er det et bud på, hvorfor forfatterens tekst aldrig er hendes egen, men altid tilhører sproget og de magtinteresser, som sproget har formet sig efter. 

Guds død – og subjektets 
Behovet for eksistensen af den gud, som Descartes i sine meditationer måtte tage til hjælp for at garantere omverdenens eksistens, ophørte ikke, da Nietzsche i Die fröhliche Wissenschaft fra 1882 kundgjorde Guds død, mens den gale mand løb fortvivlet rundt på markedspladsen og søgte efter ham. Og lige så lidt ophørte behovet for L’auteur, da Roland Barthes i 1967 proklamerede dennes død. På sin vis kan man sige, at Guds død, og menneskets følgelige fordømmelse til frihed (jævnfør Sar- tre) kun forstærkede behovet for L’auteur som meningsgiver; forstærkede behovet for, ovenikøbet, at ethvert individ blev sit eget livs meningsgiver; behovet for, at vi hver især blev vores egne guder. Udviklingen af den romantiske forestilling om L’auteur som et autonomt og suverænt subjekt kan ses som en logisk konsekvens af denne gudeudskiftning. Og Barthes’ dekonstruktion af L’auteur kan derfor tilsvarende ses som en videreførelse af Nietzsches analyse af, hvordan videnskab og filosofi har gjort det af med Gud. Barthes viser, hvordan videnskab og filosofi også har gjort det af med forestillingen om l’auteur som autonom og suveræn meningsgiver. Han beskriver selv sin aflivning af den guddommelige Forfatter som en naturlig konsekvens af Guds død. 
    Opløsningen af l’auteur til blot en evigt fluktuerende nedskriver af de foranderlige stemmer, der til enhver tid måtte være samlet i og beherske hende, og som Spivak marxistisk bestemmer som hegemoniske magtinteresser, sker parallelt og i samklang med den filosofiske opgivelse af forestillingen om det selvberoende subjekt eller den uforanderlige jeg-kerne. Inden for ontologien ser vi eksempelvis Emmanuel Lévinas i Totalitet og uendelighed (1961) begribe subjektet som ucentreret, substituerbart og i konstant forandring. Substituerbart, fordi den anden lige så godt kunne være mig. Fordi jeg indser dette, idet jeg genkender mig selv i den andens ansigt, kan jeg ikke lade hånt om den andens kald. Den anden har taget mig som gidsel. Jeg er altid allerede en anden i kraft af min fundamentale ydre-bestemthed. Den person, som skrev nærværende bog, findes ikke længere og fandtes ikke længere allerede på udgivelsesdagen, kunne man sige.