For det meste går Niels over Plaza Mayor, det er den flotte tur, men nu tager han den direkte vej. Det er ligeud gennem Calle del Mesón de Paredes og hele vejen via Tirso de Molina, Sol og op gennem Fuencaral.
Og så sker det igen. En due styrtdykker ned mod hans ansigt. Det er den samme. Det er den følelse, han har, at det er den samme som før. Den rammer ikke med næbbet først, men bukker nakken, slår kasketten af og nikker ham en skalle.
Han sætter sig på hug og samler duen op. Han får lyst til at spørge nogen, hvad han skal gøre af den døde fugl, men det er, som om ingen har bemærket den usædvanlige hændelse.
Som om ingen ser ham.
Han bærer duen på sine fremstrakte hænder som et relikvie, som om den stadig kan lide overlast ved det mindste klem. Men pludselig slår en intens væmmelse ved fuglen ned i ham, og han kaster den fra sig ved en fortovskant.
En indisk kvinde råber ad ham.
Han både sveder og fryser. Sveden løb ned ad hans bryst under den syntetiske trøje. Han har den røde på, selvom det ikke er Liverpool, der spiller i aften. Nu gør den ham utilpas på vej op gennem Fuencaral, hvor det er Hilfiger-trøjer og tasker fra Kors.
Men ikke kvinden, der står midt på gågaden med lukkede øjne og armene bredt ud som et kors. Hun har en forvasket beige T-shirt på. På sin ene arm har hun skrevet Tocame og Touch me på den anden. Hun har ikke maske på. Han tænker på, om det er en protest mod coronarestriktionerne, et nødskrig om trang til nærhed. Den slags. Kvinden ser ikke vanvittig ud, hun ligner en nyuddannet cand.mag. i antropologi og lingvistik, lidt for tynd, men køn med høje kindben. Alle går i en bue uden om hende, som om hun har pest. Måske har hun.
Han sætter farten ned for at få tid til at tænke.
Jo.
Så stryger han hendes ene arm, den engelske, ganske let med bagsiden af sin hånd, idet han passerer. Hun åbner end ikke øjnene for at se, hvem han er. Han overvejer, om han alligevel var gået i en fælde, at eksperimentet skal afsløre, at alle mænd er nogle perverse svin, som rager hæmningsløst på tilfældige kvinder, de går forbi. At det er det spil, den dagsorden.
Men hun reagerer ikke, ingen reagerer.
Og så er hun igen alene.
Og så sker det igen. En due styrtdykker ned mod hans ansigt. Det er den samme. Det er den følelse, han har, at det er den samme som før. Den rammer ikke med næbbet først, men bukker nakken, slår kasketten af og nikker ham en skalle.
Han sætter sig på hug og samler duen op. Han får lyst til at spørge nogen, hvad han skal gøre af den døde fugl, men det er, som om ingen har bemærket den usædvanlige hændelse.
Som om ingen ser ham.
Han bærer duen på sine fremstrakte hænder som et relikvie, som om den stadig kan lide overlast ved det mindste klem. Men pludselig slår en intens væmmelse ved fuglen ned i ham, og han kaster den fra sig ved en fortovskant.
En indisk kvinde råber ad ham.
Han både sveder og fryser. Sveden løb ned ad hans bryst under den syntetiske trøje. Han har den røde på, selvom det ikke er Liverpool, der spiller i aften. Nu gør den ham utilpas på vej op gennem Fuencaral, hvor det er Hilfiger-trøjer og tasker fra Kors.
Men ikke kvinden, der står midt på gågaden med lukkede øjne og armene bredt ud som et kors. Hun har en forvasket beige T-shirt på. På sin ene arm har hun skrevet Tocame og Touch me på den anden. Hun har ikke maske på. Han tænker på, om det er en protest mod coronarestriktionerne, et nødskrig om trang til nærhed. Den slags. Kvinden ser ikke vanvittig ud, hun ligner en nyuddannet cand.mag. i antropologi og lingvistik, lidt for tynd, men køn med høje kindben. Alle går i en bue uden om hende, som om hun har pest. Måske har hun.
Han sætter farten ned for at få tid til at tænke.
Jo.
Så stryger han hendes ene arm, den engelske, ganske let med bagsiden af sin hånd, idet han passerer. Hun åbner end ikke øjnene for at se, hvem han er. Han overvejer, om han alligevel var gået i en fælde, at eksperimentet skal afsløre, at alle mænd er nogle perverse svin, som rager hæmningsløst på tilfældige kvinder, de går forbi. At det er det spil, den dagsorden.
Men hun reagerer ikke, ingen reagerer.
Og så er hun igen alene.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar