Skønlitteraturen på anklagebænken

Nu har endnu en skønlitterær forfatter været i retten for at forsvare sig mod anklager om injurier fremsat i en roman. Det er åbenbart en retssag, som skal gentages med års mellemrum for ligesom at tjekke, om staten stadig opfatter skønlitteratur som skønlitteratur.

    Det er ikke blot en interessant retssag, men for os, der skriver og/eller læser skønlitteratur, også en helt afgørende én af slagsen. Hvis ikke, vi kan skelne mellem fag- og skønlitteratur, men underlægger skønlitteraturen de samme vilkår som faglitteraturen, er det vanskeligt at se, hvordan vi overhovedet kan skrive flere romaner, noveller og digte.

Hvis litteraturen skal
a) give et dokumentarisk sandt billede af virkeligheden uden for teksten, eller omvendt slet ikke give noget genkendeligt billede af nogen del af denne virkelighed, og
b) holde sig til at skrive noget, som ingen kan føle sig krænket over eller fejlrepræsenteret af,

så er der kun faglitteratur tilbage. 

Men hvad så med fantasy, eventyr og science fiction? kunne man spørge. Det foregår jo i en helt anden verden, så den litteratur kan ingen vel føle sig misrepræsenteret eller overhovedet repræsenteret i. 

    Tja, for det første er det ikke alle forfattere, som kan eller interesserer sig for at skrive i de genrer, og heller ikke alle læsere trækker netop den slags bøger ud af bibliotekets hylder. Og for det andet, så leder læsere efter sig selv i alle former for litteratur. Alle vil spejle sig. Og leder man grundigt nok i en science fiction-roman, så finder man også sig selv dér. Eller i et troldmandsunivers. Eller en novelle, der er henlagt til Romerrigets tid. Læseren finder sig selv alle vegne.

    Skønlitteratur er for pokker ikke faglitteratur og forpligter sig ikke til at give en dokumentarisk afbildning af virkeligheden uden for teksten. Forpligter sig ikke på fuld overensstemmelse mellem tekstens udsagn og sagforhold i den teksteksterne virkelighed. Den forpligter sig præcis derfor heller ikke til at anvende en særlig journalistisk eller antropologisk metode for at sikre sådan en fuld overensstemmelse. Den overensstemmelse er ikke målet.

Dette viser den skønlitterære forfatter ved sin brug af fortæller. Ved sin måde at fortælle på, kan man også sige. Der er mange måder at aflæse dette på, velsagtens uendeligt mange. Jeg har opregnet og beskrevet 36 af dem i Hvad er skønlitteratur?
    Den faglitterære forfatter viser derimod, at hun står inde for sådan en overensstemmelse mellem udsagnet og virkeligheden uden for teksten, fx ved at angive kilderne til sin viden. Det er en fundamental forskel på fag- og skønlitteratur. Langt fra den eneste, men den definerende forskel. Og det er den, som Frank Strathe, sagsøgeren i denne sag mod Thomas Boberg og Gyldendal, forsøger at udviske.

    Jeg vil ikke gå nærmere ind i den konkrete sag. Boberg og Gyldendals litterære direktør Simon Pasternak holder os opdateret på Facebook. Hvad Frank Strathe gør, ved jeg ikke.

    Retssagen baserer sig, som det skulle fremgå, efter min bedste overbevisning på en misforståelse af, hvad skønlitteratur er, og er et frontalangreb på retten til at skrive.

Jeg vil gerne adressere, hvad jeg ser som to udbredte misforståelser, der knytter sig til det her tema:
    For det første opfattelsen af, at der på den ene side findes autofiktion, som skildrer en eller anden fiktionaliseret udgave af forfatterens eget liv, og så ‘ren’ fiktion, som overhovedet ikke gør. Det er ikke noget retvisende billede. Alle forfattere lader sig inspirere af det liv, de lever. Det er vores grundmateriale. Selv en historisk roman om Christian den Anden er blevet sådan til. Den er naturligvis også blevet til gennem historiske studier, men uden brug det førstehåndskendskab forfatteren har til, hvordan mennesker tænker, føler og handler, ville hun ikke have en chance for at gøre sin fiktion levende. Figurerne Christian, Isabella og Dyveke bliver uvilkårligt formet efter personer, forfatteren kender eller kender til. Måske kan Dyveke-figuren udstyres træk fra to eller af forfatterens flere bekendte. Der kan også være træk, forfatteren henter ud af sit indre liv. Men hvor kommer så det fra? Det kollektivt ubevidste, vil nogen sige. Ok. Måske er forfatteren ikke fuldt bevidst om denne kalkering, men nogen inspiration fra det virkeligt levede liv vil der altid være. Det er kun et spørgsmål om hvor meget, og hvor tydeligt det træder frem. Det er en gradsforskel. Og som nævnt: Uanset hvor godt forfatteren forsøger at skjule sin inspiration, hvis der altid være læsere, der finder sig selv i teksten. Ovenikøbet også læsere, hvis eksistens forfatteren overhovedet ikke kender til.

    En anden misforståelse er, at forfatteren blot kan kalde sit smædeskrift for roman, så slipper hun for konsekvenserne. Det er ikke og har aldrig været tilfældet. For det første er der næppe mange forlag, som vil udgive et manuskript under betegnelsen roman, hvis teksten ikke understøtter den genrebetegnelse. For det andet, og vigtigere, så har forfatteren altid måttet tåle konsekvenserne af sine udgivelser. At Thomas Boberg vil være straffri i juridisk forstand, er jeg ikke i tvivl om. Alt andet vil være en sensation og en katastrofe for litteraturen. Men konsekvensfri er udgivelsen ikke. Han har helt åbenlyst allerede mødt konsekvenserne. Han er nu igennem en nervepirrende og stærkt ubehagelig retssag, hvis afgørelse han afventer. Han er lagt for had af tidligere naboer. Facebook-krigere sviner ham til offentligt. Jeg husker en kollega, som også gjorde det, samtidig med at hun erklærede, at hun ikke havde læst Insula og ikke havde tænkt sig at gøre det. 

    Andre forfattere har mistet kontakten til venner eller familiemedlemmer efter en bogudgivelse, hvor nogen har ment at kunne genkende sig selv i en usympatisk romanfigur. Man kan miste sit job osv. I vores livsverden er ingen handlinger konsekvensfri. Det ubehag, som den slags medfører, kan være langt alvorligere end betalingen af en bod, som retten – i en misforståelse af skønlitteraturen som genre – måtte fastsætte. Det kan vi mene om, hvad vi vil, men ændre det kan vi ikke.

    Alt dette ved forfatteren godt. Forfattere er ikke dummere end andre mennesker. Forfattere er heller ikke mere amoralske and andre mennesker – eller mere moralske for den sags skyld. De er bare fattigere og mere forhadte, fristes jeg til at sige. Selvfølgelig tænker forfattere over, hvilke konsekvenser deres bøger kan få for andre mennesker, for den offentlige meningsdannelse, for kulturens og samfundets udvikling, ligefrem, og for dem selv.