En personlig erfaring med fiktion med inspiration i virkelige hændelser:

På billedet ses tidligere MF Jette Gottlieb med romanen Afstande over vand.

Jeg skrev engang en roman, Celeste, der som hovedfigur har en 20-årig biseksuel jødisk kvinde, som vokser faderløst op i Silkeborg i mellemkrigstiden. Som teenager arbejder hun som servitrice på en kaffestue og er tvunget til at bijobbe som prostitueret samme sted. Så tager hun til Spanien for at deltage i borgerkrigen. Fortælleren er en kunstmaler, der har fundet hendes dagbøger under et ophold på et spansk kloster i tresserne. Der er ikke rigtig noget der, der minder om mit liv. Figurerne og deres liv og handlinger er opdigtet. Og alligevel er der relationer mellem figurer, som er inspireret af noget, jeg har oplevet på nært eller fjert hold. Forholdet mellem fortællerens kone og dennes bror er fx inspireret af et forhold mellem to søskende, som jeg kender. Hovedfigurens arbejdsgiver og dennes forhold til sin ældste søn er inspireret af et far/søn-forhold, jeg kender til. Flere episoder er skrevet over virkelige hændelser, men flyttet over i en anden tidsmæssig, geografisk og social ramme og tilpasset den. Er det autofiktion? Det vil næppe nogen sige. Men hvad nu, hvis nogen pludselig genkender sig selv i en af figurerne? Er det så? Og man skal huske, at læsere altid leder efter sig selv i teksten. Der er en naturlig drift mod identifikation.
    På den tid, hvor romanen blev udgivet, var en anden forbudsdebat i gang i litteraturens verden. Dengang, i 2013, måtte jeg ikke skrive om en kvinde, der levede under de her omstændigheder, fordi de ikke var mine egne. Det var kulturel og social appropriation. Jeg så at sige stjal denne kvindes liv og vilkår, også det var et overgreb fra min magtfulde position. Og det til trods for, at kvinden ikke rigtig på nogen måde fandtes uden for teksten. Hun var min opfindelse. Dengang var det altså empati, som skønlitterære forfattere ikke havde. Vi kunne angiveligt ikke sætte os ud over vores egen situerethed, og måtte derfor kun skrive om disse vores egne omstændigheder. Sådan er der hele tiden en forbudsdiskurs i gang. Dengang forbud mod at skrive om noget, som er fjernt fra én selv, nu forbud mod det tæt på. Nu er det moral og metode vi mangler til at kunne forvalte behandlingen af nære relationer. Disse diskurser kommer og går. Den nuværende, som er en gentagelse af en, der dukker om med få års mellemrum, vil også dø hen igen og så dukke op i nye former om fem år.

En anden roman, Afstande over vand, foregår på den egn, hvor jeg voksede op, og omstændighederne var altså meget lig dem, jeg kender fra min barndom, men hele fortællingen drives frem af et erhvervseventyr, som fra ende til anden er opdigtet. Alle figurer er fiktive. Men de er også alle inspireret af virkelige personer. Deres handlinger er ikke, men personlighedstrækkene. Nogle er inspireret af to, som så er lagt sammen i en figur. Andre figurer har nogle træk fra en virkelig person og så nogle, som jeg har lagt til. Ingen er slet og ret en repræsentation af en virkelig person. Men jeg har lånt lidt hist og her. Det har jeg ikke spurgt nogen om lov til, det har jeg ikke følt noget behov for. Jeg mener, det var et rigtigt valg, selv hvis nogen, skulle genkende sig selv i en af figurerne. Jeg har ikke afsløret noget om nogens privatliv.
    Tre folketingsmedlemmer optræder som sig selv i handlingen, men også dem med opdigtede handlinger. To af dem sendte jeg bogen til, den ene ser du her med bogen. Den tredje kunne jeg ikke komme i kontakt med.
    I min debutroman, Sofa, optræder Per Stig Møller på samme vis med fiktive handlinger. Ham sendte jeg også romanen, og han skrev et venligt og klogt brev tilbage efter at have læst den og afviste, at handlingen havde bund i virkeligheden. Men nu var det jo også en roman.
   
Den roman, jeg arbejder på nu, er anderledes, og jeg har valgt at give fire personer, som har givet inspiration til fiktive figurer i manuskriptet, mulighed for at læse teksten i god tid inden udgivelse. Jeg har talt og skrevet med en håndfuld venner om deres erfaringer med og overvejelser om at tage udgangspunkt i personligt stof, når man skriver romaner. Venner, som selv skriver romaner. Jeg tror aldrig, det er gratis, når man på den måde tilbyder noget af sig selv. Jeg har fået råd og viden og indsigt, men det var mit valg. Det var et partikulært valg, ikke en generel regel, der var i spil. Det handlede om netop disse personer og deres forhold til dette manuskript. Næste gang bliver mit valg et andet, fordi teksten vil være en anden, og processen vil. Jeg kommer ikke til at forpligte mig på nogen en-gang-for-alle fastlagt praksis. 
    Jeg kunne ikke drømme om at dømme andre forfattere for at tage andre valg. Og jeg underlægger mig heller ikke selv nogen fælles normer for etisk og metodemæssig korrekt forfatteradfærd. Jeg taler meget gerne om det med gode venner og kolleger, som jeg respekterer, lytter til deres erfaringer, lytter til, hvad drømmene hvisker mig i øret, mærker efter, som det hedder på moderne dansk, og tager min beslutning. Vi skriver alene, men er formodentlig alle en del af en diskussion, offentlig eller privat. Selve valget må enhver i sidste ende tage for sig selv – og selv tage konsekvenserne af.

Falsifikationisme, kort

Falsifikationisme er en videnskabsteoretisk opfattelse fremlagt af filosoffen Karl R. Popper. 

Opfattelsen er et svar på induktionsproblemet, altså problemet med at bevise en hypoteses ved at fremvise et stort antal empiriske eksempler på dens gyldighed. Lad os sige, at jeg fremsætter den hypotese, at det er principielt umuligt at lave en vaccine mod HIV. Jeg henviser til det ene laboratorium efter det andet i England, Frankrig, USA, Rusland, Kina, Argentina, Egypten, Iran, Japan og Danmark, som alle uden held har forsøgt sig med sådan en vaccine. Men uanset, hvor mange eksempler jeg kommer med, kan jeg ikke godtgøre hypotesens universelle gyldighed. Man kan ikke slutte fra selv nok så mange enkeltstående observationer til en universel og eviggyldig teori, for hvem ved: Måske dukker der en dag en vaccine op i Vietnam.
    I stedet for at forsøge at godtgøre sin teori induktivt mener Popper, at man efter bedste evne skal lede efter eksempler på, at den er fejlagtig. Man skal forsøge at falsificere sin teori. Hvis man selv efter grundige, tænksomme og behjertede falsificeringsforsøg ikke har kunnet finde kontraeksempler, altså eksempler på, at teorien ikke holder, er teorien ikke endegyldigt bevist, men det er dog godtgjort, at vi foreløbig kan fæste lid til den.
    Denne falsifikationisme stiller særlige krav til, hvordan en teori eller hypotese skal udformes for at kunne betragtes som videnskabelig. Det skal nemlig være muligt at angive betingelser for, hvordan den principielt kan falsificeres. Teorien skal være udformet på en sådan måde, at der kan opstilles forsøg, der potentielt kan falsificere den. Det skal være muligt at afprøve teoriens gyldighed. Den skal være falsificerbar.
    En lang række teorier og hypoteser lever ikke op til dette krav. De forholder sig til relationer, som vi ikke kan efterprøve, eller de er så upræcist og vagt formuleret, at de på den måde bliver uangribelige. Det gælder fx astrologien. Man kan argumentere ret overbevisende for, at teorien er forvrøvlet, men man kan ikke opstille et forsøg, som ved et bestemt udfald ville vise, at den er fejlagtig. Heller ikke psykoanalysen kan falsificeres. Eller MWI, teorien om at der findes et uendeligt antal af gensidigt uafhængige, parallelt eksisterende universer. Disse teorier, som ikke er falsificerbare, opfattede Popper som uvidenskabelige.

Parlamentarisk kontrolråd – en nødvendig udvidelse af demokratiet

Hvad kan man gøre for at imødekomme det åbenlyse og voksende behov for en løbende neutral kontrol med den politiske magt? 
   

Behovet er naturligvis størst, når landet (som nu) har en flertalsregering, der selv kan afgøre, om og i givet fald hvordan dens embedsførelse skal kigges efter i sømmene. Men også under mindretalsregeringer med et fast og loyalt folketingsflertal bag sig, som den tidligere socialdemokratiske regering eller endnu mere udpræget under de tidligere V-K-regeringer med Dansk Folkeparti som støtte, er det et problem, at effektiv og uhildet tilsyn med magten bliver underløbet af loyalitet og/eller politisk købslåen. Der er behov for en uafhængig kontrolinstans. Og uafhængig kan den aldrig være, hvis den udpeges af det politiske flertal, som den skal kontrollere. Og så står der egentlig kun en god mulighed tilbage, nemlig at lade befolkningen udpege den ved direkte valg.
    Det har jeg skrevet et forslag om. Man kunne stille det som borgerforslag. Jeg kan ikke, da jeg bor i udlandet og derfor ikke har stemmeret, men hvis nogen kan se meningen med forslaget, kan de jo tage idéen op.
    Der vil utvivlsomt være forhold, som jeg ikke har taget i betragtning, og derfor plads til forbedringer. Ordet er frit, og politiske forslag ejes ikke af nogen.

PARLAMENTARISK KONTROLRÅD:

Der oprettes et parlamentarisk råd, uafhængigt af Folketinget og regeringen og uden deltagelse af medlemmer af Folketing og regering. Rådet overtager alle opgaver fra Udvalget til Valgs Prøvelse og tildeles beslutningsmyndighed i spørgsmål, der vedrører oprettelse af kommissioner, der skal undersøge lovligheden af ministrenes embedsførelse. Udvalget tildeles endvidere myndighed til at afgøre, om der skal rejses rigsretssager. Rådet fastlægger folketingsmedlemmers og ministres løn- og arbejdsvilkår. Endelig kan rådet udtale sig om, hvorvidt en given lovgivning er i strid med Grundloven og i bekræftende fald rejse sager ved Højesteret, men har dog ingen myndighed over for Højesterets efterfølgende afgørelser.

Begrundelse:

Folketingsmedlemmerne skal ikke tage stilling til egne eller kollegers valgbarhed og embedsførelse.

Valgret:

Rådet består af 23 medlemmer, som vælges direkte af befolkningen. Valgret har alle, som har valgret til Folketinget.

Der vælges endvidere 23 suppleanter, som er de første 23 opstillede, der ikke opnår valg. Suppleanterne er generelle, ikke personlige, sådanne og indtræder således i rækkefølge efter, hvor mange stemmer de har fået.

Valgbarhed:

Valgbarhed har enhver, som er valgbar til Folketinget, og som senest fire uger inden valgene har indleveret en stillerliste med mindst 50 anbefalere, der selv har valgret til Folketinget.

Intet medlem kan have sæde i rådet i flere end 3652 dage i løbet af sin levetid.

Valget er individuelt. Der kan ikke opstilles partier eller andre former for opstillingslister.

Inhabilitet:

Frataget valgbarhed (men ikke valgret) er dog personer, som

1. har været opstillet til seneste folketingsvalg,

2. er medlem af regeringen,

3. arbejder i en sekretariatsfunktion, som direkte betjener Folketinget, folketingsmedlemmer eller regeringen,

4. er gift, samboende eller i familie med et medlem af Folketinget eller regeringen. Som familiemedlemmer regnes børn, børnebørn, forældre, søskende, halvsøskende, fætre, kusiner, morbrødre, farbrødre, mostre, fastre, onkler, tanter og bedsteforældre til folketingsmedlemmer og ministre.

Disse indskrænkninger i valgbarheden skal sikre rådets uafhængighed af regering og Folketing.

Valgudskrivelse:

Valg til rådet udskrives automatisk til den femte tirsdag efter hvert folketingsvalg.

Ved frafald af medlemmer indkaldes automatisk suppleanter i den valgte rækkefølge. Rådet er beslutningsdygtigt, hvis 23 medlemmer er til stede, hvoraf mindst 12 er af de oprindeligt valgte.

Hvis flere end 11 af rådets medlemmer permanent udtræder af rådet, udskrives nyvalg.

Offentlighed:

Alle møder er i den udstrækning, det er praktisk muligt, tilgængelige for pressen og almenmand, og alle beslutninger og medlemmernes stemmeafgivelser gøres tilgængelige på rådets hjemmeside. Mødernes dagsorden gøres tilgængelig på hjemmesiden mindst 10 dage inden mødets afholdelse.

Arbejdsgang:

Alle beslutninger vedtages ved stemmeflerhed.

Rådet mødes en sammenhængende onsdag, torsdag og fredag hver anden måned. Møderne afholdes på skift mellem rådhusene i Aarhus, Odense, Aalborg, Esbjerg, Randers, Roskilde, Kolding, Svendborg, Næstved og Nykøbing Falster. Værtskommunen tilvejebringer lokaler og faciliterer møderne teknologisk og med følgepersonale. De anviser endvidere hotel og beslutter størrelsen af diæter, som rådets medlemmer får brug for til forplejning eller sørger selv for passende forplejning.

Daglig ledelse:

Rådet vælger ved sin første sammentræden efter valg en daglig ledelse bestående af 3 medlemmer, som ved stemmeflerhed kan beslutte at indkalde rådet ekstraordinært. Den daglige ledelse udsender desuden et forslag til dagsorden senest 14 dage inden hvert rådsmøde. Den daglige ledelses beslutninger, stemmeafgivelser og egne dagsordner er offentligt tilgængelige på rådets hjemmeside.

Omkostninger:

Alle udgifter afholdes af indenrigsministeriet.

Aflønning:

Rådets medlemmer lønnes ikke, men gives diæter, der i passende omfang dækker for udgifter i forbindelse med møderne og får rejseudgifter til offentlig transport refunderet. Deres eventuelle arbejdsgivere kompenseres for fraværet. Diæterne er skattefri. Medlemmer, som er selverhvervende, kompenseres økonomisk for deres arbejdstid, mens rådet er sammenkaldt og desuden i 2 læsedage om måneden.

Medlemmer af rådet, som modtager dagpenge eller kontanthjælp, skal ikke stå til rådighed for arbejdsmarkedet, mens rådet er sammenkaldt og desuden i 2 læsedage om måneden. Diæterne modregnes ikke i kontanthjælpen.

Sekretariat:

Rådet udstyres med et sekretariat, bestående af en offentlighedsmedarbejder, som har ansvaret for rådets hjemmeside, tre jurister en referent og endnu en sekretær til øvrigt forefaldende arbejde. Stillingernes omfang samt aflønningen vedtages af rådet. Dog maksimalt normeret til seks fuldtidsstillinger.

Universaliestriden, kort

Universaliestriden var en teoretisk uenighed inden for især den kristne, men også den muslimske og i mindre grad den jødiske skolastik i middelalderen. 

Udgangspunktet for striden var Platons såkaldte idélære, som teologerne fremlæste den af dialogen Phaidon. Her argumenterer Platon for, at der foruden alle de individuelle enkelgenstande af en bestemt kategori også er en kategoriens idé. Foruden alle de enkelte heste, som vi ser i den sanselige verden, er der også en ‘hesthedens idé’, en ikke-sanselig, ideal hest, som alle de sanselige heste må ligne for overhovedet at være heste. På den måde har alle kategorier af sanselige genstande en usanselig idé, og disse idéer er ikke blot begreber i vores bevidsthed, men eksisterer realt, omend usanseligt forud for og uafhængigt af vores bevidsthed.
    I middelalderen blev denne idélære indtænkt i de monoteistiske teologiers grundlag. Idéerne blev betegnet universalier, og der blev indskrevet universalier af alle mulige slags i de religiøse læresætninger. Det kunne være leveregler og dyder, som også hver især havde et universalie. De såkaldte begrebsrealister hævdede nu det synspunkt, at universalierne i ontologisk forstand var transcendente idéer med selvstændig, altså bevidsthedsuafhængig eksistens.
    Nominalisterne mente derimod, at universalierne var bevidsthedsmæssige abstraktioner, foretaget at den menneskelige bevidsthed. Lad os sige, at mennesket så hundredevis af heste, en var sort, en anden skimmel, men alle havde fire ben, mule, man og manke, og sådan abstraherede mennesket fra den enkelte hest og dannede sig forestillingen om den 'universelle' hest eller hestens universalie. Nominalisterne mente altså ikke, at universalierne eksisterede uafhængigt af menneskets bevidsthed.
    Fremkomsten af nominalistiske synspunkter i kirken gav anledning til en århundrede lang strid med de traditionelle begrebsrealistiske positioner. Striden handlede i høj grad om kirkemagtens ubetvivlelighed. Hvis universalierne har selvstændig (guddommelig) eksistens, kan kirken bedre begrunde deres ubetingede autoritet, end hvis de blot er abstraktioner i den menneskelige bevidsthed. 
    I senmiddelalderen blev den realistiske position i stigende grad fortrængt af den nominalistiske, hvilket gradvis svækkede de kirkelige autoriteter og gav plads til en udogmatisk udvikling af naturvidenskaben og en sekulær stat. 

Man kan desuden argumentere for, at universalierne, særligt de nominalistiske, kom til at danne forbillede for det senere filosofiske arbejde med begrebsdefinitioner.

As

Masser af kunstnere har lavet udgaver af Stevie Wonders sange, særligt af dem fra hans 'gyldne periode' fra 1971 til 1980. Der er de lidt overraskende som 'I Was Made to Love Her' af Jimi Hendrix (hvor den 17-årige Stevie Wonder selv spiller trommer) og de interessante som 'Gangsta Paradise' med Coolio, de lettere joviale som Ray Charles' udgave af 'Living for the City'. Der er også de triste misforståelser som Dario Campeottos forsøg på at synge 'Lately' på direkte tv.

Og så er der George Michaels lækre udgave af 'As', som vel blev et endnu større hit end Wonders egen udgave. Hvis man aldrig havde hørt originaludgaven, ville man formodentlig blive voldsomt imponeret af det flotte arrangement, den stærke vokal og den smukke komposition. Men når man så hører Stevie Wonders egen udgave fra dobbeltalbummet Songs in the Key of Life fra 1976, forstår man måske ikke helt, hvad en original popkunstner som George Michael ville med den, for hans arrangement er nærmest identisk med Wonders. Han synger den endda på samme måde, som Wonder gør. Der er intet føjet til. Arrangementet er måske en smule mere velpoleret end Wonders, men det havde det nu slet ikke brug for. Derfor bliver George Michaels udgave i mine ører overflødig, så her kommer den rigtige.

Hør As

Fodboldmonsteret

Da Rasmus Højlund i 2023 blev solgt fra Atalanta til Manchester United, kostede han omtrent det samme, som Statens Kunstfond det år samlet udbetalte i arbejdslegater og hædersydelser til kunstnere (billedkunstnere, skulptører, installationskunstnere, forfattere, musikere, dramatikere, scenekunstnere) og til kunstprojekter, udstillinger, udgivelsesstøtte osv. “Det ene er en international markedspris og det andet statstilskud; det kan man da ikke sammenligne!” Nå, men det gør jeg nu alligevel, for det fortæller trods alt noget om fodboldens vægt inden for kulturlivet. 

Jeg bebrejder ingen deres præferencer. Jeg er selv svært fodboldbegejstret, for ikke at sige -afhængig og bruger langt mere tid med Atlético de Madrid og Liverpool FC end på kunstmuseum, og det er vel tre år siden, jeg sidst var i teateret. Jeg bebrejder os derimod for at have tilladt fodbolden at udvikle sig til dette altfortærende monster. Det er ødelæggende for kulturen i det hele taget, men også for fodbolden selv.

Fodbolden ødelægges af oliemiliardærernes imageplejende investeringer i sporten og FIFAs og UEFAs storhedsvanvid og korrupte magtbegær.
    Lad os befri fodbolden fra underholdningsindustrien og gøre den til sport igen. Gøre fodboldvirksomhederne til klubber igen. Klubber, som er ejet og demokratisk styret af medlemmerne. Medlemmer, som bor, hvor klubberne spiller deres hjemmekampe. Få billetpriserne ned i øjenhøjde for de lokale tilhængere. En billet bør ikke koste mere end en gennemsnitlig timeløn. Spillerne burde ikke tjene mere end den franske præsident. Til gengæld skulle klubberne forpligte sig til at tilbyde deres fuldtidsprofessionelle spillere et sideløbende uddannelsesforløb. Klubberne bør være folkelige og lokalt forankrede kulturinstitutioner for hele familien, også for old boys and girls. Aktiviteter og fællesskab for hele kvarteret, ikke kun for de 11 største talenter. Og hvorfor ikke i samarbejde med lokale kunstnere og kulturarbejdere: musikere, dramatikere, skulptører, bibliotekarer og klubpædagoger?

Jeg følger selv Atlético de Madrid, Liverpool FC og landsholdet. Da jeg boede i Madrid, så jeg Atletis hjemmekampe på Estadio Vicente Calderón og Liverpools på den irske pub Triskel Tavern. Jeg spillede også selv noget voksenbold hver mandag aften, men ingen kampe betød mere for mig end de 5 mod 5-kampe, jeg så min søn spille med sine kammerater hver søndag formiddag, fra han var 4, til han blev 12. Det var langt fra hver sæson, de vandt turneringen, men de havde en god trup, som under den samme gode træners vejledning udviklede sig fra at være 8 irritable og indbyrdes konkurrerende drenge til at være et hold, udviklede den indbyrdes forståelse, forståelsen af, at de var afhængige af hinanden, afhængige af at kunne stole på hinandens støtte, og af at alle fik mulighed for at udvikle sig, teknisk, taktisk, fysisk og socialt. Alle skulle have en træner som Ivan – en læremester – og sådan et hold. Sådan er fodbold, når det får lov at være kultur og dannelse.

Og VM og EM: Hvorfor skal de bare blive større og større? Da Danmark vandt EM i i Sverige 1992, var der 8 nationer med til slutrunden. Det kunne klares på 16 dage. I 2028 skal der 3 gange så mange hold med, og der vil være 5 værtsnationer (Irland, Nordirland, Skotland, England og Wales) og ti stadioner. Det kommer til at tage hele sommerferien, også spillernes.

Qatar bestak tilstrækkeligt mange FIFA-medlemmer til at kunne sikre sig værtsskabet for VM i 2022, selvom landet på ingen måde kan kaldes for en fodboldnation, og selvom man ikke kan dyrke sport udendøre om sommeren, og selvom de ikke tilnærmelsesvis havde stadionfaciliteterne til sådan et arrangement. Men så blev turneringen bare presset ind i de nationale ligaers efterårssæson, og regimet smed nogle miliarder i at bygge stadions, som de aldrig får brug for igen. Ingen ved, hvor mange migrantarbejdere i slavelignende ansættelsesforhold der omkom under byggeriet. De 6.500 døde, som The Guardian regnede sig frem til, kan sagtens være en overdrivelse. Eller det modsatte. Jeg har læst alle mulige tal mellem 3.000 og 15.000. Qatars regime hævder selv, at det kun var 37, og det kan vi ikke tjekke. Migrantarbejdernes dødsattester oplyser nemlig kun, at de er døde af hjertestop, hvilket vi jo allesammen gør, så hvor mange af disse hjertestop der skyldtes sammenstyrtninger og fald fra stilladser, og hvor mange der ‘blot’ skyldtes hedeslag under det fysisk hårde og ubeskyttede arbejde i 50 graders varme, vil vi aldrig finde ud af, men under alle omstændigheder er det for mange. For mange spildte liv med alt for mange års hårdt arbejde under slavelignende forhold og en alt for tidlig død. De døde ikke for sportens skyld, men udelukkende for at rædselsregimet i Qatar kunne købe sig international reklame og velvilje, ligesom de efterfølgende har købt den korrupte amarikanske præsident. Og for at ligeledes korrupte FIFA-medlemmer kunne vælte sig i yderligere luksus.
    VM i 2034 afholdes forresten i Saudi Arabien.
    Lad os stoppe det amokløb.

Publiceret på POV International her.

Fagfællebedømmelse af 'Hvad er skønlitteratur'?'

Her er udklip fra den lange, grundige fagfællebedømmelse, som Syddansk Universitetsforlag lagde til grund for vedtagelsen af Hvad er skønlitteratur?

”For det første har bogen virkelig litterær kvalitet. Den er velskrevet og velstruktureret, og frem for alt helstøbt – nok noget for sig, men på en meningsfuld, sammenhængende måde, så den fremstår som et egentligt værk. Selvom den som sagt har personlige, essayistiske, teoretisk- faglitterære og mere fremstillende aspekter, er den konsistent i stil og sprogtone. De personlige og anekdotiske passager har tilstrækkelig litterær kvalitet og udtrykker en sådan grad af iagttagelsesevne at de både giver rigelig mening i sammenhængen og fastholder læserens interesse ... 
Bogen rummer således mere end bare et forsvar for en bestemt definition af skønlitteratur. Fordi definitionen rummer en central reference til begreberne om hhv. forfatter og fortæller, tages disse, i sig selv betydningsfulde, litteraturvidenskabelige begreber også under behandling (kapitel 9ff.), med en grundighed så bogen ligeledes må siges at give et substantielt bidrag til teorien om dem. Også f.eks. narratologi behandles ganske udførligt, igen på en måde som både er pædagogisk – har indføringskvaliteter – og samtidig selvstændigt vurderende. Det må også fremhæves positivt at definitionen af skønlitteratur søges operationaliseret på meget udførlig og konkret vis, med angivelse af specifikke indikatorer, udskiftningsprøver mv. Bogen vil være meget velegnet til undervisning på de litteraturvidenskabelige universitetsuddannelser ... 
Forfatteren karakteriserer med rette bogen som en filosofisk afhandling, men den adskiller sig fra typisk litteraturfilosofi ved at benytte flere og mere aktuelle litterære eksempler og behandle dem mere grundigt og med forståelse for deres litterære særpræg; her skinner forfatterens egne erfaringer som skønlitterær forfatter også igennem ... 
Boggenren er sådan set heller ikke så usædvanlig endda, om end der i dag beklageligvis sjældnere skrives bøger af denne typer. Det var tidligere almindeligt for dansksprogede filosofibøger (og vel dansksprogede akademiske bøger generelt) at kombinere indføring og oplysning med originale forskningsbidrag. Den foreliggende bog er dog mere grundig og på nogle punkter mere akademisk solid end de ældre bidrag til genren ... 
Overordnet er den usædvanligt meget vellykket, og selv om det er svært at forudsige om den faktisk vil finde særligt mange af de – mange – læsere som kunne have udbytte af den, fortjener den bestemt at blive udgivet.”

Fagfællebedømmelser er altid anonymiserede for alle andre end forlaget, men skrevet af rutinerede, kompetente og velanskrevne fagfolk.

Du har fem ord

Du har fem ord, fx

jeg – skrev – også – digte – dengang

De kan logisk set organiseres i fakultet 5 (5 x 4 x 3 x 2 x 1) forskellige rækkefølger, for 5 forskellige ord kan stå på førstepladsen, og når det første ord er valgt, er der 4 ord tilbage, som kan stå på andenpladsen, derefter 3 til tredjepladsen osv. De 5 ord kan altså organiseres i 120 forskellige rækkefølger.
    Inden for matematikken er faktorernes orden ligegyldig. 3 x 5 x 4 = 5 x 4 x 3. Men inden for semantikken er det anderledes. Ords rækkefølge er ganske vist også i visse tilfælde uden betydning for sætningens meningsindhold, men for det meste ikke.
    Hvis vi vælger at placere ordet ‘også’ først, bliver dette tydeligt, for på den måde fremhæver vi det efterfølgende ord som det vigtigste. Der er fakultet 4 logisk mulige kombinationer med ‘også’ først, altså 24, men der er kun fire mulige betydninger, nemlig en for hvert muligt andetord i sætningen.

1) Også jeg skrev dengang digte.

2) Også dengang skrev jeg digte.

3) Også digte skrev jeg dengang.

4) Også skrev jeg dengang digte.

I sætning 1) fremhæves ‘jeg’ som det vigtige ord. Det, der fortælles, er, at ‘jeg’ også skrev digte dengang, ligesom andre angiveligt gjorde.

I sætning 2) fremhæves ‘dengang’ for at vise, at jeget også på netop det omtalte tidspunkt skrev digte, ligesom jeget angivet har gjort på andre tidspunkter.

I sætning 3) fremhæves ‘digte’ for at vise, at jeget også skrev digte på det omtalte tidspunkt, ligesom hun angiveligt skrev andre former for tekst, fx artikler om grammatik.

I sætning 4) fremhæves ’skrev’, hvilket muligvis skal vise, at jeget dengang også skrev sine digte, ligesom hun præsenterede eller frembragte dem på andre måder, fx ved at synge eller forme dem i ler.

De tre første sætninger er semantisk klare og utvetydige.
    Når jeg ved sætning 4) skriver muligvis, er det fordi, sætningen er så usædvanlig i sin form, at der produceres en usikkerhed, både hvad genre og mening angår. Måske er sætningen selv et digt. Det lyder gammeldags, som noget der kunne stå i en sang fra år 1900. Sætningens æstetiske værdi eller skønhedsværdien kommer i fokus. Sætningen kan opfattes som kejtet, men også som lyrisk, og når den æstetiske værdi står frem som det afgørende, bliver det semantisk indholds stringens og vigtighed tilsvarende svækket. Man kommer i tvivl om, hvorvidt placeringen af ordet ’skrev’ umiddelbart efter ordet ‘også’ faktisk skal fremhæve dette ord som sætningens vigtigste. For måske skal ordstillingen i stedet give sætningen en særlig klang – eller måske et arkaisk tidsbillede. Og i så tilfælde kan sætningens semantiske indhold pludselig være et hvilket som helst af de fire nævnte. Eller endda en kombination af to eller flere af dem. Meningen bliver åben eller ubestemt, sådan som det ofte er i digte. Det er en af grundene til, at oplæsningen af digtet bliver så afgørende. Det vender vi tilbage til.
    Jeg skrev ovenfor, at faktorernes orden for det meste ikke er ligegyldig, når det gælder ord og ikke tal. Altså at ordenes rækkefølge er afgørende og skaber betydning. Men i visse tilfælde er rækkefølgen faktisk ligegyldig, når blot det vigtigste er på plads.

1a) Også jeg skrev digte dengang ( = Også jeg skrev dengang digte)

2a) Også dengang jeg digte skrev ( = Også dengang skrev jeg digte)

3a) Også digte skrev dengang jeg ( = Også digte skrev jeg dengang)

Ombytningen af 'digte' og 'dengang' fra sætning 1) til 1a) giver ingen semantiske forskydninger. Ved 2) til 2a) og ved 3) til 3a) synes det samme at være tilfældet. Her skal man dog være opmærksom på, at den usædvanlige ordstilling kan signalere en semantisk åbenhed, som vi så det med sætning 4) ovenfor.

Vælger vi nu i stedet verbet ’skrev’ som første ord, bliver sætningen naturligvis til et spørgsmål, og man kan vel spørge om det samme, som man kan fortælle, ikke?

1b) Skrev også jeg dengang digte?

2b) Skrev jeg også dengang digte?

3b) Skrev jeg også digte dengang?

Sætning 1b) og 2b) forekommer semantisk tydelige. Men 3b) bliver som skrevet sætning semantisk uklar. Hvis den i stedet bliver udtalt, altså læst op eller reciteret, kan meningen præciseres ved at lægge tryk på enten ‘jeg’, ‘digte’ eller ‘dengang’.
    Det betyder naturligvis ikke, at der ikke kan skrives en utvetydig sætning med den ønskede mening. I dette tilfælde kræver det blot flere ord. Man kunne fx skrive:

“Var digte også en af de ting, jeg dengang skrev?”

Udtalen giver altid mulighed for at ændre eller præcisere en sætnings semantiske indhold. Også den tilsyneladende utvetydige sætning 2b) kan skifte mening gennem udtalen. Det sker eksempelvis, hvis man lægger tryk på enten ‘jeg’ eller ‘digte’. 

    Når vi bringer udtalen ind, udvider vi antallet af mulige sætninger betragteligt. Det bliver for meget at håndtere her, så lad os holde os til ordenes rækkefølge.
    Der er 120 mulige rækkefølger af de 5 ord, men langt færre grammatisk korrekte sætninger. “Også skrev digte dengang jeg” er en grammatisk forkvaklet sætning, men er den også semantisk meningsløs? Og hvis ikke, hvad betyder den så?

Den næste regering

Dagen kommer, hvor ministeriet Frederiksen træder tilbage i skam og skændsel. Lad os forestille os, at det afløses af en helt ny type regering: en stor regering med 49 ligestillede medlemmer. Statsministerposten afskaffes, og en række nye ministerier oprettes. 

    Alle ministre aflønnes som en gennemsnitlig lønmodtager i Hovedstadsområdet og vil være berettiget til folkepension på samme vilkår som resten af landets befolkning. Alle ministre afstår under deres virke som sådan fra al anden indtægtsgivende virksomhed, og de kan maksimalt tjene som ministre 8 år i træk og 12 år i alt.

    Til gengæld er det dem og ikke kongen, der har den udøvende magt.

    Folketinget tilbyder således følgende en plads i regeringen:


Andelsbevægelsesminister: Pernille Skipper
Antiimperialismeminister: Søren Mau 
Arbejderrettighedsminister: Henning Overgaard
Boligminister: Mette Lis Andersen 
Byrumsminister: Mikkel Bolt
Børneminister: Johanne Schmidt-Nielsen
Demokratiminister: Preben Wilhjelm
Dyrevelfærdsminister: Mathilde Walter Clark
Energiminister: Helle Schierbeck
Finansminister: Pelle Dragsted
Flygtningeminister: Birgitte Rahbek
Folkekulturminister: Anne Marie Helger
Forskningsminister: Maria Toft
Frisindsminister: Franciska Rosenkilde 
Handicapminister: Jørgen Lenger
Integrationsminister: Tue Magnussen
Justitsminister: Eva Smith
Landbrugsminister: Frank Erichsen
Ligeværdsminister: Glenn Bech
Litteraturminister: Ursula Andkjær Olsen
Magtspredningsminister: Sascha Faxe
Menneskerettighedsminister: Vibe Klarup

Minister for adskillelse af kirke og stat: Kirstine Kærn
Minister for demokratisk produktion: Helena Reumert Gjerding

Minister for demokratisk og republikansk grundlovsændring: Mads Rundstrøm

Minister for indre danske farvande: David Lange
Minister for kritisk offentlig infrastruktur: Lasse Puertas Navarro Olsen
Minister for medarbejderstyret kommunal produktion: Jesper Kiel
Minister for nordatlantisk sikkerhedssamarbejde: Trine Pertou Mach

Minister for samarbejde med Grønland og Færøerne: Aaja Chemnitz
Minister for skulpturel og bildende kunst: Henrik Holm
Minister for små produktionsfælleskaber: Mathias Kokholm
Minister for sport, idræt og foreningsliv: Klaus Hüls Levinsen
Minister for vild analyse og fremtidshåb: Viggo Bjerring
Minister til bekæmpelse af lobbyisme og monopoldannelse: Rina Ronja Kari
Naturgenopretningsminister: Maria Reumert Gjerding
Nedrustnings- og fredsminister: Isabel Bramsen
Nødhjælpsminister: Jette Runchel
Offentlighedsminister: Steffen Groth
Scenekunstminister: Tine Gybel
Seniorminister: Katrine Marie Guldager
Skatte- og lighedsminister: Jonas Gielfeldt
Socialminister: Majbrit Berlau
Sundhedsminister: Kirsten Normann Andersen
Udenrigsminister: Mogens Lykketoft
Udkantsminister: Peder Frederik Jensen
Udviklingsbistandsminister: Haifaa Awad
Undervisningsminister: Erik Sigsgaard
Økonomiminister: Emma Holten

"Jeg vil ikke være forfatter"

Forfatteren Mads Eslund har på sin blog et kunstværk med titlen ‘Jeg vil ikke være forfatter’. Det tænkte jeg meget over i nat. Hvem ville vælge at være kunstner, hvis det virkelig var et valg? Næppe mange, som har prøvet det. Kun de færreste kan leve af at være kunstner, men nogle må ikke desto mindre leve med det.
    Jeg ved ikke, om det er det, vi skal lægge i Eslunds værktitel. Der kan være mange andre grunde end de økonomiske til ikke at ville være forfatter. Trangen til at skrive kan æde sig hele vejen gennem det ‘civile liv’, de fleste også har eller længes efter. Måske kan man ikke lade være med at skrive om natten, men ville også gerne gå i seng samtidig med sin partner. Måske digter man uophørligt videre på sit liv, og skellet mellem virkelighed og fiktion sløres. Måske bliver man distræt, mens man hjælper sit barn med lektierne eller synger godnatsang, fordi man trækkes afsted af en sætning, der pludselig kommer drivende frem mod én. Måske kan man aldrig blive færdig med et værk, fordi det hele tiden udvider sig og muterer. Eller måske går man i stå på halvvejen. 
    Måske bryder man sig ikke om at blive opfattet som ‘forfatter’.
    Men er der ikke prestige i at være kunstner? Tja, næ, i det store hele heller ikke. Er der noget, langt de fleste kan blive enige om, så er det, at vi hader kunst. Kunst er noget dekadent pis. Eller det er kejserens nye klæder. Det lader, som om det er noget, men er ingenting. Særligt hader vi dog dem, der laver kunsten. Den lille snylterelite i ‘de københavnske saloner’. Nej, hvis man kommer for skade at fortælle, man opfatter sig selv kom kunstner, begynder man i de fleste sammenhænge på minus. Formodentlig er kun politikere mere forhadte.
    Men hvorfor så overhovedet placere sig selv i den situation?
    “Du kan jo bare lade være. Hvis du ikke vil være forfatter, så vær noget andet,” kunne man sige.
    Og det er sandt. På samme måde, som det er sandt, at den tykke bare kan lade være med at overspise. At den drikfældige bare kan takke nej til den næste øl. At den sexafhængige bare kan lade være med at knalde. Det er alt sammen rigtigt. Og forkert.
    “Siger du, at kunstnerisk skabertrang er en sygdom?” Nej, men en lidenskab. Ligesom alkohol og forelskelse. Det er i udgangspunktet glædeskabende, men vil ofte vise sig kompliceret at håndtere i store mængder.
    Hvis forfatteren virkelig bare kunne lade være, ville udsagnet “Jeg vil ikke være forfatter” ikke give mening. Det ville i hvert fald ikke være interessant. 
    Men det er det.

Behovet for kunst er der når som helst og hvor som helst. Der findes ganske enkelt ikke samfund uden sang. Der findes ikke samfund uden billedkunst og fortælling. Uanset hvor, man kigger hen i verden, og uanset hvornår, har disse behov trængt sig på for mennesket, og nogen har følt sig særlig ansporet til at dække dem. Det er fundamentale behov. Anderledes end behovet for mad, men ikke desto mindre fundamentale.
    Der kan være mange grunde til, at en kunstners værk alligvel ikke kan sikre hende et anstændigt levebrød. Det kan være utilstrækkeligheder ved talentet eller ved arbejdsomheden, viljen til at udvikle sig. Men der kan være mange andre grunde til, at kunstnerens skabertrang ikke mødes af et interesseret publikum. Måske er kunstneren ikke god at gøre opmærksom på sit værk. Er genert og kan ikke lide den del af virket. Eller får ikke det den rette hjælp til det, drukner i informationshavet. Det kan også være, at kunstneren er født ti år for tidligt, som mange sagde om van Gogh. Eller ti år for sent. Eller ikke det rette sted, som når en bådebygger lever og ånder for det skønne og sande i et aquadynamisk skrog med køl, men bor i Amsterdam, hvor man kun rektangulære pramme kan sælges. Eller når en gartner strander i Grønland.

Du går op til Gibralfaro

Plaza de la Aduana finder du nemt. Det er midt i byen og her, Museo de Málaga ligger, og det romerske amfiteater. Også indgangen til Alcazaba, den mauriske fæstning, er her på pladsen. Det er det mest fantastiske sted og vanskeligt at blive færdig med. Men du har fået tre sardiner og fem fadøl for meget nede ved stranden på din nye favorit-chiringito det sidste par dage, og nu har du brug for at brænde et par tusinde kalorier af. Det er derfor, du i stedet tager opkørslen til højre for. Efter små hundrede meter bliver opkørsel til fodsti. Det er allerede her, du åbner vandflasken første gang. Du går op ad bjerget langs ydersiden af fæstningsmuren, og stigningen begynder hurtigt at blive stejl. Jeg vil gætte på, at stigningsprocenterne svinger mellem 5 og 35. Der er helt sikkert passager, som end ikke Pogacar kan cykle opad. Men det skal han jo heller ikke, og du skal bare gå. Ingen løber op heller. Jeg har aldrig set det.

Det, du skal op for at se, er Gibralfaro, der ligger oven for Alcazaba, ligesom Alcazaba er bygget oven for det meget ældre romerske amfiteater.

Mens Alcazaba (arabisk for ‘fæstning’) blev bygget i det 11. århundrede under det mauriske Hammadid-dynasti og fungerede som palads og administration, så blev Gibralfaro (afledt af Jbel-Faro, som betyder lysbjerget; det havde nemlig et fyrtårn på toppen) tilføjet i det 14. århundrede under Nasrid-dynastiets sultan Yusuf 1. Det gav bedre udsigt fra forsvarsværket og så selvfølgelig fyrtårnet, som var vigtigt, når venner sejlede ind, fx med varer fra det, vi i dag kender som Marokko. Alcazaba bærer tydelige præg af, at være residensbolig med frugthaver, prydanlæg og badstuer. Man har nydt livet her. Gibralfaros funktion er primært militær.

Men det kan du altsammen læse om, når du kommer hjem igen. Nu skal du bare op. Det var godt, du huskede vandet, men måske ikke så smart, du ventede til klokken tre om eftermiddagen med at tage turen. Var du gået halv ti i stedet, havde solen ikke været så skarp. En kasket havde også hjulpet. Men du skal nok klare den. Det er ikke ekstremsport, det her, du går i dit eget tempo. De fleste kan være med; her er alle aldersklasser mellem 5 og 75. Du kan mærke dit hjerte, ingen tvivl om det, og du skal nok komme til både at svede og hive efter vejret, selvom du synes, du er i god form. På vej op vil du se lige så mange mennesker, der sidder og hviler, som mennesker, der går.

Når du kommer til udsigtspunktet (du ved det, når du ser det) og stiller dig frem og støtter dig til muren, først afprøvende, siden mere tryg, og kigger direkte ned i den pensionerede tyrefægterarena under dig, tænker du, at du heller ikke behøver at tage det sidste stykke. Hvad er der mere at se? Du er højt oppe allerede. Når du kigger ned på bilerne ved havnen og måler dem mellem tommel og pegefinger, er de ikke meget mere end en centimeter lange. Du synes, der er bygget alt for meget rundt om havnen, men at det stadig er skønt at spejde ud over det blanke blå efter det enorme kontinent, du ved befinder sig kun få kilometer uden for din synsvidde.

Selvfølgelig går du også de sidste stejle meter op. Du er langt over halvvejs allerede. Du kommer forbi hotellet. Og parkeringspladsen, hvor turistbusserne holder. Ja, der er også en asfalteret vej herop, som du heldigvis ikke kunne se under opstigningen. Havde du taget bussen, hvis du vidste det? Under ingen omstændigheder! Der er en iskiosk på parkeringspladsen. Jo, du må gerne. Du vælger en sodavandsis. Og så er der bare en kort trappe op til indgangen. Du køber en entrébillet til Gibralfaro og fortryder det ikke.

Er det værst at gå op eller ned? Du har hørt, at det overraskende nok er hårdest at gå ned, fordi der er så stejlt, at du næsten ikke kan holde igen i lårene og kun kan tage skridt af 30 centimeter. Vrøvl. Det er absolut hårdest at gå op. Det er også sjovest, fordi man glæder sig til noget, og fordi man tester sig selv. Men selvfølgelig er det nemmere at gå ned. 
Nå ja, med mindre du da er ham den overmodige amerikaner, som hele tiden glider i sine slidte sneakers og ikke kan styre klapvognen med sin treårige datter på de glatte sten.

God tur.

Bo & løven

Anton har indrettet et børneværelse til Bo i det gamle pulterkammer oppe under taget. Bo skal lempe en stige ned, hver gang Anton skal besøge ham deroppe. Det er som en hule; Bo styrer selv, hvem der må komme op. Det kan han godt lide. Hvis han ikke vil have gæster, kommer stigen bare ikke ned.

    I aften har han ladet den hænge nede. Det er Antons tur til at fortælle godnathistorie, og det er hyggeligt. Han har altid tid til at gøre historierne færdig.
    Nu knirker det i femteøverste trin.
    – Den har vi læst hundrede gange! siger Bo, da Anton rækker Gummitarzan op gennem lemmen.
    – Ikke hundrede, protesterer Anton og trækker sig op over kanten.
    – Far! siger Bo.
    – Ok ok, siger Anton. – Jeg finder på noget andet. 

    Han spørger, om Bo vil høre historien om dengang, løven kom på besøg.
    Bo spørger, om det er en af historierne fra dengang, Anton selv var en dreng. Det er det. Så sætter Bo sig til rette med den store, orange pude i ryggen. Hans far slukker loftslampen og sætter sig i fodenden af alkoven.
    – Det er en sær historie, siger Anton. – Nu skal du høre:

"Løven skulle kun være der til om mandagen, hvor løvetæmmeren fra det omrejsende cirkus kunne komme og hente den. Den var helt rolig, bare en stor, doven kat. Måske havde de givet den en sprøjte, har jeg siden tænkt, eller en pille. De har vel givet den en stor bøf og noget beroligende.

    Jeg var stolt over, at den skulle sove på mit værelse.
    Mest glædede jeg mig til at fortælle om det i skolen. Ivan ville aldrig tro på det, det var jeg sikker på, og selv hvis han gjorde, ville han sige, det var løgn alligevel. Og det var næsten det bedste, for min mor have taget et billede med mig og løven sammen. Hun havde allerede været ned og få det fremkaldt, så jeg kunne have det med i skole og stikke det op i fjæset på Ivan.

Løven lagde sig med det samme på gulvet foran sengen. Den kunne godt lide min forligger. Det gjorde mig glad, for jeg havde selv valgt den. Jeg gik hen og klappede den, sådan helt roligt, kløede den i nakken i den store manke. Jeg kan se min fars beroligende smil for mig, som ville han sige: 'Ja, det er i orden, du må godt.'
    Jeg blev ikke ked af, at jeg ikke måtte sove inde hos den på værelset, men skulle sove i stuen. Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke begyndte at græde, men det gjorde jeg ikke. Måske var det stoltheden over, at det trods alt var mit værelse, den skulle sove på. Eller måske var det, fordi jeg havde set dens tænder, da den krængede hovedet bagover i et kæmpe gab, inden den faldt i søvn. Nu tænker du nok, at jeg ikke fik lukket et øje hele natten, men sådan var det ikke. Jeg kunne sagtens sove den nat. Stuen fik masser af frisk luft fra det åbne vindue ud mod gaden. Jeg vågnede bare lidt tidligere, end jeg plejede.
    Det var midsommer, og det var allerede ved at blive lyst. Måske var den halv fire, da jeg listede ind for at kigge til løven. Egentlig har jeg nok i det øjeblik frygtet, at det med løven bare var en drøm, og jeg ville blive slemt skuffet, når jeg åbnede døren ind til værelset. Så prøv at forestille dig, hvordan det kildede i maven, da jeg så det store dyr på gulvet. Den snorkede, men ikke som et menneske efter en fest. Roligere, næsten som kat der spandt, bare dybere. Jeg kiggede kun på den lige nøjagtig længe nok til at være sikker på, at jeg var vågen. Så lukkede jeg forsigtigt døren igen og gik tilbage til stuen for at sove videre. Jeg skulle ikke tisse. Jeg husker det, som om jeg aldrig skulle tisse dengang, i hvert fald ikke om natten.
    Da jeg vågnede anden gang, var det helt lyst, og fuglene sang ikke længere så ivrigt som ved solopgang. Klokken må have været otte eller måske endnu mere. Der var en stemning i huset, som om alle var stået op og allerede i gang med dagens dont. Det kunne man bare mærke. Kender du det?"

Bo nikker, selvom han ikke er helt sikker på, hvad hans far mener. Han vil ikke afbryde fortællingen nu. Anton kigger et øjeblik på Bo. Så fortsætter han:

"Men der var altså ingen at se, ingen arbejdslyde. Mette lå ikke længere på sin madras, men havde heller ikke ryddet den til side, som hun ellers gjorde. Hun kan ikke have været mere end fem år dengang, men var allerede meget optaget af at holde orden.
    Jeg forstod ikke, hvad der skulle ske. Hvordan kommer man i gang med sådan en dag, hvor der har sovet en løve på ens værelse? Skulle jeg bare gå i haven for at lege, som om intet vær hændt? Jeg tror, jeg havde forventet, at min mor og far stod klar med flag og friskbagte boller som på en fødselsdag, men der lugtede ikke af boller.
    Så gik jeg i kælderen efter blåsøm til den sæbekassevogn, jeg var ved at bygge sammen med Larsens rødhårede tvillinger. Det må have føltes som timer, men der er der nok ikke gået mere end et kvarter, fra jeg vågnede anden gang, til jeg gik ud til værelset. Jeg lagde øret op mod døren for at høre, om løven stadig snorkede, men der var helt stille. Så åbnede jeg. Først på klem, som min far havde sagt, jeg skulle.
    Jeg forstod ikke straks, hvad det var, jeg så. Så gik jeg ind. Alt var kradset ned af væggene og ud af reolerne, mine søm og brædder lå spredt over det hele, og legoklodserne. Der var flænger i tæpperne og tapetet, og gardinerne lå som pudseklude spredt ud over gulvet. Vinduet var smadret, men jeg husker det som et rent brud, som om den var kommet igennem i første forsøg.
Den var en skuffelse, at løven ikke var der længere, men den blev hurtigt afløst af frygten for, hvad sådan en stor kat kunne finde på, når den havde været hidsig nok til at lave sådan et rod. Det var ret voksent af mig, nu jeg tænker over det.
Jeg gik op på mine forældres soveværelse. Først lod de, som om de lige var vågnet. Min far strakte sig i et falsk gab og trak øjenbrynene op i panden, men jeg kunne se på deres ansigter, at de udmærket vidste, hvad der var sket. Det irriterede mig, at de brugte tid på at spille overraskede.
    – Nå, det var da ikke så godt, men hvad kan vi egentlig gøre ved det? Nu er den jo væk, sagde min mor. 
    Det var et chok for mig, at hun tog det på den måde. Der løb en løve rundt derude mellem mennesker. Det var vores ansvar, at den var der, og så vendte hun sig bare om på siden. Min far skrabede piben ud og gjorde det samme. Var det sådan, mine forældre var i en krisesituation?
    Jeg løb ned til mit værelse igen, hvor Mette stod ved vinduet. Hun stod helt oppe på tæerne og rystede lige så stille. Jeg kan huske, jeg tænkte, at nu skulle min mor holde om hende, og at jeg måske selv skulle gøre det, når min mor ikke gjorde. Men jeg gjorde det ikke. Jeg stillede mig bare ved siden af hende og kiggede ud på de to giganters leg i baggården. Det overraskede mig, at tigeren var den største. De forsøgte ikke for alvor at gøre hinanden fortræd, men det var så voldsomt at se på, at man ikke kunne undgå at blive lidt bange alligevel.
    – De kunne lugte hinanden i nat, sagde Mette og lød næsten voksen. – Mor siger, det er derfor, de er brudt ud. Tigeren har ødelagt hele mit værelse.

    Jeg fortalte, at løven havde ødelagt mit.
    – Har du snakket med mor? spurgte jeg. Jeg kunne næsten ikke tro det, men det havde hun.

    Mette fortalte, at vores mor havde sagt, der ikke var noget at være bange for, men at hun selv havde set lidt bange ud.

    Min mor og far var langt om længe stået op, da kattene kom tilbage til mit værelse gennem det ødelagte vindue. Hunden var der også. Det var det værste. Jeg var bange for, at tigeren skulle æde Vaks. Vaks ville så gerne være modig og beskytte mig, men jeg kunne se, at den havde givet op, allerede før den begyndte at gø. Jeg kunne ikke holde ud at se den store hund krybe i skjul ved sengen. Som om den kunne gemme sig nogen steder.”

– Er historien slut nu, far? siger Bo, lysvågen.
    – Ja, siger Anton. 
    – Det var meningen, at du skulle være faldet i søvn nu. 
    – Det ved jeg godt, far, men det var en god historie.
    – Ja, det var jo en fejl, siger Anton.
    – Jeg mener, den var spændende.
    – Og så kunne du ikke sove?
    Bo ryster på hovedet.
    En kat skriger udenfor. Den lyder som et spædbarn. 
    – Men far? siger Bo.
    – Ja.
    – Den er ikke rigtig færdig, vel?
    – Tjjj ... det, siger Anton.
    Bo spørger, hvad der skete med løven og tigeren bagefter.
    – Der kom en løvetæmmer fra cirkus og hentede dyrene, men jeg fik lov at ride en tur rundt i gården på tigerens ryg.
    Bo smiler.
    – Det lyder mega sjovt! På en tiger! Var du ikke bange?
    – Overhovedet ikke, siger Anton.
    Bo kigger op gennem tagvinduet. En due rammer ruden med den ene vinge. Den taber fart og kurrer. 
    En måge skriger.
    – Du ved godt selv, at det er løgn, ikke far? spørger Bo stille.
    – Nej, det!
    – Jeg kunne godt lide historien, men der er jo ikke løver og tigre i cirkus, vel? Ikke i virkeligheden, far.
    – Det var der, da jeg var dreng! siger Anton.
    – Ok, far.
    – Rrroooaaaah! brøler det pludselig henne fra lemmen.
    Anton farer sammen og trækker Bo til sig.
    En kæmpe skygge springer frem på væggen; så ser Bo løvens hoved i mørket ved lemmen. Den har rejst sig på bagbenene og springer frem mod dem.
Anton knuger Bo.
    – Farvel, min dreng, siger han.
    Nu dækker Antons krop for det svage lys fra sengelampen, der er næsten helt mørkt.
    Så mærker Bo de store poter helt tæt på, kløerne og de blottede tænder lyser op. 
    – Rrroooaaaah! brøler den igen.
    Bo skriger og kalder på sin mor. Han når at tænke, at han aldrig skal se hende igen. 
    – Her er jeg, siger Vanilles stemme så pludselig fra løvens mund.
Hun trækker løvehovedet af og er sig selv. Anton tænder lyset og griner.
    Bo krammer sin mor. Så banker han sin far. 
    – Av av av! råber Anton.
    De griner alle tre.
    – Nu skal du sove, siger Vanille.
    – I morgen er det din fødselsdag. Du får gæster fra morgenstunden. Mette kommer med børnene. Og til frokost skal vi have stegte rødspætter med persillesovs. Det skal man have om foråret, og vi ..., siger Anton

    – Det er sommer, Anton, siger Vanille. – Og jeg ved ikke med den persillesovs.
    Jeg synes godt, vi kunne prøve noget andet.
    – Men rødspætter, i hvert fald, og jeg har sagt til Tommy, at han godt må komme med sin nye kæreste, siger Anton.
    Vanille kigger på Anton og sukker, men Bo glæder sig. Tommy er Antons bedste ven, og hans kæreste har en dreng på hans egen alder. Bo har set ham i Tommys have flere gange. Han ser sjov ud, med indianerhår.
    – Sig til Tommy, at han ikke behøver at tage solbærsaften med denne gang, siger Vanille.
    Det lover Anton.
    Det skramler i baggården, noget vælter. En fugl skriger. Anton kigger ned gennem tagvinduet.
    – Det er sgu en ræv, siger han.
    – Godnat, far, siger Bo og slukker lyset.