Jeg tror, denne hyper seje DJ spiller næste fredag på det lokale musiksted, La Polivalente. Jeg ved ikke, om han tager rotten med.
Mere her.
Mere her.
onsdag den 30. april 2025
tirsdag den 29. april 2025
Tour de chambre
“Hvordan genopliver man en blog? Hvad mener du? Jeg mener, formatet i sig selv. Opmærksomheden,” skriver Peder Frederik Jensen på sin blog den 31. marts.
Her er et svar: Man laver en tour de chambre. En litterær stafet fra blog til blog.
Vi starter her hos Lystens værk 2, hvor jeg serverer titlen og begyndelsen af første sætning, som tilsammen lyder:
“SANDHEDEN OM BØFFELMOZZARELLA
Det begyndte med, at vi ville …”
Hvis du vil være med, så skriver du i kommentarfeltet herunder, at du inviterer på den næste forfriskning hjemme på din egen blog og fortæller naturligvis adressen. Du kopierer så ovenstående lille indledning over i en sprit ny blogpost på din blog og tilføjer i forlængelse heraf din egen fortsættelse af teksten på mellem 5 og 15 linjer.
Og så venter du på, at den næste blogger inviterer indenfor på præcis samme måde.
Skål og velkommen!
/Jens
– Alle litterære bloggere er inviteret; du bestemmer selv, om du er sådan en, men du skal have en blog. Er det noget for jer
Peder Frederik Jensen ; Louise Juhl Dalsgaard ; Rasmus Graff ; Martin Glaz Serup ; Peter Højrup ; Peter H. Olesen ; Maja Elverkilde ; Lars Skinnebach ; Lars Bukdahl ; Jesper Sternberg Nielsen ; Knud Steffen Nielsen ; Christian Yde Frostholm ; Mads Eslund ; Peter-Clement Woetmann ; Robert Henningsson og Thomas Krogsbøl ?
Mørkelagt i Málaga
Omkring 12:30 mandag forsvandt elektriciteten pludselig. Det har jeg aldrig oplevet før her i Málaga, men til gengæld flere gange, mens jeg boede i Madrid. I hvert fald, at strømmen gik sig en tur i opgangen. Nogle gange endda i blokken eller ligefrem i hele kvarteret. Det har aldrig varet mere end en time, så jeg gik en tur og regnede med, at alt ville være normalt, når jeg var hjemme igen.
Under vejs på gåturen registrerede jeg, at trafiklysene var ude af drift. Ham, der har ansvaret for dem, er far til en af min yngste datters klassekammerater, og han virker som en pålidelig fyr, så det undrede mig, at den var gal i hele byen. Lidt efter gik det op for mig, at butikker og restauranter var ved at trække skodderne for, også dem, der ikke plejer at holde siesta. Og mindst en time for tidligt. Kun isboderne holdt åbent og forsøgte desperat at sælge vafler med tre eller fire kugler, før hele varelageret smeltede. Lyset var gået i hele byen.
Hjemme igen halvanden time senere var der stadig ikke strøm. Jeg forsøgte at komme på internet med mobilen for at finde en forklaring, men der var ikke forbindelse. Jeg prøvede at ringe til mine to ældste børn, men heller ikke det kunne lade sig gøre. Telefonen var død. Sjovt nok kunne jeg, omend med forsinkelse, lægge opslag op på Instagram og sende beskeder på Messenger.
Jeg læste et par timer, og da strømmen stadig ikke var på, gik jeg ud for at købe mad. Aldi holdt åbent med nødgenerator og kontantbetaling. Kassedamen fortalte, at strømmen nu var tilbage i Sevilla, cirka 200 kilometer fra Málaga. Jeg troede kun, den var gal her i byen. Min fætter Andreas skrev på Messenger, at der strømmen var tilbage i flere spanske byer. Det var nu, det gik op for mig, at der havde været problemer over hele landet.
Det var opmuntrende at opleve, hvor hensynsfuldt der blev kørt i en by uden trafiklys. Farten var sat ned, og biler holdt pludselig tilbage for krydsende fodgængere. Selv enkelte el-løbehjul gjorde.
Jeg lærte min nabo at kende, da jeg lånte tændstikker for at kunne tænde lys – og stege optøet kød fra fryseren.
Min søn og min ældste datter kiggede ind hos mig efter tur under påskud af ærinder, som sagtens kunne have ventet en dag eller to. Og de skulle ned og op ad trapper til 17. etage hos deres mor, hvor elevatoren var ude af drift, for at besøge mig. Jeg tror, de ville se, om jeg var ok. Det er en af glæderne ved at blive halvgammel.
Min søn fortalte, at Portugal og Frankrig også var ramt af strømsvigtet. Nu kan jeg læse, at der havde været en officiel forklaring i omløb om meteorologiske forstyrrelser som årsag, ekstrem varme skulle det være. Men alle kunne se, hvor utroværdig, den var. Som om aprils 25-30 grader skulle kunne mørklægge et land, som er vant til 45 grader i august! Mørklægge tre lande. Nu var den også trukket tilbage.
Det er svært ikke at tænke på sabortage eller terrorangreb. Men hvad nytter det? Vi må se, hvad der kommer frem i løbet af dagen.
Lyset kom tilbage og vækkede mig kl. 03:10. Nu vil jeg spise noget stegt kød og tilbage i seng. Godnat fra Málaga.
Under vejs på gåturen registrerede jeg, at trafiklysene var ude af drift. Ham, der har ansvaret for dem, er far til en af min yngste datters klassekammerater, og han virker som en pålidelig fyr, så det undrede mig, at den var gal i hele byen. Lidt efter gik det op for mig, at butikker og restauranter var ved at trække skodderne for, også dem, der ikke plejer at holde siesta. Og mindst en time for tidligt. Kun isboderne holdt åbent og forsøgte desperat at sælge vafler med tre eller fire kugler, før hele varelageret smeltede. Lyset var gået i hele byen.
Hjemme igen halvanden time senere var der stadig ikke strøm. Jeg forsøgte at komme på internet med mobilen for at finde en forklaring, men der var ikke forbindelse. Jeg prøvede at ringe til mine to ældste børn, men heller ikke det kunne lade sig gøre. Telefonen var død. Sjovt nok kunne jeg, omend med forsinkelse, lægge opslag op på Instagram og sende beskeder på Messenger.
Jeg læste et par timer, og da strømmen stadig ikke var på, gik jeg ud for at købe mad. Aldi holdt åbent med nødgenerator og kontantbetaling. Kassedamen fortalte, at strømmen nu var tilbage i Sevilla, cirka 200 kilometer fra Málaga. Jeg troede kun, den var gal her i byen. Min fætter Andreas skrev på Messenger, at der strømmen var tilbage i flere spanske byer. Det var nu, det gik op for mig, at der havde været problemer over hele landet.
Det var opmuntrende at opleve, hvor hensynsfuldt der blev kørt i en by uden trafiklys. Farten var sat ned, og biler holdt pludselig tilbage for krydsende fodgængere. Selv enkelte el-løbehjul gjorde.
Jeg lærte min nabo at kende, da jeg lånte tændstikker for at kunne tænde lys – og stege optøet kød fra fryseren.
Min søn og min ældste datter kiggede ind hos mig efter tur under påskud af ærinder, som sagtens kunne have ventet en dag eller to. Og de skulle ned og op ad trapper til 17. etage hos deres mor, hvor elevatoren var ude af drift, for at besøge mig. Jeg tror, de ville se, om jeg var ok. Det er en af glæderne ved at blive halvgammel.
Min søn fortalte, at Portugal og Frankrig også var ramt af strømsvigtet. Nu kan jeg læse, at der havde været en officiel forklaring i omløb om meteorologiske forstyrrelser som årsag, ekstrem varme skulle det være. Men alle kunne se, hvor utroværdig, den var. Som om aprils 25-30 grader skulle kunne mørklægge et land, som er vant til 45 grader i august! Mørklægge tre lande. Nu var den også trukket tilbage.
Det er svært ikke at tænke på sabortage eller terrorangreb. Men hvad nytter det? Vi må se, hvad der kommer frem i løbet af dagen.
Lyset kom tilbage og vækkede mig kl. 03:10. Nu vil jeg spise noget stegt kød og tilbage i seng. Godnat fra Málaga.
mandag den 28. april 2025
La Victoria 23
Jeg forestiller mig, dette er en kommentar til den ringe plads, som man har til at dyrke sport her i byen – og måske især her i kvarteret, hvor den eneste mulighed er at stå på skateboard på en byggetomt. Flere af de unge mennesker i kassen har fodboldstøvler på, men det er vanskeligt at finde en græsplæne at spille på her i byen, for slet ikke at tale om en egentlig fodboldbane.
søndag den 27. april 2025
La Victoria 22
Jeg mangler kontekst, den fælles viden, som man har i kvarteret eller landet, når jeg kigger på graffiti her. Denne fine grønne mand får mig umiddelbart til at tænke på en mellemamerikansk guerillasoldat, men måske er det blot farven og kasketten, der gør det. Han kan lige så godt være en kendt DJ fra Málaga, en populær fiskehandler fra markedet ved Plaza de la Merced – eller kunstneren selv.
Et godt værk er det under alle omstændigheder, og jeg elsker, at han er grøn.
lørdag den 26. april 2025
La Victoria 21
Dette fantastiske værk på den udtjente mur er en af mine absolutte favoritter. Inventaret passer til muren (og til kvarteret) med den smadrede flaske, den døde kakerlak og den levende, som er på vej op ad den venstre sneaker. Og opstillingen, som gradvis spidser til mod venstre, er enkel, logisk og elegant, og falskehalsen velanvendt. Men særligt udførelsen imponerer mig. Når jeg ser den knuste flaske skildret med den præcision og detaljeringsgrad, gennemsigtigheden, det indre og ydre lys, den diskrete, men perfekte skygge, glassets farve og glans – og så brudfladen! – ja, så skammer jeg mig over nogensinde at have taget en pensel i hånden. Det er godt lavet, og jeg begriber ikke hvordan.
fredag den 25. april 2025
Husker du Henning Jensen i Madrid?
Henning Jensen (1949-2017).
Da han døde i 2017, blev han æret med et minuts stilhed af flere end 70.000 tilskuere på Estadio Santiago Bernabéu inden kampen mod Borussia Dortmund, og af Real Madrids spillere, som bar sørgebind.
Fodboldlegenden, fodboldenglen Henning Jensen kom til den tyske storklub Borussia Mönchengladbach uden at have spillet en eneste divisionskamp i Danmark først. Han havde gemt sig i landets fjerdebedste række i fødebyen Nørresundby, hvor han spillede med så enormt et talent, at han blev udtaget til det olympiske landshold alligevel. Med Allan Simonsen og Henning Jensen på holdet kvalificerede Danmark sig til OL i München 1972, men Jensen kom ikke med til legene, for Borussia Mönchengladbach havde opdaget den talentfulde angriber (som i øvrigt kunne spille alle pladser på holdet) og givet ham en professionel kontrakt. Efter OL købte de også Allan Simonsen. Siden kom Jensen til Real Madrid, mens Simonsen havnede i FC Barcelona.
I Spanien er det ikke ualmindeligt at tage en skarp inden kampen. Heller ikke blandt elitespillerne. Henning Jensen fortalte om en flaske King George, spillerne havde delt inden en berømt EF-kamp, han var med til at spille på Wembley i London:
“Jeg har aldrig set det i Danmark og tror ikke, det sker i Superligaen, men på den anden side er det med til at give dig det ekstra kick, der skal til lige inden kampstart. Inden den sidste opvarmning.
Da jeg spillede i Spanien fandt jeg ud af, at det er meget udbredt dernede. Whiskyen var blot erstattet med cognac. Jeg ved ikke rigtig, om det kommer ind under doping, men de gør det fortsat i Real Madrid og andre spanske klubber. Snupper lige det, de kalder ‘en stærk kaffe’.” Interview i Berlingske Tidende
Da jeg i slutningen af 1980’erne så småt begyndte at interessere mig for spansk fodbold, verserede den vandrehistorie, at man kunne gå ind på en hvilken som helst bar i Madrid og fortælle, at man kom fra Danmark og hed Jensen, og så ville man ikke få lov at betale for en eneste øl resten af aftenen. Folk ville kappes om at betale det næste glas og høre, om man kendte den første Jensen, måske ligefrem var i familie med ham. Om det virkelig var sandt i 1988, tør jeg ikke sige, men i dag går den i hvert fald ikke længere. Jeg har prøvet. Barens gæster kiggede afventende på mig og rystede på hovedet, da det gik op for dem, at jeg ikke havde tænkt mig at sige mere. Måske havde de hørt den for tit, måske kunne de bare ikke huske Jensen.
Men Henning Jensen havde unægteligt stor succes som angriber, hængende angriber og wing i Real Madrid. Han var populær blandt klubbens tilhængere på grund af sin holdånd, sit blik for medspillerne og sine overraskende detaljer, de tilsyneladende forkerte valg, han traf, som oftest med et godt resultat til følge. Tingene lykkedes for ham, dels på grund af en vældig god teknik, en særlig fornemmelse for bolden og for øjeblikkets muligheder, dels fordi han ville. Det skulle lykkes, og så lykkedes det også.
Henning Jensen kom til Madrid i 1976 og spillede tre sæsoner i Real Madrid. Klubben vandt La Liga to gange med ham på holdet. Han spillede 81 kampe og scorede 16 mål, hvilket jo ikke er imponerende for en angriber, men ranglede Jensen var heller ingen udpræget måltyv. I sine 125 kampe for Borussia Mönchengladbach 1972-1976 havde han scoret 44 mål, hvilket var bedre, men heller ikke prangende. Alligevel var det netop ham, verdens stærkeste klub ville have. Det var især som oplægger, han brillerede. Henning Jensen så muligheder og skabte chancer, som ingen andre kunne finde, og derfor var han en af verdens absolut mest feterede og eftertragtede angribere i anden halvdel af halvfjerdserne.
Borussia Mönchengladbach ville ikke slippe ham, de anså ham for uundværlig i kampen om det tyske mesterskab, men Jensen stak af til sommerhuset i Løkken, og fra sit eksil meddelte han sin klub, at enten solgte de ham til Real, eller også indstillede han karrieren. Og så ville tyskerne trods alt hellere have pengene. Den første Jensen blev det dyreste spillerkøb i spansk fodbold i 1976 og den dyreste europæiske spiller i det hele taget.
Man må sige, at hans karriere fik en usædvanlig begyndelse. Født og opvokset i Nørresundby spillede Henning Jensen som amatør for danmarksserieklubben Nørresundby Boldklub. Trods usædvanlige evner, som man også havde bemærket i Aalborg, faldt det ham ikke ind at skifte til AaB. Landstræner Strittich havde set den 22-årige danmarksseriespiller brillere i en træningskamp mellem Strittich’ OL-hold og pressens udvalgte. Selvom han spillede i den fjerdebedste række, hev Rudi Strittich ham sensationelt ind på landsholdet i en venskabskamp mod England 3. maj 1972. Det var meningen, at han skulle med til sommerlegene i München 1972, hvor Allan Simonsen og co. jo vandt bronze, men i mellemtiden var Jensen blevet professionel i den tyske storklub Borussia Mönchengladbach, som havde luret, at den magre, platfodede knægt fra landsbyklubben kunne noget særligt, og så kunne han ikke komme med Allan til OL.
I Borussia Mönchengladbach blev han genforenet med angrebsmakkeren fra OL-landsholdet, vejlenseren, Allan Simonsen. Deres samarbejde i angrebet var et af de meget sjældne, nærmest telepatiske makkerskaber, som gør begge spillere 50 % bedre og på den måde nærmest giver holdet en tolvtemand på holdet. Især forkælede Jensen den klejne Simonsen med de oplæg, som var forudsætningen for Simonsens verdensry som angriber. Der var dog andre faktorer med i den fantastiske offensiv. Det var først og fremmest Günter Netzer, den tyske strateg, men også angriberen Jupp Heynckes. Hver for sig havde de verdensklasse, men sammen forekom de på det nærmeste uovervindelige.
De blev tyske mestre sammen to gange, og efter de tre år i Real Madrid sluttede Jensen så sin udlandskarriere af i Ajax Amsterdam, hvor han blev hollandsk mester sammen med Frank Arnesen og Søren Lerby. På den måde opnåede han at blive tysk, spansk og hollandsk mester, uden at have spillet en eneste divisionskamp i Danmark.
Det er vanskeligt at forestille sig, at noget tilsvarende kunne ske i dag. Ja, faktisk er det svært at tro, at et tilsvarende stort talent i dag ville spille i så lille en klub som Nørresundby Boldklub i en alder af 22. Han ville være hentet til en superligaklub allerede som 12-årig. Men Jensen var tro mod sin hjemby og sin barndomsklub, hvor han da også afsluttede karrieren efter et mellemspil hos AGF.
Mellemspillet i Aarhus var ikke helt ligegyldigt for den modne Jensen. Han var i 1982 kun en lille halv time fra at slå legendariske Ulrik le Févres danmarksrekord med nationale mesterskaber i tre forskellige lande. Med AGF kunne Jensen have vundet i det fjerde land. Men i afslutningen af sæsonens sidste kamp udlignede B93 til 2-2 mod AGF, og så blev OB mestre i stedet. Jensen spillede dog to gode sæsoner i AGF.
Siden kom de to rekordmestre Jensen & le Févre i øvrigt til at arbejde sammen om at sælge spillere fra Danmark til udlandet og omvendt.
At det blev Ajax efter Real Madrid, og ikke Juventus, skyldtes kun, at det italienske fodboldforbund på det tidspunkt besluttede at lukke for tilgangen af udenlandske spillere i tre år. Den Gamle Dame havde nemlig bud efter både Jensen og Allan Simonsen. Simonsen var blevet overflødig i FC Barcelona efter Diego Maradonas ankomst (de spillede samme plads; dengang måtte der kun være to udlændinge på holdet, og Barcelona havde desuden Bernd Schuster som den ledende figur på midtbanen) omtrent samtidig med, at Jensen havde kontraktudløb i Madrid, og Torino-klubben drømte om at samle drømmeduoen Jensen & Simonsen fra Borussia, men til Jensens store ærgrelse måtte det blive ved drømmene.
Nå, ja, Wembley! Alle, der var fodbolddrenge i begyndelsen af halvfjerdserne husker også Jensens spektakulære hovedstødsmål på Wembley i en kamp mod et udvalgt EF-hold.
“Det er ud af erindringssporene, jeg kan sætte billedet i bevægelse, bolden er kommet ind fra venstre, den hvide spiller er gået lige op i luften efter den, men deroppe har han måttet kaste sig frem for at nå den, da den er kommet nærmere. Til da har han villet heade mod venstre, men ud af øjenkrogen har han lige sanset, hvordan målmanden inde på stregen har flyttet kropsvægten over på højrebenet, netop for at tage bolden der, hvor den hvide faktisk har lagt an til at placere den. Derfor har denne nu, allerede svævende, måttet beslutte sig til at heade den modsatte vej, rådsnart har han i luften fået trukket kropsbevægelsen ud til venstre, samtidigt har han bøjet nakken og derpå med stor kraft sat panden til bolden. Bolden som nu er på vej ind i det usynlige mål bag den usynlige målmand, der er fanget på det forkerte ben. Den hvide følger bolden med øjnene, ansigtet mærkeligt afslappet og helt åbent, mærkeligt sårbart og forsvarsløst, inden det om brøkdele af et sekund vil blive stramt og glat i triumf”, skriver Hans-Jørgen Nielsen i Fodboldenglen.
Oplæggeren var såmænd ingen ringere end Bobby Charlton. Det var i 1973, og Jensen var udtaget til ‘de tre mod de seks’, en showkamp på Wembley, som festligholdt Danmarks, Storbritanniens og Irlands (de tre) optagelse i EF. Charlton banker bolden ind fra venstre og får den lagt lidt bag vores Jensen, men det skal lykkes! Og så lykkes det. Mirakuløst får han kastet og vredet kroppen bagud og smækket bolden en skalle, så den utageligt brager ind bag målmanden fra ‘de seks’.
“Foran mig på væggen, et stort billede af en fodboldspiller, omtrent det eneste personlige med mig her udover tøjet. Hvidklædt kan han godt ligne en engel, som han hænger der, alene højt i luften, tilskuerne i en udvisket, mælkedis bag ham. Kroppen nærmest frontal, i færd med en vridende bevægelse, højre skulder trukket frem, armen bøjet ind foran kroppen med den knyttede hånd på vej frem, benene vandret ud i luften under den lodrette krop, så der dannes en bue, fra støvlesnuderne til de flyvende hårspidser. Hovedet nærmest i profil, med blikket i delvis modsat retning af kroppens og let foroverbøjet over det store hår, som ved afslutningen af en kraftig bevægelse, hvis resultat øjnene nu følger, dybt koncentreret. Denne skikkelse, kraft og ynde på en gang, svæver altså oppe i billedet, under de hængende ben først et stykke af tribunen, så rækværkets utydelige reklamer, næsten vandrette som benene, så endelig grønsværen.” Fra Fodboldenglen
Billedet af Henning Jensen, der hænger næsten vandret i luften med sit flagrende, halvlange hår hvirvlet rundt om hovedet, har hængt som plakat på tusinder af drengeværelser i de år. Også på mit. Og jeg så ikke engang kampen.
Det blev også omslagsbillede til Hans-Jørgen Nielsens bestseller-generationsroman, Fodboldenglen, fra 1979. Derfor har mange gisnet om, at en af romanens fodboldspillende hovedpersoner, Franke, netop skulle være skabt med Henning Jensen som model.
“Første gang jeg læste bogen, anede jeg ikke rigtig, hvad den handlede om. Den var noget skæv. Jeg ved, at forfatteren Hans-Jørgen Nielsen i ungdomsårene havde spillet sammen med Frank Arnesen i Fremad Amager.
I bogen prøver han at skabe en person, der er en blanding af Frank og mig. Frank kendte han, mig citerede han fra aviserne. Jeg holder meget af Frank, men det bliver altså et mærkværdigt individ. Noget af en krydsning, må jeg sige. Der er meget rigtigt i bogen og det var fint, at der var en forfatter, der dengang tog fodbold alvorligt, men personen holder altså ikke hele vejen hjem”, siger Henning Jensen i et interview til Berlingske Tidende.
Efter EF-kampen kendte hele fodbold-Europa den unge Jensen, men det var en anden kamp, der for alvor gjorde Real Madrid interesseret i den danske angriber. Eller rettere to andre kampe. Borussia Mönchengladbach spillede i 1976 kvartfinale i mesterholdenes turnering (den, der nu hedder Champions League) mod Real Madrid over to kampe. Den første kamp i Tyskland var endt 2-2, og returkampen i Spanien sluttede 1-1, og så gik madrilenerne videre på reglen om flest scorede udebanemål. Men dramaet kan ikke læses ud af disse tal. Sagen var, at tyskerne de facto scorede tre mål på Santiago Bernabéu, men to af dem blev helt uforståeligt annulleret af den hollandske dommer, Leo van der Kroft. Om de klokkeklare fejlkendelser skyldtes det gamle hollandske tyskerhad, en flue i øjet eller gemen bestikkelse, får vi aldrig at vide, men skandalen kostede van der Kroft karrieren.
For Henning Jensen, som scorede et af de annullerede mål, gav kampen i stedet karrieren et skub fremad. Fire måneder senere blev han præsenteret i Real Madrid, hvor han blandt andre skulle spille sammen med stjerner som Santillana, Juan Sol, Paul Breitner, som Jensen boede hos i sine første tre måneder i Madrid og Vicente del Bosque, som senere blev træner i Real Madrid og så det spanske landsholds mest succesfulde træner nogensinde.
Henning Jensen er formodentlig den danske spiller, der har haft størst succes i kongeklubben. Michael Laudrup havde reelt kun en god sæson i Real Madrid, nemlig den første af hans to sæsoner. Jensen havde to, nemlig hans to sidste. Real Madrid og klubbens mange tilhængere ville hellere end gerne have beholdt ham et år mere, selvom han havde rundet de 30.
Da Diego Maradona efter indledende runde af VM i Mexico i 1986 blev spurgt, hvad han syntes om turneringens på det tidspunkt førende hold, Danmark, sagde han (citeret efter hukommelsen) “Hvis de har råd til at lade Henning Jensen blive hjemme, må de virkelig være stærke.” Henning Jensen havde ikke spillet en landskamp i 6 år, men var åbenbart den eneste danske spiller, Maradona kunne komme i tanke om.
Henning Jensens popularitet blandt de ældre tilhængere er intakt, men færre og færre unge fans forbinder navnet Jensen med noget. Der har været så urimeligt mange andre stjerner forbi i mellemtiden: Hugo Sanchez, Butrageño, Laudrup, Raul, Figo, Ronaldo, Zidane og Cristiano Ronaldo, blot for at nævne nogle få.
Inden Jensen fik chancen som professionel fodboldspiller, var han kommuneassistent og gjorde ikke meget væsen af sig uden for fodboldbanen. Og sådan fortsatte det også efter den aktive karriere. Han var en stille nordjyde, som hverken var bange for at arbejde hård eller tage store chancer, men som gjorde det uden store armbevægelser og spansk gestik.
Senere i livet flyttede Jensen tilbage til Spanien, men denne gang til Valencia, hvor han havde en datter og to børnebørn boende. Jensen talte flydende spansk, hvilket er en naturlig forudsætning for succes i Madrid, og i Valencia.
Han så alle Reals kampe på tv eller, når han kunne, på stadion. Han følte sig stadig som en del af familien. Han var da også medlem af veteranklubben, som præsideredes af klubbens største stjerne gennem tiderne, Alfredo di Stefano. Veteranerne har deres egne lokaler og en loge på Santiago Bernabéu.
“I Real Madrid glemmer man aldrig de ‘gamle’ spillere. Vi har vores egen lounge til hjemmekampene. En enkelt gang var vi 450 tidligere spillere – fra 90 år og nedefter – på plads. Det var fandeme sjovt, og festen kom til at vare et par dage. Normalt går det lidt mere stille for sig, men der er vel alt i alt 30-40 tidligere spillere på plads i Loungen. Hver gang. Man er altid velkommen”, fortalte Jensen til Berlingeren.
I Spanien er det ikke ualmindeligt at tage en skarp inden kampen. Heller ikke blandt elitespillerne. Henning Jensen fortalte om en flaske King George, spillerne havde delt inden en berømt EF-kamp, han var med til at spille på Wembley i London:
“Jeg har aldrig set det i Danmark og tror ikke, det sker i Superligaen, men på den anden side er det med til at give dig det ekstra kick, der skal til lige inden kampstart. Inden den sidste opvarmning.
Da jeg spillede i Spanien fandt jeg ud af, at det er meget udbredt dernede. Whiskyen var blot erstattet med cognac. Jeg ved ikke rigtig, om det kommer ind under doping, men de gør det fortsat i Real Madrid og andre spanske klubber. Snupper lige det, de kalder ‘en stærk kaffe’.” Interview i Berlingske Tidende
Da jeg i slutningen af 1980’erne så småt begyndte at interessere mig for spansk fodbold, verserede den vandrehistorie, at man kunne gå ind på en hvilken som helst bar i Madrid og fortælle, at man kom fra Danmark og hed Jensen, og så ville man ikke få lov at betale for en eneste øl resten af aftenen. Folk ville kappes om at betale det næste glas og høre, om man kendte den første Jensen, måske ligefrem var i familie med ham. Om det virkelig var sandt i 1988, tør jeg ikke sige, men i dag går den i hvert fald ikke længere. Jeg har prøvet. Barens gæster kiggede afventende på mig og rystede på hovedet, da det gik op for dem, at jeg ikke havde tænkt mig at sige mere. Måske havde de hørt den for tit, måske kunne de bare ikke huske Jensen.
Men Henning Jensen havde unægteligt stor succes som angriber, hængende angriber og wing i Real Madrid. Han var populær blandt klubbens tilhængere på grund af sin holdånd, sit blik for medspillerne og sine overraskende detaljer, de tilsyneladende forkerte valg, han traf, som oftest med et godt resultat til følge. Tingene lykkedes for ham, dels på grund af en vældig god teknik, en særlig fornemmelse for bolden og for øjeblikkets muligheder, dels fordi han ville. Det skulle lykkes, og så lykkedes det også.
Henning Jensen kom til Madrid i 1976 og spillede tre sæsoner i Real Madrid. Klubben vandt La Liga to gange med ham på holdet. Han spillede 81 kampe og scorede 16 mål, hvilket jo ikke er imponerende for en angriber, men ranglede Jensen var heller ingen udpræget måltyv. I sine 125 kampe for Borussia Mönchengladbach 1972-1976 havde han scoret 44 mål, hvilket var bedre, men heller ikke prangende. Alligevel var det netop ham, verdens stærkeste klub ville have. Det var især som oplægger, han brillerede. Henning Jensen så muligheder og skabte chancer, som ingen andre kunne finde, og derfor var han en af verdens absolut mest feterede og eftertragtede angribere i anden halvdel af halvfjerdserne.
Borussia Mönchengladbach ville ikke slippe ham, de anså ham for uundværlig i kampen om det tyske mesterskab, men Jensen stak af til sommerhuset i Løkken, og fra sit eksil meddelte han sin klub, at enten solgte de ham til Real, eller også indstillede han karrieren. Og så ville tyskerne trods alt hellere have pengene. Den første Jensen blev det dyreste spillerkøb i spansk fodbold i 1976 og den dyreste europæiske spiller i det hele taget.
Man må sige, at hans karriere fik en usædvanlig begyndelse. Født og opvokset i Nørresundby spillede Henning Jensen som amatør for danmarksserieklubben Nørresundby Boldklub. Trods usædvanlige evner, som man også havde bemærket i Aalborg, faldt det ham ikke ind at skifte til AaB. Landstræner Strittich havde set den 22-årige danmarksseriespiller brillere i en træningskamp mellem Strittich’ OL-hold og pressens udvalgte. Selvom han spillede i den fjerdebedste række, hev Rudi Strittich ham sensationelt ind på landsholdet i en venskabskamp mod England 3. maj 1972. Det var meningen, at han skulle med til sommerlegene i München 1972, hvor Allan Simonsen og co. jo vandt bronze, men i mellemtiden var Jensen blevet professionel i den tyske storklub Borussia Mönchengladbach, som havde luret, at den magre, platfodede knægt fra landsbyklubben kunne noget særligt, og så kunne han ikke komme med Allan til OL.
I Borussia Mönchengladbach blev han genforenet med angrebsmakkeren fra OL-landsholdet, vejlenseren, Allan Simonsen. Deres samarbejde i angrebet var et af de meget sjældne, nærmest telepatiske makkerskaber, som gør begge spillere 50 % bedre og på den måde nærmest giver holdet en tolvtemand på holdet. Især forkælede Jensen den klejne Simonsen med de oplæg, som var forudsætningen for Simonsens verdensry som angriber. Der var dog andre faktorer med i den fantastiske offensiv. Det var først og fremmest Günter Netzer, den tyske strateg, men også angriberen Jupp Heynckes. Hver for sig havde de verdensklasse, men sammen forekom de på det nærmeste uovervindelige.
De blev tyske mestre sammen to gange, og efter de tre år i Real Madrid sluttede Jensen så sin udlandskarriere af i Ajax Amsterdam, hvor han blev hollandsk mester sammen med Frank Arnesen og Søren Lerby. På den måde opnåede han at blive tysk, spansk og hollandsk mester, uden at have spillet en eneste divisionskamp i Danmark.
Det er vanskeligt at forestille sig, at noget tilsvarende kunne ske i dag. Ja, faktisk er det svært at tro, at et tilsvarende stort talent i dag ville spille i så lille en klub som Nørresundby Boldklub i en alder af 22. Han ville være hentet til en superligaklub allerede som 12-årig. Men Jensen var tro mod sin hjemby og sin barndomsklub, hvor han da også afsluttede karrieren efter et mellemspil hos AGF.
Mellemspillet i Aarhus var ikke helt ligegyldigt for den modne Jensen. Han var i 1982 kun en lille halv time fra at slå legendariske Ulrik le Févres danmarksrekord med nationale mesterskaber i tre forskellige lande. Med AGF kunne Jensen have vundet i det fjerde land. Men i afslutningen af sæsonens sidste kamp udlignede B93 til 2-2 mod AGF, og så blev OB mestre i stedet. Jensen spillede dog to gode sæsoner i AGF.
Siden kom de to rekordmestre Jensen & le Févre i øvrigt til at arbejde sammen om at sælge spillere fra Danmark til udlandet og omvendt.
At det blev Ajax efter Real Madrid, og ikke Juventus, skyldtes kun, at det italienske fodboldforbund på det tidspunkt besluttede at lukke for tilgangen af udenlandske spillere i tre år. Den Gamle Dame havde nemlig bud efter både Jensen og Allan Simonsen. Simonsen var blevet overflødig i FC Barcelona efter Diego Maradonas ankomst (de spillede samme plads; dengang måtte der kun være to udlændinge på holdet, og Barcelona havde desuden Bernd Schuster som den ledende figur på midtbanen) omtrent samtidig med, at Jensen havde kontraktudløb i Madrid, og Torino-klubben drømte om at samle drømmeduoen Jensen & Simonsen fra Borussia, men til Jensens store ærgrelse måtte det blive ved drømmene.
Nå, ja, Wembley! Alle, der var fodbolddrenge i begyndelsen af halvfjerdserne husker også Jensens spektakulære hovedstødsmål på Wembley i en kamp mod et udvalgt EF-hold.
“Det er ud af erindringssporene, jeg kan sætte billedet i bevægelse, bolden er kommet ind fra venstre, den hvide spiller er gået lige op i luften efter den, men deroppe har han måttet kaste sig frem for at nå den, da den er kommet nærmere. Til da har han villet heade mod venstre, men ud af øjenkrogen har han lige sanset, hvordan målmanden inde på stregen har flyttet kropsvægten over på højrebenet, netop for at tage bolden der, hvor den hvide faktisk har lagt an til at placere den. Derfor har denne nu, allerede svævende, måttet beslutte sig til at heade den modsatte vej, rådsnart har han i luften fået trukket kropsbevægelsen ud til venstre, samtidigt har han bøjet nakken og derpå med stor kraft sat panden til bolden. Bolden som nu er på vej ind i det usynlige mål bag den usynlige målmand, der er fanget på det forkerte ben. Den hvide følger bolden med øjnene, ansigtet mærkeligt afslappet og helt åbent, mærkeligt sårbart og forsvarsløst, inden det om brøkdele af et sekund vil blive stramt og glat i triumf”, skriver Hans-Jørgen Nielsen i Fodboldenglen.
Oplæggeren var såmænd ingen ringere end Bobby Charlton. Det var i 1973, og Jensen var udtaget til ‘de tre mod de seks’, en showkamp på Wembley, som festligholdt Danmarks, Storbritanniens og Irlands (de tre) optagelse i EF. Charlton banker bolden ind fra venstre og får den lagt lidt bag vores Jensen, men det skal lykkes! Og så lykkes det. Mirakuløst får han kastet og vredet kroppen bagud og smækket bolden en skalle, så den utageligt brager ind bag målmanden fra ‘de seks’.
“Foran mig på væggen, et stort billede af en fodboldspiller, omtrent det eneste personlige med mig her udover tøjet. Hvidklædt kan han godt ligne en engel, som han hænger der, alene højt i luften, tilskuerne i en udvisket, mælkedis bag ham. Kroppen nærmest frontal, i færd med en vridende bevægelse, højre skulder trukket frem, armen bøjet ind foran kroppen med den knyttede hånd på vej frem, benene vandret ud i luften under den lodrette krop, så der dannes en bue, fra støvlesnuderne til de flyvende hårspidser. Hovedet nærmest i profil, med blikket i delvis modsat retning af kroppens og let foroverbøjet over det store hår, som ved afslutningen af en kraftig bevægelse, hvis resultat øjnene nu følger, dybt koncentreret. Denne skikkelse, kraft og ynde på en gang, svæver altså oppe i billedet, under de hængende ben først et stykke af tribunen, så rækværkets utydelige reklamer, næsten vandrette som benene, så endelig grønsværen.” Fra Fodboldenglen
Billedet af Henning Jensen, der hænger næsten vandret i luften med sit flagrende, halvlange hår hvirvlet rundt om hovedet, har hængt som plakat på tusinder af drengeværelser i de år. Også på mit. Og jeg så ikke engang kampen.
Det blev også omslagsbillede til Hans-Jørgen Nielsens bestseller-generationsroman, Fodboldenglen, fra 1979. Derfor har mange gisnet om, at en af romanens fodboldspillende hovedpersoner, Franke, netop skulle være skabt med Henning Jensen som model.
“Første gang jeg læste bogen, anede jeg ikke rigtig, hvad den handlede om. Den var noget skæv. Jeg ved, at forfatteren Hans-Jørgen Nielsen i ungdomsårene havde spillet sammen med Frank Arnesen i Fremad Amager.
I bogen prøver han at skabe en person, der er en blanding af Frank og mig. Frank kendte han, mig citerede han fra aviserne. Jeg holder meget af Frank, men det bliver altså et mærkværdigt individ. Noget af en krydsning, må jeg sige. Der er meget rigtigt i bogen og det var fint, at der var en forfatter, der dengang tog fodbold alvorligt, men personen holder altså ikke hele vejen hjem”, siger Henning Jensen i et interview til Berlingske Tidende.
Efter EF-kampen kendte hele fodbold-Europa den unge Jensen, men det var en anden kamp, der for alvor gjorde Real Madrid interesseret i den danske angriber. Eller rettere to andre kampe. Borussia Mönchengladbach spillede i 1976 kvartfinale i mesterholdenes turnering (den, der nu hedder Champions League) mod Real Madrid over to kampe. Den første kamp i Tyskland var endt 2-2, og returkampen i Spanien sluttede 1-1, og så gik madrilenerne videre på reglen om flest scorede udebanemål. Men dramaet kan ikke læses ud af disse tal. Sagen var, at tyskerne de facto scorede tre mål på Santiago Bernabéu, men to af dem blev helt uforståeligt annulleret af den hollandske dommer, Leo van der Kroft. Om de klokkeklare fejlkendelser skyldtes det gamle hollandske tyskerhad, en flue i øjet eller gemen bestikkelse, får vi aldrig at vide, men skandalen kostede van der Kroft karrieren.
For Henning Jensen, som scorede et af de annullerede mål, gav kampen i stedet karrieren et skub fremad. Fire måneder senere blev han præsenteret i Real Madrid, hvor han blandt andre skulle spille sammen med stjerner som Santillana, Juan Sol, Paul Breitner, som Jensen boede hos i sine første tre måneder i Madrid og Vicente del Bosque, som senere blev træner i Real Madrid og så det spanske landsholds mest succesfulde træner nogensinde.
Henning Jensen er formodentlig den danske spiller, der har haft størst succes i kongeklubben. Michael Laudrup havde reelt kun en god sæson i Real Madrid, nemlig den første af hans to sæsoner. Jensen havde to, nemlig hans to sidste. Real Madrid og klubbens mange tilhængere ville hellere end gerne have beholdt ham et år mere, selvom han havde rundet de 30.
Da Diego Maradona efter indledende runde af VM i Mexico i 1986 blev spurgt, hvad han syntes om turneringens på det tidspunkt førende hold, Danmark, sagde han (citeret efter hukommelsen) “Hvis de har råd til at lade Henning Jensen blive hjemme, må de virkelig være stærke.” Henning Jensen havde ikke spillet en landskamp i 6 år, men var åbenbart den eneste danske spiller, Maradona kunne komme i tanke om.
Henning Jensens popularitet blandt de ældre tilhængere er intakt, men færre og færre unge fans forbinder navnet Jensen med noget. Der har været så urimeligt mange andre stjerner forbi i mellemtiden: Hugo Sanchez, Butrageño, Laudrup, Raul, Figo, Ronaldo, Zidane og Cristiano Ronaldo, blot for at nævne nogle få.
Inden Jensen fik chancen som professionel fodboldspiller, var han kommuneassistent og gjorde ikke meget væsen af sig uden for fodboldbanen. Og sådan fortsatte det også efter den aktive karriere. Han var en stille nordjyde, som hverken var bange for at arbejde hård eller tage store chancer, men som gjorde det uden store armbevægelser og spansk gestik.
Senere i livet flyttede Jensen tilbage til Spanien, men denne gang til Valencia, hvor han havde en datter og to børnebørn boende. Jensen talte flydende spansk, hvilket er en naturlig forudsætning for succes i Madrid, og i Valencia.
Han så alle Reals kampe på tv eller, når han kunne, på stadion. Han følte sig stadig som en del af familien. Han var da også medlem af veteranklubben, som præsideredes af klubbens største stjerne gennem tiderne, Alfredo di Stefano. Veteranerne har deres egne lokaler og en loge på Santiago Bernabéu.
“I Real Madrid glemmer man aldrig de ‘gamle’ spillere. Vi har vores egen lounge til hjemmekampene. En enkelt gang var vi 450 tidligere spillere – fra 90 år og nedefter – på plads. Det var fandeme sjovt, og festen kom til at vare et par dage. Normalt går det lidt mere stille for sig, men der er vel alt i alt 30-40 tidligere spillere på plads i Loungen. Hver gang. Man er altid velkommen”, fortalte Jensen til Berlingeren.
onsdag den 23. april 2025
La Victoria 20
"Lad os smadre glasloftet," siger kvinden med den store hammer. Jeg tænkte først, det var en aktivistisk kalden til kamp mod udledning af drivhusgasser. Men kom så i tanker om, at glasloftet de senere år har været brugt som metafor for den usynlige barriere, der forhindrer især kvinder i at nå til tops i karrieren trods gode kvalifikationer.
Måske er denne kvinde ikke fra Krypton, men jeg tror under alle omstændigheder, at der er tale om en superhelt. Det er noget med den tætsiddende heldragt og den medfølgende maske – og så at hun uden videre i én arm kan løfte en hammer med et hoved, der er dobbelt så stort som hendes eget.
Måske er denne kvinde ikke fra Krypton, men jeg tror under alle omstændigheder, at der er tale om en superhelt. Det er noget med den tætsiddende heldragt og den medfølgende maske – og så at hun uden videre i én arm kan løfte en hammer med et hoved, der er dobbelt så stort som hendes eget.
tirsdag den 22. april 2025
Estadio Chile
Jeg har forsøgt at oversætte det måske mest berømte digt fra og om Pinochets massakre på venstrefløjen i Chile i september 1973:
–––––––––––––––––––––
–––––––––––––––––––––
Vi er fem tusinde her.
I dette lille hjørne af byen.
Vi er fem tusinde.
Hvor mange er vi mon i alt i byerne og over hele landet?
Her er vi ti tusinde hænder, der sår og driver fabrikkerne.
Al den menneskelighed med sult, kulde, panik, smerte, moralsk pres, terror og vanvid!
Seks af os blev borte i stjernerummet. En død, en anden slået som jeg aldrig troede et menneske kunne slås.
De fire andre ville kaste al frygt af sig, en hoppede ud i intetheden, en anden bankede sit hoved mod muren, men alle med dødens faste stirren.
Hvor er fascismens ansigt rædselsvækkende!
De fører deres planer ud i livet med nederdrægtig præcision og uden skrupler.
De bærer ofrets blod om halsen som medalje.
Mordet er en heltedåd.
Er det den verden, du har skabt, min Gud?
Var dette målet med dine syv dages slid og undere?
Mellem disse fire mure er der kun et antal, der ikke kommer videre.
I hvem dødslængslen langsomt vokser.
Men pludselig slår min samvittighed mig
og jeg ser dette tidevand uden et bølgeslag
og jeg mærker maskinernes puls
og militæret viser deres sødmefulde moder-ansigt.
Og Mexico, Cuba og verden?
Lad dem råbe denne skam!
Vi er ti tusinde hænder, der ikke producerer.
Hvor mange mon i hele landet?
Kammerat præsidentens blod
det rammer med et større brag end bomber og granater.
Det er sådan vores næve vil slå på ny.
Jeg synger; men hvor kommer du dårligt ud
når jeg skal synge rædsel.
Rædsel som den, der lever, som den, der dør, rædsel.
At se mig selv mellem så mange, så mange øjeblikkes uendelighed
hvor stilhed og råb er målene for denne sang.
Hvad jeg aldrig har set, hvad jeg blot har følt, og hvad jeg føler, vil få øjeblikket til at opstå ...
I dette lille hjørne af byen.
Vi er fem tusinde.
Hvor mange er vi mon i alt i byerne og over hele landet?
Her er vi ti tusinde hænder, der sår og driver fabrikkerne.
Al den menneskelighed med sult, kulde, panik, smerte, moralsk pres, terror og vanvid!
Seks af os blev borte i stjernerummet. En død, en anden slået som jeg aldrig troede et menneske kunne slås.
De fire andre ville kaste al frygt af sig, en hoppede ud i intetheden, en anden bankede sit hoved mod muren, men alle med dødens faste stirren.
Hvor er fascismens ansigt rædselsvækkende!
De fører deres planer ud i livet med nederdrægtig præcision og uden skrupler.
De bærer ofrets blod om halsen som medalje.
Mordet er en heltedåd.
Er det den verden, du har skabt, min Gud?
Var dette målet med dine syv dages slid og undere?
Mellem disse fire mure er der kun et antal, der ikke kommer videre.
I hvem dødslængslen langsomt vokser.
Men pludselig slår min samvittighed mig
og jeg ser dette tidevand uden et bølgeslag
og jeg mærker maskinernes puls
og militæret viser deres sødmefulde moder-ansigt.
Og Mexico, Cuba og verden?
Lad dem råbe denne skam!
Vi er ti tusinde hænder, der ikke producerer.
Hvor mange mon i hele landet?
Kammerat præsidentens blod
det rammer med et større brag end bomber og granater.
Det er sådan vores næve vil slå på ny.
Jeg synger; men hvor kommer du dårligt ud
når jeg skal synge rædsel.
Rædsel som den, der lever, som den, der dør, rædsel.
At se mig selv mellem så mange, så mange øjeblikkes uendelighed
hvor stilhed og råb er målene for denne sang.
Hvad jeg aldrig har set, hvad jeg blot har følt, og hvad jeg føler, vil få øjeblikket til at opstå ...
– Víctor Jara, 'Estadio Chile' 1973
mandag den 21. april 2025
La Victoria 18
"Min sjæl hilser din sjæl", fortæller denne stilfulde dame med 1920'er-frisure og lange handsker. Man forestiller sig, at hun står med et langt cigaretrør mellem den højre hånds behandskede fingre, men det er ikke til at se.
Den porøse mørtel forvitrer, og malingen skaller af i flager. Snart er kun sjælen tilbage.
Den porøse mørtel forvitrer, og malingen skaller af i flager. Snart er kun sjælen tilbage.
søndag den 20. april 2025
La Victoria 19
Er det mon et selvportræt? Måske ved du det; jeg gør ikke. Tegneseriestil. Det er i hvert fald en gedigen joint, han har ild på, tyk som en finger og lang som en hånd.
Det er så fedt med planten, der vokser op mellem flisen og muren netop der. Det burde være en hampplante, det er klart, men mindre kan gøre det.
Det er så fedt med planten, der vokser op mellem flisen og muren netop der. Det burde være en hampplante, det er klart, men mindre kan gøre det.
lørdag den 19. april 2025
As
Masser af kunstnere har lavet udgaver af Stevie Wonders sange, særligt af dem fra hans 'gyldne periode' fra 1971 til 1980. Der er de lidt overraskende som 'I Was Made to Love Her' af Jimi Hendrix (hvor den 17-årige Stevie Wonder selv spiller trommer) og de interessante som 'Gangsta Paradise' med Coolio, de lettere joviale som Ray Charles' udgave af 'Living for the City'. Der er også de triste misforståelser som Dario Campeottos forsøg på at synge 'Lately' på direkte tv.
Og så er der George Michaels lækre udgave af 'As', som vel blev et endnu større hit end Wonders egen udgave. Hvis man aldrig havde hørt originaludgaven, ville man formodentlig blive voldsomt imponeret af det flotte arrangement, den stærke vokal og den smukke komposition. Men når man så hører Stevie Wonders egen udgave fra dobbeltalbummet Songs in the Key of Life fra 1976, forstår man måske ikke helt, hvad en original popkunstner som George Michael ville med den, for hans arrangement er nærmest identisk med Wonders. Han synger den endda på samme måde, som Wonder gør. Der er intet føjet til. Arrangementet er måske en smule mere velpoleret end Wonders, men det havde det nu slet ikke brug for. Derfor bliver George Michaels udgave i mine ører overflødig, så her kommer den rigtige.
Hør As
Og så er der George Michaels lækre udgave af 'As', som vel blev et endnu større hit end Wonders egen udgave. Hvis man aldrig havde hørt originaludgaven, ville man formodentlig blive voldsomt imponeret af det flotte arrangement, den stærke vokal og den smukke komposition. Men når man så hører Stevie Wonders egen udgave fra dobbeltalbummet Songs in the Key of Life fra 1976, forstår man måske ikke helt, hvad en original popkunstner som George Michael ville med den, for hans arrangement er nærmest identisk med Wonders. Han synger den endda på samme måde, som Wonder gør. Der er intet føjet til. Arrangementet er måske en smule mere velpoleret end Wonders, men det havde det nu slet ikke brug for. Derfor bliver George Michaels udgave i mine ører overflødig, så her kommer den rigtige.
Hør As
La Victoria 17
En mi corazón
Hay un espacio vacío
con vistas al mar
Hay un espacio vacío
con vistas al mar
Sådan står der med sirlig skrift ved siden af dette glinsende hjerte.
Jeg er så profan, at jeg ikke kan lade være med at granske det nøje for at finde indgangen til dette ledige hjerterum med udsigt til havet. Det ligger på kvisten til venstre, tror jeg. Det er kun et lille kammer, men det er der, jeg vil stille mit arbejdsbord.
fredag den 11. april 2025
Walter Benjamin om den store digtnings usamtidighed og den dunkle uhygge i det borgerlige interiørs orient
HØJHERSKABELIGT INDRETTET TIVÆRELSESLEJLIGHED
Den fuldt ud tilfredsstillende skildring og analyse af indretningsstilen i anden halvdel af det nittende århundrede udgør samtidig en bestemt slags kriminalroman, der har lejlighedens uhygge liggende i sit dynamiske centrum. Møblernes placering er også en stillingsplan over dødbringende fælder, og rækken af værelser foreskriver offeret dets flugtvej. At netop denne slags kriminalroman opstår med Poe – altså på en tid, hvor sådanne boliger endnu knap eksisterede – gør ingen forskel. For de store digtere kombinerer uden undtagelse i en verden, der først er efter dem, ligesom de parisiske gader i Baudelaires digte først eksisterede efter nittenhundrede, og heller ikke Dostojevskijs mennesker fandtes tidligere. Det borgerlige interiør fra tresserne til halvfemserne bebos – med sine kæmpemæssige buffeter, der er overfyldt med udskæringer, de dunkle hjørner, der hvor palmen står, karnappen, som forskanses af balustraden, og de lange korridorer med den syngende gasflamme – kun adækvat af liget. “På denne sofa må tante nødvendigvis blive myrdet.” Inventarets sjælløse yppighed bliver først virkelig til komfort i overværelse af liget. Langt mere interessant end kriminalromanernes landskabsmæssige orient er denne yppige orient i deres interiør: persertæppet og ottomanen, hængelampen og den ædle kaukasiske dolk. Bag de tunge, ophængte kelimmer fejrer husherren sine orgier med værdipapirerne, kan føle sig som en østerlandsk købmand, som en doven pasha i svindlens Khanat, indtil den nævnte dolk i forsølvet gehæng over divanen en skønne eftermiddag gør en ende på hans siesta og ham selv. Denne egenart ved den borgerlige lejlighed, der sitrer efter den navnløse morder som en liderlig gammel kone efter galanen, er blevet forstået af nogle forfattere, der – måske også fordi et stykke af det borgerlige pandæmonium præger deres skrifter – har mistet deres retmæssige ære som ‘kriminalforforfatter’. I enkelte af sine skrifter har Conan Doyle det, som der her sigtes til, forfatterinden A.K. Green har fremstillet det i en stor produktion, og Gaston Leroux har med Phantom der Oper, en af de store romaner om det nittende århundrede, hjulpet denne genre til dens apoteose.
— Walter Benjamin: Ensrettet gade, A Mock Book, side 14 ff.
Pessoa – om at rejse
Fernando Pessoa: Rastløshedens bog, A Mock Book 2019. Oversat af Mone Hvass. Oprindeligt udgivet posthumt i to adskilte bind under heteronymet Bernardo Soares.
Pessoa blev født i Lissabon i 1888 og døde af druk i 1935. Han skrev prosa, drama, lyrik, essayistik og filosofi i mange forskellige stilarter og under skiftende heteronymer.
torsdag den 10. april 2025
La Victoria 16
Las Camborias er en spraglet, legesyg bar og samtidig både en slags galleri og et atelier og aktivitetscenter, så det er passende, at de har fået en graffitikunstner til at udsmykke porten.
Det er ikke noget sjældent syn, at mindre virksomheder og organisationer arbejder sammen med gadekunstnere. Det ser godt ud, og samtidig sender det et signal om, at virksomheden er 'progressiv' eller åbensindet og i kontakt med gademiljøet i kvarteret. Det kan også give facaden en form for beskyttelse mod at blive overmalet med kedelige tags og slagord, for mange graffitikunstnere er tilbøjelige til at respektere deres kollegers værker mere, end de ville respektere en ubemalet port.
Her er så eksemplet på, at det ikke altid fungerer på den måde. Hvad de producerer i denne garage, ved jeg ikke, men det er tydeligt, at den fede lilla tag, som er smurt ud over det sort-hvide værk på porten, skal sende et signal om disrespekt. Det kan vel være både over for kunstnere og garagens ejer.
Amy
Det mest uvelkomne medlem i Klub 27 er det seneste, Amy Winehouse. Sådan ser det ud fra mit sted. Ikke at jeg ønsker nogen af de øvrige medlemmer døde, selvfølgelig ikke. Tænk på Jimi Hendrix. Tænk fx på hans spirende samarbejde med John Coltrane. Hvad kunne det ikke være blevet til, hvis de ikke begge var døde alt for unge! Men nå ja, dels havde Coltrane allerede ligget i jorden fire år, da Hendrix døde. Dels døde de begge længe inden, jeg vidste, hvem de var.
Det var noget andet med Amy Winehouse. Hun var ligefrem yngre end mig. Jeg hørte hendes musik, mens den var ny og spændende. Ikke en generation efter. Og hun var den store nye stemme og sangskriver, som kunne have givet jazzen nyt liv. Jazzen og to-tre andre genrer. Sådan hørte jeg hende. Det er ikke fordi Norah Jones og Diana Krall er dårlige, og Cassandra Wilson kan jeg rigtig godt lide, men gør de for alvor noget nyt? Jeg synes det ikke. Det gør Tom Waits, det er klart, men selv ikke Tom kan blive ved for evigt.
Amy nåede kun at udgive to album. Det var alt for lidt. Her er hun med en af klassikerne.
onsdag den 9. april 2025
La Victoria 15
Er det et kvindehus, der gemmer sig bag garageporten her? Libérate mujer betyder i hvert fald Frigør dig, kvinde. Det er i givet fald et nedlagt kvindehus. De har ikke holdt åbent i de fire år, jeg har kendt til bygningen. Måske er det kun graffitikunstneren, der mener, det er et kvindehus?
Det er et spændende værk, der åbenbarer sig, når porten er lukket. Jeg er usikker på, hvordan det skal forstås. Er munden forsejlet af det sølvgrå kvindetegn? Gør kønnet det umuligt for kvinden at tale frit, eller er kvindefællesskabet snarere det, der gør det muligt at tale? Og masken?
Det er et spændende værk, der åbenbarer sig, når porten er lukket. Jeg er usikker på, hvordan det skal forstås. Er munden forsejlet af det sølvgrå kvindetegn? Gør kønnet det umuligt for kvinden at tale frit, eller er kvindefællesskabet snarere det, der gør det muligt at tale? Og masken?
Abonner på:
Opslag (Atom)