Der kom en sms fra biblioteket. Det var tid til at aflevere Solvej Balles ‘Om udregning af rumfang I’, så jeg ragede bogen ned i tasken, spændte sandalerne og overvejede ligefrem at åbne øjnene. Jeg ville gerne nå både biblioteket, SuperBrugsen og et besøg i Det Blå Hus, hvor jeg havde bestilt hel rug hjem, inden 11.
Men bibliotekets afleveringsautomat virkede ikke. Den takkede pænt, når jeg lagde bogen på lyspladen og efterfølgende trykkede på Afslut, men der kom ingen kvittering eller information om, hvor jeg skulle lægge bogen, som der plejer at gøre. Efter tre forgæves forsøg blev jeg så forbandet, at jeg åbnede munden for at kalde på en bibliotekar.
Men så kom jeg til at kigge på bogen. Det var ikke den. Det var ikke Solvej Balle, men min gode ven Anders Vægter Nielsen. Det var faktisk slet ikke en biblioteksbog, men mit eget eksemplar af den helt specielle ‘Københavnerdiagnosen’, som jeg ikke fatter, at Politiken ikke har givet en helside, og som jeg heldigvis ikke skal aflevere nogen steder.
Det er ikke en bog af en slags. I hvert fald ikke en slags, jeg før har hørt om. Er det et essay? Vel egentlig ikke, for bogen rummer til sidst en fremadskridende fiktiv handling. Er det en roman? Det ved jeg sgu ikke rigtig. Det er et satireskrift om de regionale særtræk i Danmark, særligt, men ikke kun, de sproglige. Det københavnskes gennemtrængen og gradvise opløsning af det egensspecifikke og regionale, men også det jyskes, især det østjyskes, gennemtrængen af det specifikt københavnske. Bogen er fuld af vilde og tænksomme digressioner, som vist både skal og ikke skal tages for pålydende.
Vægter Nielsen er i øvrigt lollik.
Jeg anmelder stadig ikke bøger, men her er et billede af to.
Jeg kan bekræfte, at Anders Vægter Nielsen ikke er en biblioteksbog. Jeg har heller aldrig hørt det rapporteret, at han selv skulle have forsøgt at kravle ind i en afleveringsautomat, selvom det selvfølgelig ikke udelukker et forsøg, måske i nattens mulm og mørke. For alle, tænker jeg, kan have brug for blot at føle sig som en bog i ny og næ. I enhver tænkelig genre og gerne en blanding.
SvarSletKan det passe, at Vægter Nielsen netop derfor har transformeret sig til en genredivers bog under titlen 'Livet som afleveringsautonat'?
SvarSletHvis det kan tænkes, så kan det passe. Selv mange væsener, processer, begivenheder etc. der ikke kan tænkes - af mennesker - passer sig selv ganske glimrende. De nyder ganske givet at være "utænkelige." Og hvis nogen arbejder imod tanke- og ytringsfrihed, som nogen ganske enkelt gør, som oftest på grund af frygt, så er det på høje tid, at de finder lige præcis den afleveringsautomat, hvor de kan aflevere den position. Det må så blive i den automat, der ikke kan forny. Dem burde vi have nogle flere af. Her kan man aflevere en "bog" og ud kommer et pindsvin eller en krage, for eksempel, som ren overraskelse. Det vil jeg foreslå i den udvidede udgave af Borgerservice snarest muligt. For hvis man spørger længe nok efter nogen og/eller noget, så dukker de / det / den op. Måske sammen med Anders Vægter Nielsen. Det kan ikke udelukkes. På en måde handler det også om at gå fra anonymitet, sommetider selvvalgt, til at bære sit navn på en ny måde.
SvarSlet