Jeg mødte ham kun en enkelt gang.
I efteråret 1987 skulle Venstresocialisterne fejre partiets 20-års fødselsdag. Jeg var gået ind i Århus-afdelingens kulturudvalg og var derfor med til at arrangere den stort anlagte todages kulturfestival i Ridehuset. Ved aftenfesten var Miss B. Haven det dyrt købte hovednavn på scenen. Og så havde vi som et scoop haft held til at genforene Steppeulvene, som ellers ikke havde spillet sammen i årevis, for en aften. Uden Eik Skaløe, naturligvis, men med Stig Møller som forsanger.
Vi havde smidt alt for mange penge i arrangementet og havde derfor sat billetprisen for højt og samtidig budgetteret med urealistisk mange deltagere, så selvom jeg havde lyst til at lukke alle gratis ind til festen, førte jeg et stramt regime som dørmand, for vi skulle jo have pengene hjem igen.
Jeg afviste venligt, men bestemt adskillige af de opstemte lykkeriddere og håbefulde gratister, som forsøgte at smutte ind gennem sidedøren. De fleste bed det i sig og gik slukørede hjem igen, men der var en, som blev ved med at insistere på, at han skulle ind med det samme, for Steppeulvene var allerede på vej op på scenen. Men den hoppede jeg selvfølgelig ikke på. Alle ville jo høre Steppeulvene, det var ikke noget argument.
Da vi havde stået og parlamenteret i nogle minutter, kom en af de andre fra kulturudvalget hen og hviskede mig i øret: “Det er Stig Møller, for helvede, Jens!”
Så kom han ind, rystede den idiotiske dørmands obstruktioner af sig og leverede sammen med bandet aftenens klart gladeste og bedste koncert.
Tak til Stig Møller for det frie sind og al den glade energi!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar