søndag den 10. maj 2026

Kaptajn Maxwell Woosnam og bolden


Maxwell Woosnam (1892-1965) var anfører for Manchester City, hvor han blev regnet for deres bedste centerhalf nogensinde. Siden blev han også kaptajn for både Chelsea og det England, både amatør- og A-landsholdet. Han var også Davis Cup-kaptajn for England, vandt Wimbledon i mixdouble og fik olympisk sølv og guld (mixdouble og double) i tennis. Og så er han en af de få, som har formået at lave den maksimale score på 147 i en indgang i snooker. 

Han har lavet en såkaldt centry i cricket (en sjælden score på 100 eller flere runnings i en enkelt inning som batter – Woosnam scorede 144 og 33 ’not outs’) på den legendariske Lord’s Cricket Ground. Derudover var han kaptajn for Winchester College’s golfhold og repræsenterede også skolen i squash. 

Senere studerede han ved Trinity College i Cambridge, som han også repræsenterede i fodbold, golf, tennis og cricket. Måske læste han kemi indimellem. Han blev i hvert fald direktør for kemigiganten Imperial Chemical Industries. Han fik også en medalje for sin indsats i Første verdenskrig, hvor han meget passende opnåede rang af kaptajn.

Han var en af pionererne for den endnu unge bordtennissport og slog engang et andet multitalent, nemlig Charlie Chaplin, i en kamp, hvor Woosnam spillede med en smørekniv.

Woosnam spillede kun bold for sjov i sin fritid. Derfor spillede han også kun Manchester Citys hjemmekampe, for han skulle jo også passe sit arbejde. Han tjente ikke en krone på sin sport, afslog alle tilbud om at skrive professionel kontrakt og fandt tanken vulgær. Han var også storryger og døde af en lungelidelse.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Sidevisninger den seneste måned