Jeg har forsøgt at oversætte det måske mest berømte digt fra og om Pinochets massakre på venstrefløjen i Chile i september 1973:
–––––––––––––––––––––
–––––––––––––––––––––
Vi er fem tusinde her.
I dette lille hjørne af byen.
Vi er fem tusinde.
Hvor mange er vi mon i alt i byerne og over hele landet?
Her er vi ti tusinde hænder, der sår og driver fabrikkerne.
Al den menneskelighed med sult, kulde, panik, smerte, moralsk pres, terror og vanvid!
Seks af os blev borte i stjernerummet. En død, en anden slået som jeg aldrig troede et menneske kunne slås.
De fire andre ville kaste al frygt af sig, en hoppede ud i intetheden, en anden bankede sit hoved mod muren, men alle med dødens faste stirren.
Hvor er fascismens ansigt rædselsvækkende!
De fører deres planer ud i livet med nederdrægtig præcision og uden skrupler.
De bærer ofrets blod om halsen som medalje.
Mordet er en heltedåd.
Er det den verden, du har skabt, min Gud?
Var dette målet med dine syv dages slid og undere?
Mellem disse fire mure er der kun et antal, der ikke kommer videre.
I hvem dødslængslen langsomt vokser.
Men pludselig slår min samvittighed mig
og jeg ser dette tidevand uden et bølgeslag
og jeg mærker maskinernes puls
og militæret viser deres sødmefulde moder-ansigt.
Og Mexico, Cuba og verden?
Lad dem råbe denne skam!
Vi er ti tusinde hænder, der ikke producerer.
Hvor mange mon i hele landet?
Kammerat præsidentens blod
det rammer med et større brag end bomber og granater.
Det er sådan vores næve vil slå på ny.
Jeg synger; men hvor kommer du dårligt ud
når jeg skal synge rædsel.
Rædsel som den, der lever, som den, der dør, rædsel.
At se mig selv mellem så mange, så mange øjeblikkes uendelighed
hvor stilhed og råb er målene for denne sang.
Hvad jeg aldrig har set, hvad jeg blot har følt, og hvad jeg føler, vil få øjeblikket til at opstå ...
I dette lille hjørne af byen.
Vi er fem tusinde.
Hvor mange er vi mon i alt i byerne og over hele landet?
Her er vi ti tusinde hænder, der sår og driver fabrikkerne.
Al den menneskelighed med sult, kulde, panik, smerte, moralsk pres, terror og vanvid!
Seks af os blev borte i stjernerummet. En død, en anden slået som jeg aldrig troede et menneske kunne slås.
De fire andre ville kaste al frygt af sig, en hoppede ud i intetheden, en anden bankede sit hoved mod muren, men alle med dødens faste stirren.
Hvor er fascismens ansigt rædselsvækkende!
De fører deres planer ud i livet med nederdrægtig præcision og uden skrupler.
De bærer ofrets blod om halsen som medalje.
Mordet er en heltedåd.
Er det den verden, du har skabt, min Gud?
Var dette målet med dine syv dages slid og undere?
Mellem disse fire mure er der kun et antal, der ikke kommer videre.
I hvem dødslængslen langsomt vokser.
Men pludselig slår min samvittighed mig
og jeg ser dette tidevand uden et bølgeslag
og jeg mærker maskinernes puls
og militæret viser deres sødmefulde moder-ansigt.
Og Mexico, Cuba og verden?
Lad dem råbe denne skam!
Vi er ti tusinde hænder, der ikke producerer.
Hvor mange mon i hele landet?
Kammerat præsidentens blod
det rammer med et større brag end bomber og granater.
Det er sådan vores næve vil slå på ny.
Jeg synger; men hvor kommer du dårligt ud
når jeg skal synge rædsel.
Rædsel som den, der lever, som den, der dør, rædsel.
At se mig selv mellem så mange, så mange øjeblikkes uendelighed
hvor stilhed og råb er målene for denne sang.
Hvad jeg aldrig har set, hvad jeg blot har følt, og hvad jeg føler, vil få øjeblikket til at opstå ...
– Víctor Jara, 'Estadio Chile' 1973
Sejt, Jens! Det er sjovt, hvordan rytmen er så ulig et nordisk digt, de meget forskellige længder linjer osv. Det er mere fortællende, end hvad jeg ville forvente af et digt, egentlig. Men det skyldes nok det meget konkrete afsæt.
SvarSletEt enkelt spørgsmål:
"Kammerat præsidentens blod
det rammer med et større brag end bomber og granater."
Skal der være et komma efter Kammerat, eller hvordan skal det forstås, og hvad henviser "det" i anden linje til, det er vel ikke præsidentens blod, men det blod, hans udgydelser afstedkommer på oprørerne? Eller misforstår jeg?
Tak, Louise.
SletGode spørgsmål.
Nej, det er kammerat Salvador Allende, den demokratisk valgte socialistiske præsident, som Víctor Jara ser som sin kammerat, og som (antageligvis) blev myrdet af general Augusto Pinochets tropper under deres blodige CIA-støttede statskup, inden Pinochet efter kuppet udråbte sig selv som præsident.