torsdag den 15. oktober 2026

Hun slynger bolden op i luften


En pige slynger en fodbold højt op i luften.
Hun læner sig frem 
og griber den bag ryggen.
Hun griber den på
flade hænder.
Så basker hun med armene
og gør sit trick igen.
Hun er så let
og hendes fodtrin så præcise. 
Kjolen lurvet, næsen spids og stiv,
og hendes hud er
skadet af den stærke sol.

Nu tager hun maske på
og gør det samme.
Så er hun Farinelli.
Der står hun kvidrende ved kirken,
og danser rank omkring.
Hun slynger bolden op, 
og slår igen med armene,
strækker sig mod himlen,
og drejer hele vejen om sin akse.
Hun griber efter bolden bag sin ryg.
Så vakler hun, 
et enkelt trin, der fejler,
det er nok.

Han skubbede mig!
skræpper hun forpint 
og river masken af, 
mens bolden triller ud på kørebanen,
Den forsvinder mellem bilerne. 
Nu kan hun ikke mere se den.
Han skubbede, hvisker hun 
og hendes stramme kinder mister spænding.
Men her har ingen skubbet, 
hun står alene foran kirken.
Brystet ryster,
og hendes arme hænger slapt langs siden. 
Bolden ligger under en parkeret varevogn, 
men jeg kan nå den med et ben. 

Hun kigger på mig,
skråt til siden. 
Jeg kigger bort og rækker bolden frem.
Jeg bukker mig
og lægger den ved hendes fødder,
men hun vil stadig ikke have den. 
Som heller ikke spurven 
tog imod den unge, 
som jeg fandt ved træets fod,
kold og fjerløs i min moders have.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Sidevisninger den seneste måned