Store dele af den politiske elite fra og med Socialdemokratiet og ud til Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti på den yderste højrefløj lægger i de her år et konstant pres for at installere en politisk defineret 'danskhed', hvor lutheranisme og grundtvigianisme (nogle gange blot: kristendom) er kerneværdien. Det er sådan, man får udgrænset den store del af befolkningen, der ikke opfatter os selv som kristne. Vi bliver på den måde at regne som udanske. Den udgrænsning er folketingspræsten et redskab og symbol for, og den rummer et stort potentiale for at splitte befolkningen præcis der, hvor højrefløjen altid har villet splitte os, nemlig efter højrenationalismens grænser.
Ja, det læner sig op ad protofascisme. Og en del af dette missionerende arbejde bliver ofte solgt som en slags selvfølge, hvor det at "melde sig ind i det store fællesskab" bliver ensbetydende med at blive assimileret i andres tro, og narrativer, samt forsøgt solgt som noget man skal og har godt af. At forskellige former for kristne missionerer er som sådan ikke noget nyt. Jeg tror aldrig, jeg har mødt en kristen, der ikke gjorde netop det. Nogle gange på en lettere skjult måde men det bliver alligevel ret tydeligt efter et stykke tid, at det er det, der foregår, da en ikkeeksisterende konsensus (om at et ikkeeksisterende "vi" tror på den "Gud", de vil sælge) er det, der tales ud fra, og det føles, som om der er en anden i rummet, der enten godkender eller afviser, hvad man, indtil tålmodigheden slipper op, bringer til dennes monolog. Det er det modsatte af at hylde den diversitet, som naturen lever og består af, og det vil det, indtil det en dag forsvinder, blive ved med at være.
SvarSletDen fornemmelse kender jeg godt.
SvarSletJa, det starter som en fornemmelse af et eller andet "andet" eller "tredje" i rummet, når man er i gang med, hvad man tror, er en fri samtale. Jeg havde en oplevelse på et tidspunkt, hvor jeg fandt ud af, at jeg måtte sige, at jeg ikke er kristen og ikke tror på "Gud" for ligesom at forsøge lave en form for tabula rasa i (forsøget) på at have en samtale med en, men i mange tilfælde er det faktisk en umulig manøvre. Fritænkning og fortsat, løbende, udogmatisk udforskning af livet bliver ganske enkelt defineret som noget ondt af mange af disse mennesker. Jeg er ved at læse "Hvem er bange for køn?" af Judith Butler, der meget præcist påpeger, hvordan f.eks. den katolske kirke forsøger at dæmonisere alle mulige mennesker med påstande om, at disse skulle være til fare for en eller anden "gudsgiven" "orden" som de, helt gakkelak, også kalder for "naturens orden." Samtidig med, som der påpeges, at de er ved at gå bankerot, fordi de betaler erstatninger til alle de mennesker, der er blevet misbrugt som børn af netop katolske præster igennem tiden. Et kort citat fra bogen, der står på flappen, siger det også ganske godt: "Hvordan er det lykkedes at få friheden til at fremstå så skræmmende, at folk længes efter et autoritært styre?" Ja, det er da et glimrende spørgsmål. Det er forståeligt, og ofte ret godt, at forholde sig apatisk til mange af disse missionerende mennesker, men på et tidspunkt når man, for nogens vedkommende ligesom mig, et mætningspunkt, hvor man må sige så klart fra som overhovedet muligt. Mange af dem tror jo, ligegyldigt hvad, at de "taler på alles vegne" hvilket må siges at være selve definitionen på storhedsvanvid a la en diktator. Tænk at man kan opfatte sig selv som et talerør for en "almægtig gud" der skal fortælle "os andre" hvordan "vi" "retter ind." Jeg tænker, at den eneste måde, den position kan opfattes som en realitet, er via en hel del indoktrinering i opvæksten, som de aldrig har vristet sig fri af. At mene at man har patent på sandheden, og at der kun findes en, vil i hvert fald altid være en (gigantisk) vildfarelse. Ikke desto mindre er det lige præcis det, disse mennesker forsøger at sige vidt og bredt. Gerne med (tomme) vendinger som "vores fælles værdier" som de mest af alt definerer ud fra, hvad og hvem de finder er "forkerte" (fordi de ganske enkelt ikke er som dem). På den måde kan det konstateres, at de ikke kan lide andre mennesker, da hver og en af os andre åbenbart alle skal frelses fra at være os selv. Det er et spændende projekt, ikke sandt?
SletI 'Deadline: Jesus og socialdemokraterne' handler det om mange af de her ting, hvor Mikael Rothstein siger nogle temmelig præcise ting.
Slet