Sprogspil og produktivkræfter

Der er påfaldende ligheder mellem opfattelsen af sprog hos den unge Marx og den sene Wittgenstein.

    Karl Marx (1818-1883) så den menneskelige bevidsthed som et samfundsmæssigt produkt [Se evt. MEW, bind 3, side 30f.], og samtidig udnævner han sproget til tankens umiddelbare virkelighed. Han skriver om det i Die Deutsche Ideologie.

“For filosofferne er det en af de sværeste opgaver, at stige fra tankernes verden ned til den virkelige verden. Tankernes umiddelbare virkelighed er sproget. Som filosofferne har selvstændiggjort tænkningen, således må de også selvstændiggøre sproget til et eget rige. Dette er hemmeligheden om det filosofiske sprog, hvori tanken som ord har et eget indhold. Problemet, at nedstige fra tankens verden til den virkelige verden, forvandler sig til problemet om at nedstige fra sproget til livet.”

[MEW, bind 3, side 432.]

Filosofferne har isoleret sproget i en egen verden, hvor ordene har en mening, der er løsrevet fra det levede liv, mente Marx. Hans opfattelse og afvisning af det særlige selvstændiggjorte filosofiske sprog er nærmest identisk med den opfattelse, som Ludwig Wittgenstein (1889-1951) udvikler i sit sene forfatterskab, og som vi især kender fra Philosophische Untersuchungen. Sproget må have sin mening fra sin funktion i det konkrete liv, og det konkrete menneskeliv er hos Marx snævert forbundet med den produktive praksis.
    Wittgenstein har vist, at sproget kun kan læres og skabes i en livsverdenspraksis. Der kan altså ikke være tale om et ‘idealistisk’ fællesskab. Sproget er ikke et lukket system, hvor de sproglige udtryk får mening ud fra sproginterne kriterier. Tværtimod er den sproglige mening bestemt af den faktiske brug i ‘sprogspil’. Sprogspillene er knyttet til en række forskellige livsverdensaktiviteter, som har hver deres regler for anvendelse af forskellige sproglige udtryk. Når Wittgenstein taler om spil, er det netop, fordi der er knyttet bestemte konventionelle regler til den sproglige aktivitet. Hvert spil spilles på en bestemt måde, som selvfølgelig kan overtrædes; men som ikke kan overtrædes konsekvent, uden at reglerne dermed forandres. Spillenes antal, regelsæt og indbyrdes sammenhæng er historisk givet og ændrer sig således også løbende.

“§ 2. (...) Lad os tænke os et sprog, som svarer til Augustins beskrivelse: Dette sprog skal tjene forståelsen mellem A, der bygger, og B, der hjælper. A opfører en bygning af bygge-elementer; der er terninger, søjler, plader og bjælker til rådighed. B skal række ham byggeelementerne, og det vel at mærke i den rækkefølge, A skal bruge dem. Til dette formål betjener de sig af et sprog, som består af ordene ‘terning’, ‘søjle’, ‘plade’, ‘bjælke’. A udråber dem; – B bringer det element, han har lært at bringe på dette råb. (...)”

[Filosofiske Undersøgelser, Ludwig Wittgenstein, § 2., side 35.]

Der er her tale om et helt primitivt sprogspil. Langt de fleste er mere komplekse end dette. Men vi kan se, hvordan udtrykket ‘søjle’ i dette sprogspil fungerer som en helt præcis ordre (som hvad John Austin senere i Other Minds ville kalde en performativ talehandling), mens det i et andet spil ville have anden – måske henvisende – funktion. Det er karakteristisk, at et sprogligt udtryk (en lyd eller et andet tegn) ofte vil have forskellig mening, alt efter hvilket sprogspil det skal fungere i. Et sprogspil har de udtryk, som er nødvendige for at kunne fungere effektivt i den praksis, det er knyttet til.
    Med Wittgensteins sprogspilsanalyse in mente ligger den tanke lige for, at den fælles sproglige udvikling er et epifænomen til udviklingen i den fælles produktive praksis. Sproget kan siges at have redskabskarakter i forhold til alle øvrige produktivkræfter, hvis vi skal bruge Marx’. terminologi. Det giver god mening i sammenhængen at opfatte sproget som en produktivkraft ved siden af produktionsmidlerne, teknologien, videnskaben og arbejdernes faglige kunnen, idet sproget fungerer som et middel til udvikling og kollektiv udnyttelse af disse øvrige produktivkræfter. I en wittgensteiniansk forståelse ville det netop ikke være korrekt at opfatte sproget som et system, der udvikledes forud for den praksis, som det er en betingelse for. Sproget ses som udviklet sammen med den praksis, det fungerer i. Sprogspil og praksis er en enhed. De forudsætter gensidigt hinanden. Men praksis må ikke desto mindre være det primære fænomen. En menneskelig praksis kan tænkes forud for og uden et sprog, mens et sprog ikke kan tænkes uafhængigt af en menneskelig praksis. 
    Kan en egentligt menneskelig praksis i den unge Marx’ forstand nu også virkelig tænkes uden sprog? Den menneskelige praksis består netop i en selvrealisering i et frit og bevidst arbejdsfællesskab med artsfæller. Spørgsmålet er om ikke dette fællesskab forudsætter en sproglighed selv på det mest primitive niveau, sådan at den artsspecifikke praksis og sprogligheden udvikler sig synkront, men med praksis som mål og drivkraft og sproget som middel. En sådan opfattelse ville formodentlig kunne tilfredsstille både den sene Wittgenstein og den unge Marx.