“Nu må I gamle godt gi’ os plads, for nu er det lige før, vi unge gi’r den gas!”, synger Daimi og Otto Brandenburg i ‘Don Olsen kommer til byen’ fra 1964. Det var året før, jeg blev født. Da jeg var ung, brugte ingen det udtryk længere. At gi’ den gas. Det lød allerede hengemt og lugtede muggent. Men for 10-15 år siden hørte jeg det pludselig igen. Filmen var blevet genudsendt på tv, og udtrykket havde fået en renaissance, måske nu som kitsch.
Gamle, udfasede udtryk og ord kommer igen med jævne mellemrum. Verbet ‘at formå’ var stort set forsvundet ud af dagligsproget, da den intellektuelle fodboldtræner Troels Bech begyndte at bruge det i sine analyser på tv. Det lød godt at sige “spillerne formår ikke …” i stedet for “spillerne kan ikke …”, og så begyndte spillerne også pludselig at bruge ordet. I begyndelsen fordoblede flere af dem det for en sikkerheds skyld med verbet ‘at kunne’ og sagde altså “spillerne formår ikke at kunne …”, men efterhånden blev det brugt mere selvsikkert i fodboldsproget og fandt derfra, tror jeg, tilbage til det danske dagligsprog.
Et andet ord, som i min barndom og tidlige ungdom var helt forsvundet ud af almindelig tale, var ‘kæreste’. Ingen var kærester mellem lad os sige 1974 og 1984. Man ‘kom sammen’. Eller man ‘havde fyr på’ eller ‘havde dame på’. Ordet ‘kæreste’ signalerede et forældet, formelt forhold til kærlighedslivet, nærmest på linje med ‘forlovet’. Det ville man ikke være. Og det gjaldt ikke kun de unge. Min bedstemor, som nogle år efter min bedstefars død havde mødt en ny mand, fortalte også, at hun havde ‘fået fyr på’. Det lød underligt. Måske fordi det var de unges sprog. Eller måske fordi det faktisk ikke længere var de unges sprog. Det var i hvert fald flere år efter, man igen var begyndt at sige ‘kæreste’.
Jeg ved ikke, hvorfor ordet genvandt sin position i det danske dagligsprog. Men det runger højt i en sætning, når et ord, som for længst er lagt til side, pludselig dukker op igen. Det er en fornøjelse at høre.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar