Nyset er kroppens hurtigste bevægelse. Det kommer med cirka 300 kilometer i timen. Sådan en raket er vanskelig at styre, og det var derfor, taxachaufførens tre voldsomme nys gjorde Niels urolig på motorvejen mellem Adolfo Suarez-lufthavnen og Madrids centrum. De lå trods alt og kørte slalom i en gammel Opel med 140 i timen.
– Ja, du må undskylde, at jeg kører uden maske, men ellers drukner jeg i snot, forklarede han.
– Er det de pollen, der generer? spurgte Niels.
Det var dem.
Chaufføren havde ellers taget antihistaminer for at kunne køre, fortalte
han. Dem tog Niels selv og vidste, at der stod på pakken, at de svækker evnen til at føre motoriseret køretøj. Jojo, det havde chaufføren også godt hørt, men det gjorde ikke noget, beroligede han, for alkoholen dæmpede pillernes virkning.
– Nu er det nærmest, som om jeg slet ikke havde taget de piller, fortsatte han, inden han igen blev afbrudt af et gedigent blæs fra snydeskaftet.
Det var her, han begyndte at tale om rotterne. Om Niels mon troede, de kunne bære smitten.
– Jeg har ikke hørt, at rotter skulle kunne, sagde Niels.
Chaufføren sagde, at rotter altid havde båret smitte videre, og det måtte Niels give ham ret i.
– Du er aldrig længere end to meter fra den nærmeste rotte, når du befinder dig i en storby som Madrid, sagde chaufføren.
Han havde hørt, at også ræve kunne.
– Og hvis ræve kan, så kan hunde også, sagde han. – Hvad nytter det at gå med maske, hvis hundene løber rundt og smitter hinanden?
– Nej, nej det ...
– Og de køtere render og parrer sig som gale. Det er, som om de kan fornemme, at det er nu, de skal fyre den af, forstår du?
Niels sagde, at han forstod, hvad han mente.
– Altså at det er den sidste chance de får.
Niels nikkede.
– Det er derfor, alle tæverne er i løbetid, fortsatte chaufføren. – Tror du?
– Bare vent og se.
Han vendte sig og kiggede Niels i øjenene med den venstre hånd skødesløst hvilende på rattet. Måske Niels selv havde hund?
Niels svarede hurtigt, at han ikke havde hund.
– Det er ikke kun hundene, sagde chaufføren. – Du skal ikke tro, det kun er hundene.
Niels sagde, at han bestemt ikke troede, det kun var hundene.
– Regeringen tror, at den kan standse festen i Madrid, men det har ingen nogensinde kunnet, forsikrede chaufføren.
– Men er der ikke udgangsforbud?
Chaufføren smilede ondt i bakspejlet.
Han fortalte om de sorte barer i den mørke ende af Lavapiés. Nu var det begyndt igen. Det var næsten som i firserne, hvor heroinen var kvarteres fyrste, sådan kaldte han den. De åbnede klokken fem om morgenen, når civilgarden havde vagtskifte, og gaderne i tyve minutter lå ubevogtet hen. Udefra så de lukkede ud, så man skulle vide, hvor de lå. Han havde hørt om en i Calle de las Cabestreros, hvis Niels var interesseret. Under pesten havde de indført kodeord.
– I nat er det galgo.
Niels spurgte, hvorfor han skulle være interesseret.
Chaufføren vendte sig igen og betragtede ham.
– Nej, sagde han lidt efter.
Nej, chaufføren ville aldrig selv sætte sine ben sådan et sted. Det var
en skændsel.
Folk drak sig ihjel alene for at snyde pesten. Andre sad som zombier med sorte rande under øjnene og brændte hul i håndfladerne; den gamle konkurrence om, hvem der længst kunne holde hånden over stearinlyset. De piskede hinanden med reb, så blodet sprøjtede fra det blottede kød.
Andre skar sig i armen med halsen af en knækket flaske og drak hin- anden, som var de til nadver. En rumænsk dame nærede sig alene ved selvskaderes blod. De hang hinanden om halsen og hylede som ulve, som om den musik, de spillede, ikke i sig selv kunne gøre en kastreret munk vanvittig af liderlighed, som om det ikke var nok.
Langs væggene stod de og pulede, tre eller fire uden på hinanden.
Det var som under borgerkrigen. Der var altid nogen, som ikke kunne klare presset. Indespærringen. At sidde vegeterende og vente på døden. Så skulle det hele leves ud, alt det undertrykte.
En indvoldsslagter fra Calle Esgrima ville sømmes op på væggen med nagler gennem hænderne og enden struttende ud i rummet, men fik ikke lov. Så var der alligevel en grænse for, hvordan man kunne spotte Herren.
Jojo, sådan var det også, selv i Calle de las Cabestreros, måtte Niels forstå. Mange, som aldrig før var troende, var pludselig ikke til at sparke væk fra kirkeporten.
Chaufføren tørrede sig om munden.
– Så er vi der! råbte han.
Niels klikkede sig fri af selen, åbnede og stak et ben ud.
– Nej, jeg tror altså ikke, det er her. Er du sikker på, at det her er Calle
de las Cabestreros?
– Nej, selvfølgelig er det ikke Calle de las Cabestreros. Du sagde, at du
først ville se den sorte bar, jeg fortalte om.
– Det er jeg ret sikker på, jeg ikke sagde. Vil du være flink bare at køre
mig hjem?
Det kunne han godt, men det ville koste ekstra på grund af omvejen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar