Boykot VM og boykot FIFA!

Det var sgu dråben for mig! FIFAs generalsekretær Infantino er med i Trumps autoritære alternativ til FN. 

Det har i årevis været tungt at skulle lukke øjnene for korruptionen i FIFA. VM i Qatar var ved at knække mig. Fordi Qatar slet ikke er et fodboldland. Fordi det betød, at VM ikke kunne spilles om sommeren, men skulle afvikles midt i klubturneringerne. Fordi Qatar er et diktatur uden respekt for menneskerettigheder. Og først og fremmest fordi angiveligt over 6.000 slavearbejdere omkom i arbejdsulykker under opførelse VM-arenaerne. Den var svær at sluge, og DBUs vægelsindede og ansvarsfralæggende håndtering af spørgsmålet om boykot og andre former for protest gjorde det kun værre. 

Men jeg holdt ved. Fordi jeg elsker fodbold, elsker VM-slutrunder og er hysterisk fan af det danske landshold. Både i min debutroman ’Sofa’ fra 2007 og min seneste roman ‘Ansigt uden skygger’ kan man finde beskrivelser af danske fodboldlandskampe.

At det så blev USA (og Canada og Mexico), der skulle afholde det næste VM, var til grine frustreret over, men at FIFA opfandt en "fredspris" til Donald Trump, var til at kaste op over i væmmelse og uafrysteligt ubehag. 

I går hørte jeg så, at FIFAs generalsekretær, Infantino, af en eller anden grund er med i Trumps autoritære diktator-alternativ til FN, og nu kan min mave ikke klare mere. Det er bare blevet FOR tydeligt, at FIFA lader sig betale for – og bruger VM-slutrunderne som forhåndenværende ressource til – at styrke og give mere magt til autoritære regimer. Det gælder ikke kun Qatar, USA, Israel og Saudi Arabien, men også eksempelvis Argentina, Ungarn, og Belarus. Det er umuligt for mig at finde en tilstrækkeligt god undskyldning for ikke at opfordre til boykot af VM. 

Håber jeg, at Danmark faktisk kvalificerer sig til VM? Ja, det gør jeg. Jeg vil ikke kunne lade være med at holde med landsholdet, når det spiller. Men der er nu også mere pondus i at boykotte en turnering, man faktisk har kvalificeret sig til.

Svanen

 

Svanen holder fjordens sidste våge åben.

Så skal vi igen have hårdere straffe og svækkede beviskrav

I dag handler det så om bestillingskriminalitet. De svenske børn, som krydser Øresund for at udføre bandedrab, er yndlingseksemplet. Nu er det dem og deres bagmænd, som skal straffes hårdere og på grundlag af et tyndere bevismateriale. Men det er blot det seneste eksempel på en sikker tendens i vores retspolitik.

Det uendelige kapløb

Dansk retspolitik handler tilsyneladende kun om, hvem der kommer med det højeste bud på strafferammen. Det er et ustoppeligt kapløb mellem Dansk Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Konservative Folkeparti og Socialdemokratiet, som altid er parate til at sætte straffen op. For hvad som helst, men selvfølgelig især for de mest omtalte typer af forbrydelse, som der altså er flest stemmer i at straffe.

Stop en hvilken som helst person på gaden og spørg, om straffen for personskadelig kriminalitet skal sættes op. 9 ud af 10 vil svare ja. Spørg de samme, om de ved, hvad strafferammen er i dag, og 9 ud af 10 vil ikke ane det, men sættes op skal den.

Det virker ikke

Forskning viser imidlertid, at de skærpede straffe ingen forebyggende effekt har. Det er bestemt ikke noget nyt. Justitsminister Peter Hummelgaard ved det. Selvfølgelig gør han det. Alle politikere ved det, men de ved også, at der er stemmer i at sige det modsatte.

Længere fængselsstraffe gør det sværere for de straffede at vende tilbage til samfundet, få et job og vende tilbage til en almindelig hverdag. Det gør tilbagefaldsrisikoen højere. Derfor efterlyser kriminologer også alternative afsoningsformer, fx afsoning med fodlænke i eget hjem eller samfundstjeneste, når det gælder former for kriminalitet, som gør det muligt.

Hvad så?

Noget andet, som kriminologerne typisk anbefaler er hurtigere afsoning, sådan at den kriminelle straks mærker konsekvensen. Men de længere straffe besværliggør netop den hurtige afsoning, fordi fængslerne er fyldt op af de langtidsindsatte.

Noget, som, i modsætning til straffelængden, faktisk synes at have en forebyggende effekt, er sandsynligheden for opdagelse, opklaring og domsfældelse. At øge sandsynligheden for opdagelse og opklaring er dyrt, for det kræver meget mandskab, og der er ikke rigtig nogen stemmer i det.

Derfor fokuserer politikerne mere på domsfældelse. At øge sandsynligheden for domsfældelse er enklere. Det gør ovenikøbet processen billigere. Det er simpelthen en spareplan. Det handler nemlig primært om at sænke kravene til bevisførelsen, svække beviskravet. Og det er netop, hvad justitsminister Hummelgaard foreslår nu i dette valgår: At hæve strafferammen og svække beviskravet. Den første del virker ikke forebyggende, nok snarere tværtimod, men det er populært. Den anden del synes derimod at være forebyggende og sparer samtidig penge og er også populært.

Hvad med retssikkerheden?

Problemet er naturligvis, at når man svækker beviskravet, så svækker man også retssikkerheden, og flere uskyldige vil blive dømt. Og når man hæver strafferammen, vil disse flere uskyldige sidde længere tid i fængsel. De vil blive indsocialiseret i en kriminel verden. Flere ikke-kriminelle vil få den lange uddannelse i kriminalitet.

Dertil kommer retfærdighedsaspektet. At kun den, som hinsides enhver rimelig tvivl må anses for skyldig, kan dømmes og straffes. Det er et princip, som stadig færre politikere for alvor vil kæmpe for.

Venstrefløjen og det retspolitiske flertal, som forsvandt

I 1980’erne var der et retspolitisk flertal i Danmark, som kæmpede for retssikkerheden, og det flertal var Socialdemokratiet en del af. Det bestod desuden af Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Venstresocialisterne, eksemplarisk repræsenteret af henholdsvis Ole Espersen, Bernhard Baunsgaard, Ebba Strange og Preben Wilhjelm. Indimellem var Venstre ligefrem med i alliancen, repræsenteret ved Bjørn Elmquist. Det var ikke sådan, at de fem retspolitikere altid var enige, langt fra, men de var enige om at arbejde for retssikkerheden. Arbejde for, at uskyldige ikke så nemt skulle kunne dømmes. Så få som muligt. Og arbejde for forholdsmæssige og humane straffe. Det lyder banalt, men er det bestemt ikke i dag. Socialdemokratiet har ikke prioriteret den del af retspolitikken i årtier. SF holdt i det store hele op med det, da Villy Søvndal i 2011 besluttede, at hans parti skulle med i Helle Thorning-Schmidts regering, koste hvad det ville. Venstres gæsteoptrædender som retssikkerhedens forsvarere ophørte, da partiet besluttede at danne regering på Dansk Folkepartis nåde i 2001. Men det største tab for retspolitikken var nok alligevel, at VS røg ud af Folketinget i 1987.

I dag hører man langt sjældnere venstrefløjen tale om retssikkerhed. Eller om retspolitik i det hele taget. I hvert fald ikke venstrefløjen i Folketinget. Det er som oftest overladt til Retspolitisk Forening, Det Kriminalpræventive Råd, Amnesty International og dr. jur., professor emerita Eva Smith.

Og når venstrefløjen endelig gør et stort nummer ud af et retspolitisk tema, er det ofte med den samme dagsorden som højrefløjen: længere straffe og svækkede beviskrav. Men kun for en bestemt slags forbrydelser, nemlig dem der rammer kvinder, børn og de minoriteter, som vi særligt godt kan lide på venstrefløjen, altså seksuelle minoriteter, indvandrere, jøder og muslimer. Når det er de forurettede, er der tale om hadforbrydelser, og så skal det være lettere at fælde dom, og der skal straffes hårdere, mener venstrefløjen typisk. Jeg forstår godt viljen til at beskytte de sårbare befolkningsgrupper, men principløsheden gør det sværere for venstrefløjen at genvinde en stærk position i den generelle debat om retssikkerhed og råbe op, når regeringen igen fremsætter forslag om højere straffe og svækkede beviskrav i andre sammenhænge. Det er nok heller ikke et selvstændigt mål for venstrefløjen længere.

Alt det svære
Nå ja, helt så sort og hvidt er det aldrig. Der er den positive effekt af fængselsstraffe, at den indsatte ikke kan begå nye forbrydelser under afsoningen – eller rettere: kun kan begå dem mod andre indsatte og fængselspersonalet. Ligesom straffene også kan tage toppen af de forurettedes og deres pårørendes hævntørst og derfor nedbringe forekomsten af selvtægt.

Problemerne ved de længere frihedsstraffe og de svækkede beviskrav er dog større end fordelene. Og alternativerne findes. Det gælder de nævnte alternative afsoningsformer og KORTERE straffe (hvilket ingen tør foreslå), som gør det lettere at vende tilbage til et liv uden kriminalitet og desuden giver bedre plads i fængslerne til hurtig afsoning, sådan at konsekvensen af de uhensigtsmæssige handlinger mærkes umiddelbart. 

Men først og fremmest gælder det kriminalitetsforebyggelse. Hvad er kriminalitetsforebyggelse? Det måske aller vigtigste element er formodentlig også det sværeste, nemlig økonomisk lighed og social retfærdighed. Det er ingen tilfældighed, at lande med voldsom økonomisk ulighed og ringe social sikring af de fattigste altid har meget kriminalitet, kriminalitet af alle former, og høje straffe, som politikerne insisterer på, fordi det får dem til at se handlekraftige ud, men kun gør problemet værre.

Et andet element er social inklusion, altså det modsatte af, hvad Dansk Folkeparti, Danmarksdemokraterne og Socialdemokratiet arbejder for, når det gælder flygtninge, særligt de muslimske, som de i ord og handling med et konstant pres forsøger at udgrænse fra samfundsfællesskabet. Det gør de med fladpandet skældud, nedladende kommentarer om deres religion, sprog og oprindelseslande, men gør det også med lovgivning, som skal sikre, at de aldrig bliver integreret i Danmark og aldrig kommer til at føle sig velkomne for slet ikke at tale om at føle sig hjemme. Den form for eksklusion er sammen med den økonomiske ulighed og usikkerhed for de fattigste den stærkeste generator for øget kriminalitet.

Et sidste element, som skal nævnes her, er overvågning og registrering. Særligt når det gælder seksualforbrydelser, er registrering i dna-registre et effektivt middel til at opspore gerningsmænd, hvis de tidligere har været straffet eller i politiets søgelys for lignende forbrydelser. Også videoovervågning af det offentlige rum er et effektivt middel til at øge opklaringsprocenten. Men ønsker vi den form for statslig kontrol og registrering af borgerne? Det er ikke en vej, jeg selv har lyst til at gå, men det er ikke noget enkelt sprøgsmål.

Der er mange andre. Hjælp vores politikere. Kom med nogle gode, gennemtænkte og konkrete eksempler på kriminalitetsforebyggelse.

Læs hvad Det Kriminalpræventive Råd skriver om hårdere straffe.

Direktøren i Faaborg

 

'Direktøren' hedder det kulturelle aktivitetshus på Fåborg Havn. Sådan hedder det, fordi bygningen tidligere var direktørbolig for det slagteri, der lå på havnen. Her er forskellige værksteder, hvor man kan sy, male eller arbejde med ler, træ eller metal. Der er også et værksted, hvor man kan få hjælp til at reparere sine ting i stedet for at smide dem ud. Det er frivillige, der hjælper.

Læs mere om Direktøren her.

Sprogspil og produktivkræfter

Der er påfaldende ligheder mellem opfattelsen af sprog hos den unge Marx og den sene Wittgenstein.

    Karl Marx (1818-1883) så den menneskelige bevidsthed som et samfundsmæssigt produkt [Se evt. MEW, bind 3, side 30f.], og samtidig udnævner han sproget til tankens umiddelbare virkelighed. Han skriver om det i Die Deutsche Ideologie.

“For filosofferne er det en af de sværeste opgaver, at stige fra tankernes verden ned til den virkelige verden. Tankernes umiddelbare virkelighed er sproget. Som filosofferne har selvstændiggjort tænkningen, således må de også selvstændiggøre sproget til et eget rige. Dette er hemmeligheden om det filosofiske sprog, hvori tanken som ord har et eget indhold. Problemet, at nedstige fra tankens verden til den virkelige verden, forvandler sig til problemet om at nedstige fra sproget til livet.”

[MEW, bind 3, side 432.]

Filosofferne har isoleret sproget i en egen verden, hvor ordene har en mening, der er løsrevet fra det levede liv, mente Marx. Hans opfattelse og afvisning af det særlige selvstændiggjorte filosofiske sprog er nærmest identisk med den opfattelse, som Ludwig Wittgenstein (1889-1951) udvikler i sit sene forfatterskab, og som vi især kender fra Philosophische Untersuchungen. Sproget må have sin mening fra sin funktion i det konkrete liv, og det konkrete menneskeliv er hos Marx snævert forbundet med den produktive praksis.
    Wittgenstein har vist, at sproget kun kan læres og skabes i en livsverdenspraksis. Der kan altså ikke være tale om et ‘idealistisk’ fællesskab. Sproget er ikke et lukket system, hvor de sproglige udtryk får mening ud fra sproginterne kriterier. Tværtimod er den sproglige mening bestemt af den faktiske brug i ‘sprogspil’. Sprogspillene er knyttet til en række forskellige livsverdensaktiviteter, som har hver deres regler for anvendelse af forskellige sproglige udtryk. Når Wittgenstein taler om spil, er det netop, fordi der er knyttet bestemte konventionelle regler til den sproglige aktivitet. Hvert spil spilles på en bestemt måde, som selvfølgelig kan overtrædes; men som ikke kan overtrædes konsekvent, uden at reglerne dermed forandres. Spillenes antal, regelsæt og indbyrdes sammenhæng er historisk givet og ændrer sig således også løbende.

“§ 2. (...) Lad os tænke os et sprog, som svarer til Augustins beskrivelse: Dette sprog skal tjene forståelsen mellem A, der bygger, og B, der hjælper. A opfører en bygning af bygge-elementer; der er terninger, søjler, plader og bjælker til rådighed. B skal række ham byggeelementerne, og det vel at mærke i den rækkefølge, A skal bruge dem. Til dette formål betjener de sig af et sprog, som består af ordene ‘terning’, ‘søjle’, ‘plade’, ‘bjælke’. A udråber dem; – B bringer det element, han har lært at bringe på dette råb. (...)”

[Filosofiske Undersøgelser, Ludwig Wittgenstein, § 2., side 35.]

Der er her tale om et helt primitivt sprogspil. Langt de fleste er mere komplekse end dette. Men vi kan se, hvordan udtrykket ‘søjle’ i dette sprogspil fungerer som en helt præcis ordre (som hvad John Austin senere i Other Minds ville kalde en performativ talehandling), mens det i et andet spil ville have anden – måske henvisende – funktion. Det er karakteristisk, at et sprogligt udtryk (en lyd eller et andet tegn) ofte vil have forskellig mening, alt efter hvilket sprogspil det skal fungere i. Et sprogspil har de udtryk, som er nødvendige for at kunne fungere effektivt i den praksis, det er knyttet til.
    Med Wittgensteins sprogspilsanalyse in mente ligger den tanke lige for, at den fælles sproglige udvikling er et epifænomen til udviklingen i den fælles produktive praksis. Sproget kan siges at have redskabskarakter i forhold til alle øvrige produktivkræfter, hvis vi skal bruge Marx’. terminologi. Det giver god mening i sammenhængen at opfatte sproget som en produktivkraft ved siden af produktionsmidlerne, teknologien, videnskaben og arbejdernes faglige kunnen, idet sproget fungerer som et middel til udvikling og kollektiv udnyttelse af disse øvrige produktivkræfter. I en wittgensteiniansk forståelse ville det netop ikke være korrekt at opfatte sproget som et system, der udvikledes forud for den praksis, som det er en betingelse for. Sproget ses som udviklet sammen med den praksis, det fungerer i. Sprogspil og praksis er en enhed. De forudsætter gensidigt hinanden. Men praksis må ikke desto mindre være det primære fænomen. En menneskelig praksis kan tænkes forud for og uden et sprog, mens et sprog ikke kan tænkes uafhængigt af en menneskelig praksis. 
    Kan en egentligt menneskelig praksis i den unge Marx’ forstand nu også virkelig tænkes uden sprog? Den menneskelige praksis består netop i en selvrealisering i et frit og bevidst arbejdsfællesskab med artsfæller. Spørgsmålet er om ikke dette fællesskab forudsætter en sproglighed selv på det mest primitive niveau, sådan at den artsspecifikke praksis og sprogligheden udvikler sig synkront, men med praksis som mål og drivkraft og sproget som middel. En sådan opfattelse ville formodentlig kunne tilfredsstille både den sene Wittgenstein og den unge Marx.