Roland Barthes og dødsattesten
Det vakte opsigt, da den franske litteraturkritiker, socialfilosof og semiolog Roland Barthes i 1967 udgav essayet ‘La mort de l’auteur’ [problematisk oversat til ‘Forfatterens død’]. Det skyldtes dels den provokerende og forhånende stil, men først og fremmest, at Barthes gav ord til en ny måde at betragte Forfatter (rettere: auteur), værk og læser på. Essayet indledes med et spørgsmål til denne sætning fra Sarrasine (1830) af Honoré de Balsac, der beskriver en kastrat forklædt som kvinde: “Dette var selve Kvinden, med sine pludselige rædsler, sine urimelige luner, sine instinktive bekymringer, sit årsagsløse bravalder, sit heftige vovemod og sin delikate følsomhed.” Hvem er det, der taler på denne måde? spørger Barthes og foreslår selv fem mulige svar. Kan det være fortællingens helt, der insisterer på sin uvidenhed om kastraten, der er skjult under kvinden? Eller er det mon manden Balzac, der i kraft af sin personlige erfaring har udviklet en filosofi om kvinden? Er det forfatteren Balzac, der bekender sig til bestemte ‘skønlitterære’ forestillinger om femininitet? Er det universel visdom? Eller romantisk psykologi? Mod slutningen af det korte essay afslører Barthes sit eget svar. Det er ingen af de nævnte, for ingen ‘person’ er ophavsmanden til dette udsagn. Sætningens kilde skal ikke lokaliseres, for skrivningens sande sted er – læsning.
Denne sidste bemærkning lyder umiddelbart mere obskur, end den viser sig at være. Ifølge Barthes indebærer skrivning enhver original stemmes destruktion, for skrivningen består slet og ret i nedfældelse af indsamlede citater. I den forstand bliver den indsamlende og nedskrivende krop, vi siden middelalderen har vænnet os til at kalde for l’auteur, den første til at miste sin identitet. Når et sagforhold fortælles uden forbindelse til sin konkrete og oprindelige funktion og således løsriver stemmen fra sit ophav og forvandler sig til en symbolsk sproghandling, går Forfatteren sin død i møde, allerede i det øjeblik skrivningen begynder. Og sådan har det altid været. Der har aldrig været tale om, at shamanen i det førhistoriske samfund ‘udtrykte sit inderste’ eller på nogen anden måde var fortællingens geniale ophavsmand. Han var blot et medium for noget, der gik forud for og stod højere end han selv.
Og hvor indsamler denne krop så alle disse citater? I sproget. Sproget taler, ikke Forfatteren. At skrive er – via en bortseen fra det personlige – at nå til det punkt, hvor kun sproget handler, ikke ‘jeg’.
Forfatteren er en konstruktion, et produkt af sin samtid, og dukker op sammen med den engelske empirisme og den franske rationalisme, men også sammen med den personlige tro, som Martin Luther introducerer for at stække pavens og kirkens magt. I lyset af disse bevægelser og af kapitalismens fremvækst var det indlysende, at individets prestige måtte vokse, hævder Barthes.
I enhver tekst finder man en montage af skrift, og ‘forfatterens’ opgave er blot at nedfælde denne montage, regulere blandingsforholdet mellem ingredienserne i stuvningen. Den interessante og vigtigste aktør bliver således læseren:
Det vakte opsigt, da den franske litteraturkritiker, socialfilosof og semiolog Roland Barthes i 1967 udgav essayet ‘La mort de l’auteur’ [problematisk oversat til ‘Forfatterens død’]. Det skyldtes dels den provokerende og forhånende stil, men først og fremmest, at Barthes gav ord til en ny måde at betragte Forfatter (rettere: auteur), værk og læser på. Essayet indledes med et spørgsmål til denne sætning fra Sarrasine (1830) af Honoré de Balsac, der beskriver en kastrat forklædt som kvinde: “Dette var selve Kvinden, med sine pludselige rædsler, sine urimelige luner, sine instinktive bekymringer, sit årsagsløse bravalder, sit heftige vovemod og sin delikate følsomhed.” Hvem er det, der taler på denne måde? spørger Barthes og foreslår selv fem mulige svar. Kan det være fortællingens helt, der insisterer på sin uvidenhed om kastraten, der er skjult under kvinden? Eller er det mon manden Balzac, der i kraft af sin personlige erfaring har udviklet en filosofi om kvinden? Er det forfatteren Balzac, der bekender sig til bestemte ‘skønlitterære’ forestillinger om femininitet? Er det universel visdom? Eller romantisk psykologi? Mod slutningen af det korte essay afslører Barthes sit eget svar. Det er ingen af de nævnte, for ingen ‘person’ er ophavsmanden til dette udsagn. Sætningens kilde skal ikke lokaliseres, for skrivningens sande sted er – læsning.
Denne sidste bemærkning lyder umiddelbart mere obskur, end den viser sig at være. Ifølge Barthes indebærer skrivning enhver original stemmes destruktion, for skrivningen består slet og ret i nedfældelse af indsamlede citater. I den forstand bliver den indsamlende og nedskrivende krop, vi siden middelalderen har vænnet os til at kalde for l’auteur, den første til at miste sin identitet. Når et sagforhold fortælles uden forbindelse til sin konkrete og oprindelige funktion og således løsriver stemmen fra sit ophav og forvandler sig til en symbolsk sproghandling, går Forfatteren sin død i møde, allerede i det øjeblik skrivningen begynder. Og sådan har det altid været. Der har aldrig været tale om, at shamanen i det førhistoriske samfund ‘udtrykte sit inderste’ eller på nogen anden måde var fortællingens geniale ophavsmand. Han var blot et medium for noget, der gik forud for og stod højere end han selv.
Og hvor indsamler denne krop så alle disse citater? I sproget. Sproget taler, ikke Forfatteren. At skrive er – via en bortseen fra det personlige – at nå til det punkt, hvor kun sproget handler, ikke ‘jeg’.
Forfatteren er en konstruktion, et produkt af sin samtid, og dukker op sammen med den engelske empirisme og den franske rationalisme, men også sammen med den personlige tro, som Martin Luther introducerer for at stække pavens og kirkens magt. I lyset af disse bevægelser og af kapitalismens fremvækst var det indlysende, at individets prestige måtte vokse, hævder Barthes.
I enhver tekst finder man en montage af skrift, og ‘forfatterens’ opgave er blot at nedfælde denne montage, regulere blandingsforholdet mellem ingredienserne i stuvningen. Den interessante og vigtigste aktør bliver således læseren:
“Læseren er det rum, hvor alle de citater, der udgør en skrift, er indskrevet, uden at nogen af dem går tabt; en teksts enhed ligger ikke i dens oprindelse, men i dens destination. Og dog kan denne destination ikke længere være personlig: læseren er uden historie, biografi, psykologi; han er slet og ret den, der i et enkelt felt holder alle de spor sammen, som den skrevne tekst udgøres af” [Roland Barthes: ‘The Death of the Author’, side 148].
Skrivning består i at indsamle og nedfælde alle sprogets kilder, men først i læsningen bliver disse citater samlet til en enhed. Derfor ligger en teksts enhed ikke i dens oprindelse, som er uendeligt spredt og divers, men i tekstens destination, som er læseren. Læseren er den hovedfigur, der træder frem efter Forfatterens død, og læseren burde overtage Forfatterens centrale placering i receptionen af skønlitteratur.
Barthes skyder mod Forfatteren fra alle vinkler:
Forfatteren får for meget opmærksomhed og fylder for meget i litteraturhistoriske værker, biografier og interview i magasiner. (“Forfatteren hersker stadig i litteraturhistorier, biografier om forfattere, interview, magasiner”, op.cit., side 143.) Shamanen blev i forhistorisk tid ikke beundret for sit geni, men i bedste fald anerkendt som en dygtig formidler af det, som talte gennem ham, underforstået: Vor tids forfatter burde retteligt heller ikke beundres som den geniale ophavsperson til teksten (ibid.). Forfatteren er en tragisk og latterlig figur, der som Bouvard og Pécuchet i Flauberts roman er ivrigt optaget af at reproducere al den tilgængelige information. Forfatteren burde svinde ind som en biperson bagest på den litterære scene (op.cit., side 145 f.). Når først Forfatteren er uddrevet fra receptionen og med denne også følelser, lidenskaber, stemninger og indtryk, er det, der står tilbage, en enorm ordliste, som skribenten (en mere ydmyg titel) kan trække på. Og enhver bestræbelse på at dechifrere teksten bliver en futil beskæftigelse, en forgæves søgen efter Forfatter-guden i teksten. Idet man påtvinger en tekst en Forfatter, begrænser man teksten og giver den en endelig løsning, nemlig Forfatterens mening eller hensigt med den. Tekstens struktur kan optrævles, som en løbsk strømpe, men der ligger ikke nogen dybere hensigt under strukturen.
En afvisning af, at der skulle ligge en skjult mening eller hensigt til grund for det skønlitterære værk (som Barthes foretrækker blot at kalde skrivning), og for verden som tekst, er en frigørende, anti-teologisk aktivitet, som i sandhed er revolutionær, fordi det er en afvisning af at fiksere mening. I sidste ende er det en afvisning af Gud.
Barthes skyder mod Forfatteren fra alle vinkler:
Forfatteren får for meget opmærksomhed og fylder for meget i litteraturhistoriske værker, biografier og interview i magasiner. (“Forfatteren hersker stadig i litteraturhistorier, biografier om forfattere, interview, magasiner”, op.cit., side 143.) Shamanen blev i forhistorisk tid ikke beundret for sit geni, men i bedste fald anerkendt som en dygtig formidler af det, som talte gennem ham, underforstået: Vor tids forfatter burde retteligt heller ikke beundres som den geniale ophavsperson til teksten (ibid.). Forfatteren er en tragisk og latterlig figur, der som Bouvard og Pécuchet i Flauberts roman er ivrigt optaget af at reproducere al den tilgængelige information. Forfatteren burde svinde ind som en biperson bagest på den litterære scene (op.cit., side 145 f.). Når først Forfatteren er uddrevet fra receptionen og med denne også følelser, lidenskaber, stemninger og indtryk, er det, der står tilbage, en enorm ordliste, som skribenten (en mere ydmyg titel) kan trække på. Og enhver bestræbelse på at dechifrere teksten bliver en futil beskæftigelse, en forgæves søgen efter Forfatter-guden i teksten. Idet man påtvinger en tekst en Forfatter, begrænser man teksten og giver den en endelig løsning, nemlig Forfatterens mening eller hensigt med den. Tekstens struktur kan optrævles, som en løbsk strømpe, men der ligger ikke nogen dybere hensigt under strukturen.
En afvisning af, at der skulle ligge en skjult mening eller hensigt til grund for det skønlitterære værk (som Barthes foretrækker blot at kalde skrivning), og for verden som tekst, er en frigørende, anti-teologisk aktivitet, som i sandhed er revolutionær, fordi det er en afvisning af at fiksere mening. I sidste ende er det en afvisning af Gud.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar