Bugtaler-teoremet og det danske forfatterbegreb
Det franske begreb om l’auteur og det engelske the author, som begge er afledt af det latinske auctor [ophavsperson], har andre og mere vidtrækkende konnotationer end det danske forfatteren. L’auteur forbindes med forestillingen om autoritet og originalitet. En auteur er derfor ikke blot frembringeren af værket. Værket afspejler samtidig frembringerens unikke stemme eller vision. L’auteur yder et originalt eller måske ligefrem genialt bidrag. Der er en stærk prestige forbundet med betegnelsen, som ikke alene bruges inden for litteratur, men også andre kunstformer. Vi kender det eksempelvis fra filmens verden, hvor en instruktør ifølge en bestemt opfattelse kan gøre sig fortjent til titlen som auteur de film, hvis filmen opfattes som et udtryk som for instruktørens originale, kunstneriske tanke. Det kunne eksempelvis gælde Chaplin, Buñuel, Godard, Scorsese eller Lynch, hvis værker angiveligt genkendes som afspejlinger af instruktørens originale stil og væsen.
Den amerikanske filmkritiker Andrew Sarris publicerede i 1962 artiklen ‘Notes on the Auteur Theory’, hvori han foreslog tre hovedkriterier: Kun den instruktør, der 1) demonstrerer en overlegen teknisk kompetence og 2) udviser en personlig stil og samtidig 3) forlener sin film med en ‘indre mening’, skal regnes for auteur.
Dette auteurbegreb var dog ikke hans opfindelse:
“Det var den franske filmskaber og -kritiker Alexandre Astruc, som i sit nu berømte essay fra 1948 ‘La Camera-Stylo’, satte auteuren på dagsordenen, idet han beskrev filminstruktøren som grundlaget for en mulig ny avantgarde. Den sande filmskaber, mente Astruc, skulle bruge kameraet som forfatteren brugte sin pen, og maleren sin pensel” [Andreas Halskov: ‘Kameraet som pen’, side 3].
Værket ses som interessant i kraft af dets skaber, der således udstanses som nøglen til værket. Find skaberens intention, find auteurens væsen i værket, og du har forstået det.
Det var denne grundlæggende forestilling om auteuren, som Barthes ville gøre op med, og ligesom Barthes med særligt fokus på litteraturen kritiserede det franske begreb om l’auteur, fik også Sarris kritik for sin ophøjelse af en særligt original filmskaber. For hvordan skulle man fx kunne afgøre, om et filmværk besidder en indre mening? Og hvis man endelig kunne finde en metode til dette, hvordan så afgøre, om denne mening hidrørte fra netop instruktøren og ikke andre af bidragsyderne til værket, fx komponisten eller manuskriptforfatteren?
Det danske begreb om forfatteren er ikke i eksklusivt knyttet til et auteur-begreb. Forfattertitlen fordrer ingen særlig kvalitet af værket, det være sig kunstnerisk, erkendelsesmæssigt eller intellektuelt, og heller ingen personlig stil. Den henviser hverken til nogen guddommelig inspiration eller noget originalt bidrag fra et autonomt og suverænt subjekt. Den betegner ingen særlig intim relation mellem forfatter og værk – at værket fx skulle være udtryk for hendes inderste væsen eller afspejle hendes originale tanke. Blot at hun har skrevet det. Det danske forfatterbegreb er et lavpraktisk sådant, eller en formel og juridisk (ophavsretslig) betegnelse. Det danske begreb dækker således bredere og kan både referere til sådan en auteur-forståelse af forfatteren, men også til en langt mere ydmyg. Man kan være den geniale forfatter til Ulysses eller Tristram Shandys Levned og Meninger, men også den grundige og pligtopfyldende forfatter af en toogtredivesiders gennemgang af forsikringsudbetalinger i forbindelse med canadiske skovbrande i halvtredserne. Begge personer kan rummes af det danske forfatterbegreb. Forfattertitlen er således ikke betinget af, at teksten er udtryk for en personlige stil og stemme snarere end for en hegemonisk magtstruktur, der er indlejret i sproget og således taler gennem forfatteren.
Når Bugtaler-teoremet taler om forfatteren, er det dette brede forfatterbegreb, der er i spil. Det eneste ontologisk krav, det stiller til forfatter-subjektet, er, at hun i teksten enten udviser en intention om at stå inde for overensstemmelse mellem tekstens udsagn og de teksteksterne sagforhold, de måtte bringe i tale, eller at hun omvendt på den ene eller anden måde viser, at hun netop ikke indestår for sådan en overensstemmelse. Sådan en intention forudsætter ingen udetermineret vilje og kan uden problemer forenes med, at beslutningen træffes som effekt af kræfter og interesser, der er indlejret i sproget og eventuelt virker bag forfatterens ryg. Den er forenelig med fri vilje i indeterministisk forstand, men forudsætter den ikke.
Men hvad nu hvis Lévinas har ret i, at subjektet er uden kerne og i evig forandring? Hvordan kan jeg så som forfatter til en lang tekst, eksempelvis en bog som den nærværende, indestå for denne overensstemmelse? Bogen er skrevet hen gennem måske otte år. Jeg er blevet klogere på bogens emne i løbet af de år, jeg har arbejdet med det. Jeg har også skiftet opfattelse af flere forhold. Det er i den forstand ikke det samme jeg, der har skrevet kapitel 8 som kapitel 9. Det kan ovenikøbet være, der findes inkonsistenser i teksten.
Svaret er, sådanne eventuelle inkonsistenser i givet fald er utilsigtede. Hvor jeg har skiftet holdning, har jeg genbesøgt tidligere kapitler og skrevet om, netop for at kunne stå inde for, at tekstens udsagn, alle tekstens udsagn, er i overensstemmelse med de sagforhold i den teksteksterne virkelighed, fx de citerede tekster, som jeg her i bogen diskuterer med og refererer til. Gennem hele bogen har jeg trods alle omskifteligheder haft samme intention, hvad lige netop denne overensstemmelse med den teksteksterne virkelighed angår, og denne intention har jeg vist i teksten. Tilsvarende synes de fleste værker at udvise en stor konstans, hvad netop denne fundamentale beslutning angår.
Men kan man ikke forestille sig værker, som har et langt mere ubundet og skiftende forhold til den beslutning, hvor forfatteren veksler mellem at ville repræsentere en ydre virkelighed og ikke ville? Altså hvor der i dele af værket synes at dukke en fiktiv fortæller op og i andre dele ikke. Jo, det kan man sagtens. Dem findes der masser af. Et udpræget eksempel er Asta Olivia Nordenhof: Scandinavian Star, Del 1 – Penge på lommen, hvor man på side 69 kan læse:
Det var denne grundlæggende forestilling om auteuren, som Barthes ville gøre op med, og ligesom Barthes med særligt fokus på litteraturen kritiserede det franske begreb om l’auteur, fik også Sarris kritik for sin ophøjelse af en særligt original filmskaber. For hvordan skulle man fx kunne afgøre, om et filmværk besidder en indre mening? Og hvis man endelig kunne finde en metode til dette, hvordan så afgøre, om denne mening hidrørte fra netop instruktøren og ikke andre af bidragsyderne til værket, fx komponisten eller manuskriptforfatteren?
Det danske begreb om forfatteren er ikke i eksklusivt knyttet til et auteur-begreb. Forfattertitlen fordrer ingen særlig kvalitet af værket, det være sig kunstnerisk, erkendelsesmæssigt eller intellektuelt, og heller ingen personlig stil. Den henviser hverken til nogen guddommelig inspiration eller noget originalt bidrag fra et autonomt og suverænt subjekt. Den betegner ingen særlig intim relation mellem forfatter og værk – at værket fx skulle være udtryk for hendes inderste væsen eller afspejle hendes originale tanke. Blot at hun har skrevet det. Det danske forfatterbegreb er et lavpraktisk sådant, eller en formel og juridisk (ophavsretslig) betegnelse. Det danske begreb dækker således bredere og kan både referere til sådan en auteur-forståelse af forfatteren, men også til en langt mere ydmyg. Man kan være den geniale forfatter til Ulysses eller Tristram Shandys Levned og Meninger, men også den grundige og pligtopfyldende forfatter af en toogtredivesiders gennemgang af forsikringsudbetalinger i forbindelse med canadiske skovbrande i halvtredserne. Begge personer kan rummes af det danske forfatterbegreb. Forfattertitlen er således ikke betinget af, at teksten er udtryk for en personlige stil og stemme snarere end for en hegemonisk magtstruktur, der er indlejret i sproget og således taler gennem forfatteren.
Når Bugtaler-teoremet taler om forfatteren, er det dette brede forfatterbegreb, der er i spil. Det eneste ontologisk krav, det stiller til forfatter-subjektet, er, at hun i teksten enten udviser en intention om at stå inde for overensstemmelse mellem tekstens udsagn og de teksteksterne sagforhold, de måtte bringe i tale, eller at hun omvendt på den ene eller anden måde viser, at hun netop ikke indestår for sådan en overensstemmelse. Sådan en intention forudsætter ingen udetermineret vilje og kan uden problemer forenes med, at beslutningen træffes som effekt af kræfter og interesser, der er indlejret i sproget og eventuelt virker bag forfatterens ryg. Den er forenelig med fri vilje i indeterministisk forstand, men forudsætter den ikke.
Men hvad nu hvis Lévinas har ret i, at subjektet er uden kerne og i evig forandring? Hvordan kan jeg så som forfatter til en lang tekst, eksempelvis en bog som den nærværende, indestå for denne overensstemmelse? Bogen er skrevet hen gennem måske otte år. Jeg er blevet klogere på bogens emne i løbet af de år, jeg har arbejdet med det. Jeg har også skiftet opfattelse af flere forhold. Det er i den forstand ikke det samme jeg, der har skrevet kapitel 8 som kapitel 9. Det kan ovenikøbet være, der findes inkonsistenser i teksten.
Svaret er, sådanne eventuelle inkonsistenser i givet fald er utilsigtede. Hvor jeg har skiftet holdning, har jeg genbesøgt tidligere kapitler og skrevet om, netop for at kunne stå inde for, at tekstens udsagn, alle tekstens udsagn, er i overensstemmelse med de sagforhold i den teksteksterne virkelighed, fx de citerede tekster, som jeg her i bogen diskuterer med og refererer til. Gennem hele bogen har jeg trods alle omskifteligheder haft samme intention, hvad lige netop denne overensstemmelse med den teksteksterne virkelighed angår, og denne intention har jeg vist i teksten. Tilsvarende synes de fleste værker at udvise en stor konstans, hvad netop denne fundamentale beslutning angår.
Men kan man ikke forestille sig værker, som har et langt mere ubundet og skiftende forhold til den beslutning, hvor forfatteren veksler mellem at ville repræsentere en ydre virkelighed og ikke ville? Altså hvor der i dele af værket synes at dukke en fiktiv fortæller op og i andre dele ikke. Jo, det kan man sagtens. Dem findes der masser af. Et udpræget eksempel er Asta Olivia Nordenhof: Scandinavian Star, Del 1 – Penge på lommen, hvor man på side 69 kan læse:
“Der udbrød mindst fire brande på Scandinavian Star den 7. april 1990.
Først en brand, der blev opdaget af nogle passagerer og slukket. Kort derefter udbrød den brand, der hurtigt spredte sig og tog livet af 159 mennesker, den såkaldte hovedbrand. Da alle overlevende passagerer var evakueret og slukningsarbejdet for længst igangsat, udbrød der endnu mindst to voldsomme brande.”
Først en brand, der blev opdaget af nogle passagerer og slukket. Kort derefter udbrød den brand, der hurtigt spredte sig og tog livet af 159 mennesker, den såkaldte hovedbrand. Da alle overlevende passagerer var evakueret og slukningsarbejdet for længst igangsat, udbrød der endnu mindst to voldsomme brande.”
Disse nøgterne udsagn refererer til den virkelige mordbrand på færgen Scandinavian Star, og beskrivelsen svarer til, hvad man får fortalt i Lars Halskovs journalistiske redegørelse for hændelsen og dens efterspil i Branden – gåden om Scandinavian Star. Men i modsætning til Halskovs er Nordenhofs værk ikke en fagbog. Det ser vi fx på side 94 i samme værk:
“I de måneder Maggies indlæggelse varer, vågner han hver dag med et jag, sætter omgående i bevægelse. Indenfor kan han ikke være, han må ud. Han glemmer at spise flere dage i træk. Pludselig på en tankstation kommer han i tanke om mad og maven skriger hult, han peger på næsten alt, de har i montren, bærer det hele med sig ud til en bænk, hvor han kun tager et par bidder af hotdoggen, så svulmer det tørre brød op inde i munden, det føles som om, han er ved at blive kvalt.”
Her har vi at gøre med en fortæller, som beretter om, hvad der foregår i en anden bevidsthed end dens egen, altså en fiktiv fortæller. Værket er sammensat af forskellige teksttyper med forskellige fortællertyper, forskellige former for forpligtethed på den teksteksterne virkelighed. Man kunne fristes til at sige, at sådanne værker løbende skifter hovedgenre gennem teksten. Men hvis dele af teksten er udstyret med en fiktiv fortæller, er hele værket så at sige inficeret med denne fiktionshensigt, som vi så i Kapitel 7. Nordenhofs værk er skønlitterært, ligesom så mange andre værker, der blander digt og referencer til virkeligheden. Når forfatteren én gang i værket har vist, at hun ikke har nogen intention om at indestå for den fulde overensstemmelse, kan værket ikke trylles om til faglitteratur igen med et pludseligt indslag af referentialitet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar