mandag den 10. november 2025

I dag udkommer 'Hvad er skønlitteratur?'







Jeg har skrevet en filosofibog, som handler om, hvad skønlitteratur er, og hvad der adskiller den fra faglitteratur, og hvornår de to genrer er vanskelige at skelne fra hinanden. Den udkommer i dag på Syddansk Universitetsforlag.
    Det er altid en særlig dag, når bogen udkommer, og det arbejde, som har stået på i årevis, endegyldigt er slut og manifesterer sig i verden uden for bevidstheden, uden for computeren, hjemmet og forlagsredaktionen. 
    Hvad er skønlitteratur? har været undervejs i 7-8 år. Jeg har naturligvis ikke skrevet på den uafbrudt, men der ligger trods alt et par årsværk gemt i bogen. Det er fem år siden, jeg første gang troede, at manuskriptet var klar til udgivelse. Heldigvis blev det ikke til noget, for den forlængede proces har givet mig mulighed for at få meget mere med og simpelthen gøre manuskriptet bedre og mere solidt.
    Jeg husker ikke præcis, hvornår jeg begyndte på værket, kun at det var natten mellem lørdag og søndag. Men jeg husker hvor og hvordan. Det kan du læse om i forordet. Da jeg begyndte, vidste jeg intet om litteraturteori, så det har blandt meget andet også været en læreproces, et selvstudium, og det har jeg elsket næsten lige så meget som de kreative processer, arbejdet med idéudvikling, selve skrivearbejdet og de utallige redigeringer, gennemskrivninger og de tekstmæssige slankekure, som gjorde det muligt at holde bogen nede på 530 sider.
    Håbet er i sagens natur, at bogen bliver læst, diskuteret og brugt.

Hvad den handler om, og hvad målgruppen er
Bogen er til alle med interesse for skønlitteratur, filosofi og sprogteori. Den henvender sig til dig, der studerer litteraturvidenskab eller filosofi, og til dig, der underviser i de samme fag. Den er også til dig, der underviser i dansk i udskolingen eller filosofi eller dansk eller andre sprogfag i gymnasiet. Bogen kombinerer teoriudvikling og formidling. Den er til dig på læreruddannelsen. Til dig, der går på Forfatterskolen eller et andet kursus i kreativ skrivning. Er du forfatter, redaktør, bibliotekar, litteraturforsker, anmelder eller på anden vis kulturarbejder, så er bogen også til dig.
    Hvad er skønlitteratur? giver en definition af det danske begreb om skønlitteratur. Definitionen afgrænser skønlitteratur over for faglitteratur og beskæftiger sig derfor også indgående med grænseområder mellem de to. Definitionen operationaliseres på en konkret måde, sådan at man kan se, hvordan definitionen kan bruges i praksis, og den afprøves på ti forskellige værker. Hele vejen gennem manuskriptet arbejdes der med eksempler fra skønlitterære værker og med inddragelse og diskussion af relevant teori.
    Ifølge fagfællebedømmelsen (den ekspertvurdering af manuskriptet, som forlaget indhentede for at tage stilling til udgivelsen) er bogen både pædagogisk og nytænkende og derfor både relevant i undervisning og forskning.

Klip fra fagfællebedømmelsen
”For det første har bogen virkelig litterær kvalitet. Den er velskrevet og velstruktureret, og frem for alt helstøbt – nok noget for sig, men på en meningsfuld, sammenhængende måde, så den fremstår som et egentligt værk. Selvom den som sagt har personlige, essayistiske, teoretisk- faglitterære og mere fremstillende aspekter, er den konsistent i stil og sprogtone. De personlige og anekdotiske passager har tilstrækkelig litterær kvalitet og udtrykker en sådan grad af iagttagelsesevne at de både giver rigelig mening i sammenhængen og fastholder læserens interesse ... 
Bogen rummer således mere end bare et forsvar for en bestemt definition af skønlitteratur. Fordi definitionen rummer en central reference til begreberne om hhv. forfatter og fortæller, tages disse, i sig selv betydningsfulde, litteraturvidenskabelige begreber også under behandling (kapitel 9ff.), med en grundighed så bogen ligeledes må siges at give et substantielt bidrag til teorien om dem. Også f.eks. narratologi behandles ganske udførligt, igen på en måde som både er pædagogisk – har indføringskvaliteter – og samtidig selvstændigt vurderende. Det må også fremhæves positivt at definitionen af skønlitteratur søges operationaliseret på meget udførlig og konkret vis, med angivelse af specifikke indikatorer, udskiftningsprøver mv. Bogen vil være meget velegnet til undervisning på de litteraturvidenskabelige universitetsuddannelser ... 
Forfatteren karakteriserer med rette bogen som en filosofisk afhandling, men den adskiller sig fra typisk litteraturfilosofi ved at benytte flere og mere aktuelle litterære eksempler og behandle dem mere grundigt og med forståelse for deres litterære særpræg; her skinner forfatterens egne erfaringer som skønlitterær forfatter også igennem ... 
Boggenren er sådan set heller ikke så usædvanlig endda, om end der i dag beklageligvis sjældnere skrives bøger af denne type. Det var tidligere almindeligt for dansksprogede filosofibøger (og vel dansksprogede akademiske bøger generelt) at kombinere indføring og oplysning med originale forskningsbidrag. Den foreliggende bog er dog mere grundig og på nogle punkter mere akademisk solid end de ældre bidrag til genren ... 
Overordnet er den usædvanligt meget vellykket, og selv om det er svært at forudsige om den faktisk vil finde særligt mange af de – mange – læsere som kunne have udbytte af den, fortjener den bestemt at blive udgivet.”

Fagfællebedømmelser er altid anonymiserede for alle andre end forlaget, men skrevet af rutinerede, kompetente og velanskrevne fagfolk.

Køb bogen her

torsdag den 6. november 2025

Ansigt uden skygger




Min kniv skarpe redaktør, Lars Frost, har lige sendt mig dette billede af en friskbagt roman, som jeg glæder mig til at få ud til landets læsesale og natborde.


Bogen er en selvstændig opfølger til min debutroman Sofa fra 2007. Niels er blevet ældre. Han er blevet familiefar, og han er flyttet langt væk fra den fynske hjemstavn.
    Nu lander vi i Madrid i pestens tid. En taxachauffør giver urovækkende informationer. En barfodet genbo hænger coronamasker til tørre på sin frodige altan. En anarkistisk bar forsvinder. En indtørret Liverpoolfan sidder i overfrakke og ryster af kulde på en fodbold-pub i fyrre grades varme. En uindbudt gæst dukker op, skifter gangart og stiller upassende spørgsmål. Hvem er han, og hvad vil han her i Madrid?
    Men der er også andre, bagvedliggende, spørgsmål, som Niels tvinges til at genoverveje, da hans hårdt pressede familie, økonomi og selvopfattelse endelig giver efter og efterlader ham i pestens isolation. Hvad vil det sige at være far? I hvilken forstand er børnene mine?
    I sin søgen efter svar får han viklet sig ind en intrige, der trækker spor tilbage til både hans egen families historie og til svigerfamiliens, men også til den katolske kirkes og til Francos fascistiske diktatur. Har alle hemmeligheder godt af at blive afsløret?

Udgivelse: 14. november
Sideantal: 448
ISBN: 9788775690572
Pris 349,– kr.
Redaktør: Lars Frost
Bestil den her

onsdag den 5. november 2025

Tæt på et kg











Jeg har skrevet på den her bog i 7-8 år. Jeg husker ikke præcis, hvornår jeg begyndte, kun at det var natten mellem lørdag og søndag. Men jeg husker hvor og hvordan. Det kan man læse om i forordet. 

Da jeg begyndte, vidste jeg intet om litteraturteori, så det har blandt meget andet også været en læreproces, et selvstudium, og det har jeg elsket næsten lige så meget som de kreative processer, arbejdet med idéudvikling, selve skrivearbejdet og de utallige redigeringer, gennemskrivninger og de tekstmæssige slankekure, som gjorde det muligt at holde bogen nede på 530 sider.

I dag stillede Postnord en papkasse foran min dør, mens jeg var hos tandlægen. Der var tyve bøger i den, og forsendelsen vejede 19,8 kg, så jeg var virkelig tæt på at ramme et kilogram denne gang. Næste gang er den der.

Du kan læse mere om bogen her.

lørdag den 1. november 2025

Living for the City









Da Stevie Wonder indledte sin professionelle karriere som 11-årig, blev han ofte sat til at synge coverversioner af Ray Charles' mest populære numre. Det var kommerciel spekulation i den søde energiske og talentfulde dreng, der sang de samme sange som sin mentor, onkel Ray, der var blind og sort som han selv. Det skæppede godt i kassen hos Motown.
    Der er mange ligheder mellem de liv, Ray Charles og Stevie Wonder har levet som i blinde, sorte, mandlige soulmusikere, sangere, pianister og sangskrivere, vokset op i et racistisk USA, i udgangspunktet i storbyfattigdom.
    Begge opnåede stjernestatus på verdensplan, og begge har fået en masse børn med mange forskellige kvinder. Stevie Wonder har foreløbig ni børn med fem forskellige kvinder, mens onkel Ray, så vidt vi ved, fik tolv børn med ti forskellige kvinder.
    Men der er også markante forskelle. Mens Wonder blev blind ved fødslen, og ingen erindring har om at kunne se, blev Charles endegyldigt blind som syvårig. Begge blev dog blinde som følge af forkert eller utilstrækkelig lægebehandlinger. Charles som følge af ikke at blive behandlet for sin øjensygdom, hvilket i et forsikringssystem som det amerikanske er et vilkår, underklassen stadig må leve med.
    Charles blev siden forældreløs som femtenårig, og som så mange andre sorte musikere på den tid (han blev født i 1930 og professionel musiker i slutningen af 1940'erne) blev han på et tidspunkt afhængig af heroin. 'Living for the City' beskriver ikke en virkelighed, som er fremmed for Ray Charles.
    Som ung voksen overhalede Stevie Wonder sin mentor som sangskriver, og så kunne man pludselig høre Ray Charles synge knægtens sange. Det gælder særlig det her socialrealistiske og antiracistiske hit, som er med på Wonders fremragende album Innervisions fra 1973.
     Hør Ray Charles med Wonders Living for the City

Sidevisninger den seneste måned