Citrustræer

Jeg kan ikke længere huske, hvorfor det lige netop blev citrustræer, men jeg har altid lavet dem. Der er noget ved bladene. Det, at de kommer i to dele. Der er ligesom en lille entré, før man går ind i balsalen. De er smukke. Men måske var det bare, fordi jeg var så glad for appelsinjuice. Da jeg var teenager, endnu hjemmeboende, var det altid appelsinkerner, jeg lagde i urtepotterne. Mange af dem lykkedes. Min mor fik det bedste af træerne. Det overlevede i adskillige år, længe efter jeg var flyttet hjemmefra. 

Så fik min samlermani mig til at eksperimentere med blodappelsiner, grape, blodgrape, lime, citroner og clementiner. Jeg ville have et af hver slags citrustræ, der fandtes – indtil det gik op for mig, hvor mange der var: 30 vilde arter og måske omkring 140 hvis man tager de kunstige hybrider med.

I Spanien lærte jeg duften af  blomstrende citrustræer at kende. Det gjorde ikke sagen bedre. Da vi flyttede herned, blev jeg så glad for citronen, både træet og frugten, at det blev den, jeg koncentrerede mig om. Jeg købte min kæreste et citrontræ, hver gang hun fødte os et barn. De skulle stå i vores have, når vi en dag fik et hus. Vi fik aldrig et hus, og træerne døde i Madrids sommertørke. Men så lavede jeg nogle nye. Jeg lavede over hundrede, som et efter et døde, når vi tog til Danmark på sommerferie. Men vores søn Karl fik mange af dem, så han kunne give sine kammerater et venskabstræ med hjem, når de havde været på besøg. Måske findes der endnu overlevende fra den tid.

Nu laver jeg citrontræer i min lejlighed i Málaga. De to største her er sået samme dag for omkring fire år siden og er spiret samtidig. De er endda fra samme citron, men det ene måler 90 centimeter fra jord til top, det andet kun det halve. De er sunde og stærke begge to. Ude til højre kan man måske lige ane en spire i den hvide urtepotte. Det er en mandarin, som stak sit hoved op gennem pottemulden i forgårs. Ja, der er faktisk to. Lad os se, om de klarer sig gennem sommeren.

De gad ikke smide mig i fængsel

Da jeg var ung, var jeg pacifist i absolut forstand, hvilket både var en mindretalsposition i samfundet og i Venstresocialisterne, det parti jeg var medlem af. Jeg var så meget pacifist, at jeg ikke ville møde op til session, fordi jeg ikke ville anerkende, at militærnægternes standpunkt var mindreværdigt i forhold til soldaternes, og de derfor skulle straffes med en 12-måneders tjeneste, mens værnepligtige kun skulle aftjene 9. 
    – Så kommer du jo i fængsel, sagde politimesteren i Aabyhøj.
    – Det er jeg ligeglad med.
    – Du kan da bare svare noget tosset til intelligensprøven, sagde han. – Så bliver du kasseret.
    – Det er jo snyd.
    – Nja, men du skal i hvert fald betale din bøde og møde op til sessionen, næste gang, du bliver indkaldt. 
    – Nej.

    Han kiggede venligt opgivende på mig, slog den tykke ende af sin kuglepen tre gange i bordet og sagde:
    – Så er vi jo nødt til at hente dig, og havner altså til session alligevel. Det slipper du ikke for. Så kan du sige til dem, at du hverken vil det ene eller det andet, og se hvad der sker.
    Så gjorde jeg det. Betalte bøden og mødte op til den næste session, jeg blev indkaldt til. Med mig havde jeg et fem sider langt brev, hvor jeg med en lidt usikker håndskrift og en tvivlsom reference til Jean-Paul Sartres letlæste Eksistentialisme er en humanisme forklarede, hvorfor jeg var ‘totalnægter’. Jeg afleverede brevet sammen med intelligenstesten.
    – Vi har læst din afhandling, sagde sessionsformanden. Det får du lige igen. Vi må ikke beholde det. 
    – Nå.
    – Nu skal du gå ind til lægen.
    Efter 7 sekunder grinede lægen uden at smile, konstaterede at jeg havde skæv ryg, og meddelte mig, at jeg var kasseret.

    Det var det. Myndighederne var ikke interesseret i at sende mig i fængsel. Jeg var både lettet og skuffet.

Frisk luft til harddisken

Jeg har længe spekuleret over, hvordan sådan en computer egentlig fungerer. Så nu har jeg hevet min harddisk ud i det åbne for at kigge lidt nærmere på den. 

Prøv at huske lugten

Du går forbi en fiskehandel tirsdag formiddag lige efter åbningstid. Lad være med at kigge; bare fokusér på lugten af de friske skrubber.
Du går forbi en ostehandel.
Du går forbi en antikvitetshandel med sirligt ornamenterede chaiselonger og lænestole, der endnu bærer den luvslidte oprindelige polstring.
Kan du lugte den?
Kan du lugte ølstuen, den endnu åbne morgenknejpe, som du tre minutter senere passerer i en sidegade?
Mærker du lugten fra Korea-grillen?
Lugten fra kloakken. 
Du opdager, at du har skudt dig en anelse op på tæerne, mens du med andægtige skridt glider forbi antikvariatet med de sjældne førsteudgaver af den danske efterkrigslyrik.
Prøv at huske lugten.
Lugten fra din grønthandel.
Du går forbi en bank.
Du går forbi et supermarked.
Du går forbi en hybenbusk.
Du går forbi hovedgadens store boghandel, hvor du både købte studiebøger og den sidste gave til din første kæreste.
Hvordan lugter de nye bøger?
Kan du huske det?

På toppen

I sidste uge gik Karl og jeg en anden vej op ad bjerget, end vi før har gjort. Det var en mere snoet og tilgroet sti end dem, vi kendte, men ikke nogen svær vej at gå og ikke langt fra kendte stier. Vi tænkte, at det blot var en anden vej op til den tinde, vi plejer at havne på. Men til vores overraskelse havnede vi på en bjergtop, vi ikke vidste fandtes. 

Der var udsigt ned over en østlig bydel, som jeg sjældent tænker på, og hvor jeg aldrig kommer. 

    – Det er der, de rige bor, sagde Karl, og det er rigtigt nok. 

    – De bor flot, sagde jeg.

Og så satte vi os på bænken, kiggede ud over bugten, ned mod Afrika og opdagede, at vi var midt i den mest overraskende og vidunderlige samtale om livets begyndelse og om forskelle og ligheder mellem levende og død materie, om hvilke former for væren, der har bevidsthed en indre oplevelse af sig selv. Hvilke der har har en vilje og til hvad. Hvornår springet fra uorganisk til organisk kemi sker og hvordan det sker. Om vi nogensinde vil kunne forklare, hvad liv er. Om alt en dag vil kunne forklares af elementarpartiklers bevægelser, eller der altid vil være en principielt privat side af det levendes oplevelser, som vi ikke kan trænge ind til, og som ikke kan reduceres til fysik eller adfærdsbeskrivelser.

Karl flytter hjemmefra om en måned. Så skal han studere matematik og fysik på universitetet i Granada. Hans udgangspunkt for at forstå verden er fysikken, men pludselig var vi dybt inde i den nysgerrige samtale, som jeg længe havde håbet ville komme, hvor både fysikeren og hans filosofiuddannede far tillod sig at være i tvivl.

I dag gik turen igen for at se, om jeg stadig kunne finde stien. Det kunne jeg. Jeg gik forkert et par gange, men havnede alligevel på toppen. Karl var ikke med, han er i Portugal. Turen virkede længere end sidst. Det plejer at være omvendt, altså sådan at turen virker lang første gang, man går den, og anden gang kortere. Jeg satte mig på bænken, samme sted som sidst, men lige meget, hvor længe jeg kiggede ned mod Afrika, trængte ingen metafysiske overvejelser ind i mine tanker.