Jeg har længe spekuleret over, hvordan sådan en computer egentlig fungerer. Så nu har jeg hevet min harddisk ud i det åbne for at kigge lidt nærmere på den.
onsdag den 13. august 2025
søndag den 3. august 2025
Prøv at huske lugten
Du går forbi en fiskehandel tirsdag formiddag lige efter åbningstid. Lad være med at kigge; bare fokusér på lugten af de friske skrubber.
Du går forbi en ostehandel.
Du går forbi en antikvitetshandel med sirligt ornamenterede chaiselonger og lænestole, der endnu bærer den luvslidte oprindelige polstring.
Kan du lugte den?
Kan du lugte ølstuen, den endnu åbne morgenknejpe, som du tre minutter senere passerer i en sidegade?
Mærker du lugten fra Korea-grillen?
Lugten fra kloakken.
Du opdager, at du har skudt dig en anelse op på tæerne, mens du med andægtige skridt glider forbi antikvariatet med de sjældne førsteudgaver af den danske efterkrigslyrik.
Prøv at huske lugten.
Lugten fra din grønthandel.
Du går forbi en bank.
Du går forbi et supermarked.
Du går forbi en hybenbusk.
Du går forbi hovedgadens store boghandel, hvor du både købte studiebøger og den sidste gave til din første kæreste.
Hvordan lugter de nye bøger?
Kan du huske det?
Du går forbi en ostehandel.
Du går forbi en antikvitetshandel med sirligt ornamenterede chaiselonger og lænestole, der endnu bærer den luvslidte oprindelige polstring.
Kan du lugte den?
Kan du lugte ølstuen, den endnu åbne morgenknejpe, som du tre minutter senere passerer i en sidegade?
Mærker du lugten fra Korea-grillen?
Lugten fra kloakken.
Du opdager, at du har skudt dig en anelse op på tæerne, mens du med andægtige skridt glider forbi antikvariatet med de sjældne førsteudgaver af den danske efterkrigslyrik.
Prøv at huske lugten.
Lugten fra din grønthandel.
Du går forbi en bank.
Du går forbi et supermarked.
Du går forbi en hybenbusk.
Du går forbi hovedgadens store boghandel, hvor du både købte studiebøger og den sidste gave til din første kæreste.
Hvordan lugter de nye bøger?
Kan du huske det?
På toppen
I sidste uge gik Karl og jeg en anden vej op ad bjerget, end vi før har gjort. Det var en mere snoet og tilgroet sti end dem, vi kendte, men ikke nogen svær vej at gå og ikke langt fra kendte stier. Vi tænkte, at det blot var en anden vej op til den tinde, vi plejer at havne på. Men til vores overraskelse havnede vi på en bjergtop, vi ikke vidste fandtes.
Der var udsigt ned over en østlig bydel, som jeg sjældent tænker på, og hvor jeg aldrig kommer.
– Det er der, de rige bor, sagde Karl, og det er rigtigt nok.
– De bor flot, sagde jeg.
Og så satte vi os på bænken, kiggede ud over bugten, ned mod Afrika og opdagede, at vi var midt i den mest overraskende og vidunderlige samtale om livets begyndelse og om forskelle og ligheder mellem levende og død materie, om hvilke former for væren, der har bevidsthed en indre oplevelse af sig selv. Hvilke der har har en vilje og til hvad. Hvornår springet fra uorganisk til organisk kemi sker og hvordan det sker. Om vi nogensinde vil kunne forklare, hvad liv er. Om alt en dag vil kunne forklares af elementarpartiklers bevægelser, eller der altid vil være en principielt privat side af det levendes oplevelser, som vi ikke kan trænge ind til, og som ikke kan reduceres til fysik eller adfærdsbeskrivelser.
Karl flytter hjemmefra om en måned. Så skal han studere matematik og fysik på universitetet i Granada. Hans udgangspunkt for at forstå verden er fysikken, men pludselig var vi dybt inde i den nysgerrige samtale, som jeg længe havde håbet ville komme, hvor både fysikeren og hans filosofiuddannede far tillod sig at være i tvivl.
I dag gik turen igen for at se, om jeg stadig kunne finde stien. Det kunne jeg. Jeg gik forkert et par gange, men havnede alligevel på toppen. Karl var ikke med, han er i Portugal. Turen virkede længere end sidst. Det plejer at være omvendt, altså sådan at turen virker lang første gang, man går den, og anden gang kortere. Jeg satte mig på bænken, samme sted som sidst, men lige meget, hvor længe jeg kiggede ned mod Afrika, trængte ingen metafysiske overvejelser ind i mine tanker.
tirsdag den 29. juli 2025
Min gamle Buescher
Foto: Kim Bøg Brandt
Det er min fætter Kim, der har taget billedet. Det dukkede op under en flytteoprydning. Der findes ikke mange skud af mig med tenorsaxofonen. Vel nok fordi jeg kun én gang optrådte offentligt, nemlig til en amatøraften på Fronthuset i Århus. Jeg øvede en overgang med et kopirockband i en forladt lagerbygning. Egentlig ville jeg spille jazz, men blev aldrig god nok. Det første nummer, jeg lærte mig, var Erroll Garners ‘Misty’. Det var Dexter Gordons udgave af det nummer, som gjorde mig afhængig af jazz (de første tre toner af Misty og de første fem toner af Thelonious Monks 'Round Midnight, for at være helt præcis).
Her står jeg foran min mors barndomshjem i Bigum ved Tjele Langsø. Det må være fra den periode, hvor det gamle lerklinede hus tjente som sommerhus for min mor og tre af hendes ti søskende.
Det her er min første saxofon, den gamle utætte Buescher, som jeg siden udskiftede med en Yanagisawa, der lød bedre og kun var utæt nede i den dybe Bb-klap, som ikke skulle bruges så tit. Jeg spillede saxofon (i privaten) i ti år. Så solgte jeg instrumentet for at kunne holde en stor fest. Jeg kunne alligevel ikke øve på det tidspunkt, fordi jeg var flyttet ind på kollegiet i Universitetsparken. Jeg forestillede mig, at jeg kunne købe en ny, når jeg var blevet rig og var flyttet i et hus på landet. Det er snart 30 år siden, og jeg har stadig ikke opfyldt nogen af betingelserne for at anskaffe mig en ny saxofon.
Madrids historie – kort fortalt
Madrid er en romersk by, etableret på Río Manzanares’ bredder af det romerske imperium omkring år 150 før vor tidsregning. Denne tidlige landsby hed Matrice, hvilket skulle referere til områdets vand, særligt den å, som løber, hvor Calle de Segovia nu ligger. Da romerne en fire-fem hundrede år senere ikke længere var militært til stede på Den Iberiske Halvø, blev den invaderet først af de tyske vandaler og siden af visigoterne, som så regerede Spanien i den romerske kejsers ramponerede navn.
Maurerne befæster byen
I det ottende århundrede kom så den store mauriske invasion af halvøen, og muslimerne ændrede byens navn til Mayrit. Emir Muhammad af Córdoba var den første til at befæste landsbyen og gøre den til en rigtig by. Det gjorde han med opførelsen af et fort tæt på Río Manzanares. Emiren fik bygget mange forter på grænsen mellem det muslimske emirat Al-Andalus (Andalusien) og de kristne kongeriger León og Castilien. Formålet var dels at beskytte hovedstaden Toledo mod kristen invasion, dels at have et udgangspunkt for muslimske offensiver mod nord. Madrid blev til en del af Toledo-området, som langt senere blev indlemmet i Castilla-La Mancha.
Men Madrid blev erobret af de kristne under ledelse af kong Alfonso VI i 1085 og indlemmet i Castilien, som kronens ejendom. Og så fordrev de kristne muslimerne og jøderne fra byens centrum til et område, der endnu i dag bærer det mauriske navn Morería (i det vestlige Madrid i det område, hvor domkirken siden kom til at ligge), selvom disse religiøse mindretal i 1494 blev forvist også fra dette område, og moskeen forsvandt.
Men Madrid blev erobret af de kristne under ledelse af kong Alfonso VI i 1085 og indlemmet i Castilien, som kronens ejendom. Og så fordrev de kristne muslimerne og jøderne fra byens centrum til et område, der endnu i dag bærer det mauriske navn Morería (i det vestlige Madrid i det område, hvor domkirken siden kom til at ligge), selvom disse religiøse mindretal i 1494 blev forvist også fra dette område, og moskeen forsvandt.
Brande, genopbygninger og skiftende regimer
Der har været mange forskellige regimer i Madrid. Madrid blev erobret af tilhængere af Enrique af Tastamara og så afstået af Juan I til kong Leon V af Armenien, som derefter blev detroniseret af Sultanen af Babylon.
Efter at være blevet ødelagt af brand under Enrique II’s regeringstid, blev byen genopbygget af hans barnebarn Enrique III, der genindsatte Madrid under Castiliens krone og grundlagde Palacio Real de El Pardo, som ligger lige uden for byen. Her har både general Franco og kong Alfonso XII haft deres residens.
Enrique VI fejrede her sit storslåede bryllup med Doña Juana af Portugal. Da han døde, forårsagede magttomrummet dannelsen af to forskellige grene inden for det castilianske rige, som begge gjorde krav på tronen. Isabel og hendes tilhængere besejrede Doña Juanas tilhængere, og de sejrende ‘katolske konger’ (Isabel og hendes mand Fernando) slog sig ned i et palæ på Plaza de la Paja, der ejedes af Don Pedro Lasso de la Vega.
Madrid gennemgik betydelige ændringer i løbet af det 18. århundrede, hvor byporte, broer og nye bygninger gav byen et nyt udseende. Det kongelige palads blev opført på ruinerne af Alcazar, det gamle mauriske slot, som var blevet ødelagt af en brand i 1734.
Under Carlos III’s regeringstid (1759 – 1788) blev byen væsentligt forskønnet. Arbejdet med det kongelige palads blev færdiggjort, som vi kender det i dag. Byens porte, Puerta de Toledo, Puerta de Segovia (findes ikke længere) og Puerta de Alcalá, blev opført sammen med blandt andet det kongelige teaters hovedbygning, der nu huser finansministeriet, det naturvidenskabelige museum (et af byens 77 museer), Botanisk Have og Basílica San Francisco El Grande. Også Retiro blev væsentligt forbedret, og flere nybyggede bygninger: Casa de Cisneros, General Hospital, Collegio de San Carlos, Casa de los Geranios og springvandene Cibeles, Neptuno og Apollo.
Under Carlos IV’s regeringstid fik Madrid Buenavista Palacio (i dag forsvarsministeriet) og andre bemærkelsesværdige palæer. Ud over disse fortjenester blev Carlos IV anset for uduelig som konge. Han havde ry for at være mere interesseret i at gå på jagt og forsøge at få styr på sin kone Maria Luísa de Parma.
Han tabte tronen i en magtkamp, hvor hans søn, Fernando VII, og den spanske statsminister Manuel de Godoy, havde aftalt at dele det netop invaderede Portugal i tre dele, en til hver og en til Frankrig. Magtdelingen splittede og svækkede den spanske hær, og i november 1807 kunne 23.000 franske soldater stort set uden modstand marchere ind i Spanien og de facto tage kontrollen med landet.
Efter at være blevet ødelagt af brand under Enrique II’s regeringstid, blev byen genopbygget af hans barnebarn Enrique III, der genindsatte Madrid under Castiliens krone og grundlagde Palacio Real de El Pardo, som ligger lige uden for byen. Her har både general Franco og kong Alfonso XII haft deres residens.
Enrique VI fejrede her sit storslåede bryllup med Doña Juana af Portugal. Da han døde, forårsagede magttomrummet dannelsen af to forskellige grene inden for det castilianske rige, som begge gjorde krav på tronen. Isabel og hendes tilhængere besejrede Doña Juanas tilhængere, og de sejrende ‘katolske konger’ (Isabel og hendes mand Fernando) slog sig ned i et palæ på Plaza de la Paja, der ejedes af Don Pedro Lasso de la Vega.
Madrid gennemgik betydelige ændringer i løbet af det 18. århundrede, hvor byporte, broer og nye bygninger gav byen et nyt udseende. Det kongelige palads blev opført på ruinerne af Alcazar, det gamle mauriske slot, som var blevet ødelagt af en brand i 1734.
Under Carlos III’s regeringstid (1759 – 1788) blev byen væsentligt forskønnet. Arbejdet med det kongelige palads blev færdiggjort, som vi kender det i dag. Byens porte, Puerta de Toledo, Puerta de Segovia (findes ikke længere) og Puerta de Alcalá, blev opført sammen med blandt andet det kongelige teaters hovedbygning, der nu huser finansministeriet, det naturvidenskabelige museum (et af byens 77 museer), Botanisk Have og Basílica San Francisco El Grande. Også Retiro blev væsentligt forbedret, og flere nybyggede bygninger: Casa de Cisneros, General Hospital, Collegio de San Carlos, Casa de los Geranios og springvandene Cibeles, Neptuno og Apollo.
Under Carlos IV’s regeringstid fik Madrid Buenavista Palacio (i dag forsvarsministeriet) og andre bemærkelsesværdige palæer. Ud over disse fortjenester blev Carlos IV anset for uduelig som konge. Han havde ry for at være mere interesseret i at gå på jagt og forsøge at få styr på sin kone Maria Luísa de Parma.
Han tabte tronen i en magtkamp, hvor hans søn, Fernando VII, og den spanske statsminister Manuel de Godoy, havde aftalt at dele det netop invaderede Portugal i tre dele, en til hver og en til Frankrig. Magtdelingen splittede og svækkede den spanske hær, og i november 1807 kunne 23.000 franske soldater stort set uden modstand marchere ind i Spanien og de facto tage kontrollen med landet.
Napoleon og den 2. maj 1808
Napoleon Bonaparte overtalte Fernando VII til at give Carlos IV tronen tilbage, hvorefter den autoritetsløse Carlos IV blev tvunget til at abdicere 19. marts 1808 og sammen med Fernando VII tvunget i eksil i Bayonne i Frankrig, og 23. marts blev Napoleons bror, Jóse Bonaparte, kronet som ny konge af Spanien.
Da den franske general Joachim Murat (Napoleons svoger) forsøgte at flytte også resten af Fernando VII’s børn i eksil i Bayonne for at befæste det franske overherredømme, kom det til blodige gadekampe i Madrid. Det var den 2. maj 1808.
Folk var begyndt at stimle sammen foran kongeslottet i et forsøg på at forhindre eksileringen af teenageprinsen Francisco de Paula de Borbón, den yngste af Carlos IV’s mange børn. Murat sendte artilleriet ind i byen og åbnede ild mod folkemængden, men oprøret spredte sig hurtigt til andre dele af byen, hvor der var grusomme gadekampe mellem de dårligt udrustede madrilenere og den moderne franske hær, særligt ved Puerta del Sol og Puerto de Toledo. ‘Mamelukkernes oprør’ blev slået ned, og hundredvis af spaniere omkom under kampene. Samme aften udstedte Murat et dekret, som sagde, at alle madrilenere, som blev arresteret med våben i hånden, skulle skydes. I omegnen af 5000 civile blev efterfølgende henrettet af franske soldater, og alle offentlige forsamlinger blev forbudt.
De spanske tropper, som var stationeret i byen, blev som beordret i kasernerne. Kun en artilleriafdeling fra Monteleón-kasernen nægtede at adlyde og sluttede sig til oprørerne. Deres officerer Luis Daoíz de Torres og Pedro Velarde y Santillán, som begge brev dræbt af den franske hær, huskes endnu som nationale helte i byen. Begivenheden har stor betydning for den spansk nationalistiske selvforståelse. Derfor er der også talrige stednavne i Madrid, som henviser til dette oprør. De vigtigste er måske Plaza del Dos de Mayo i Malasaña, som ligger, hvor den oprørske Monteleón-kaserne lå, og så det prangende monument på Paseo del Prado, foran Bolsas y Mercados Españoles, en stor obelisk, rejst i 1840 til minde om dem, der gav deres liv for Spaniens selvstændighed. Der brænder en evig flamme foran obelisken.
I nabobyen Móstoles fik man samme dag nys om oprøret og den brutale nedkæmpelse, hvilket fik admiral Juan Pérez Villamil til at tilskynde byens to borgmestre til at erklære de franske invasionstropper krig. Herfra bredte oprøret mod det franske overherredømme sig til hele landet, men uden stor succes.
Efter at General Castaños havde slået angriberne tilbage i Bailén, blev han hersker over Madrid den 23. august 1808. Men der var flere kampe, hvor kejser Napoleon dukkede op i Chamartín, og også i december samme år, hvor Jóse Bonaparte drog ind i Spanien, men blev atter udvist tre år senere under pres fra den anglo-spansktalende hær ledet af Wellington. Den sidste af de franske herskere forlod Madrid den 27. maj 1813, og det følgende år indtog kong Fernando VII byen.
Da den franske general Joachim Murat (Napoleons svoger) forsøgte at flytte også resten af Fernando VII’s børn i eksil i Bayonne for at befæste det franske overherredømme, kom det til blodige gadekampe i Madrid. Det var den 2. maj 1808.
Folk var begyndt at stimle sammen foran kongeslottet i et forsøg på at forhindre eksileringen af teenageprinsen Francisco de Paula de Borbón, den yngste af Carlos IV’s mange børn. Murat sendte artilleriet ind i byen og åbnede ild mod folkemængden, men oprøret spredte sig hurtigt til andre dele af byen, hvor der var grusomme gadekampe mellem de dårligt udrustede madrilenere og den moderne franske hær, særligt ved Puerta del Sol og Puerto de Toledo. ‘Mamelukkernes oprør’ blev slået ned, og hundredvis af spaniere omkom under kampene. Samme aften udstedte Murat et dekret, som sagde, at alle madrilenere, som blev arresteret med våben i hånden, skulle skydes. I omegnen af 5000 civile blev efterfølgende henrettet af franske soldater, og alle offentlige forsamlinger blev forbudt.
De spanske tropper, som var stationeret i byen, blev som beordret i kasernerne. Kun en artilleriafdeling fra Monteleón-kasernen nægtede at adlyde og sluttede sig til oprørerne. Deres officerer Luis Daoíz de Torres og Pedro Velarde y Santillán, som begge brev dræbt af den franske hær, huskes endnu som nationale helte i byen. Begivenheden har stor betydning for den spansk nationalistiske selvforståelse. Derfor er der også talrige stednavne i Madrid, som henviser til dette oprør. De vigtigste er måske Plaza del Dos de Mayo i Malasaña, som ligger, hvor den oprørske Monteleón-kaserne lå, og så det prangende monument på Paseo del Prado, foran Bolsas y Mercados Españoles, en stor obelisk, rejst i 1840 til minde om dem, der gav deres liv for Spaniens selvstændighed. Der brænder en evig flamme foran obelisken.
I nabobyen Móstoles fik man samme dag nys om oprøret og den brutale nedkæmpelse, hvilket fik admiral Juan Pérez Villamil til at tilskynde byens to borgmestre til at erklære de franske invasionstropper krig. Herfra bredte oprøret mod det franske overherredømme sig til hele landet, men uden stor succes.
Efter at General Castaños havde slået angriberne tilbage i Bailén, blev han hersker over Madrid den 23. august 1808. Men der var flere kampe, hvor kejser Napoleon dukkede op i Chamartín, og også i december samme år, hvor Jóse Bonaparte drog ind i Spanien, men blev atter udvist tre år senere under pres fra den anglo-spansktalende hær ledet af Wellington. Den sidste af de franske herskere forlod Madrid den 27. maj 1813, og det følgende år indtog kong Fernando VII byen.
Alcalá
I 1835 blev det berømte Universitet Alcalá de Henares flyttet til Madrid og i samme forbindelse udvidet med et naturvidenskabeligt fakultet. Renoveringerne af byen fortsatte under Isabel II’s regeringstid, hvor de gamle huse på Puerta del Sol blev revet ned og Congreso de los Diputados (parlamentets ene kammer), Real y Zarzuela Teatro og Canal de Isabel II (Madrids hovedvandåre) blev bygget.
Det er i øvrigt en særlig fornemmelse at gå fra Plaza de la Cortes, hvor parlamentsbygningen ligger, og fortsætte de hundrede meter ned ad bakken til Cibeles-springvandet, dreje til venstre ad Paseo del Prado, forbi Palace Hotel, Ritz Hotel og Bolsas y Mercados Españoles (den spanske børs) på modsatte side, Thyssen-museet og de små hundrede meter videre til det enorme, hvide rådhus, som ligner en mellemting mellem en katedral og et kongepalads. Den grå parlamentsbygning på Plaza de la Cortes er flot som en engelsk ambassade i et allieret land. Et nydeligt palæ med to bidske hanløver foran indgangspartiets seks søjler i klassicistisk stil, omgivet af pæne grå og bleggule byhuse på den lille plads med det mellemstore cedertræ og de femten små, nyplantede kviste. Jovist, der er også en flot bronzestatue af Michaeli de Cervantes, men når man har set rådhuset, kun to hundrede meter derfra, på den kejserlige Paseo del Prado med den cirka 75 meter brede midterrabat med syv rækker træer ved siden af hinanden, kan man ikke undgå at få den tanke, at det er en langt større og vigtigere opgave at forvalte Madrid end at holde sammen på Spanien.
Det indgyder dog respekt, at det er det statslige politi, ikke det kommunale, som holder øje med parlamentarikerne på Plaza de la Cortes. Og man skal naturligvis også være opmærksom på, at parlamentsbygningen ikke rummer regeringen, sådan som Christiansborg til dels gør i Danmark. Ministerierne holder til andre steder i byen. Fx bor økonomi- og konkurrenceministeriet ved siden af Thyssen-museet på Paseo del Prado. Andre ligger i den nordlige ende af byen, fx ved Metrostationen Nuevos Ministerios.
Der er naturligvis mange veje fra centrum til det rige nordøst. Det enkleste er at følge Calle de Alcalá. Det er en af byens ældste gader og klart den længste; den begynder ved Puerta del Sol og fortsætter 10,5 km op mod nordøst, oprindeligt op til den lille universitetsby Alcalá de Henares. Det er en virkelig imponerende boulevard, en dyr adresse også inde i centrum. Her ligger det kæmpe Instituto Servantes, som i 1991 blev etableret af regeringen med henblik på kultureksport, altså fremme af spansk kultur og sprog i hele verden. Og her finder man nationalbanken, undervisningsministeriet, Edificio Metrópolis, Circolo de Bellos Artes og Plaza de Cibeles, og oppe ved Parque del Buen Retiro løber vejen også forbi Puerta del Alcalá, byporten mod nordøst.
I den nordøstlige del af centrum finder man og også Calle Serrano, som er byens dyre forretningsgade. Den begynder ved rundkørslen om Puerta de Alcalá, som også Calle de Alcalá løber gennem. Her ligger butikkerne med mærkevaretøj og tilbehør i den dyre ende: Prada, Gucci, Cartier, men også et af Zaras hovedkvarterer, selvom Zara ikke har specialiceret sig i dyrt tøj, men kædebutikkens Galiciske ejer er så stinkende rig, at han kan bo hvor som helst. Paladsagtige hoteller, El Corte Inglés og banker, Lloyds Bank International, fx. Museo Arqueológico National ligger også i gaden, balletten, og et parkanlæg med et kæmpe monument for Colombus’ rejser til Amerika. Meget passende ligger den amerikanske ambassade også her. Det gør den danske forresten også, men den ser man ikke, for den befinder sig helt anonymt på syvende etage i en kontorbygning. At også arbejds- og socialministeriet har til huse i Calle Serrano, virker måske mindre oplagt, for dels er dette ikke den travleste ende af byen, dels er selv tiggerne mere velklædte her end mange af de gennemsnitlige beboere i Lavapiés. De ser ikke hjemløse ud.
Jo længere, man kommer op ad gaden, desto mindre midtbyagtigt bliver det, mere luft, mere grønt, lavere byhuse. Mange af beboelsesejendommene har kun til og med tredje sale her, hvor der i det meste af byen er op til femte eller sjette sal, i betonkvartererne naturligvis ofte mere. Efterhånden som man kommer længere ud af den lange gade, kam man også se, at koncentrationen af mennesker, som ikke behøver at arbejde, stiger. Folk går simpelthen langsommere. Selv en tirsdag formiddag ligger der nærmest en dovenskabens tunghed over gadelivet. Her er også færre mennesker og bedre plads.
Det er i øvrigt en særlig fornemmelse at gå fra Plaza de la Cortes, hvor parlamentsbygningen ligger, og fortsætte de hundrede meter ned ad bakken til Cibeles-springvandet, dreje til venstre ad Paseo del Prado, forbi Palace Hotel, Ritz Hotel og Bolsas y Mercados Españoles (den spanske børs) på modsatte side, Thyssen-museet og de små hundrede meter videre til det enorme, hvide rådhus, som ligner en mellemting mellem en katedral og et kongepalads. Den grå parlamentsbygning på Plaza de la Cortes er flot som en engelsk ambassade i et allieret land. Et nydeligt palæ med to bidske hanløver foran indgangspartiets seks søjler i klassicistisk stil, omgivet af pæne grå og bleggule byhuse på den lille plads med det mellemstore cedertræ og de femten små, nyplantede kviste. Jovist, der er også en flot bronzestatue af Michaeli de Cervantes, men når man har set rådhuset, kun to hundrede meter derfra, på den kejserlige Paseo del Prado med den cirka 75 meter brede midterrabat med syv rækker træer ved siden af hinanden, kan man ikke undgå at få den tanke, at det er en langt større og vigtigere opgave at forvalte Madrid end at holde sammen på Spanien.
Det indgyder dog respekt, at det er det statslige politi, ikke det kommunale, som holder øje med parlamentarikerne på Plaza de la Cortes. Og man skal naturligvis også være opmærksom på, at parlamentsbygningen ikke rummer regeringen, sådan som Christiansborg til dels gør i Danmark. Ministerierne holder til andre steder i byen. Fx bor økonomi- og konkurrenceministeriet ved siden af Thyssen-museet på Paseo del Prado. Andre ligger i den nordlige ende af byen, fx ved Metrostationen Nuevos Ministerios.
Der er naturligvis mange veje fra centrum til det rige nordøst. Det enkleste er at følge Calle de Alcalá. Det er en af byens ældste gader og klart den længste; den begynder ved Puerta del Sol og fortsætter 10,5 km op mod nordøst, oprindeligt op til den lille universitetsby Alcalá de Henares. Det er en virkelig imponerende boulevard, en dyr adresse også inde i centrum. Her ligger det kæmpe Instituto Servantes, som i 1991 blev etableret af regeringen med henblik på kultureksport, altså fremme af spansk kultur og sprog i hele verden. Og her finder man nationalbanken, undervisningsministeriet, Edificio Metrópolis, Circolo de Bellos Artes og Plaza de Cibeles, og oppe ved Parque del Buen Retiro løber vejen også forbi Puerta del Alcalá, byporten mod nordøst.
I den nordøstlige del af centrum finder man og også Calle Serrano, som er byens dyre forretningsgade. Den begynder ved rundkørslen om Puerta de Alcalá, som også Calle de Alcalá løber gennem. Her ligger butikkerne med mærkevaretøj og tilbehør i den dyre ende: Prada, Gucci, Cartier, men også et af Zaras hovedkvarterer, selvom Zara ikke har specialiceret sig i dyrt tøj, men kædebutikkens Galiciske ejer er så stinkende rig, at han kan bo hvor som helst. Paladsagtige hoteller, El Corte Inglés og banker, Lloyds Bank International, fx. Museo Arqueológico National ligger også i gaden, balletten, og et parkanlæg med et kæmpe monument for Colombus’ rejser til Amerika. Meget passende ligger den amerikanske ambassade også her. Det gør den danske forresten også, men den ser man ikke, for den befinder sig helt anonymt på syvende etage i en kontorbygning. At også arbejds- og socialministeriet har til huse i Calle Serrano, virker måske mindre oplagt, for dels er dette ikke den travleste ende af byen, dels er selv tiggerne mere velklædte her end mange af de gennemsnitlige beboere i Lavapiés. De ser ikke hjemløse ud.
Jo længere, man kommer op ad gaden, desto mindre midtbyagtigt bliver det, mere luft, mere grønt, lavere byhuse. Mange af beboelsesejendommene har kun til og med tredje sale her, hvor der i det meste af byen er op til femte eller sjette sal, i betonkvartererne naturligvis ofte mere. Efterhånden som man kommer længere ud af den lange gade, kam man også se, at koncentrationen af mennesker, som ikke behøver at arbejde, stiger. Folk går simpelthen langsommere. Selv en tirsdag formiddag ligger der nærmest en dovenskabens tunghed over gadelivet. Her er også færre mennesker og bedre plads.
Den tidlige fascisme – og demokratiet
Aristokraten og generalen Miguel Primo de Rivera lavede et fascistisk statskup i 1923 med hjælp fra kong Alfonso XIII og styrede landet til 1930, hvor hæren og kongen mistede tilliden til ham. Men heller ikke kongen kunne styre landet; i 1931 måtte han flygte fra landet og den anden republik blev udråbt, hvilket skærpede modsætningerne mellem på den ene side republikanerne (liberale demokrater, socialister, anarkister, anarkosyndikalister og kommunister) og nationalisterne (kongetro, katolikker, fascister, aristokrater) på den anden.
Så skulle der være valg til republikkens ledelse. Venstrefløjens klart stærkeste kraft var anarkosyndikalisterne i CNT. De anerkendte ikke den centrale statsmagts legitimitet og opfordrede derfor til boycot af valget. Og så vandt højrefløjen, selvom de røde var flest. Det var det moderate højre, der havde vundet valget, men til arbejderbefolkningens store fortrydelse inviterede de fascisterne i CEDA med ind i regeringen på centrale poster. I 1934 førte fascistificeringen af landet til en modreaktion fra venstrefløjens side. Med udgangspunkt i Asturien blev der erklæret socialistisk revolution. Det var her, general Franco for alvor blev kendt. Hans hærenheder slog de røde ned med en grusomhed, som ledte tankerne tilbage til inkvisitionen.
Så skulle der være valg til republikkens ledelse. Venstrefløjens klart stærkeste kraft var anarkosyndikalisterne i CNT. De anerkendte ikke den centrale statsmagts legitimitet og opfordrede derfor til boycot af valget. Og så vandt højrefløjen, selvom de røde var flest. Det var det moderate højre, der havde vundet valget, men til arbejderbefolkningens store fortrydelse inviterede de fascisterne i CEDA med ind i regeringen på centrale poster. I 1934 førte fascistificeringen af landet til en modreaktion fra venstrefløjens side. Med udgangspunkt i Asturien blev der erklæret socialistisk revolution. Det var her, general Franco for alvor blev kendt. Hans hærenheder slog de røde ned med en grusomhed, som ledte tankerne tilbage til inkvisitionen.
Anarkisterne i CNT lærte af den erfaring. Ved valget i 1936 opfordrede de ikke længere til boycot. De kunne ikke selv stille op til valget, eftersom de stadig ikke anerkendte nødvendigheden af at have en central regering i landet. De gik ind for direkte demokrati på arbejdspladserne og i boligkvartererne, ikke for repræsentative systemer. Men i en taktisk alliance med resten af venstrefløjen holdt de sig ude af valgkampen, og så vandt de røde.
Borgerkrigen
Efter nogle få måneder fandt Franco et passende påskud til at forsøge et fascistisk statskup; han fik sin afrikahær op fra Marokko, men kuppet lykkedes kun delvis. Det kom i stedet til en næsten tre år lang borgerkrig mellem republikanere og nationalister. Resten af verden enedes om at afstå fra at hjælpe republikken mod Francos kupmagere. Folkeforbundet ville ’blande sig uden om Spaniens indre anliggender’. Aftale var således, at heller ikke kupmagerne måtte få våben ude fra. Men Francos venner Hitler, Mussolini og Salazar var ligeglade med den aftale og stopfodrede nationalisterne med moderne våben.
Som en reaktion på denne ulige kamp besluttede Stalins USSR at sælge våben til republikken. Men de solgte dem til overpriser (de fik hele Spaniens guldreserve, alt det guld, Spanien havde stjålet i Peru og Mexico flere hundrede år tidligere), og de forsynede kun de spanske kommunister med våben. CNT fik ingen (de havde nogle ubrugelige, gamle mexicanske rifler), hvilket dels stækkede størstedelen af de kræfter, som ville forsvare republikken, dels forrykkede magtbalancen på venstrefløjen, så kommunisterne efterhånden blev den stærkeste kraft. Inden borgerkrigen havde kommunisterne været en ubetydelig gruppe på den spanske venstrefløj.
Francos tropper belejrede Madrid, men Madrilenerne forsvarede sig med en overraskende stædighed, selvom republikkens øverste ledelse ret hurtigt mistede modet og stak af til Valencia, og Madrid led under udpræget hungersnød og i lange perioder også daglige luftbombardementer. Francos tyske Heinkell-jagere terrorbombede området omkring Gran Vía og forsøgte ikke mindst at få ram på den strategisk vigtige Telefonica-bygning.
Da Francos falangister havde indtaget Madrid i februar 1939 og således afsluttet den lange, blodige borgerkrig med over en halv million ofre, vendte den sejrende fascistiske statsledelse sine tyske og italienske allierede ryggen. Fascisterne havde ikke kunnet vinde borgerkrigen uden Hitlers og Mussolinis hjælp, men ikke desto mindre valgte Franco at holde Spanien neutralt under anden verdenskrig. Det var klogt. På den måde undgik Madrid at blive bombet af de allierede styrker, og mens de tabte krigen i resten af verden, formåede fascisterne at holde sig ved magten på Den Iberiske Halvø til langt ind i halvfjerdserne.
Som en reaktion på denne ulige kamp besluttede Stalins USSR at sælge våben til republikken. Men de solgte dem til overpriser (de fik hele Spaniens guldreserve, alt det guld, Spanien havde stjålet i Peru og Mexico flere hundrede år tidligere), og de forsynede kun de spanske kommunister med våben. CNT fik ingen (de havde nogle ubrugelige, gamle mexicanske rifler), hvilket dels stækkede størstedelen af de kræfter, som ville forsvare republikken, dels forrykkede magtbalancen på venstrefløjen, så kommunisterne efterhånden blev den stærkeste kraft. Inden borgerkrigen havde kommunisterne været en ubetydelig gruppe på den spanske venstrefløj.
Francos tropper belejrede Madrid, men Madrilenerne forsvarede sig med en overraskende stædighed, selvom republikkens øverste ledelse ret hurtigt mistede modet og stak af til Valencia, og Madrid led under udpræget hungersnød og i lange perioder også daglige luftbombardementer. Francos tyske Heinkell-jagere terrorbombede området omkring Gran Vía og forsøgte ikke mindst at få ram på den strategisk vigtige Telefonica-bygning.
Da Francos falangister havde indtaget Madrid i februar 1939 og således afsluttet den lange, blodige borgerkrig med over en halv million ofre, vendte den sejrende fascistiske statsledelse sine tyske og italienske allierede ryggen. Fascisterne havde ikke kunnet vinde borgerkrigen uden Hitlers og Mussolinis hjælp, men ikke desto mindre valgte Franco at holde Spanien neutralt under anden verdenskrig. Det var klogt. På den måde undgik Madrid at blive bombet af de allierede styrker, og mens de tabte krigen i resten af verden, formåede fascisterne at holde sig ved magten på Den Iberiske Halvø til langt ind i halvfjerdserne.
Sporene efter Francos regime
Francos magt viser sig ikke kun i Madrids arkitektur gennem de store udvidelser af byen, som diktatoren fik sat i værk, men også i alt det, han fik fjernet; den arkitektoniske censur. Der er praktisk taget ikke en vandpost tilbage i byen, som henviser til den anden republik, altså den republik, Francos regime selv væltede med sit blodige statskup. Ikke et messingskilt. Har man læst Hemingways store roman om den spanske borgerkrig, Hvem ringer klokkerne for, vil man måske lede efter Hotel Gaylord’s, hvor romanens hovedperson, Robert Jordan, tog hen for at restituere sammen med andre topkommunister under borgerkrigen, og hvor han drømte om at invitere sin unge, mishandlede elskerinde hen, når han turde drømme om at overleve. Dette luxushotel fra 1931, som også optræder i filmen Land and Freedom af Ken Loach, var kommunistisk hovedkvarter i Madrid under borgerkrigen. Og ikke mindst på grund af Hemingways mesterværk havde det stor symbolværdi, også for turister, så det fik Franco revet ned i 1962.
To år inden sin død havde Franco udpeget sin efterfølger, nemlig kong Juan Carlos, som endnu er landets statsoverhoved med hovedsæde i Madrid. På den måde lykkedes det Franco at genindføre monarkiet, omend årtier senere end hans royalistiske tilhængere havde forestillet sig – og ret hurtigt blev det med en stærkt begrænset magt, der minder om den, som kongehuset har i Danmark. Det er et konstitutionelt monarki, hvor kongen skal underskrive de love, som parlamentet to kamre vedtager, før de får gyldighed.
To år inden sin død havde Franco udpeget sin efterfølger, nemlig kong Juan Carlos, som endnu er landets statsoverhoved med hovedsæde i Madrid. På den måde lykkedes det Franco at genindføre monarkiet, omend årtier senere end hans royalistiske tilhængere havde forestillet sig – og ret hurtigt blev det med en stærkt begrænset magt, der minder om den, som kongehuset har i Danmark. Det er et konstitutionelt monarki, hvor kongen skal underskrive de love, som parlamentet to kamre vedtager, før de får gyldighed.
Genetableringen af demokratiet og residensen i Moncloa
Med den nye forfatning fra 1978 blev nemlig den parlamentarisme, som Francos fascistiske revolte havde sat ud af kraft, genindført. Parlamentet, som hedder Cortes, er et tokammersystem bestående af senatets 250 og deputeretkammerets 350 medlemmer. Nogle af Senatets medlemmer vælges ved direkte valg, mens andre udpeges fra autonomierne (regionerne).
De fleste af de forbudte partier blev igen tilladt, fx PSOE (socialdemokraterne) og PCE (kommunisterne), og fagbevægelsen. Retsvæsnet blev mindre vilkårligt, mindre afhængigt af regeringen. Det blev nu muligt at lægge sag an mod staten, tusindvis af politiske fanger blev løsladt, og en række konservative forbud blev ophævet, fx mod utroskab, homoseksualitet, skilsmisse og abort.
I 1977 blev Palacio de la Moncloa etableret som officiel residens for Spaniens ministerpræsident. Det ligger i den pæne, vestlige bydel, Moncloa, som også rummer blandt andet Flyvevåbnets kæmpe hovedkvarter og parken Casa de Campo og Ciudad Universitaria. Paladsets første ejer var Don Melchor Portocarrero Laso de la Vega (den tredje greve af Moncloa) og opførelsen blev påbegyndt omkring år 1600, men det stod først færdigt i sin nuværende form 1955. Paladset har fungeret som residens for alle ministerpræsidenter fra Adolfo Suárez og frem til og med Rajoy, som har regeret siden 2011.
Som følge af denne gradvise demokratisering efter den nye forfatning i 1978 blev Spanien, ligesom Portugal, efterhånden accepteret som en del af den moderne, frie verden.
De fleste af de forbudte partier blev igen tilladt, fx PSOE (socialdemokraterne) og PCE (kommunisterne), og fagbevægelsen. Retsvæsnet blev mindre vilkårligt, mindre afhængigt af regeringen. Det blev nu muligt at lægge sag an mod staten, tusindvis af politiske fanger blev løsladt, og en række konservative forbud blev ophævet, fx mod utroskab, homoseksualitet, skilsmisse og abort.
I 1977 blev Palacio de la Moncloa etableret som officiel residens for Spaniens ministerpræsident. Det ligger i den pæne, vestlige bydel, Moncloa, som også rummer blandt andet Flyvevåbnets kæmpe hovedkvarter og parken Casa de Campo og Ciudad Universitaria. Paladsets første ejer var Don Melchor Portocarrero Laso de la Vega (den tredje greve af Moncloa) og opførelsen blev påbegyndt omkring år 1600, men det stod først færdigt i sin nuværende form 1955. Paladset har fungeret som residens for alle ministerpræsidenter fra Adolfo Suárez og frem til og med Rajoy, som har regeret siden 2011.
Som følge af denne gradvise demokratisering efter den nye forfatning i 1978 blev Spanien, ligesom Portugal, efterhånden accepteret som en del af den moderne, frie verden.
Juan Carlos og fascisternes sidste prut
Oberstløjtnant Antonio Tejero fra Guardia Civil og general Alfonso Armada ledede et foreløbig sidste fascistisk statskup den 23. februar 1981. De reaktionære Guardia Civil-officerer med de morsomme sorte højglans-sovsekander på hovedet erobrede Cortes med automatvåben og pistoler og tog både parlamentet og regeringen som gidsler i et forsøg på at sætte den socialistiske regering ud af spillet og installere en militærjunta med kongen som kransekagefigur. Men kong Juan Carlos havde luret, at generalerne ikke kunne opretholde magten i det moderne Europa. De var dømt til at tabe på blot lidt længere sigt. Ikke mindst, hvis Spanien gerne ville være en del af EF og NATO og bryde den isolation, som Franco havde placeret dem i. Han vurderede sikkert også, at hans egen magt ikke ville blive nævneværdigt større under en militærjunta end under det monarki, som han allerede var sat i spidsen for. Derfor nægtede han at lade sig bruge som symbol for statskuppet, og til sidst gav generalerne op.
Juan Carlos, der af Franco var blevet testamenteret kronen i stedet for sin far, den tvangseksillerede Don Juan, som Franco aldrig tilgav, at han støttede vestmagterne, ikke Hitler, under 2. verdenskrig, var opdraget og uddannet af Francos nærmeste folk. Han blev hentet til Madrid som tiårig den 9. november 1948 som Francos slave-protegé. Franco ville have en Borbon-efterfølger, en konge, men ikke en liberal, halvdemokratisk en som Don Juan. Derfor undertvang han den unge Juan Carlos en stærkt højreorienteret, katolsk og antidemokratisk opdragelse, som skulle gøre ham klar til at overtage magten, når Franco ikke længere kunne selv.
Den unge tronarvings ufrivillige alliance med Franco satte ham ikke kun i et mangeårigt modsætningsforhold til sin mere moderne tænkende far, men også til flertallet af spaniere. Han var meget upopulær i sine første år som konge. Det ændrede sig efter den 23. februar 1981, hvor han afslog at hjælpe de fascistiske generaler til magten.
Det skal retfærdigvis siges, at dette ikke var Juan Carlos’ første og eneste indsats for demokratiseringen af Spanien. Franco havde testamenteret ham magten som enevældig monark, ja, som sin efterfølger som diktator, men Juan Carlos gik ret hurtigt i gang med en demokratiseringsproces, som gradvis afviklede hans egen magt. Han blev kronet i 1976, indførte en form for frie valg, satte gang i udarbejdelsen af en mere demokratisk forfatning, som blev vedtaget ved en folkeafstemning og trådte i kraft allerede i 1978. Han indsatte en civil regeringsleder, nemlig fascisten Adolfo Suárez, hvis regering hurtigt viste sig langt mere reformvenlig end general Franco havde været. Kongen åbnede for delvist selvstyre i Catalonien og Baskerlandet. Og så legaliserede han endda kommunistpartiet, hvilket generalerne var stærke modstandere af. Derfor blev det også nødvendigt for ham at stække de militære styrkers politiske magt. Militæret ønskede ingen af disse reformer. De betragtede Juan Carlos som den retmæssige autoritet, men havde håbet på, at han ville fortsætte Francos isolationistiske og stærkt autoritære politik.
Juan Carlos, der af Franco var blevet testamenteret kronen i stedet for sin far, den tvangseksillerede Don Juan, som Franco aldrig tilgav, at han støttede vestmagterne, ikke Hitler, under 2. verdenskrig, var opdraget og uddannet af Francos nærmeste folk. Han blev hentet til Madrid som tiårig den 9. november 1948 som Francos slave-protegé. Franco ville have en Borbon-efterfølger, en konge, men ikke en liberal, halvdemokratisk en som Don Juan. Derfor undertvang han den unge Juan Carlos en stærkt højreorienteret, katolsk og antidemokratisk opdragelse, som skulle gøre ham klar til at overtage magten, når Franco ikke længere kunne selv.
Den unge tronarvings ufrivillige alliance med Franco satte ham ikke kun i et mangeårigt modsætningsforhold til sin mere moderne tænkende far, men også til flertallet af spaniere. Han var meget upopulær i sine første år som konge. Det ændrede sig efter den 23. februar 1981, hvor han afslog at hjælpe de fascistiske generaler til magten.
Det skal retfærdigvis siges, at dette ikke var Juan Carlos’ første og eneste indsats for demokratiseringen af Spanien. Franco havde testamenteret ham magten som enevældig monark, ja, som sin efterfølger som diktator, men Juan Carlos gik ret hurtigt i gang med en demokratiseringsproces, som gradvis afviklede hans egen magt. Han blev kronet i 1976, indførte en form for frie valg, satte gang i udarbejdelsen af en mere demokratisk forfatning, som blev vedtaget ved en folkeafstemning og trådte i kraft allerede i 1978. Han indsatte en civil regeringsleder, nemlig fascisten Adolfo Suárez, hvis regering hurtigt viste sig langt mere reformvenlig end general Franco havde været. Kongen åbnede for delvist selvstyre i Catalonien og Baskerlandet. Og så legaliserede han endda kommunistpartiet, hvilket generalerne var stærke modstandere af. Derfor blev det også nødvendigt for ham at stække de militære styrkers politiske magt. Militæret ønskede ingen af disse reformer. De betragtede Juan Carlos som den retmæssige autoritet, men havde håbet på, at han ville fortsætte Francos isolationistiske og stærkt autoritære politik.
Meget af den popularitet, som Juan Carlos vandt i 1981, har han sat over styr i 2012 og 2013, hvor han først blev fyret som ærespræsident for Verdensnaturfonden, WWF, fordi han godt kunne lide at tage på elefantjagt i Botswana. Hans udenomsægteskabelige affærer har nok også kostet det konservative symbol lidt af glansen. Og siden blev hans svigersøn, håndboldspilleren Iñaki Urdangarin, afsløret i omfattende korruption og selvberigelse med midler til offentlige kontrakter med den såkaldte NGO, Instituto Noos, som skal fremme sport og turisme. En korruptionsskandale, som også inddrager prinsessen, og som kongen tilsyneladende har kendt langt mere til, end han først ville indrømme. Til monarkiets held har sagen stået lidt i skyggen af korruptionsskandalerne i det regerende PP-parti.
Den 23. februar (eller 23F, som de kalder begivenheden i Madrid) bliver fejret som dagen for demokratiets endelige sejr med store optog i Madrid. I 1982 erobrede socialisten Felipe Gonzáles regeringsmagten (og beholdt den frem til 1996). Turismen blomstrede i de følgende år, og i 1982 kom landet med i NATO og 1986 også EF, som understøttede landbruget med enorme summer, og siden er det bare gået fremad for Madrid, indtil den store krise kom i 2008.
torsdag den 17. juli 2025
Skaknovelle, bog og film
Stefan Zweigs Skaknovelle fra 1941, som blev genudgivet af Bechs Forlag – Viatone i 2017 i Harald Engbergs oprindelige danske oversættelse fra 1948, blev filmatiseret i 2021 med Philipp Stölzl som instruktør. Nu kan den ses på DR.TV.
Philipp Stölzl har valgt at reducere novellens jegfortæller helt ud af fortællingen. Det synes jeg er et rimeligt valg, for han er en ret ligegyldig figur og ville vel kun være filmisk interessant som en slags voice-over. I Stefan Zweigs novelle tjener jegfortælleren den funktion, at protagonisten Dr. B. fortæller ham sin historie. Men det er næppe en funktion, som udnytter filmmediets muligheder optimalt.
Verdensmesteren Mirko Czentovic' historie, som trods alt fylder nogle sider i bogen, gøres der også meget lidt ud af i filmen. Dr. B er endnu tydeligere valgt som historiens protagonist i filmen end i bogen. Hans udvikling (eller afvikling) er også den mest interessante at kigge på.
Stölzl lægger stor vægt på den tortur, Gestapo udsætter Dr. B. for, ligesom hans mentale nedbrydelse skildres i gode billeder og stærke scener.
Til gengæld lægges der ikke så stor vægt på, hvordan Dr. B forsøger at håndtere sin ord-, inventar- og begivenhedsløse isolering under indespærringen ved at udspalte to forskellige personligheder, en sort og en hvid, som ikke kender hinandens tanker, og derfor kan spille blindskak mod hinanden, ærgerrigt og hævnlystent bekrige hinanden, selv når han sover. Også denne indre, mentale overlevelseskrig må være lettere at skildre effektivt i skrift end i billeder.
I det hele taget synes jeg, at Philipp Stölzls tolkning af novellen tjener kameraet godt.
Det er en rigtig god film, og det er en fremragende lille bog. Se den. Læs den.
tirsdag den 15. juli 2025
En mand sidder på en stol og læser i en bog
En mand sidder på en stol og læser i en bog. Han har en bog.
Men hvor står stolen?
Ja, det er det interessante.
Stolen står bag El Cortes Inglés, byens fine stormagasin, ved en nedkørsel til en underjordisk parkering.
Det er ingen fin stol, men en kasseret kantinestol fra tresserne, grå aluminiumsben og et sæde i krydsfinér. Den halter lidt, tror jeg. Eller måske er det underlaget. At asfalten er ujævn her.
Det er ikke et fint sted. Måske fine mennesker lufter hunde her. Her stinker altid af pis. Og så alligevel ikke. Fine mennesker ville ikke komme her til fods, kun komme for at parkere og aldrig komme herud, hvor affald ligger spredt, men gå op i stormagasinet ad den indvendige trappe. Her stinker af menneskepis, mest af menneskepis. Det er ikke dette sted, man tænker på, når nogen fortæller, de skal i Cortes Inglés eller lige har været der.
Det er ikke her, man tænker, en mand ville sidde på en stol og læse i en bog. Det er ingen fin bog, men en en slidt paperback fra antikvariat. Jeg kan ikke gå langsomt nok til at læse titlen. Den er to centimeter tyk, vil jeg tro. Det er ikke digte. Det er ikke kortprosa. Det er ikke små tekster om en mand, der sidder på en stol og læser i en bog. Det er det ikke.
Det er ikke en fin mand. Han sidder svøbt i et gråt tæppe, sådan et, som flyttemænd bruger for ikke at ridse sofabordet, når det trækkes ud af bilen, og kasserer, når der er slidt hul. Der må ikke være hul i tæppet, for så bliver sofabordet ridset. Manden bliver ikke ridset, han har tøj på under tæppet, under hullerne. Hvad er det for tøj? Hvad har han på, Jens? Det var blåt engang. Jeg tror, det var blåt. I det mindste noget af det var. Der er et blåt skær. Og håret? Nej, håret er ikke blåt. Helt sikkert ikke blåt. Dette er ikke en mand, der farver sit hår. Det er sort. Det kan snyde her i mørket, men jeg tror, det er sort. Også skægget er sort. Øjnene er mørke. Det er en spansk mand. En yngre spansk mand. Eller ældre. Det er svært at se bag det store skæg og hår. Jeg kan ikke gå langsomt nok til at se det. Ikke komme tæt nok på. Det ville være intimiderende at slå et slag ind under halvtaget for at tjekke hans alder. At slå et slag ind mod hans privatssfære, hans hjem.
Det er ikke noget fint hjem. En madras står lænet op ad en lav mur. Det har været en god madras. Jeg forestiller mig, at den har været god, før fjedrene blev slappe. Der er køkkengrej, gasblus, kasserolle. En gaffel ligger på tværs over en konservesdåse, en med fisk, sardiner, tun eller makrel. Der er poser med tøj eller tæpper. Det er et hjem, hvor han godt kan invitere gæster. Der er et halvtag over ham. Jeg tænker på, om han inviterer dem, der bor under Tyskerbroen. Men det gør han ikke. Jeg tror ikke, han gør det. Han har ikke tid. Der er bøger, mange bøger, måske halvtreds. De står i to stabler på den lave mur, støttet mod en søjle. Jeg kan ikke gå langsomt nok til at læse titlerne, ikke komme tæt nok på.
En mand sidder på en stol og læser. Han sidder altid her, for han har en bog, han skal læse.
Det er ikke nogen fin bog, men måske en god.
Men hvor står stolen?
Ja, det er det interessante.
Stolen står bag El Cortes Inglés, byens fine stormagasin, ved en nedkørsel til en underjordisk parkering.
Det er ingen fin stol, men en kasseret kantinestol fra tresserne, grå aluminiumsben og et sæde i krydsfinér. Den halter lidt, tror jeg. Eller måske er det underlaget. At asfalten er ujævn her.
Det er ikke et fint sted. Måske fine mennesker lufter hunde her. Her stinker altid af pis. Og så alligevel ikke. Fine mennesker ville ikke komme her til fods, kun komme for at parkere og aldrig komme herud, hvor affald ligger spredt, men gå op i stormagasinet ad den indvendige trappe. Her stinker af menneskepis, mest af menneskepis. Det er ikke dette sted, man tænker på, når nogen fortæller, de skal i Cortes Inglés eller lige har været der.
Det er ikke her, man tænker, en mand ville sidde på en stol og læse i en bog. Det er ingen fin bog, men en en slidt paperback fra antikvariat. Jeg kan ikke gå langsomt nok til at læse titlen. Den er to centimeter tyk, vil jeg tro. Det er ikke digte. Det er ikke kortprosa. Det er ikke små tekster om en mand, der sidder på en stol og læser i en bog. Det er det ikke.
Det er ikke en fin mand. Han sidder svøbt i et gråt tæppe, sådan et, som flyttemænd bruger for ikke at ridse sofabordet, når det trækkes ud af bilen, og kasserer, når der er slidt hul. Der må ikke være hul i tæppet, for så bliver sofabordet ridset. Manden bliver ikke ridset, han har tøj på under tæppet, under hullerne. Hvad er det for tøj? Hvad har han på, Jens? Det var blåt engang. Jeg tror, det var blåt. I det mindste noget af det var. Der er et blåt skær. Og håret? Nej, håret er ikke blåt. Helt sikkert ikke blåt. Dette er ikke en mand, der farver sit hår. Det er sort. Det kan snyde her i mørket, men jeg tror, det er sort. Også skægget er sort. Øjnene er mørke. Det er en spansk mand. En yngre spansk mand. Eller ældre. Det er svært at se bag det store skæg og hår. Jeg kan ikke gå langsomt nok til at se det. Ikke komme tæt nok på. Det ville være intimiderende at slå et slag ind under halvtaget for at tjekke hans alder. At slå et slag ind mod hans privatssfære, hans hjem.
Det er ikke noget fint hjem. En madras står lænet op ad en lav mur. Det har været en god madras. Jeg forestiller mig, at den har været god, før fjedrene blev slappe. Der er køkkengrej, gasblus, kasserolle. En gaffel ligger på tværs over en konservesdåse, en med fisk, sardiner, tun eller makrel. Der er poser med tøj eller tæpper. Det er et hjem, hvor han godt kan invitere gæster. Der er et halvtag over ham. Jeg tænker på, om han inviterer dem, der bor under Tyskerbroen. Men det gør han ikke. Jeg tror ikke, han gør det. Han har ikke tid. Der er bøger, mange bøger, måske halvtreds. De står i to stabler på den lave mur, støttet mod en søjle. Jeg kan ikke gå langsomt nok til at læse titlerne, ikke komme tæt nok på.
En mand sidder på en stol og læser. Han sidder altid her, for han har en bog, han skal læse.
Det er ikke nogen fin bog, men måske en god.
mandag den 14. juli 2025
Tredjepersonsfortællerens sexvokabularium
Jeg skrev (lettere redigeret):
Forfatteren fortæller, hvem han/hun har iscenesat som modtager, fx når en sexscene pakkes lummer-blufærdigt ind i omskrivninger af ord for kønsdele, som i Fanny Hill – en glædespiges erindringer, som jeg desværre ikke har hos mig nu, men hvor der kunne stå: ”Hans prægtige lanse trængte dybere og dybere ind for hvert frydefuldt smertende stød, han tildelte mig”. Her er førstepersonsfortælleren jo givet som den prostituerede Fanny, men sproget siger nok så meget om, hvem hun skriver til, nemlig de pæne borgerfruer, som aldrig ville læse om kæmpepikke, men forventes at kaste sig over den lumre lanse med nysgerrig begejstring.
Kunne en tredjepersonsfortæller henvende sig på samme måde, blot med et ’hende’ i stedet for et ’mig’? Jeg synes det ikke. Det fungerer bedst i førsteperson. Sproget ’peger’ så tydeligt på fortælleren, at det vil være vanskeligt ikke at placere hende i jeg/du-relationen. En tredjepersonsfortæller må betjene sig af et mere anonymt sprog.
Hvordan anonymiserer man sprogbrugen, når det handler om krop, køn og sex?
Man holder sig fx fra metaforiske omskrivninger. For hvorfor bruger man omskrivninger, hvis man ingen anden interesse har end at beskrive? Det gør man ikke. Metaforerne peger på en interesse hos fortælleren; fx en interesse i blufærdighed eller påtaget blufærdighed (Fanny Hill), i at være sjov eller i at vække liderlighed gennem billeddannelse. Sådanne interesser vil uvilkårligt få læseren til at fokusere på fortælleren. Man må derfor fortælle mere ligefrem.
Men hvad er ikke metaforer?
Kunne en tredjepersonsfortæller henvende sig på samme måde, blot med et ’hende’ i stedet for et ’mig’? Jeg synes det ikke. Det fungerer bedst i førsteperson. Sproget ’peger’ så tydeligt på fortælleren, at det vil være vanskeligt ikke at placere hende i jeg/du-relationen. En tredjepersonsfortæller må betjene sig af et mere anonymt sprog.
Hvordan anonymiserer man sprogbrugen, når det handler om krop, køn og sex?
Man holder sig fx fra metaforiske omskrivninger. For hvorfor bruger man omskrivninger, hvis man ingen anden interesse har end at beskrive? Det gør man ikke. Metaforerne peger på en interesse hos fortælleren; fx en interesse i blufærdighed eller påtaget blufærdighed (Fanny Hill), i at være sjov eller i at vække liderlighed gennem billeddannelse. Sådanne interesser vil uvilkårligt få læseren til at fokusere på fortælleren. Man må derfor fortælle mere ligefrem.
Men hvad er ikke metaforer?
En af diskussionens deltagere, lad os kalde ham X, kalder med et udtryk, som leder tankerne hen på Mark Johnson, kusse og fisse for døde metaforer. For mig er de to metaforer ikke døde i helt samme grad (hvis vi et øjeblik tillader os at graduere død). For mig er metaforen fisse sprællevende, jeg tænker uvilkårligt på fisk. Anderledes med ordet kusse, som kun får mig til at tænke på kusse. Det er komplicerende, men symptomatisk, at vi ikke er enige her. Det er symptom på, at fortællingen først er færdig, når den er bearbejdet i læserens hjerne. Vi læser ikke den samme fisse.
Er latinske anatomiske betegnelser også metaforer? Formodentlig. Hvorfor skulle de ikke være det? Men sikkert også døde i hovederne på de fleste af os germanere. Duer de så? De anonymiserer i hvert fald ikke fortælleren. Tværtimod udstiller de fortælleren som en person, der forholder sig demonstrativt klinisk til kønsakten.
Jeg kan bruge kusse som et forholdsvis neutralt ord. X kan ikke, for han hører ordet anderledes. Jeg kan bruge ordet pik, men ikke hvis ejermanden bruger den til at tisse med. I så fald ville jeg skrive tissemand. Hvis jeg skrev pik, ville jeg afsløre en interesse i at understrege, at denne tissemand også kunne bruges seksuelt, og det ville fremvise fortælleren som person, ikke anonymisere ham/hende.
Jeg skrev 'forholdsvis neutralt', for jeg kender ikke ord, som er helt neutrale i den forstand, at de intet afslører om den person, der bruger dem. Og især ikke, når vi taler om sex, fordi det er det mest interesseladende område inden for alt liv og gennemtrænger alt andet i menneskelivet og i den forstand end ikke kan afgrænses som område, hvis man skal tro en lille, svagtseende mand fra Wien.
At den fulde neutralitet næppe findes, bringer mig frem pointen om, at også den forholdsvis anonyme fortæller i sidste instans alligevel gestalter sig gennem sproget med menneskelige træk som køn, alder, klasse, uddannelse, seksualitet osv. Hvis man som forfatter ikke er sig dette bevidst, gestaltes de bag ryggen. Som oftest låner fortælleren så disse træk fra forfatteren. Hvis forfatteren ingen tanker gør sig om, hvem tredjepersonsfortælleren er, bliver fortælleren let identisk med forfatteren selv – eller med den forfatterenfigur, som han/hun almindeligvis forfalder til at fremstå som. Det er ok. Men et andet muligt udfald er, at fortælleren slingrer af sted og skifter karakter fra sætning til sætning uden grund, og det falder sjældent heldigt ud.
X beskriver fortælleren som metafor snarere end som person og siger, at fortælleren derfor ikke behøver at være personaliseret. Jeg ser nok snarere fortælleren som en fiktion, en fiktiv person, der fortæller en historie. Og jo mere bevidst, man er om denne figurs karakter, desto bedre kan man styre den.
Er latinske anatomiske betegnelser også metaforer? Formodentlig. Hvorfor skulle de ikke være det? Men sikkert også døde i hovederne på de fleste af os germanere. Duer de så? De anonymiserer i hvert fald ikke fortælleren. Tværtimod udstiller de fortælleren som en person, der forholder sig demonstrativt klinisk til kønsakten.
Jeg kan bruge kusse som et forholdsvis neutralt ord. X kan ikke, for han hører ordet anderledes. Jeg kan bruge ordet pik, men ikke hvis ejermanden bruger den til at tisse med. I så fald ville jeg skrive tissemand. Hvis jeg skrev pik, ville jeg afsløre en interesse i at understrege, at denne tissemand også kunne bruges seksuelt, og det ville fremvise fortælleren som person, ikke anonymisere ham/hende.
Jeg skrev 'forholdsvis neutralt', for jeg kender ikke ord, som er helt neutrale i den forstand, at de intet afslører om den person, der bruger dem. Og især ikke, når vi taler om sex, fordi det er det mest interesseladende område inden for alt liv og gennemtrænger alt andet i menneskelivet og i den forstand end ikke kan afgrænses som område, hvis man skal tro en lille, svagtseende mand fra Wien.
At den fulde neutralitet næppe findes, bringer mig frem pointen om, at også den forholdsvis anonyme fortæller i sidste instans alligevel gestalter sig gennem sproget med menneskelige træk som køn, alder, klasse, uddannelse, seksualitet osv. Hvis man som forfatter ikke er sig dette bevidst, gestaltes de bag ryggen. Som oftest låner fortælleren så disse træk fra forfatteren. Hvis forfatteren ingen tanker gør sig om, hvem tredjepersonsfortælleren er, bliver fortælleren let identisk med forfatteren selv – eller med den forfatterenfigur, som han/hun almindeligvis forfalder til at fremstå som. Det er ok. Men et andet muligt udfald er, at fortælleren slingrer af sted og skifter karakter fra sætning til sætning uden grund, og det falder sjældent heldigt ud.
X beskriver fortælleren som metafor snarere end som person og siger, at fortælleren derfor ikke behøver at være personaliseret. Jeg ser nok snarere fortælleren som en fiktion, en fiktiv person, der fortæller en historie. Og jo mere bevidst, man er om denne figurs karakter, desto bedre kan man styre den.
lørdag den 12. juli 2025
Black man
En del af Stevie Wonders tekster kan virke naive. Det gælder særligt de politiske, som for en stor del handler om racisme. Det skal siges, at vældig mange antiracistiske tekster fra den tid var naive. Tænk blot på 'Jeg har set en rigtig negermand' med Lille Bo og familien Andersen fra 1970, hvor voksne har spekuleret i, hvordan et fireårigt barn mon ville opleve at møde mænd af forskellig farve, for så at slutte med at lade Lille Bo synge, at det var nemmere og sjovere, hvis vi alle sammen var blå.
Den sang tror jeg ikke, Wonder ville have sunget med på, men han sang med på Paul McCartneys iørefaldende, men fjollede duet 'Ebony and Ivory', fra Tug of War. Den havde alle kvaliteter til at blive et hit, og det blev den, men det er ikke en af de firsersange, der står tilbage som mindeværdige. Sangen spørger om, at når de sorte og de hvide tangenter lever side om side i fuld harmoni på klaveret, hvorfor kan menneskene så ikke bare gøre det samme. Ud over det banale i at se menneskelivet som lige så enkelt som samklangen mellem halve og hele toner så virker det vel heller ikke antiracistisk gennemtænkt at tildele de hvide mennesker den absolutte hovedrolle, som de hele toner har i musikken, og efterlade de sorte med rollen som undtagelsen, det skæve, den blå tone i en blues.
Flere af Wonders egne tekster er omtrent lige så naive, men nogle af dem har til gengæld en aggressiv energi, som alligevel gør dem værd at høre. Det gælder udpræget den socialrealistiske 'Living for the City' fra 1973.
Jeg synes slet ikke, teksten til 'Black Man' fra Songs in the Key of Life, udsendt i 1976, er dårlig. Størstedelen af teksten i den 8.34 minutter lange sang er opremsning af, hvad mænd (og to kvinder) af forskellig farve har bidraget med til civilisationens fremskridt og udviklingen af USA som nation. Sangen var en del af Black pride-bevægelsen. Teksten skal naturligvis ses i lyset af, hvordan USA's historie op til det tidspunkt i skolebøgerne, i film, litteratur og sangtekster var beskrevet som den hvide mands succesfulde fremmarch i den nye verden.
Den sang tror jeg ikke, Wonder ville have sunget med på, men han sang med på Paul McCartneys iørefaldende, men fjollede duet 'Ebony and Ivory', fra Tug of War. Den havde alle kvaliteter til at blive et hit, og det blev den, men det er ikke en af de firsersange, der står tilbage som mindeværdige. Sangen spørger om, at når de sorte og de hvide tangenter lever side om side i fuld harmoni på klaveret, hvorfor kan menneskene så ikke bare gøre det samme. Ud over det banale i at se menneskelivet som lige så enkelt som samklangen mellem halve og hele toner så virker det vel heller ikke antiracistisk gennemtænkt at tildele de hvide mennesker den absolutte hovedrolle, som de hele toner har i musikken, og efterlade de sorte med rollen som undtagelsen, det skæve, den blå tone i en blues.
Flere af Wonders egne tekster er omtrent lige så naive, men nogle af dem har til gengæld en aggressiv energi, som alligevel gør dem værd at høre. Det gælder udpræget den socialrealistiske 'Living for the City' fra 1973.
Jeg synes slet ikke, teksten til 'Black Man' fra Songs in the Key of Life, udsendt i 1976, er dårlig. Størstedelen af teksten i den 8.34 minutter lange sang er opremsning af, hvad mænd (og to kvinder) af forskellig farve har bidraget med til civilisationens fremskridt og udviklingen af USA som nation. Sangen var en del af Black pride-bevægelsen. Teksten skal naturligvis ses i lyset af, hvordan USA's historie op til det tidspunkt i skolebøgerne, i film, litteratur og sangtekster var beskrevet som den hvide mands succesfulde fremmarch i den nye verden.
Hør Black Man
Teksten
First man to die
For the flag we now hold high (Crispus Attucks)
Was a black man
The ground were we stand
With the flag held in our hand
Was first the redman's
Guide of a ship
On the first Columbus trip (Pedro Alonzo Nino)
Was a brown man
The railroads for trains
Came on tracking that was laid
By the yellow man
We pledge allegiance
All our lives
To the magic colors
Red, blue and white
But we all must be given
The liberty that we defend
For with justice not for all men
History will repeat again
It's time we learned
This World Was Made For All Men
Heart surgery
Was first done successfully
By a black man (Dr Daniel Hale Williams)
Friendly man who died
But helped the pilgrims to survive (Squanto)
Was a redman
Farm workers rights
Were lifted to new heights (Caesar Chavez)
By a brown man
Incandescent light
Was invented to give sight (Thomas Edison)
By the white man
We pledge allegiance
All our lives
To the magic colors
Red, blue and white
But we all must be given
The liberty that we defend
For with justice not for all men
History will repeat again
It's time we learned
This World Was Made For All Men
Here me out...
Now I know the birthday of a nation
Is a time when a country celebrates
But as your hand touches your heart
Remember we all played a part in America
To help that banner wave
First clock to be made
In America was created
By a black man (Benjamin Banneker)
Scout who used no chart
Helped lead Lewis and Clark
Was a redman (Sacagawea)
Use of martial arts
In our country got its start
By a yellow man
And the leader with a pen
Signed his name to free all men
Was a white man (Abraham Lincoln)
We pledge allegiance
All our lives
To the magic colors
Red, blue and white
But we all must be given
The liberty that we defend
For with justice not for all men
History will repeat again
It's time we learned
This World Was Made For All Men
This world was made for all men
This world was made for all men
This world was made for all men
God saved His world for all men
All people
All babies
All children
All colors
All races
This world's for you
and me
This world
My world
Your world
Everybody's world
This world
Their world
Our world
This world was made for all men
Here me out...
Who was the first man to set foot on the North Pole?
Mattew Henson – a black man
Who was the first american to show the Pilgrims at Plymouth the secrets
of survival in the new world?
Squanto – a redman
Who was the soldier of Company G who won high honors for his courage
and heroism in World War 1?
Sing Lee – a yellow man
Who was the leader of united farm workers and helped farm workers
maintain dignity and respect?
Caesar Chavez – a brown man
Who was the founder of blood plasma and the director of the Red Cross
blood bank?
Dr. Charles Drew – a black man
Who was the first American heroine who aided the Lewis and Clark
expedition?
Sacajewa – a red woman
Who was the famous educator and semanticist who made outstanding
contributions to education in America?
Hayakawa – a yellow man
Who invented the world's first stop light and the gas mask?
– a black man
Who was the American surgeon who was one of the founders of
neurosurgery?
Harvey William Cushing – a white man
Who was the man who helped design the nation's capitol, made the first
clock to give time in America and wrote the first almanac?
Benjamin Banneker – a black man
Who was the legendary hero who helped establish the League of Iroquois?
Hiawatha – a red man
Who was the leader of the first microbiotic center in America?
– a yellow man
Who was the founder of the city of Chicago in 1772?
Jean Baptiste – a black man
Who was one of the organizers of the American Indian Movement?
Denis Banks – a red man
Who was the Jewish financier who raised founds to sponsor Cristopher
Columbus' voyage to America?
Lewis D. Santangol – a white man
Who was the woman who led countless slaves to freedom on the
underground rairoad?
Harriel Tubman – a black woman
Abonner på:
Opslag (Atom)