Walter Benjamin om den store digtnings usamtidighed og den dunkle uhygge i det borgerlige interiørs orient

HØJHERSKABELIGT INDRETTET TIVÆRELSESLEJLIGHED

Den fuldt ud tilfredsstillende skildring og analyse af indretningsstilen i anden halvdel af det nittende århundrede udgør samtidig en bestemt slags kriminalroman, der har lejlighedens uhygge liggende i sit dynamiske centrum. Møblernes placering er også en stillingsplan over dødbringende fælder, og rækken af værelser foreskriver offeret dets flugtvej. At netop denne slags kriminalroman opstår med Poe – altså på en tid, hvor sådanne boliger endnu knap eksisterede – gør ingen forskel. For de store digtere kombinerer uden undtagelse i en verden, der først er efter dem, ligesom de parisiske gader i Baudelaires digte først eksisterede efter nittenhundrede, og heller ikke Dostojevskijs mennesker fandtes tidligere. Det borgerlige interiør fra tresserne til halvfemserne bebos – med sine kæmpemæssige buffeter, der er overfyldt med udskæringer, de dunkle hjørner, der hvor palmen står, karnappen, som forskanses af balustraden, og de lange korridorer med den syngende gasflamme – kun adækvat af liget. “På denne sofa må tante nødvendigvis blive myrdet.” Inventarets sjælløse yppighed bliver først virkelig til komfort i overværelse af liget. Langt mere interessant end kriminalromanernes landskabsmæssige orient er denne yppige orient i deres interiør: persertæppet og ottomanen, hængelampen og den ædle kaukasiske dolk. Bag de tunge, ophængte kelimmer fejrer husherren sine orgier med værdipapirerne, kan føle sig som en østerlandsk købmand, som en doven pasha i svindlens Khanat, indtil den nævnte dolk i forsølvet gehæng over divanen en skønne eftermiddag gør en ende på hans siesta og ham selv. Denne egenart ved den borgerlige lejlighed, der sitrer efter den navnløse morder som en liderlig gammel kone efter galanen, er blevet forstået af nogle forfattere, der – måske også fordi et stykke af det borgerlige pandæmonium præger deres skrifter – har mistet deres retmæssige ære som ‘kriminalforforfatter’. I enkelte af sine skrifter har Conan Doyle det, som der her sigtes til, forfatterinden A.K. Green har fremstillet det i en stor produktion, og Gaston Leroux har med Phantom der Oper, en af de store romaner om det nittende århundrede, hjulpet denne genre til dens apoteose.

— Walter Benjamin: Ensrettet gade, A Mock Book, side 14 ff.

Pessoa – om at rejse

Fernando Pessoa: Rastløshedens bog, A Mock Book 2019. Oversat af Mone Hvass. Oprindeligt udgivet posthumt i to adskilte bind under heteronymet Bernardo Soares.

Pessoa blev født i Lissabon i 1888 og døde af druk i 1935. Han skrev prosa, drama, lyrik, essayistik og filosofi i mange forskellige stilarter og under skiftende heteronymer.

La Victoria 16

Las Camborias er en spraglet, legesyg bar og samtidig både en slags galleri og et atelier og aktivitetscenter, så det er passende, at de har fået en graffitikunstner til at udsmykke porten.
    Det er ikke noget sjældent syn, at mindre virksomheder og organisationer arbejder sammen med gadekunstnere. Det ser godt ud, og samtidig sender det et signal om, at virksomheden er 'progressiv' eller åbensindet og i kontakt med gademiljøet i kvarteret. Det kan også give facaden en form for beskyttelse mod at blive overmalet med kedelige tags og slagord, for mange graffitikunstnere er tilbøjelige til at respektere deres kollegers værker mere, end de ville respektere en ubemalet port.

Her er så eksemplet på, at det ikke altid fungerer på den måde. Hvad de producerer i denne garage, ved jeg ikke, men det er tydeligt, at den fede lilla tag, som er smurt ud over det sort-hvide værk på porten, skal sende et signal om disrespekt. Det kan vel være både over for kunstnere og garagens ejer.

Amy

Det mest uvelkomne medlem i Klub 27 er det seneste, Amy Winehouse. Sådan ser det ud fra mit sted. Ikke at jeg ønsker nogen af de øvrige medlemmer døde, selvfølgelig ikke. Tænk på Jimi Hendrix. Tænk fx på hans spirende samarbejde med John Coltrane. Hvad kunne det ikke være blevet til, hvis de ikke begge var døde alt for unge! Men nå ja, dels havde Coltrane allerede ligget i jorden fire år, da Hendrix døde. Dels døde de begge længe inden, jeg vidste, hvem de var. 

    Det var noget andet med Amy Winehouse. Hun var ligefrem yngre end mig. Jeg hørte hendes musik, mens den var ny og spændende. Ikke en generation efter. Og hun var den store nye stemme og sangskriver, som kunne have givet jazzen nyt liv. Jazzen og to-tre andre genrer. Sådan hørte jeg hende. Det er ikke fordi Norah Jones og Diana Krall er dårlige, og Cassandra Wilson kan jeg rigtig godt lide, men gør de for alvor noget nyt? Jeg synes det ikke. Det gør Tom Waits, det er klart, men selv ikke Tom kan blive ved for evigt.

    Amy nåede kun at udgive to album. Det var alt for lidt. Her er hun med en af klassikerne.

La Victoria 15

Er det et kvindehus, der gemmer sig bag garageporten her? Libérate mujer betyder i hvert fald Frigør dig, kvinde. Det er i givet fald et nedlagt kvindehus. De har ikke holdt åbent i de fire år, jeg har kendt til bygningen. Måske er det kun graffitikunstneren, der mener, det er et kvindehus?
    Det er et spændende værk, der åbenbarer sig, når porten er lukket. Jeg er usikker på, hvordan det skal forstås. Er munden forsejlet af det sølvgrå kvindetegn? Gør kønnet det umuligt for kvinden at tale frit, eller er kvindefællesskabet snarere det, der gør det muligt at tale? Og masken?

La Victoria 14

Hvad jeg særligt holder af ved dette værk, er motivets og farvernes samvirke med murens egne farver og egen materialitet. Murstenenes blege orangebrune og den grå mørtel understøtter kunstnerens farvevalg. Murens forfald, ujævnheder, krakeleringer, huller og revner giver karakter til det slidte ansigt. Kunstneren har valgt et motiv og en farveskala, som passer perfekt til netop denne overflade, og derfor vil også solens tæring og blegning arbejde med og ikke mod værket.

    Hvem er hun?

La Victoria 13

Selvom man færdes i det samme gaderum og har en fælles lidenskab for at male kvindelige superhelte på nøgne gasbetonmure, har man ikke nødvendigvis den samme opfattelse af, hvordan den slags superhelte ser ud.

Her fornemmer man i hvert fald to ret forskellige opfattelser af det spørgsmål.

    Skal man ligefrem se værket på det nederste foto som en slags kritisk svar på det øverste – eller omvendt?

La Victoria 12

Jeg tror, der findes roser i alle farver, undtagen grøn (ret mig gerne med en kommentar, hvis du har forstand på roser). Men se, hvor flot en grøn kunne være!
    Er der noget Mona Lisa-agtigt over kvinden? Jo, men hvad med den tomme højre øjenhule? Skal vi se hulheden indeni, eller skal der blot være plads til en rose i hullet? Øjet som vase.
    Forestil dig at kigge ud gennem en rose. Eller forestil dig tvært imod at kigge ind i en rose, en grøn rose, når du søger din elskedes blik.
    "Der burde have været roser", skrev J.P. Jacobsen engang som indledningen til en novelle. En sætning, der bliver ved at runge i kraniet, selv år efter man har glemt resten af novellen.

La Victoria 11

Kan også hunde drømme om et lille hus på landet? Næppe, men mennesker kan i hvert fald drømme om at have en hund med den slags romantiske sværmerier. 

Under banyantræet ved El Corte Inglés

Første gang, jeg så ham, sad han på kanten af stengærdet i skyggen fra banyantræet uden for El Corte Inglés og soignerede sig med de remedier, han havde lagt frem i sirlig orden på en sammenfoldet papkasse. Det var den grå moustache, der skulle bringes i orden. Britisk, tænkte jeg først, fra Sydengland, Cornwall, måske. Jeg kan ikke sige præcis, hvorfor jeg tænkte sådan. Jeg hørte ham aldrig sige noget, han talte ikke med de øvrige hjemløse under træet. Var det hans forfinede fingerbevægelser og det luvslidte, men stadig elegante jakkesæt i nålestribet, stålblå uld? Han var så åbenlyst malplaceret på et leje af papkasser. 

    Jeg var på vej til skole med Serena og kunne ikke opholde mig ved synet af den gamle. Serena skulle fortælle mig en drøm, hun havde haft. Hun var død som insekt, jeg fandt aldrig ud af hvilket, men genfødt som en strålende trompet. 

    På vej hjem passerede jeg det samme stengærde, hvor den noble mand nu var i gang med sideskilningen. Det var ikke vanskeligt at få det fedtede, tynde hår til at sidde, men han blev ved med at frisere som i en melankolsk trance, han ikke kunne slippe ud af. Pludselig stivnede han og rankede sig lyttende, og så vendte han sig mod mig. Vores blikke nåede lige netop at mødes; jeg følte, at han i det meste af et sekund ledte efter noget hos mig, eller genkendte noget fra sin tidlige barndom, før han igen vendte sig bort og sank sammen, som om hans krop opgav at forfølge hans tanke. Han skrabede skamfuldt sine sager til sig og lagde dem tilbage i den sorte toilettaske og gjorde ansatser til at rejse sig, men blev så alligevel siddende.

    Siden så jeg ham dagligt gentage den samme rutine samme sted gennem flere år. Han soignerede sig hver morgen lidt i ni under bayantræet ved El Cortes Inglés, indtil han pludselig var borte og aldrig viste sig igen.

Fingertips

Fingertips
Han blev født i Saginaw, Michigan den 13. Maj 1950, og det var en postgang for tidligt, så drengen måtte en tur i kuvøse. Der fik han så meget ilt, at øjnene blev ødelagt. Stevland Hardaway Judkins hed han fra begyndelsen. Da hans mor fire år senere blev skilt, ændrede hun drengens efternavn til Morris og flyttede til Detroit, hvor Stevie kom til at synge i Whitestone Baptist Church’s kirkekor. 
    Sammen med kammeraten John begyndte Stevie at spille på gaden. Hvad John spillede på, aner jeg ikke, men Stevie sang og spillede mundharmonika og trommer. Efterhånden begyndte de at få job til fester og på danserestauranter, hvor Stevie også kunne spille klaver.
    Hans mor Lula skrev selv sange og blev imponeret over ‘Lonely Boy’, som Stevie skrev i 1961, så hun fik ham til at synge den for Ronnie White, der var sangskriver for The Miracles. Han var på og hev Lula og Stevie op til Motown Records, som dengang boede i industribyen Detroit. Den gamle mesterbokser, Berry Gordy, som var boss, syntes, det lugtede af hit og gav Stevie en kontrakt med fast hyre, hvor han skulle synge, spille og skrive under Motowns Tamla-varemærke, hvor han fik 2.50 dollars om ugen og fik tilknyttet en assistent, når han skulle på turne.
'Lonely Boy' blev nu ikke et hit, og i begyndelsen blev Stevie sat til at optræde med coverversioner af populære Ray Charles-sange. Det var den oplagte iscenesættelse af en blind, sort knægt, som kunne synge og spille klaver.
    Det var produceren, Clarence Paul, der gav ham navnet Little Stevie Wonder, da han som 12-årigt vidunderbarn alligevel brød igennem med ‘Fingertips’, som blev nummer 1 på Billboard Hot 100. Det var aldrig sket for en 12-årig før.
    Billedkvaliteten på den her live-optagelse er elendig. Lyden er ikke meget bedre. Der findes en velpoleret studieoptagelse med meget bedre lyd og tværfløjte, men jeg synes, det er sjovt at se, hvordan Stevie bliver lanceret, og også hvordan han spiller med og overtager scenen. 
    Se Fingertips

La Victoria 10

Picassos rædsels-frise Guernica er et oliebemalet lærred, omtrent otte meter bredt og treenhalv højt. Kunstneren, som er fra Málaga, befandt sig i landflygtighed i Paris, da han malede billedet under indtryk af avisernes efterretninger om Legion Condors terrorbombardement af den lille baskiske by Guernica den 26. april 1937, altså under den spanske borgerkrig. Nazitysklands bombardement havde ingen militære mål, men den historiske by blev sønderbombet, og hundredvis af civile omkom. Det var et led i den fascistiske general Francos nedbrydning af den valgte republikanske regering, og det var et af mange tyske brud på den ikke-indblandingspolitik i forhold til borgerkrigen, som verdenssamfundet i princippet havde enedes om, men som Francos venner i Tyskland, Italien og Portugal så stort på, og som derfor kun kom Francos kupmagere tilgode.

    Maleriet var med på Verdensudstillingen i Paris i juni 1937, hvorefter det blev opbevaret i New York frem til 1981, hvor det blev udstillet på Museo Nacional del Prado i Madrid i kølvandet på Francos død og parlamentarismens genindførelse i Spanien. Siden 1992 har Guernica været udstillet på Museo Nacional Centro de Arte Reina Sofia i Madrid.
    Der er lavet et utal af kopier af dette enorme grå/hvide værk med enkelte blåtoner, der viser krigens rædsler og fungerede som et symbol for antikrigsbevægelser, sålænge sådan nogle fandtes. Nogle af kopierne er kulørte, mens andre holder sig til de oprindelige gråtoner. Denne virkelig gode graffitiudgave forsøger at forholde sig loyalt til Picassos farvevalg.
    Graffitien her er en af mange Picasso-kopier, som man kan finde på La Victoria-kvarterets facader.

La Victoria 9

Er det en figur fra en tegneserie? Jeg ved det ikke, men jeg er vild med den her graffiti. Farverne er perfekt afstemt med de kakler, kunstneren har valgt at lade sit værk indramme af, og samtidig danner de douce kulører og den tilforladeligt tantede frisure en fed ironisk kontrast til den uhyggelige langhalsede figur med de blodige fingre og den sære gnaver i favnen.

Morales' medskyld og Bolivias nye chance

De røde får en ny chance i Bolivia

Publiceret december 2020

Søndag den 18. oktober var der parlaments- og præsidentvalg i Bolivia, og venstrefløjen vandt en overbevisende sejr.

En sejr for demokratiet
Den 57-årige Luis Arce fra ekspræsident Evo Morales’ venstrefløjsparti, MAS, blev valgt som landets nye præsident, og dagen efter anerkendte hans stærkeste modkandidat, Carlos Mesa fra centrum-venstre partiet Communidad Cidadana, sit nederlag.

”Fordi vi tror på demokratiet, må vi nu erkende, at valget har fundet en vinder,” 
lød det fra Carlos Mesa om mandagen.

Mesas kandidatur blev ellers bakket op af den højreorienterede overgangsregering, fordi deres egen kandidat, den siddende, konservative kuppræsident Jeanine Áñez, trak sit kandidatur fra præsidentvalget, da det viste sig, at hun ikke var i nærheden af blive blandt de to bedst placerede og således ville have en mulighed for at gå videre til en eventuel anden valgrunde. Og også hun anerkendte hurtigt Luis Arces sejr.

”Jeg gratulerer sejrsherrerne og beder dem om at yde tankemæssigt lederskab i Bolivia og i vores demokrati,” skrev Áñez på Twitter.

Vi venter i skrivende stund stadig på, at den siddende præsident Trump, taberen af det nys afholdte præsidentvalg i USA, kommer med en tilsvarende tilkendegivelse på sin Twitterkonto. Samtidig må man sige, at valghandlingen i Bolivia overstråler den nordamerikanske med en betydeligt højere valgdeltagelse. USA havde ganske vist sin højeste valgdeltagelse i over hundrede år med 66,9 %. Men Bolivia satte national rekord med hele 88,4 %, og valget endte med en sikker sejr for MAS, som fik 55,1 % af stemmerne. Det gav en margin på 26,3 procentpoint ned til den tidligere præsident (i embedet 2003-2005) Carlos Mesa, hvis parti, Communidad Cidadana, fik 28,8 % af stemmerne.

Den højreradikale vold
Det klare afgørelse betød dog ikke, at valget slap for dramatiske efterspil. Få dage efter valget blev minearbejdernes leder Orlando Gutierrez overfaldet og døde senere af sine kvæstelser. Minearbejdernes fagforeningen anklager de såkaldte ’Pititas’ for drabet. Pititas er en højreekstrem bevægelse, som spillede en afgørende rolle i det kup mod Evo Morales’ MAS-regering, som bragte Jeanine Áñez til magten i 2019. Pititas har igen i år underkendt valgresultatet. Drabet blev startskuddet til en ny bølge af politisk uro og vold frem mod regeringsskiftet den 8. november.
    Den dræbte 36-årige fagforeningsformand spillede en central rolle i fagbevægelsens protester mod Jeanine Áñez’ regime i november 2019. Da MAS (Bevægelsen for Socialisme) blev udråbt som valgets vinder i 2019, blev resultatet afvist af den samlede højrefløj i landet, som iværksatte omfattende voldelige protester. Det førte til, at militæret greb ind og iværksatte et kup, som straks fik Trump-administrationens opbakning.
    Ifølge TV-stationen TeleSur havde Orlando Gutierrez få dage inden 2020-valget advaret regimet om, at ”Bolivias ville minearbejdere mobilisere”, hvis højrefløjen igen skulle finde på at underkendte valgresultatet.

”Jeg udtrykker min dybeste sorg over broder Orlando Gutierrez’ bortgang. Han var en stor minearbejderleder, som stædigt forsvarede det bolivianske folks interesser”, udtalte Bolivias nyvalgte præsident Luis Arce ifølge TeleSur.

Valget i 2019
Evo Morales var ikke selv uden skyld i det kup, som satte ham fra magten i 2019. Han insisterede efter sine 15 år ved magten på at stille op til en fjerde valgperiode, hvilket præsidenten ifølge Bolivias forfatning ikke kan. De har en rotationsregel, som kan sammenlignes med USA’s (eller med den, Enhedslisten praktiserer over for partiets fuldtidspolitikere), og Morales’ udemokratiske forsøg på at omgå denne konstitutionelle bestemmelse er en vigtig påmindelse om, at selv i udgangspunktet demokratisk og antiautoritært indstillede ledere kan have svært ved at slippe magten. Og i Nicaragua og Venezuela ser vi tydeligt resultaterne af, at have det samme regime siddende for længe: korruption, selvberigelse, nepotisme og underminering af demokratiet.

Kuppet
Op til valget i 2019 var Morales var stadig populær i brede kredse, hvilket ikke alene valgresultatet (trods de usikkerheder det rummer) vidnede om. Der opstod også en bølge af demonstrationer for at genindsætte Morales som præsident. De blev mødt med brutal vold af sikkerhedsstyrker, efter at kuppræsidenten Jeanine Áñez havde undtaget politi og militær for strafferetligt ansvar i operationer, der ”havde til formål at genoprette orden og offentlig stabilitet”.
    Den daværende anden senatsnæstformand Jeanine Áñez erklærede sig for fungerende præsident under henvisning til den forfatningsmæssige magt-rækkefølge, hvor hun blot var nummer fem efter præsidenten, vicepræsidenten, senatsformanden og første senatsnæstformand.
    Det var hæren, som pressede Morales og hans vicepræsident til at træde tilbage, angiveligt med henblik på at bringe de omfattende uroligheder, som fulgte i kølvandet på det kaotiske 2019-valg, til ophør. OAS’s (Organisation of American States) valgobservatører rapporterede både om ’uregelmæssigheder’ op til valget og under optællingen. På valgaftenen blev en foreløbig optælling af stemmerne afbrudt på et tidspunkt, hvor Morales føring over Mesa så ud til at falde til under 10 procentpoint, hvilket er minimumsgrænsen for at afgøre valget i første runde og således ville udløse en anden valgrunde mellem de to bedst placerede kandidater. Da den endelige optælling forelå nogle dage senere, viste resultatet ganske vist, at Morales lige akkurat havde opnået mere end 10 procentpoint flere stemmer end Mesa, men afbrydelsen af optællingen stillede ikke Evo Morales’ regering i noget heldigt lys. Ganske som USA’s præsident Trumps forsøg på at standse optællingen af stemmer i de stater, hvor han så ud til at kunne miste sin føring.
    Uregelmæssighederne fik i første omgang OAS til at anbefale et nyvalg. Deres foreløbige rapport fik oppositionen til at konkludere, at der var tale om valgsvindel, og herefter eskalerede situationen. Der var demonstrationer både for og imod Morales, og flere omkom under sammenstødene mellem de to demonstrerende grupper. Morales erklærede derfor, at han ville følge OAS’ anbefaling og udskrive nyvalg, men det var ikke tilstrækkeligt til at stoppe konflikten. Samme dag, som rapporten udkom, opfordrede hærchefen Williams Kaliman på direkte TV Morales til at gå af. Militærets alvorlige opfordring fik Morales til at drage i eksil sammen med store dele af sin regering. Morales’ flugt efterlod Bolivia i et magtmæssigt vakuum, som højrefløjen og USA ikke var sene til at udfylde.
    Morales havde gjort sig sårbar ved at finde et påskud for at stille op til den konstitutionsstridige fjerde præsidentperiode, og det var ikke lykkedes ham at sikre en pletfri valghandling. Men selv hvis hans ufrivillige tilbagetrædelse skulle være berettiget, havde Áñez på sin side ingen legitim ret til at udråbe sig selv som præsident.

”Hvis Senatet vælger at anerkende min begæring om tilbagetrædelse og i stedet indsætter en midlertidig præsident, så bør det være formanden for Senatet,” udtalte Morales.

Jeanine Áñez’ illegitime overgangsregering
Formanden for Senatet var Adriana Salvatierra, og med præsidenten og vicepræsidenten i eksil var hun den retmæssige vikar. Jeanine Áñez hævdede imidlertid, at Salvatierra havde trukket sig samtidigt med Evo Morales og vicepræsidenten, men det er tilsyneladende ikke sandt. Da Senatet samledes for at tage stilling til spørgsmålet om præsidentposten, mødte Salvatierra op for at gøre krav på sin post, men hun blev nægtet adgang af de betjente, som stod vagt ved indgangen til Senatet, fortæller i hvert fald nyhedsbureauet Prensa Latina.
    Det lykkedes Jeanine Áñez at få Senatet til at udpege sig som præsident, hvilket kun var muligt, fordi Morales’ parti Movimento al Socialismo (MAS) boykottede afstemningen i Senatet. 2019-valget var blevet erklæret ugyldigt, og derfor bevarede de tidligere valgte medlemmer af Deputeretkammeret og Senatet deres pladser. Dette resulterede i, at Morales’ MAS-parti stadig havde flertal i begge kamre. Senatet var således ikke formelt beslutningsdygtigt, da Áñez blev udnævnt. Der var ikke nok medlemmer til stede. Alligevel blev udnævnelsen efterfølgende ratificeret af den bolivianske forfatningsdomstol.
    Áñez’ regering var ikke valgt, havde ikke noget parlamentarisk flertal bag sig og ingen demokratisk legitimitet, og den var i princippet kun tiltænkt en rolle som forretningsministerium, hvis primære rolle var hurtigst muligt at afholde nyvalg. Men sådan gik det ikke. Tværtimod begyndte den hurtigt at føre politik, som var den en ordinær regering. Fx anerkendte kupregeringen den kontroversielle, højreorienterede oppositionspolitikker Juan Guaidó som Venezuelas præsident (endnu et højreorienteret kup mod en venstreorienteret regering, som havde fejlet), og den afbrød de diplomatiske forbindelse med Cuba og Iran. Og så blev den under påskud af pandemien ved med at udskyde tidspunktet for nyvalg.

Den danske regerings pinlige svigt
Den danske regering turde ikke mene noget om dette kup, som blev bakket op af Trump, men en lang række andre lande og ledere tog afstand fra det. Det gælder blandt andre Senatet i Argentina, regeringslederen i Uruguay, præsidenterne i Cuba, Venezuela, Nicaragua og resten af de såkaldte ALBA-lande samt Mexicos regering, der gav asyl til Evo Morales. Mexicos udenrigsminister erklærede, at Morales var blevet afsat ved et kup. Morales fløj herefter til Mexico sammen med sin vicepræsident og flere andre medlemmer af sin regering. Senere fik han asyl i Argentina.
    Nye valg til Senatet og præsidentposten var planlagt til 3. maj 2020, men under henvisning til Corona-pandemien meddelte det bolivianske valgorgan, TSE, en udsættelse af valget. Morales parti, MAS, accepterede modvilligt denne første forsinkelse. Valget blev siden udskudt to gange mere i lyset af massive protester og vold, før det endelig blev afholdt den 18. oktober.
    Bolivia har fået en ny start, og landets venstrefløj har fået en ny chance, fordi befolkningen ønsker det. Håbet må nu være, at MAS har lært af Evo Morales’ fejltagelser, vil fokusere entydigt på befolkningens interesser og aldrig skabe tvivl om, at de er demokratiets fremmeste vogtere.

La Victoria 8

Denne graffiti kan vi roligt kalde kulturpolitisk aktivisme. Det er en støtteerklæring til La Invisible, der blev etableret som kulturhus af aktivister i en bz'at bygning i centrum.
    Der var tale om en offentlig bygning, som have stået tom i en årrække. Men nu vil kommunen sælge huset, så der kan etableres flere turistlejligheder. Dem er der ellers i forvejen rigeligt af i Málaga. Til gengæld er der ikke rigtig andre steder i Centrum, hvor byens borgere kan gå hen og arbejde med deres kulturelle projekter.
    La Invisible ligger ikke i La Victoria-kvarteret, men er elsket også her og beskyttet af aktivister fra hele byen.

Hvad man ved og ikke ved i drømme

Jeg havde engang en overraskende drøm om de to tennislegender Billie Jean King og Martina Navratilova.

Det gjaldt om at vide mest. Ligegyldig faktuel viden. Jeg befandt mig i en konkurrencebetonet samtale med Store Mogens (en fiktiv figur fra en novelle og en roman), da jeg pludselig fik øje på de to sportsstjerner på en bænk i byrummet. Det var min chance. Jeg spurgte, om han vidste, hvor mange Grand Slam-titler, der sad der på bænken.

    – Næ.
    – Mindst 50! sagde jeg.

    Han troede mig ikke.
    Jeg spankulerede selvsikker frem til Navratilova og spurgte.
    – Hvor mange Grand Slam-titler er det egentlig, du har vundet? Det er 30, ikke?
    – Nej nej, slet ikke, sagde hun. – Jeg har kun vundet 18.
    Jeg var flov over at have foreslået noget så absurd.
    – Det kan da vist aldrig blive 50 tilsammen, sagde Store Mogens.
    Legenderne grinte.
    – Nej, vi har kun 30 tilsammen, sagde Billie Jean King. – Jeg har vundet 12.

Så blev jeg vækket af min datter Serena, som i værelset ved siden af lå og grinede højlydt i søvne.

    Det pudsige ved drømmen er, at begge tal var korrekte. Jeg tjekkede det med det samme. Navratilova har vundet 18 Grand Slam-titler i single og Billie Jean King 12. Det vidste mit drømmende Jeg åbenbart ikke, men bag dette Jeg arbejdede en drømmekonstruerende bevidsthed, som kendte disse tal, og som lod de to tennisspillere fortælle mit drømmende Jeg, hvordan det forholdt sig.

    Før den nat havde jeg aldrig tænkt over, at jeg netop måtte have en aktiv drømmekonstruerende bevidsthed, der vidste noget, som drømmens Jeg ikke vidste, og som heller ikke min vågenbevidsthed kunne huske.

Jeg bør måske lige tilføje, at King i alt har 39 Grand Slams under bæltet, hvis man tæller doublerne med, og Navratilova hele 59.

Fire digte og spar 8

Forlaget Ekbátana udgav i 2021 et sæt spillekort med nye digte af 34 danske digtere. Dem kan du finde i en boghandel, men også her:

    Du kan også læse en omtale her og her.

    Og her kan du se, hvordan man spiller Kalliope – det kultspil, som vi i sin tid udviklede til netop dette sæt spillekort.
    I foråret 2020 sendte jeg 4 digte til forlaget, som havde indkaldt bidrag til den opfindsomme og smukke antologi. Et af dem blev udvalgt til spar 8. Her er de 4 digte, jeg sendte.

1.
Hvor skal jeg 
lede efter de elleve
lyster, som
raslede ud af min
krop under
flugten?

2. 
Jeg tænker på at lave
lister over alle dine
svigt; nej, kun de 
otte, der er 
små nok til, at vi kan
tale om dem.


3.
Eller dengang du skar de
syv bedste
ord ud af mit
sprog
og gav dem til
hunden.


4.
Jeg elsker
ni mænd, sagde du engang.
Kun de
tre røde var
mig.