Tror du, du er klogere end Marx?
Jeg vidste tidligt, at jeg var socialist. Vel nok fra jeg var 13-14 år. Jeg vidste det, fordi jeg var mere enig med socialisterne end med de borgerlige, når jeg så TV Avisen. Dengang var det folk som Ebba Strange, Preben Wilhjelm, Gert Petersen og Erik Sigsgaard. Dem kunne jeg godt lide at høre på. Men præcis hvad socialisme var, kunne jeg ikke rigtig blive klog på. Jeg slog det op i ordbøger og i Lademanns Leksikon, som altid var facitlisten, når jeg var i tvivl om noget. De svar, jeg fik, var sådan noget som "Socialisme er fælles ejerskab til jord og produktionsmidler." For mig var det et farveløst billede, der slet ikke beskrev det kompleks af grundidéer, menneskesyn og perspektiver, som socialismen var navn for i min bevidsthed.
Med ungdommens hovmod begyndte jeg som 16-årig at skrive de tanker ned, små som store, der dækkede, hvad jeg forstod ved en bedre verden. Det blev til et tyve sider langt, håndskrevet partiprogram, som var grundlaget, da jeg sammen med to jævnaldrende venner fra folkeskolen stiftede Humanisterne – ikke at forveksle med Danmarks Humanistiske Parti, der blev småpopulære nogle år senere. Vi skålede i billig hvidvin og stiftede Humanisterne i sommeren 1982.
Programmet var socialistisk og pacifistisk. Ateistisk, udogmatisk og frisindet var det også, men ikke marxistisk. Min ungkommunistiske storesøster var alt andet end begejstret. "Tror du, at du er klogere end Marx?" spurgte hun. Og det troede jeg selvfølgelig ikke noget om, for om Marx vidste jeg ikke ret meget andet, end at han for mere end 100 år siden havde skrevet en tyk og kedelig bog om den kapitalistiske økonomi. Jeg kunne ikke se, hvorfor jeg var forpligtet til at gentage, hvad Marx havde tænkt. Jeg ville starte der, hvor jeg selv var, og med de idéer jeg havde udviklet sammen med Jens Munk og Palle Olsen fra Buerup.
Mere end et parti var Humanisterne nok en lille klub, hvor tre unge hoveder kunne snakke sig frem til en stadig stærkere bevidsthed om, hvad det gode liv er, og hvilken politik der bedst fremmer det. Nogen ambitioner om at stille op til kommunevalget havde vi i hvert fald ikke. Der var to-tre andre jævnaldrende drenge, som udtrykte interesse for at være med, men egentlig var vi ikke særligt opsatte på at blive flere.
Skolingen i VS og i Fagkritisk Front
Samtidig med, at jeg begyndte på statskundskabstudiet i Århus, meldte jeg mig ind i Venstresocialisterne. Det var efteråret 1984. VS havde dengang et halvt års introduktionskursus, som man skulle igennem, før man kunne blive fuldgyldigt medlem. Skoling, kaldte vi det. Det er noget af det mest rædselsvækkende, jeg har været med til. Partiet var på det tidspunkt i opløsning på grund af en splittelse mellem en fraktion, der hed Faglig Fællesliste og resten af partiet. Faglig Fællesliste var en trotskistisk/leninistisk fraktion, som var en underafdeling af det lille engelske trotskistparti SWP. SWP ville have Faglig Fællesliste til at bryde ud af VS og danne sit eget parti, men ikke straks, for de skulle have så mange VS-medlemmer med sig ud som muligt. Derfor skulle de først arbejde på at miskreditere resten af VS mest muligt i offentligheden og internt i partiet. Det mærkede vi tydeligt på skolingsholdet. VS-Århus havde valgt den dårlige salomoniske løsning at lade to garvede partimedlemmer stå for skolingen: en fra Faglig Fællesliste og en fra hovedstrømningen i partiet. Det viste sig hurtigt, hvem der elskede barnet. Ingelise fra Faglig Fællesliste kunne ikke skjule sit had til Preben Wilhjelm og resten af hovedstrømningen i VS og gjorde alt for, at vi IKKE skulle melde os ind i partiet. Bo forsøgte det modsatte, og de to brugte skolingsholdet som en kampplads for fraktionskrigen og skabte en rædselsfuld stemning, der resulterede i, at vi kun var 2 ud af 22 deltagere, som efterfølgende valgte at blive medlemmer. Faglig Fællesliste delte sig selv i to, hvor den ene del selv meldte sig ud og dannede partiet Internationale Socialister (IS). Den anden del blev ekskluderet af VS og dannede derefter partier Revolutionære Socialister (RS). I forvejen fandtes der ét trotskistisk parti i Danmark, nemlig Socialistisk Arbejderparti (SAP), som var den danske afdeling af den trotskistiske 4. Internationale. Nu var der pludselig tre små trotskistiske partier. Og VS, som havde mistet/var sluppet af med sine trotskistiske medlemmer, var på vej til sammenbrud.
På studiet meldte jeg mig straks ind i den studenterpolitiske gruppering Fagkritisk Front, som var for de røde, som hverken var orienteret mod DKP eller Socialdemokratiet. De havde hver især deres egne studenterorganisationer. 'Fronten' var for VS'ere, SF'ere, KAP'ere og trotskister af alle slags. Her var der også en form for skoling, eller i hvert fald en række møder med oplæg fra nogle kloge. Marxismens storhedstid på universiteterne var ved at klinge af, men endnu ikke helt forbi. Marxistisk økonomi var stadig en del af det økonomiske pensum, omend som en biting, der få år senere helt blev fjernet i takt med, at marxismen over en bred kam forsvandt fra pensumlisterne og helt mistede tiltrækningskraft på de studerende omkring 1990. I 1984 var den stadig på programmet hos Fagkritisk Front.
Kapitallogikerens besøg
Et af de første oplæg, jeg hørte i organisationen, kom fra en marxistisk statskundskabskandidat, som tilhørte den kapitallogiske skole. Jeg husker vores oplægsholder som en stor kanon, men jeg er ikke helt sikker på hvem, så han forbliver navnløs her. Til gengæld husker jeg tydeligt flere af de provokerende ting, han sagde. Han fortalte, at han til folketingsvalgene altid ville stemme i overensstemmelse med sine objektive klasseinteresser. Hvis han en dag blev en del af statsadministrationen, ville han stemme socialdemokratisk, for det var dem, der ville allokere flest midler til bureaukratiet. Hvis han blev kapitalist, ville han stemme borgerligt. "Er du ikke marxist?" spurgte en af mine jævnaldrende. "Jo, netop!" svarede han. Marxist ville han altid være. Hans samfundsanalyse ville altid tage udgangspunkt i klasserelationerne. Socialist var han derimod kun, hvis den økonomiske analyse viste, at socialismen var i hans egen interesse. Jeg var målløs. For mig havde socialismen aldrig haft noget med min egeninteresse at gøre, men det fælles bedste.
At administrere det borgerlige statsapparat
Det næste, han sagde, var, at vi alle ville blive sat til at administrere statsapparatet, når vi engang var færdige med studiet. Det var det, studiet var designet til, og staten tjente altid den herskende langsigtede klasses interesser. Jeg havde lidt naivt og i hvert fald umarxistisk haft den forestilling, at staten var hævet over klasseinteresser. Jeg havde desuden ikke tænkt særlig grundigt over, hvilket job arbejdet som cand.scient.pol. ville lede mig frem til. Jeg var blot interesseret i politisk videnskab. Eller nok i virkeligheden især i politik og politisk ideologi. Det var en brat opvågnen. Allerede samme aften vækkedes den tanke i mig, at jeg var på afveje. Var det i overensstemmelse med mine politiske målsætninger at administrere det borgerlige statsapparat? Og på det mere personlige plan: Havde jeg lyst til at være bureaukrat? Det var pludselig meget nemt for mig at svare nej til begge spørgsmål. Samtidig forekom store dele af studiet mig kedeligt. Forvaltningsret og mikroøkonomi. Suk! Statistik var ok. Jeg kunne godt lide komparativ politik og glædede mig til international politik, men sådan rigtig begejstret var jeg kun for Curt Sørensens kursus i politisk idéhistorie. Den polemiske, ofte provokerende, Curt Sørensen, som ikke blot var austromarxist af videnskabsteoretisk observans, men også glødende socialist. Men når jeg nu kun for alvor interesserede mig for studiets filosofisk/idéhistoriske indhold, hvorfor så ikke læse filosofi eller idéhistorie? Jeg brugte i flere år den marxistiske forklaring på mit farvel til statskundskabstudiet, som kapitallogikeren havde givet mig skytset til, men det virkelige forklaring var nok i virkeligheden, at jeg var mere interesseret i filosofi end forvaltningsret.
Krogerup og nye bekendtskaber
Da jeg var stoppet med at studere statskundskab, fiskede jeg nogle måneder med min far og begyndte så næste efterår på Krogerup højskole, hvor jeg fik Jacob Erle som lærer på et mediefag. Erle var medlem af VS ligesom jeg og blev en slags politisk mentor eller i det mindste samtalepartner for mig i den korte tid på skolen. Han gav mig en introduktion til den særegne marxistiske filosof Ernst Bloch. Det er en af de bøger, jeg har læst flest gange (en af de meget få, som jeg har læst mere end en gang, burde jeg vel sige), for i en tid, hvor mine jævnaldrende overvejende orienterede sig mod konservatismen, var det spændende at læse om en socialistisk filosof, der formulerede et sammenhængende ontologisk argument for håbet. Var jeg ikke allerede sikker på, at det var filosofi, jeg skulle læse, blev jeg det i selskab med Ernst Bloch.
Jeg husker ikke med sikkerhed, hvem der introducerede mig for Rosa Luxemburgs tanker, men det må næsten have været Curt Sørensen under forelæsningerne i politisk idéhistorie. Jeg blev optaget af Luxemburgs opfattelse af demokrati og ytringsfrihed som nødvendige forudsætninger for socialisme. At ytrings- og forsamlingsfriheden måtte gælde alle, også socialismens og demokratiets modstandere og selv under ekstreme betingelser som en revolution eller borgerkrig. Her var en allieret i modstanden mod leninismens mere taktiske (og således borgerlige) forholden sig til frihedsrettighederne. En allieret, som havde været død i omkring 65 år, ganske vist. Luxemburgs modstand mod hierarkiseringen og centraliseringen af magten i det kommunistiske parti og hendes forkærlighed for folkemassernes spontane selvorganisering tiltalte mig uendeligt meget mere end leninisternes ønske om kadrepartiets styring af de revolutionære aktiviteter, og sådan har jeg haft det lige siden.
Skiftet til filosofi og statens relative autonomi
“Er her nogen marxister,” spurgte vores økomarxistiske lærer, Jørgen Døør, da jeg begyndte på filosofistudiet i 1989. Vi var omkring 25 på årgangen, men jeg var den eneste, der meldte mig. Marxismen var bestemt ikke i høj kurs på universitetet dengang. “Men jeg tror ikke, jeg er marxist på samme måde som dig,” tilføjede jeg helt umotiveret. Jeg anede jo ikke, hvordan han var marxist. Jeg husker det, som om jeg ville markere, at jeg ikke kunne se mig som en del af den indspiste kreds af økomarxister, som jeg havde hørt, at den gamle mester havde samlet omkring sig.
Måske ville jeg også lægge afstand, ikke til Marx, men til -ismen. Det bød mig imod at gøre en bestemt person til min profet. Selv når det gjaldt en udpræget anti-dogmatisk fritænker som Karl Marx, der næppe selv ville have brudt sig om, at hans tænkning blev brugt som læresætninger.
Og nå ja, egentlig var jeg også usikker på, om jeg overhovedet kunne tillade mig at kalde mig selv for marxist, når jeg nu ikke havde læst ret meget MEW eller MEGA. Jeg var kun 23 år gammel, men havde allerede været medlem af Venstresocialisterne i 5 år på det tidspunkt og havde læst og hørt mange marxistiske analyser og vidste i det store hele godt, hvordan sådan nogle var skåret til.
Ud over et studieskifte var der også kommet en ny interesse ud af mødet med kapitallogikeren, nemlig den marxistiske statsteori. Jeg kunne ikke uden videre forlige mig med det absolutte udsagn om, at staten altid tjente den herskende klasses interesser. Kunne en socialistisk regering i et socialistisk parlament i et kapitalistisk samfund aldrig vedtage noget, som stred mod kapitalisternes langsigtede interesser? Det var svært for mig at tro på. Det var derfor, jeg blev optaget af Althusser, Poulantzas og den strukturalistiske statsteori, som tilskrev staten en 'relativ autonomi'. Ifølge strukturalisterne var statens politik ikke blot en kalkering af den herskende klasses interesser, men et udtryk for det aktuelle styrkeforhold i klassekampen. Selvom kapitalisterne havde overherredømmet i samfundets økonomiske basis, i kraft af at eje produktionsmidlerne, retten til at lede og fordele arbejdet og retten til at tilrane sig merværdien af proletariatets arbejde, så var de ikke enerådende. Arbejderklassen havde også en vis andel i magten i kraft af deres organisering og tilkæmpede sejre i arbejdskampe fx i forbindelse med overenskomstforhandlinger: mindsteløn, arbejdstidsnedsættelser, arbejdsmiljø, pension osv. Det kunne også være overskudsdeling, lønmodtagerfonde. Eller arbejderklassens eget produktionsapparat, kooperationen. Var proletariatet velorganiseret og kampberedt, stod de stærkere i klassekampen og kunne altså på den vis få gennemtvunget en politik, som var i deres og ikke kapitalisternes langsigtede interesser. Den opfattelse havde jeg lettere ved at forstå og acceptere. Desuden ville Althusser erstatte Hegels indflydelse på den marxistiske tænkning med Spinoza, som jeg selv var glad for.
På filosofistudiets grunduddannelse lærte vi som en del af kurset om moderne filosofi desuden om den historiske materialisme og den økonomiske basis' og produktivkræfternes udviklings betydning for den historiens fremdrift og for den kulturelle og politiske overbygning. Det foregik hos Carsten Bengt Petersen, der selv havde været marxist og trotskist som ung og været til guerillatræning på Cuba, men siden taget til USA, tjent gode penge, købt dyre biler og som den navnløse kapitallogiker afstemt sin politiske observans med sine egne objektive interesser. Selvom han var blevet konservativ med politiske ambitioner, var han imidlertid stadig positivt indstillet over for den marxistiske samfundsanalyse, som han læste gennem analytisk filosofiske briller. Det var ham, der var vejleder på min opgave om marxistisk strukturalistisk statsteori.
Fremmedgørelsen og den humanistiske unge Marx
Det generede mig at finde ud af, at Louis Althusser havde myrdet sin hustru (og var sluppet afsted med det), var leninist og længe hældede over mod den stalinistiske kommunisme. Men det kunne naturligvis ikke gælde for et gyldigt argument mod hans marxistiske statsteori. Jeg tog først afsked med Althusser, da jeg året efter for alvor begyndte at interessere mig for Parisermanuskripternes fremmedgørelsesteorier. Det var min jævnaldrende lærer, den nyuddannede Søren Harnow Klausen, der introducerede mig for dette teorikompleks, som begejstrede mig på en hel anden måde end statsteorien, den historiske materialisme og merværditeorien, som jeg havde lært om hos Kaj Buch i gymnasiets samfundsfagsundervisning. Fremmedgørelsesteorierne var rigtig filosofi. Det handlede mennesket som artsvæsen og dets grundvilkår. Det handlede om, hvordan mennesket blev frataget sin mulighed for at realisere sit sociale og individuelle selv, i og med at det blev frataget herredømmet over sit stofskifte med naturen. Arbejdsdelingen og lønarbejdet. Senere i Marx' unge forfatterskab kom varefetichismeanalyserne med og fuldstændiggjorde billedet. Ligesom fremmedgørelsen var kernen i den menneskelige fornedrelse, var dens ophævelse vejen til det gode liv, til socialismen. Jeg skrev cand.phil.-speciale om fremmedgørelsen og mulighedsbetingelserne for dens ophævelse. Det var der, jeg for alvor fandt ud af, at Althusser foragtede enhver form for antropologi, alle forestillinger om et menneskeligt artsvæsen. At han netop derfor afskrev den unge Marx' forfatterskab og særligt Parisermanuskripterne som førmarxistisk drømmeri. Selv varefetichismeanalyserne fra Grundrids (forstudiet til Kapitalen) måtte udrenses af marxismen, fordi de bar reminiscenser af denne humanistiske antropologi. For Althusser var mennesket intet i sig selv, men blot bærer af samfundsstrukturer, nærmere bestemt klasseinteresser. Så var det slut med Althusser for mit vedkommende.
Fremmedgørelsesteorierne og fremmedgørelsesproblemets mulige løsning gennem en social revolution fortsatte jeg med at forske i og skrive om i flere år efter afleveringen af mit hurtigt sammenflikkede filosofispeciale. Det kom der en bog ud af, nemlig Det frie menneske – en bog om fremmedgørelse, frihed og frigørelse fra Odense Universitetsforlag (nu Syddansk Universitetsforlag) 2000.
Gorz' farvel til proletariatet
Første gang jeg hørte om André Gorz, må have været på en VS-kongres, sandsynligvis i 1987, hvor Hans-Jørgen Nielsen refererede til Gorz' bog Farvel til proletariatet. Jeg er næsten sikker på, at det var forfatteren og litteraturkritikeren Hans-Jørgen Nielsen, som jeg et par år forinden havde hørt et foredrag af i økonomis kantine på Århus Universitet, hvor han talte om sin egen bestseller, generationsromanen Fodboldenglen. Jeg kan huske Nielsens blå- og sortmønstrede sweater, som var mere moderne end de islændere, som de buende leninister i kongressalen skuttede sig i. Min gode ven og partikammerat Ulf Vincents Olsen talte ofte om Gorz i de første år af vores bekendtskab, men havde for længst lagt ham bag sig, da jeg selv kastede mig over Farvel til proletariatet og Paradisets veje. Den humanistiske marxist Gorz ville gøre op med forestillingen om proletariatet som historiens subjekt, hvilket naturligvis var en rød klud i ansigtet på de mere traditionalistiske marxister. Jeg skrev en filosofiopgave om Gorz, som blev et led i mit opgør med Althussers strukturalisme. Men jeg fandt ikke ud, hvad jeg skulle mene om Gorz' teori. Det gør jeg stadig ikke.
Marxismen forsvandt – og kom tilbage
Marxismen var ikke længere nogen hovedstrømning på universitetet, da jeg begyndte at læse filosofi, men fandtes stadig i isolerede enklaver. På mit studium var der en kreds af økomarxister omkring Jørgen Døør. Andre steder på universitetet kunne man støde på en studiekreds om Frankfurterskolen. Men få år senere var marxismen sten død, ligesom den politiske venstrefløj var det. Enhedslisten blev bygget ud af ruinerne.
Socialist er jeg stadig på samme måde, som da jeg var ung, en socialist af den humanistiske og antiautoritære slags. Hvis jeg nogensinde har været marxist, er jeg det også stadig. Jeg opfatter det marxistiske begrebsapparat som det bedste udgangspunkt for en analyse af staten, magten, økonomien og klasserelationerne. Først og fremmest er det dog de dele af Marx' forfatterskab, som Althusser afviste som ungdommelig hegeliansk idealisme, der interesserer mig. Ingen sætning fra MEW eller MEGA ser jeg som en tidløs, evig sandhed. Bibeleksegese interesserer mig ikke.
Omkring tyve år senere (2010 og årene deromkring) kom marxismen tilbage på universiteterne, ligesom venstrefløjen fik en ny opblomstring hos de unge. Den forsvandt, da det sovjetrussiske blændværk faldt sammen, og kom tilbage i kølvandet på finanskrisen, som viste, at historien ikke var forbi, og kapitalismen ikke var svaret.
Marxismen som teorien om alt?
I 2017 begyndte jeg ved et uheld at skrive om litteraturteori. Jeg ville definere det danske begreb om skønlitteratur, og i den forbindelse satte jeg mig ind i en række af de allerede eksisterede definitioner, blandt andre de marxistiske, Sartre og Benjamins, men først og fremmest Terry Eagletons mere udfoldede opfattelse af skønlitteratur. Eagleton viser, hvordan litteraturen kan ses som en konstruktion, der forlener middelklassen med overklasseværdier. Litteratur er derfor ikke noget ‘i sig selv’, men kun noget i kraft af sin funktion, som ændrer sig i takt med klassestrukturen og de forskellige samfundsklassers kultur. Jeg er enig i, at man kan beskrive litteraturen på den måde. Det giver mening. Men jeg mener ikke, det er en udtømmende beskrivelse af, hvad skønlitteratur er. Der kan gives meningsfulde marxistiske analyser af ethvert humanistisk eller samfundsvidenskabeligt emne, men det er ikke altid, at det marxistiske perspektiv er det mest relevante.
