Uddrag nummer 1 af ANSIGT UDEN SKYGGER

For det meste går Niels over Plaza Mayor, det er den flotte tur, men nu tager han den direkte vej. Det er ligeud gennem Calle del Mesón de Paredes og hele vejen via Tirso de Molina, Sol og op gennem Fuencaral. 
    Og så sker det igen. En due styrtdykker ned mod hans ansigt. Det er den samme. Det er den følelse, han har, at det er den samme som før. Den rammer ikke med næbbet først, men bukker nakken, slår kasketten af og nikker ham en skalle. 
    Han sætter sig på hug og samler duen op. Han får lyst til at spørge nogen, hvad han skal gøre af den døde fugl, men det er, som om ingen har bemærket den usædvanlige hændelse. 
    Som om ingen ser ham. 
    Han bærer duen på sine fremstrakte hænder som et relikvie, som om den stadig kan lide overlast ved det mindste klem. Men pludselig slår en intens væmmelse ved fuglen ned i ham, og han kaster den fra sig ved en fortovskant. 
    En indisk kvinde råber ad ham. 
    Han både sveder og fryser. Sveden løb ned ad hans bryst under den syntetiske trøje. Han har den røde på, selvom det ikke er Liverpool, der spiller i aften. Nu gør den ham utilpas på vej op gennem Fuencaral, hvor det er Hilfiger-trøjer og tasker fra Kors. 
    Men ikke kvinden, der står midt på gågaden med lukkede øjne og armene bredt ud som et kors. Hun har en forvasket beige T-shirt på. På sin ene arm har hun skrevet Tocame og Touch me på den anden. Hun har ikke maske på. Han tænker på, om det er en protest mod coronarestriktionerne, et nødskrig om trang til nærhed. Den slags. Kvinden ser ikke vanvittig ud, hun ligner en nyuddannet cand.mag. i antropologi og lingvistik, lidt for tynd, men køn med høje kindben. Alle går i en bue uden om hende, som om hun har pest. Måske har hun. 
    Han sætter farten ned for at få tid til at tænke.
    Jo.
    Så stryger han hendes ene arm, den engelske, ganske let med bagsiden af sin hånd, idet han passerer. Hun åbner end ikke øjnene for at se, hvem han er. Han overvejer, om han alligevel var gået i en fælde, at eksperimentet skal afsløre, at alle mænd er nogle perverse svin, som rager hæmningsløst på tilfældige kvinder, de går forbi. At det er det spil, den dagsorden. 
    Men hun reagerer ikke, ingen reagerer.
    Og så er hun igen alene. 

Dobbeltudgivelsen

Jeg har udgivet to bøger her i november. Min oprindelige plan var, at begge skulle udkomme den 25. oktober, men forskelligt kom i vejen.

Den 25. oktober fyldte jeg 60. Jeg havde tænkt dobbeltudgivelsen på denne dag som en god anledning til fejring og fest. Desuden havde en synkron udgivelse antydet en vis sammenhæng mellem bøgerne, og den tanke kunne jeg godt lide. Forskellen er indlysende; den lyserøde er en roman, og den brune er en fagbog, men i mit hoved er der en intim forbindelse imellem dem. Jeg fortæller naturligvis ikke hvilken. Det er ikke for at kokettere med hemmelighedsfuldhed, men jeg vil ikke forurene læsernes læsning af bøgerne med min egen. Det er nu heller ikke til at vide, om sådan en forbindelse er relevant for andre end mig. Heldigvis får læserne altid noget andet ud af teksten, end jeg selv gjorde, mens jeg skrev den. Det er endda langt fra sikkert, at de to bøger appellerer til det samme publikum. Bøgerne står, trods deres forbindelsestråde, hver især i deres egen ret og er ikke afhængige af hinanden. 

Begge bøger har været mange år undervejs, den brune flest. Anmelderne har heller ikke travlt. Mens vi venter på alle anmeldelserne, vil jeg lægge små tekstbidder fra begge bøger op her på bloggen.

Hvad vi tænker på når vi tænker på fodbold

Her er en fiks bog i lommestørrelse, som fodboldinteresserede snildt kan bære med sig som Metro- eller buslæsning. Er man også sociologisk og fænomenologisk filosofisk interesseret, er det virkelig en oplagt bog at få under vesten. Og er man ovenikøbet socialist og tilhænger af Liverpool FC, vil man være helt på bølgelængde med forfatteren (nej, det er ikke mig) og får her en 100 % chance for at glemme både verdens som altid bedrøvelige tilstand og Liverpools miserable form for en stund.

Læs 'Ansigt uden skygger'

Foto: Lars Frost

Fredag den 14. november udkom romanen Ansigt uden skygger. 

"Niels vågner ved en lyd, som allerede er borte. Han mærker efterklangen af et smæld. Han kigger på sit lommeur, trækker det op. Klokken er seks, det er lyst, vældig lyst, og der er en insisterende orange rungen, som kommer ude- eller indefra. Indefra. Det er et udslip. Det er resterne af en drøm. Han forsøger at genkalde sig drømmen. Der er en vej ind. Han ved, der er en vej ind; han skal blot følge denne rungen, som kalder på ham fra det sted, hvor æggeskallen har slået revner. Han har drømt om denne sprække, denne åbning i Steens skyggeløse ansigt. Nu kan han ikke finde den igen. Hvor er den? Hvor er den kant, hans negle kan gribe i for at rive dette ansigt åbent?"

Bogen er en selvstændig opfølger til min debutroman Sofa fra 2007. Niels er blevet ældre. Han er blevet familiefar, og han er flyttet langt væk fra den fynske hjemstavn.

    Nu lander vi i Madrid i pestens tid. En taxachauffør giver urovækkende informationer. En barfodet genbo hænger coronamasker til tørre på sin frodige altan. En anarkistisk bar forsvinder. En indtørret Liverpoolfan sidder i overfrakke og ryster af kulde på en fodbold-pub i fyrre grades varme. En uindbudt gæst dukker op, skifter gangart og stiller upassende spørgsmål. Hvem er han, og hvad vil han her i Madrid?

    Men der er også andre, bagvedliggende, spørgsmål, som Niels tvinges til at genoverveje, da hans hårdt pressede familie, økonomi og selvopfattelse endelig giver efter og efterlader ham i pestens isolation. Hvad vil det sige at være far? I hvilken forstand er børnene mine?
    I sin søgen efter svar får han viklet sig ind en intrige, der trækker spor tilbage til både hans egen families historie og til svigerfamiliens, men også til den katolske kirkes og til Francos fascistiske diktatur. Har alle hemmeligheder godt af at blive afsløret?

Udgivelsesdato: 14. november 2025

Sideantal: 448

ISBN: 9788775690572

Pris 349,– kr.

Redaktør: Lars Frost

Bestil den her

Skønlitteraturen på anklagebænken

Nu har endnu en skønlitterær forfatter været i retten for at forsvare sig mod anklager om injurier fremsat i en roman. Det er åbenbart en retssag, som skal gentages med års mellemrum for ligesom at tjekke, om staten stadig opfatter skønlitteratur som skønlitteratur.

    Det er ikke blot en interessant retssag, men for os, der skriver og/eller læser skønlitteratur, også en helt afgørende én af slagsen. Hvis ikke, vi kan skelne mellem fag- og skønlitteratur, men underlægger skønlitteraturen de samme vilkår som faglitteraturen, er det vanskeligt at se, hvordan vi overhovedet kan skrive flere romaner, noveller og digte.

Hvis litteraturen skal
a) give et dokumentarisk sandt billede af virkeligheden uden for teksten, eller omvendt slet ikke give noget genkendeligt billede af nogen del af denne virkelighed, og
b) holde sig til at skrive noget, som ingen kan føle sig krænket over eller fejlrepræsenteret af,

så er der kun faglitteratur tilbage. 

Men hvad så med fantasy, eventyr og science fiction? kunne man spørge. Det foregår jo i en helt anden verden, så den litteratur kan ingen vel føle sig misrepræsenteret eller overhovedet repræsenteret i. Kan man ikke bare skrive sådan noget?

    Nej, selvfølgelig kan vi ikke nøjes med denne genrelitteratur, alle dens kvaliteter ufortalt. Vi har også brug for Middlemarch, Ulysses, Pigesind, Hærværk og Hamlet. Og for Insula. Vi har brug for god litteratur i alle genrer. Der læses i alle genrer. Der er brug for så mange åbninger af vores verden som muligt. Og desuden leder læsere efter sig selv i alle former for litteratur. Alle vil spejle sig. Og leder man grundigt nok i en science fiction-roman, så finder man også sig selv dér. Eller i et troldmandsunivers. Eller en novelle, der er henlagt til Romerrigets tid. Læseren finder sig selv alle vegne.

    Men må man gerne lyve i en realistisk roman, som er inspireret af virkeligheden uden for romanen?

    Skønlitteratur kan ikke lyve! 

    Jeg skriver det lige igen. Skønlitteratur kan ikke lyve! Skønlitteratur opfylder ikke de fundamentale betingelser for løgn, nemlig at udsigeren forsøger at få modtageren til at tro på noget, som udsigeren godt ved ikke er sandt. Det gør skønlitteratur ikke. Den viser netop ved at være skønlitteratur, at modtageren ikke kan regne med, at tekstens udsagn svarer til virkeligheden uden for teksten. Det kan godt være, at dele af teksten, eller endda hele teksten, afspejler virkeligheden, men forfatteren garanterer ikke, at det er tilfældet. Den skønlitterære forfatter står ikke inde for sådan en overensstemmelse, og derfor er skønlitteratur aldrig løgn. Det er fortælling. Ofte en fortælling, som digter videre eller om på begivenheder, hændelser, vilkår eller personer, som findes uden for teksten, nemlig et sted i forfatterens erindring.

    Skønlitteratur er netop ikke faglitteratur og forpligter sig ikke til at give en dokumentarisk afbildning af virkeligheden uden for teksten. Forpligter sig ikke på fuld overensstemmelse mellem tekstens udsagn og sagforhold i den teksteksterne virkelighed. Den forpligter sig præcis derfor heller ikke til at anvende en særlig journalistisk eller antropologisk metode for at sikre sådan en fuld overensstemmelse. Den overensstemmelse er ikke målet. Fortælling er målet. Form og fortryllelse er målet.

    Dette mål viser den skønlitterære forfatter ved sin måde at fortælle på. Ved sin brug af fortælleren, kan man også sige. Læseren er sjældent i tvivl om, at det er skønlitteratur, hun læser. Vi afkoder som læsere uden videre genren. Måske ved vi ikke altid, hvorfor vi ved det, men alligevel er vi kun meget sjældent i tvivl. Der er mange måder at vise og afkode dette genre-spørgsmål på, velsagtens uendeligt mange. Jeg har opregnet og beskrevet 36 af dem i Hvad er skønlitteratur?
   

Den faglitterære forfatter viser derimod, at hun står inde for sådan en fuld overensstemmelse mellem tekstens udsagn og virkeligheden uden for teksten, fx ved at angive kilderne til sin viden. Det er en fundamental forskel på fag- og skønlitteratur. Langt fra den eneste, men den definerende forskel. Og det er den, som Frank Strathe, sagsøgeren i sagen mod Thomas Boberg og Gyldendal, forsøger at udviske.

    Jeg vil ikke gå nærmere ind i den konkrete sag. Boberg og Gyldendals litterære direktør Simon Pasternak holder os opdateret på Facebook. Hvad Frank Strathe gør, ved jeg ikke.

    Retssagen baserer sig, som det skulle fremgå, efter min bedste overbevisning på en misforståelse (formodentlig en bevidst misforståelse) af, hvad skønlitteratur er, og er et frontalangreb på retten til at skrive den.

Jeg vil gerne adressere, hvad jeg ser som to udbredte misforståelser, der knytter sig til det her tema:
    For det første opfattelsen af, at der på den ene side findes autofiktion, som skildrer en eller anden fiktionaliseret udgave af forfatterens eget liv, og på den anden side ‘ren’ fiktion, som overhovedet ikke gør. Det er ikke noget retvisende billede. Alle forfattere lader sig inspirere af det liv, de lever. Det er grundmaterialet. Selv en historisk roman om Christian den Anden vil blive sådan til. Den er naturligvis også blevet til gennem historiske studier, men uden brug af det førstehåndskendskab forfatteren har til, hvordan mennesker tænker, føler og handler, ville hun ikke have en chance for at gøre sin fiktion levende. Figurerne Christian, Isabella og Dyveke bliver uvilkårligt formet efter personer, forfatteren kender eller kender til. Måske kan Dyveke-figuren udstyres med træk fra to eller flere af forfatterens bekendte. Der kan også være træk, forfatteren henter ud af sit indre liv. Men hvor kommer så det fra? Det kollektivt ubevidste, vil nogen sige. Ok, lad os tage det med. Og måske er forfatteren ikke fuldt bevidst om denne kalkering, men nogen inspiration fra det virkeligt levede liv vil der altid være. Og var der ikke, ville teksten være uforståelig i helt fundamental forstand. Det er kun et spørgsmål om hvor meget og hvor tydeligt, det træder frem. Det er en gradsforskel. Og som nævnt: Uanset hvor godt forfatteren forsøger at skjule sin inspiration, vil der altid være læsere, der finder sig selv i teksten. Ovenikøbet også læsere, hvis eksistens forfatteren overhovedet ikke kender til.

    En anden misforståelse er, at forfatteren blot kan kalde et smædeskrift for roman, så slipper hun for konsekvenserne. Det er ikke og har aldrig været tilfældet. For det første er der næppe mange forlag, som vil udgive et manuskript under betegnelsen roman, hvis teksten ikke understøtter den genrebetegnelse. For det andet, og vigtigere, så har forfatteren altid måttet tåle konsekvenserne af sine udgivelser. At Thomas Boberg vil være straffri i juridisk forstand, er jeg ikke i tvivl om. Alt andet vil være en sensation og en katastrofe for litteraturen. Men konsekvensfri er udgivelsen ikke. Boberg har helt åbenlyst mødt konsekvenserne allerede. Han er nu igennem en nervepirrende og ubehagelig retssag og afventer afgørelsen. Han er lagt for had af tidligere naboer. Facebook-krigere sviner ham til offentligt, uagtet om læst bogen eller ej. Jeg husker en kollega, som også gjorde det, samtidig med at hun erklærede, at hun ikke havde læst Insula og ikke havde tænkt sig at gøre det. 

    Andre forfattere har mistet kontakten til venner eller familiemedlemmer efter en bogudgivelse, hvor nogen har ment at genkende sig selv i en usympatisk romanfigur. Man kan miste sit job osv. I vores livsverden er ingen handlinger konsekvensfri. Det ubehag, som den slags medfører, kan være langt alvorligere end betalingen af en bod, som retten – i en misforståelse af skønlitteraturen som genre – måtte fastsætte. Det kan vi mene om, hvad vi vil, men ændre det kan vi ikke.

    Alt dette ved forfatteren godt. Forfattere er ikke dummere end andre mennesker. Forfattere er heller ikke mere amoralske and andre mennesker – eller mere moralske for den sags skyld. De er bare fattigere og mere forhadte, fristes jeg til at sige.

    Selvfølgelig tænker forfattere over, hvilke konsekvenser deres bøger kan få for andre mennesker, for den offentlige meningsdannelse, for kulturens og samfundets udvikling, ligefrem, og for dem selv. Jeg tror, Insula vil få en stor og positiv betydning for vores forståelse af livet i de isolerede ø-samfund, af livet ved kysten, af livet med og mod naturen og af magtstrukturerne i det vi kalder udkantsdanmark. Boberg har ikke afsløret nogen hemmeligheder om Strathes private liv, selvom Strathe spejler sig i en af figurerne i Insula. Og jeg tror ikke, at bogen har fået eller får nogen som helst betydning for Frank Strathes liv og gerning, men det kan sagtens være, at Strathes reaktion på bogen gør. Ligesom den i værste fald kan få en betydning for, om der kan skrives skønlitteratur i Danmark.

Skjerningehøj

Under en gåtur i går kom jeg forbi Skjerningehøj. Jeg havde ikke lagt mærke til den, hvis jeg ikke havde set skiltet. Det er en lille græsbevokset jordbunke og som sådan ikke noget bemærkelsesværdigt her ved Svanninge bakker. Men da jeg havde set og læst skiltet, gik jeg rundt om jordbunken og fandt indgangen til denne jættestue fra omkring år 3.200 før vor tidsregning. Først havde jeg tænkt mig at gå derind, men det kan man ikke. Indgangsportalen er under en meter høj. Man kan kravle ind, hvis man er smal nok. Mave sig frem. Jeg gjorde det ikke, kan jeg godt afsløre, selvom jeg gerne havde set selve kammeret, hvor der muligvis er ståhøjde for mindre mænd.

Jeg havde glemt nærmest alt om jættestuerne, og særligt navnet undrede mig. Hvordan kunne de hedde jættestuer, hvis de var mere end 5.000 år gamle? Så gammel er den nordiske asetro jo slet ikke. Jeg måtte ty til Wikipedia og Lex for at få genoprettet blot den mest overfladiske viden om de oldgamle megalitgrave. Svaret på mit første spørgsmål er naturligvis, at det er et navn, de har fået langt senere. 

Betegnelsen ‘jættestue’ er netop fra en tid, hvor man troede på aser og jætter og talte et sprog, som er beslægtet med vores, måske tiden mellem år 400 og kristendommens indførelse omkring år 965, hvor Harald Blåtand lod sig kristne, og vikingetiden ebbede ud? 

Så på asetroens tid var bondestenalderens ingeniørkunst og teknologi antageligvis gået tabt, og man har undret sig over, hvordan man kunne bygge med disse kæmpesten, som intet menneske syntes at kunne håndtere, og så har man ment, at kun jætterne kunne, og at jætterne måske endda havde boet i dem. Om jættestuerne overhovedet har haft en religiøs betydning, da de blev opført, ved vi ikke, men visse steder blev man ved med at begrave sine døde i dem i flere årtusinder.

Jættestuerne er, såvidt vi ved, fællesgrave opført i bondestenalderen, formodentlig i en periode omkring 3.300 til 3.100 år før vor tidsregning. En stor del af befolkningen var blevet bønder og altså fastboende omkring år 4.000 f.v.t. og man er derfor begyndt at interessere sig mere for bygningskunst – og for fastholdelse af mindet om de døde. Der er cirka 500 jættestuer tilbage i Danmark, men der har været i titusindevis af dem.

Stuerne er drænet med en grøft fyldt med knust flint, som vandet let siver ned igennem, og løber derfor ikke fulde af vand. 

Indgangsportalerne er, har relativt nye studier ved Niels Bohr Instituttet vist, typisk orienteret i en retning, så man indefra kan se fuldmånens opgang umiddelbart inden en måneformørkelser. Hvis dette virkelig har været hensigten og ikke blot et tilfælde, vidner det om en bemærkelsesværdig viden om astronomi og vel også en form for matematik.

Keopspyramiden i Egypten mener man er bygget i en 20-30 års periode omkring år 2.560 f.v.t. Man kender ikke til egyptiske pyramider, der er ret meget ældre end det. Man blev med at bygge pyramider i Egypten frem til omkring år 1.500 f.v.t., men af ringere kvalitet, fx muddersten med en tynd skal af sten klasket udenpå. I Sudan blev de nubiske kongedømmer ved med at opføre en slags pyramider frem til omkring år 350, men langt mindre end Keopspyramiden. 

De først kendte amerikanske pyramider blev bygget af Norte Chico-civilisationen i byen Caral-Supe i det nuværende Peru omkring år 2.600 f.v.t. I Brasilien er der fundet rester af noget, som muligvis er pyramider fra omkring 3.000 år f.v.t.

De store sarsenssten i Stonehenge i Wiltshire i Sydengland blev rejst omkring 2.500 år f.v.t. (det tidligste byggeri på Stonehenge er dog meget ældre).

Nu er jættestuerne hverken pyramider eller Stonehenge, men jeg synes, det er interessant, at man i en periode fra måske omkring år 3.300 til 2.400 f.v.t. åbenbart har kunnet bygge med meget store sten så forskellige steder som Peru, Egypten, Sydengland og Svanning (og Malta, Persien, Irland, Mexico, Frankrig og flere andre steder) med en teknologi, som siden er gået tabt, hvorfor de gamle bygningsværker har skabt forundring og er blevet genstand for mytologisk tolkning.

Den skal foldes med omhu

Man skal gøre sig umage med at folde præcist fra begyndelsen, det er klart. Sørge for at holde enderne sammen, når man folder midtover, være påpasselig med symmetrien, når hjørnerne foldes ind, og så lige trække alle de foldede kanter skarpe mellem tommel- og langefinger. Så kan den sagtens bære en styrmand og to gaster.

I dag udkommer 'Hvad er skønlitteratur?'

Jeg har skrevet en filosofibog, som handler om, hvad skønlitteratur er, og hvad der adskiller den fra faglitteratur, og hvornår de to genrer er vanskelige at skelne fra hinanden. Den udkommer i dag på Syddansk Universitetsforlag.

    Det er altid en særlig dag, når bogen udkommer, og det arbejde, som har stået på i årevis, endegyldigt er slut og manifesterer sig i verden uden for bevidstheden, uden for computeren, hjemmet og forlagsredaktionen. 

    Hvad er skønlitteratur? har været undervejs i 7-8 år. Jeg har naturligvis ikke skrevet på den uafbrudt, men der ligger trods alt et par årsværk gemt i bogen. Det er fem år siden, jeg første gang troede, at manuskriptet var klar til udgivelse. Heldigvis blev det ikke til noget, for den forlængede proces har givet mig mulighed for at få meget mere med og simpelthen gøre manuskriptet bedre og mere solidt.

    Jeg husker ikke præcis, hvornår jeg begyndte på værket, kun at det var natten mellem lørdag og søndag. Men jeg husker hvor og hvordan. Det kan du læse om i forordet. Da jeg begyndte, vidste jeg intet om litteraturteori, så det har blandt meget andet også været en læreproces, et selvstudium, og det har jeg elsket næsten lige så meget som de kreative processer, arbejdet med idéudvikling, selve skrivearbejdet og de utallige redigeringer, gennemskrivninger og de tekstmæssige slankekure, som gjorde det muligt at holde bogen nede på 530 sider.

    Håbet er i sagens natur, at bogen bliver læst, diskuteret og brugt.

Hvad den handler om, og hvad målgruppen er
Bogen er til alle med interesse for skønlitteratur, filosofi og sprogteori. Den henvender sig til dig, der studerer litteraturvidenskab eller filosofi, og til dig, der underviser i de samme fag. Den er også til dig, der underviser i dansk i udskolingen eller filosofi eller dansk eller andre sprogfag i gymnasiet. Bogen kombinerer teoriudvikling og formidling. Den er til dig på læreruddannelsen. Til dig, der går på Forfatterskolen eller et andet kursus i kreativ skrivning. Er du forfatter, redaktør, bibliotekar, litteraturforsker, anmelder eller på anden vis kulturarbejder, så er bogen også til dig.
    Hvad er skønlitteratur? giver en definition af det danske begreb om skønlitteratur. Definitionen afgrænser skønlitteratur over for faglitteratur og beskæftiger sig derfor også indgående med grænseområder mellem de to. Definitionen operationaliseres på en konkret måde, sådan at man kan se, hvordan definitionen kan bruges i praksis, og den afprøves på ti forskellige værker. Hele vejen gennem manuskriptet arbejdes der med eksempler fra skønlitterære værker og med inddragelse og diskussion af relevant teori.
    Ifølge fagfællebedømmelsen (den ekspertvurdering af manuskriptet, som forlaget indhentede for at tage stilling til udgivelsen) er bogen både pædagogisk og nytænkende og derfor både relevant i undervisning og forskning.

Klip fra fagfællebedømmelsen
”For det første har bogen virkelig litterær kvalitet. Den er velskrevet og velstruktureret, og frem for alt helstøbt – nok noget for sig, men på en meningsfuld, sammenhængende måde, så den fremstår som et egentligt værk. Selvom den som sagt har personlige, essayistiske, teoretisk- faglitterære og mere fremstillende aspekter, er den konsistent i stil og sprogtone. De personlige og anekdotiske passager har tilstrækkelig litterær kvalitet og udtrykker en sådan grad af iagttagelsesevne at de både giver rigelig mening i sammenhængen og fastholder læserens interesse ... 
Bogen rummer således mere end bare et forsvar for en bestemt definition af skønlitteratur. Fordi definitionen rummer en central reference til begreberne om hhv. forfatter og fortæller, tages disse, i sig selv betydningsfulde, litteraturvidenskabelige begreber også under behandling (kapitel 9ff.), med en grundighed så bogen ligeledes må siges at give et substantielt bidrag til teorien om dem. Også f.eks. narratologi behandles ganske udførligt, igen på en måde som både er pædagogisk – har indføringskvaliteter – og samtidig selvstændigt vurderende. Det må også fremhæves positivt at definitionen af skønlitteratur søges operationaliseret på meget udførlig og konkret vis, med angivelse af specifikke indikatorer, udskiftningsprøver mv. Bogen vil være meget velegnet til undervisning på de litteraturvidenskabelige universitetsuddannelser ... 
Forfatteren karakteriserer med rette bogen som en filosofisk afhandling, men den adskiller sig fra typisk litteraturfilosofi ved at benytte flere og mere aktuelle litterære eksempler og behandle dem mere grundigt og med forståelse for deres litterære særpræg; her skinner forfatterens egne erfaringer som skønlitterær forfatter også igennem ... 
Boggenren er sådan set heller ikke så usædvanlig endda, om end der i dag beklageligvis sjældnere skrives bøger af denne type. Det var tidligere almindeligt for dansksprogede filosofibøger (og vel dansksprogede akademiske bøger generelt) at kombinere indføring og oplysning med originale forskningsbidrag. Den foreliggende bog er dog mere grundig og på nogle punkter mere akademisk solid end de ældre bidrag til genren ... 
Overordnet er den usædvanligt meget vellykket, og selv om det er svært at forudsige om den faktisk vil finde særligt mange af de – mange – læsere som kunne have udbytte af den, fortjener den bestemt at blive udgivet.”

Fagfællebedømmelser er altid anonymiserede for alle andre end forlaget, men skrevet af rutinerede, kompetente og velanskrevne fagfolk.

Køb bogen her

Tæt på et kg

Jeg har skrevet på den her bog i 7-8 år. Jeg husker ikke præcis, hvornår jeg begyndte, kun at det var natten mellem lørdag og søndag. Men jeg husker hvor og hvordan. Det kan man læse om i forordet. 

Da jeg begyndte, vidste jeg intet om litteraturteori, så det har blandt meget andet også været en læreproces, et selvstudium, og det har jeg elsket næsten lige så meget som de kreative processer, arbejdet med idéudvikling, selve skrivearbejdet og de utallige redigeringer, gennemskrivninger og de tekstmæssige slankekure, som gjorde det muligt at holde bogen nede på 530 sider.

I dag stillede Postnord en papkasse foran min dør, mens jeg var hos tandlægen. Der var tyve bøger i den, og forsendelsen vejede 19,8 kg, så jeg var virkelig tæt på at ramme et kilogram denne gang. Næste gang er den der.

Du kan læse mere om bogen her.

Religion eller nationalstat

Jødedom er ikke en nationalitet, men en religion. Bygger man en nationalstat med det formål at betrygge tilværelsen for alle tilhængere af en bestemt religion, vil man uvilkårligt komme til at begå overgreb på de borgere, som bor inden for statens grænser, men ikke er tilhængere af denne religion. De vil blive opfattet som statens fjende og blive tildelt mere begrænsede rettigheder og muligheder af staten end tilhængere af statsreligionen, præcis som det fra begyndelsen har været tilfældet for de ikke-jødiske borgere i Israel. 

Ydermere: Når staten ikke er defineret som et organ for den befolkning, som bor inden for dens grænser, men som et organ for alle de tilhængere af statsreligionen, som bor i hele verden, vil staten uvilkårligt få behov for at udvide sit territorium for at kunne rumme alle de tilflyttere, den ønsker at tiltrække. Statens repræsentanter vil derfor uvilkårligt tænke som og ultimativt optræde som en imperialistisk magt, præcis som Israel fra begyndelsen har gjort.

Ideelt set fandtes der ikke statsreligioner (som fx den danske) og slet ikke religiøse stater (som fx Israel, Iran og Italien). Ideelt set ville Israel og Palæstina være ét land fra floden til havet, hverken jødisk eller muslimsk, men fælles med lige ret og værdighed for alle landets indbyggere. hvordan man kan nå dertil, eller om det nogensinde vil være muligt, er en anden sag. Det er klart, at det perspektiv er blevet sværere, ja, nærmest umuligt, at få i fokus nu, hvor Israels regering og militær har gjort enhver palæstinenser til sin fjende, har smadret det lidt, der var tilbage af Palæstina, til ugenkendelighed og ydmyget, udsultet, fordrevet, traumatiseret, lemlæstet og myrdet palæstinensere i et ubegribeligt og utilgiveligt omfang.

Hvordan kan man kræve, at palæstinensere efter den historiske skændsel skal kunne opfattere de israelere, der har tilladt eller ligefrem opildnet til denne katastrofe, som deres landsmænd? Hvordan kan man forvente det?

Og Israel, den eneste mellemøstlige atommagt, det største mellemøstlige militærmagt, vil aldrig tillade, at Israel og Palæstina bliver til ét, og at muslimer får de samme rettigheder og vilkår som jøderne. Hvem skulle gennemtrumfe sådan en forandring mod det israelske militærs og dettes ledelses vilje? Hvem vil og hvem kan løse den opgave? Det ville blive den blodigste krig i Mellemøstens moderne historie.

En tostatsløsning forekommer lige så urealistisk, for hvor skulle den ligge? Israel har taget næsten det hele og har smadret resten. Hvor er det land, som kan rumme alle de palæstinensiske flygtninge, og hvem vil og kan garantere deres sikkerhed?

Living for the City

Da Stevie Wonder indledte sin professionelle karriere som 11-årig, blev han ofte sat til at synge coverversioner af Ray Charles' mest populære numre. Det var kommerciel spekulation i den søde energiske og talentfulde dreng, der sang de samme sange som sin mentor, onkel Ray, der var blind og sort som han selv. Det skæppede godt i kassen hos Motown.
    Der er mange ligheder mellem de liv, Ray Charles og Stevie Wonder har levet som i blinde, sorte, mandlige soulmusikere, sangere, pianister og sangskrivere, vokset op i et racistisk USA, i udgangspunktet i storbyfattigdom.
    Begge opnåede stjernestatus på verdensplan, og begge har fået en masse børn med mange forskellige kvinder. Stevie Wonder har foreløbig ni børn med fem forskellige kvinder, mens onkel Ray, så vidt vi ved, fik tolv børn med ti forskellige kvinder.
    Men der er også markante forskelle. Mens Wonder blev blind ved fødslen, og ingen erindring har om at kunne se, blev Charles endegyldigt blind som syvårig. Begge blev dog blinde som følge af forkert eller utilstrækkelig lægebehandlinger. Charles som følge af ikke at blive behandlet for sin øjensygdom, hvilket i et forsikringssystem som det amerikanske er et vilkår, underklassen stadig må leve med.
    Charles blev siden forældreløs som femtenårig, og som så mange andre sorte musikere på den tid (han blev født i 1930 og professionel musiker i slutningen af 1940'erne) blev han på et tidspunkt afhængig af heroin. 'Living for the City' beskriver ikke en virkelighed, som er fremmed for Ray Charles.
    Som ung voksen overhalede Stevie Wonder sin mentor som sangskriver, og så kunne man pludselig høre Ray Charles synge knægtens sange. Det gælder særlig det her socialrealistiske og antiracistiske hit, som er med på Wonders fremragende album Innervisions fra 1973.

     Hør Ray Charles med Wonders Living for the City

Pigen og verden

Noget af det særlige ved Pigen og verden er de mange sammenløb af forskellige virkelighedsplaner. Drømme, drømmesyn, som væver sig ind i erkendelsen af den fælles oplevede verden og i erindringer, i kroppens ordløse hukommelse, tvivlen på erindringerne – og det modsatte: at insistere på den og derfor også kampen om at få lov til at stole på sine kropslige erindringer, som vel også hænger sammen med hittebarnet Hæminglævas kamp for at få lov til at være sømanden Roars barn. Roar, som (i romanen Rans vilje fra 2023) fandt hende efter stormfloden, mens hun var spæd.

Jeg ser det sådan, at noget af det, det moderne menneske har tabt, er tilliden til drømme og drømmesyn. Jeg mener naturligvis ikke, at drømme er virkelige i samme forstand, som det vi ser, hører, lugter og mærker i vågen og sober tilstand. Men det betyder ikke, at de ikke er virkelige. Drømmene virker. Vi har dem af en grund. De fortæller os altid noget, omend typisk i et metaforisk sprog. De sætter en stemning, som vi bærer med os ind i vågentilstanden. De rådgiver og advarer os i spørgsmål, som optager os, men som vi ikke kan regne os frem til et rationelt svar på. Og præcis denne form for viden har det moderne menneske mistet tilliden til. Denne bog er i mine øjne med til at vinde noget af det tabte tilbage.

Udsigt fra et vindue

Svanninge Bakker anet over hustagene.

Hvad er skønlitteratur? i trykken

 

Her er det færdige omslag.

Bogen blev sendt til tryk for mere end en uge siden, så jeg vil gætte på, at den nu findes i verden og ligger i små bærbare papkasser og venter på at komme ud i verden.

Du kan læse mere om bogen her.

Pas på med kunsten

[Kai Nielsens portræt af konservesfabrikant og mæcen Mads Rasmussen i Faaborg Museum, 1914.]

Pas nu på med at støtte kunsten! Ellers risikerer du, at nogen laver sådan en toenhalv meter høj statue af dig i poleret sort granit og placerer dig midt i kunstmuseets centrale kuppelsal.