Jeg bryder mig generelt ikke om tvang, men at være tvunget af omstændighederne til at lære noget, man ellers aldrig havde lært, har sine lyse sider. Til november er det 14 år siden, jeg flyttede til Spanien, og der er færdigheder, som jeg klarede mig fint uden i Danmark, men har haft brug for her.
Sproget er det vigtigste, det er klart. Jeg kunne lidt i forvejen, men ganske lidt. Nu kan jeg nok til at kunne klare mig og også nok til give perspektiv til mit eget sprog. Sproglige funktioner, jeg i min naive uvidenhed har opfattet som universelle, har vist sig ikke at være det. Fx betydningen af dobbeltnegationer. På dansk siger vi: “Jeg har ingenting.” Når spaniere vil udtrykke det samme, siger de: “No tengo nada,” hvilket direkte oversat betyder: “Jeg har ikke ingenting.” På spansk ophæver de to negationer ikke hinanden, som de ville gøre på dansk. De forstærker hinanden. Jeg kender naturligvis det samme fra engelsk (måske især amerikansk engelsk?), hvor man kan sige: “I ain’t got nothin’,” men jo kun som slang eller ukorrekt brug af sproget. Logik er logik, men måden at beskrive den på er kulturelt bestemt.
Jeg er også blevet langt mere opmærksom på, hvor meget vi vokalsænker (fx i –> e og e til i hvert fald 6 forskellige vokallyde) og reducerer på dansk (have –> ha; vil –> ve; jeg –> ja; bede –> be; at –> å; og – > å; kunne –> ku; skulle –> sku, skal –> ska), hvilket gør det meget vanskeligt for udlændinge at lære dansk og for nordmænd og svenskere at forstå os. Man reducerer også på spansk, især i Andalusien, men meget mindre end på dansk, og af vokalsænkninger har jeg kun lagt mærke til en fra et lyst til et mørkt a. Spaniere skriver i det store hele, som de taler. Spansk rummer også langt færre undtagelser fra generelle grammatiske regler og er simpelthen langt lettere at lære for udlændinge, end dansk er. Og alligevel forventer vi i Danmark, at udlændinge lærer at tale dansk, så man nærmest ikke kan høre, de ikke er vokset op med vores sprog.
At give ‘dos besos’, altså dobbelt kindkys, til fremmede var en udfordring i begyndelsen. Det føltes grænseoverskridende, men man udvikler sig ikke uden at overskride sine grænser. Det er aldrig blevet helt naturligt for mig, men jeg gør flinkt – selv med X, som altid går rundt og masserer en pose hundelort i den venstre hånd, som om det var en squeezie.
Det er færdigheder, jeg har måttet lære for at kunne begå mig i Spanien. Men der er også ting, jeg har måttet lære for at kunne klare at være væk fra Danmark.
Jeg er glad for, at jeg har lært at bage rugbrød og efter mange års eksperimenteren har fundet frem til den opskrift og metode, der giver det bedste resultat = det, jeg selv bedst kan lide. Det havde jeg aldrig fundet frem til i Danmark, hvor man kan købe fremragende, kerneholdigt rugbrød hvor som helst. Det her rugbrød bliver det sidste, jeg bager i Spanien, men jeg kan lide at bage det og kommer til at fortsætte i Danmark. Jeg kommer også til at lave spansk mad i Danmark. Ikke boquerones og grillede sardiner, for hvor kan man købe de fisk? Men gazpacho, paella, empanada og tortilla española. Jeg har opdaget fornøjelsen ved kikærter, linser og bønner og kommer fremdeles til at bruge dem på lige fod med kartofler, ris og pasta. Men vigtigst er dog stadig rugbrød.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar