Noget af det særlige ved Pigen og verden er de mange sammenløb af forskellige virkelighedsplaner. Drømme, drømmesyn, som væver sig ind i erkendelsen af den fælles oplevede verden og i erindringer, i kroppens ordløse hukommelse, tvivlen på erindringerne – og det modsatte: at insistere på den og derfor også kampen om at få lov til at stole på sine kropslige erindringer, som vel også hænger sammen med hittebarnet Hæminglævas kamp for at få lov til at være sømanden Roars barn. Roar, som (i romanen Rans vilje fra 2023) fandt hende efter stormfloden, mens hun var spæd.
Jeg ser det sådan, at noget af det, det moderne menneske har tabt, er tilliden til drømme og drømmesyn. Jeg mener naturligvis ikke, at drømme er virkelige i samme forstand, som det vi ser, hører, lugter og mærker i vågen og sober tilstand. Men det betyder ikke, at de ikke er virkelige. Drømmene virker. Vi har dem af en grund. De fortæller os altid noget, omend typisk i et metaforisk sprog. De sætter en stemning, som vi bærer med os ind i vågentilstanden. De rådgiver og advarer os i spørgsmål, som optager os, men som vi ikke kan regne os frem til et rationelt svar på. Og præcis denne form for viden har det moderne menneske mistet tilliden til. Denne bog er i mine øjne med til at vinde noget af det tabte tilbage.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar