Da Forfatterskolen i 2012 havde 25 års jubilæum, udgav den en bog under titlen FS 25. Den er fuld af essays, som tidligere elever, lærere og andre interessenter har skrevet om deres mellemværende med skolen.
Her er mit eget bidrag til jubilæumsskriftet:
At aflægge sig sine dygtigheder
På Plaza Mayor sidder karikaturtegnerne på en lang række. De sidder der, hvor skellet mellem sol og skygge går, når klokken bliver tre. Det er siestatid, og det er der, de fleste potentielle kunder kommer. Så skal solen falde ind på de farverige lærreder, de udstillede, færdige billeder, så deres genskin trækker kunder til, men modellerne skal sidde i skygge. Hvis modellen sidder i solen, kaster næsen alt for kraftig skygge, skyggerne dominerer, og også reflekserne bliver for stærke.
En dygtig karikaturtegner har måske 100 forskellige næser i sin færdighedskasse. Det er et gæt. Han har også 100 munde, 50 frisurer, måske 30 sæt øjne, 20 hager og 10 pander, som han kan tegne til perfektion hver eneste gang, og som i kombination med de 20 forskellige sæt ører altid kan få et portræt til at ligne ganske godt. Det er en leg med typer, overdrevne typer, hvis det er karikaturer, men ellers i de realistiske, omend let forskønnede, proportioner, der er ikke meget vanskeligere at lave.
Det bliver for svært at holde fast i sine dygtigheder, hvis solen skinner direkte ind i ansigtet på modellen og kaster skygger og reflekser, som ikke ligger i færdighedskassen, fordi ingen virkelig næse i et virkeligt lys er en perfekt repræsentation af sin type, det ville kræve alt for mange typer, men skygger og reflekser, som ikke desto mindre vil dominere malerens synsindtryk. Det gælder om at reducere det vilkårlige, det atypiske og uforudseelige, det svimlende genskin og de chokerende skygger, hvis man skal male på baggrund af sådan en færdighedskasse, og det skal man, hvis man vil leve af at male portrætter på Plaza Mayor, i Hyde Park eller på Strøget.
Hvis man derimod vil være en billedkunstner, som fortæller overraskende sandheder om det sete, gælder det om i stedet at lukke færdighedskassen.
Det samme gælder forfattere, og Forfatterskolen har vist sig særlig god til hjælpe med at smække låget i.
Litteraturens særlige opgave er at give ord til det, som ellers bedst beskrives af musikken. Hvad, der bedst beskrives af musikken, er svimmelhed. Alt hvad der sker med os, når vi ikke er svimle, beskrives bedre af filosofien, psykologien eller sociologien. Hvad angår indhold, er musikken litteraturens nærmeste slægtning, og beskrivelsen af svimmelhed er dens væsentligste opgave.
Det svimle er det svært at blive dygtig til, det er svært at lære sig på rygraden. Når man skriver svimmelt, er svært at finde noget i færdighedskassen, der passer.
Skolens tekstlæsninger hjælper os til at kvitte forudskikkelsen af, hvad man kan forventes at sanse i en given situation, de hjælper os med at turde være svimle og inkompetente, med at turde aflægge os den dygtighed, som går hånd i hånd med kunstnerisk dovenhed.
En sådan dygtighed er evnen til at skrive formfuldendt i lange, semantisk og grammatisk korrekte strukturer, hvor sætning følger sætning i en nærmest ustandselig flod af nødvendighed. Nogle af os havde lært os dette gennem et allerede langt liv. Fire ud af de seks elever på min årgang havde taget eller var i gang med en akademisk uddannelse. Selv var jeg oven i købet 39 år gammel, da jeg startede på skolen, og havde arbejdet som forlagsredaktør i årevis. Jeg kunne skrive pænt, skriver jeg da ikke pænt? og runde af, og så skal man strides med sig selv for at lade være med det. For at give plads til det overraskende sande, det abrupte, det temposkiftende.
Dygtigheden tager nemt skikkelse af en rigid lille satan af en censor, som allerede under den indledende skriveproces sorterer det fjollede fra, det forkerte, dasker det grimme over fingrene. Sådan en censor kan hjælpe os til at skrive pænt, rigtigt og interessant, klogt, kunne man sige, af fokusere på væsentlige problemer i menneskelivet. Det er der i sig selv intet i vejen med at gøre, men det er en metode, som let kommer til at udelukke det, som med sin forkerte form eller sin skæve orientering kan overraske os selv og give os energi til at udforske os selv og verden med sproget, søge det, vi ikke vidste, vi havde brug for at vide noget om, lade sprogets egne uartige lege rive os med. Giver man sig ikke lov til dette, kan teksterne godt blive velformede og interessante, men man går glip af den gode litteratur.
Derfor er dygtigheden til at sætte fingeren på, hvad der er væsentlige problemer eller konflikter at skrive om, nok så væsentlig en egenskab at have som menneske, men også vigtig at kunne aflægge sig som forfatter. Misforstå mig nu ikke: Fremragende skønlitteratur kan sagtens handle om væsentlige menneskelige og altså sociale konflikter, det gør den ofte, men det er vigtigt, hvordan man er kommet derhen. Det skal ikke være med den rigide satan i hånden eller med 100 perfekte næser i færdighedskassen. Det er vigtigt, at man ikke på forhånd ved, hvad man leder efter i sin undersøgelse, for ellers ved man også, hvad man vil finde, og så kan man kun skrive én bog, nemlig den man altid allerede har skrevet.
Det er derfor, at Forfatterskolen hjælper os med at bære staffeliet ud i det skarpe lys, som kaster svimlende reflekser og forbandede skygger. Det gør den negativt ved tekstlæsningerne, hvor den rigide satan bliver identificeret, og gør det positivt samme sted og ved lærernes vejledninger og foredrag om egen skrivning og inspiration. Og det er kun muligt, fordi lærerne er forfattere og ikke blot dygtige akademikere.
Der er så mange dygtigheder, der kan snyde os. Allerede under min optagelsessamtale spurgte Pablo Henrik Llambías mig, om jeg var sikker på, at det var hensigtsmæssigt, at jeg hele tiden var sjov, når jeg skrev, at hvad som helst kunne vendes til noget morsomt. Det kunne jeg ikke svare på, for jeg havde aldrig gjort denne egenskab ved min skrivning til genstand for nogen dybere overvejelse. Jeg havde blot forsøgt at komme min læser i møde med min humor, som trods alt gjorde de hæsligheder, jeg skrev om, til at bære. Det var en social konvention, noget jeg dygtigt havde lært mig at gøre uden at tænke meget over det. Sådan gør man, man kan da ikke være andet bekendt.
Men svaret, fandt jeg ud af, var nej. Det var jeg faktisk ikke sikker på. Jeg fandt oven i købet ud af, at den humor, som gennemtrængte alt, også tog brodden af det, jeg fortalte, gjorde det ufarligt og for så vidt ødelagde det for mig, svækkede det, i hvert fald. Forfatterskolens tekstlæsninger hjalp mig med at identificere, hvad denne humorisme gjorde ved mine tekster og fik mig til at eksperimentere med at lade tekster stå med den fulde alvor, deres emne gav dem. Når det er så indarbejdet i ens skrivemåde, at enhver sætning skal være morsom eller i det mindste pudsig, at man ikke længere tænker over, at det er, hvad man gør, at det ikke let at udskille dette element.
Dette var formodentlig den dygtighed, jeg måtte kæmpe mest med at aflægge mig under min forfatterskolegang. Og som jeg siden har forsøgt at generobre, men bevidst og vægtet.
For der er intet galt med dygtigheder i sig selv: Det er godt at kunne male en næse, der kan identificeres som næse. Det godt, ikke skidt, at kunne skrive velformede sætninger. Det er godt at have begreb om, hvad der kan være væsentlige konflikter i menneskelivet, og det er heller ikke skidt at have humor med. Alle dygtigheder, som kastes bort, mens man finder en vej som kunstner, skal før eller siden vindes hjem igen, når man har først har afvist at lade dem styre, lært sig ikke at lade dem stå i vejen for en ægte søgen, men male næsen, som man ser den, ikke som man har lært, at næser ser ud.
.jpg)
